Putins angreb på Ukraine har presset regeringen til at sætte skub i fjernvarme og vedvarende energi. Men hvor skal ressourcerne tages fra? Vi får ikke en grøn omstilling i tide uden demokratisk planlægning og begrænsning af ressourceforbruget på andre områder.

af SAPs Forretningsudvalg

”Den grønne omstilling har været absolut topprioritet, siden regeringen trådte til,” hævdede finansminister Nicolai Wammen, da regeringen den 19. april præsenterede sit udspil ”Danmark kan mere II: Grønnere, uafhængigt og mere sikkert”.

 

Problemet er imidlertid, at topprioriteten netop ikke har været grøn omstilling, men derimod vækst i bruttonationalproduktet og virksomhedernes gevinster. Denne overordnede prioritering ser ikke ud til at have ændret sig med ”Danmark kan mere II” og oplægget til ”grøn skattereform”. Det viser sig ved en række fejl og mangler, som er påpeget af miljøbevægelser og forskere:

 

  • Gasudvindingen i Nordsøen øges.
  • De største industrielle CO₂-kilder fritages stort set for den nye CO 2-afgift, navnlig cementproduktionen på Aalborg Portland. Landbruget er indtil videre helt fritaget.
  • Selskaberne får milliarder til at installere CCS, altså til at bruge ressourcer på at opfange og lagre CO 2’en i stedet for at lave mindre af den.
  • Man vil øge biogasproduktionen, selv om den benytter gylle fra industrielt dyrehold og forårsager lækager til skade for klimaet.
  • Man siger ikke meget om energieffektivisering og intet om egentlige energibesparelser.

 

Fjernvarme eller motorveje?

På den positive side lover regeringen en hurtig udbygning af fjernvarmenettet og en øget udbygning af vind- og solkraft. Men de udbygninger er i sig selv ressourcekrævende. De kræver materiel, råstoffer og arbejdskraft, som der i forvejen er knaphed på, ikke mindst på grund af et boom i byggebranchen. Den knaphed kommer oven i en tiltagende global ressourcekrise.

 

Regeringen skriver selv:

”Aktiviteten i bygge- og anlægssektoren er høj, og en hurtig udrulning af fjernvarme i de kommende år kræver, at der er arbejdskraft og materiel nok til omstillingen. En ambitiøs omlægning af energiforsyningen kræver svære prioriteringer, men regeringen mener, at en frigørelse fra russisk gas i den nuværende situation er afgørende.”

 

Det viser sig imidlertid, at regeringen viger uden om prioriteringer, der ville være svære i forhold til de økonomiske magthavere. I stedet lægger regeringen op til at skrue ned for visse offentlige bygge- og anlægsinvesteringer.

 

I forvejen er det almene boligbyggeri i vidt omfang sat på pause som følge af materialeprisernes himmelflugt. Enhedslisten og SF er ilet til med forslag om at skyde ekstra penge i de almene boligprojekter, men det løser ikke problemet med kampen om ressourcerne. Mangelsituationen truer også udbygningen og vedligeholdelsen af den kollektive trafik.

 

Finansministeren nævnte, at man også må ”kigge på” vejprojekter, og flere partier talte om ”justering” af infrastrukturaftalen, der indeholder 64 mia. kr. til vejprojekter. Men DI og anlægsbranchen råbte vagt i gevær, og transportminister Trine Bramsen trak i land: ”Det er bestemt ikke regeringens forventning, at forliget skal genåbnes.”

 

Situationen skriger på et stop for udbygning af veje, broer og tunneler samt et stop for lufthavnsudvidelser. De belaster klima og ressourcer både i anlægsfasen og ved at skabe øget trafik.

 

Private investorer har frit løb

Hvad regeringen slet ikke taler om at begrænse, er private investeringer. F.eks. firmaer, der får opført fabriksanlæg, lagerhaller, datacentre, kontordomiciler, butikker, dyre boliger, hoteller osv. Eller private, der ombygger huse eller river dem ned og får opført nye. Men hvorfor skal de aktiviteter være tabu?

 

”Jeg vil ikke udelukke, at det er et fornuftigt redskab at sige, hvad der skal bygges og ikke bygges. Det er sådan noget, som man kan gøre i en krisesituation,” siger Greenpeace Danmarks generalsekretær i Klimamonitor.

 

Det synes vi vil være særdeles fornuftigt. Det er i det hele taget fornuftigt og nødvendigt, at samfundet prioriterer brugen af ressourcer ud fra en samlet plan, sådan at grøn omstilling og sociale behov kommer først.

 

Debatten om ressourcer til fjernvarmeudbygning udstiller, at ”den grønne omstilling” ikke bare kan ske ved at føje ”grøn vækst” til den eksisterende økonomiske vækst. Også når der opbygges ”grønne” infrastrukturer, sker der forbrug af materielle ressourcer, energi og arbejdskraft.

 

Derfor er det afgørende at prioritere forbruget inden for rammerne af, hvad klimaet og naturen kan bære. Man må starte med at lægge budgetter for drivhusgasudledning, råstofforbrug osv. Det forsømte politikerne, da de vedtog klimaloven i 2020. Klimaloven indeholder intet budget for de danske udledninger, og derfor er man fikseret på målet for ét år, 2030, selv om de samlede udledninger i alle årene er afgørende og allerede inden 2030 kan gøre uoprettelig skade.

 

Demokratisk planlægning er nødvendig

Når man har bestemt budgetrammerne, må man demokratisk diskutere og beslutte, hvor meget der kan bruges af de forskellige sektorer. For at bidrage til en global klimaløsning skal Danmark f.eks. investere massivt i vind og sol, brændselsfri fjernvarme, varmepumper, energilagre, elnet, kollektiv trafik, bygningsrenovering osv. Socialt er der behov for byggeri og vedligeholdelse af almene boliger, daginstitutioner, uddannelsessteder m.v. Derimod kan og bør der bruges færre ressourcer på motorveje, luksusbyggeri og meget andet.

 

Det haster med at omprioritere, hvad ressourcerne skal bruges på. ”En hurtig og socialt retfærdig grøn omstilling nødvendiggør et brud med vækstpolitikken og en demokratisk planlægning af økonomien,” som vi i SAP formulerede det i landsmødeudtalelsen Venstrefløjen og klimakampen.

 

Men sådan en samlet prioritering ud fra miljømæssige og sociale hensyn ligger øjensynligt lige så fjernt for S-regeringen som for de tidligere regeringer. Ressourcetildelingen bestemmes i vidt omfang af pengemagten og markedskræfternes spil. Det accepterer Socialdemokratiet såvel som de erklæret borgerlige partier.

 

En anden og mere bæredygtig vej må skabes gennem debat og mobilisering i befolkningen. Derfor arbejder vi for, at grønne bevægelser, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer går sammen om at udvikle en plan for grønne job og grøn omstilling af landbrug, transport, bygninger, produkter og import m.m.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 4. maj 2022

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com