Morten Riis, 1. viceborgmester i Bornholms Regionskommune, holdt denne tale Sankt Hans Aften den 23. juni 2022.

af Morten Riis

Først og fremmest vil jeg gerne have lov til at sige tak for at få lov til holde tale for jer – til denne midsommerfest. Som den hedning jeg er, er det faktisk min yndlingsfestligholdelse overhovedet – hele året.

 

Det kan godt være, at vi i vinterhalvåret har allermest brug for et lys i mørket, én dag med fest, fællesskab og hygge som vi kan sigte imod, når november er allermest regnfuld, grå og trist, men vi har nu også brug for et højdepunkt om sommeren.

 

En af mine rigtigt gode venner gav forleden overfor mig udtryk for, at hun syntes, midsommeren var vemodig – af den indlysende grund, at dagene fra nu af jo igen bliver kortere, at vi igen nærmer os den mere triste årstid. Og det er jo sådan set forståeligt nok.

Men vi er nødt til at kunne være i begge dele. Det lyse og det mørke. Og vi har jo heller aldrig i livets andre henseender – eller i hvert fald kun meget sjældent, det ene uden det andet. Det er jo kun i tegneserier som Lucky Luke, at man kan løbe fra skyggesiden.

 

Og selv på denne dejlige sommerdag, som for mig ikke varsler og heller aldrig tidligere har varslet vinteren, nej men som jeg faktisk kun ser som indgangsporten til sommeren – ja, selv i dag er der jo masser af usikkerhedsmomenter i vores liv. Skygger, der bliver kastet over vores tilværelse – i verden omkring os, men også i vores lille, hyggelige smørklat af et land og på vores solskinsø.

 

Nu i dag tænder vi bål, nogle steder (som her) med heks på. Det er jeg ikke den store fan af. Jeg ved godt, det er tradition, men jeg kunne frygteligt godt tænke mig, at vi indrettede vores traditioner, så de ligesom bedre afspejlede, hvordan vi ser verden i dag, og ikke bare blev ved med at gentage fordums dumheder.

Vi mener jo ikke længere, når vi tænker os rigtigt godt om, at dårligdommene i verdenen kan reduceres til at udgå fra én persons handlinger eller ondskab. Og at kvinder for den sags skyld i den henseender skulle skille sig ud som særligt dårlige eller onde. Vi ved jo dybest set godt, at der altid er nogle dynamikker, og selvom der kan placeres et ansvar eller en skyld – ja, så er der jo også altid nogle mere forståelige ting, der kan have været medvirkende til dårligdommene.

 

Jeg synger naturligvis glad med på Holger Drachmanns vers: Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Det er en flot sang, selvom den er skrevet i en anden tid. Men det bål, som jeg har lyst til at holde, er et glædesbål, og ikke en ild, der er vendt mod nogen.

 

Bålets flamme er vores glød og glæde. Drachmanns hekse og trolde skal vi i mit hoved forstå som de symboler, de er, symboler på de dårligdomme, vi ønsker at lægge bag os. Men naturligvis er det illusorisk at tro, at vi kan sende ”heksene” og ”troldene” til Bloksbjerg. At vi bare kan bortkalde dårligdommene. For vi løser jo kun virkelighedens problemer ved at se dem i øjnene, forstå dem og i fællesskab tage tyren ved hornene.

 

I de år jeg og min familie har boet her på denne dejlige ø, i denne herlige by er der mange eksempler på det.

Jeg kan godt huske, hvordan vi hjalp hinanden i vinteren 10/11 – da Bornholm var dækket af flere meter tykt lag sne. Hvordan folk sprang ud af busserne og hjalp med trække biler op af grøften. Naboer kæmpede sig igennem snemasser for at tilse hinanden, og jordmorderen tog ud til de fødende på ski.

Jeg kan godt huske de første år med Folkemøde, midt i en buldrende økonomisk krise – for resten af verden, men så sandelig også for Bornholm, hvor alle organisationer, der kunne stå, knoklede på for at få det til at ske. Skabe en begivenhed, der kunne få Bornholm på dagsordenen på en ny og stærk måde.

Jeg kan godt huske den imødekommenhed, nysgerrighed og gensidige respekt, jeg oplevede, fra politiske modstandere, som jeg netop havde ført valgkamp imod, da jeg første gang kom i kommunalbestyrelsen.

Det er det samme livssyn, jeg møder, når bornholmere i stor stil i år har åbnet deres hjem overfor mennesker på flugt fra krigen i Ukraine. Ja, ligefrem har begivet sig afsted for at hente mennesker hertil i egne køretøjer.

 

For mig er det at være bornholmer, hvis jeg overhovedet tør kalde mig det, meget stærkt forbundet med den relation mellem det lyse og det mørke, forbundet til kontrasterne, accepten af og nysgerrigheden overfor forskelligheder, nuancerne.

 

Midsommerfesten har vi brug for at holde. Ligesom vinterfesten er et lys i mørket, er sommerfesten en perspektivering af, at vi aldrig har det ene uden det andet, og at vi skal forstå at suge det bedste ud af lyset – som dyrene, fylde reserverne op, få batterierne helt op max igen.

 

For nogle og 30 år siden byggede Bornholm en bro til den estiske ø, Saaremaa. Estland havde netop opnået selvstændighed, og der blev knyttet mange bånd og udvekslet mange idéer mellem vores to øer i de år. Sidste år i september var der lige et hul i Corona-epidemien, der gjorde, at jeg kunne sige ja til en invitation til at tage til Saaremaa og tale om mulighederne for et fornyet samarbejde. De gode folk på Saaremaa er meget taknemmelig overfor Bornholm, og vil gerne komme til Bornholm nu i år og fejre vores fællesskab og fælles historie. Endnu et eksempel på den særlige, bornholmske ethos.

 

Den skal vi huske. Den skal vi fejre. Den gør Bornholm speciel og værdifuld – også for andre end os selv.

 

Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig sommer. Husk at sætte pris på lyset – ikke kun i mørket. God midsommmer!

 

Talen blev først bragt på Morten Riis’ Facebookside 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com