Den polske socialist, Rosa Luxemburg skrev tilbage i 1916, at det borgerlige samfund står i et dilemma: enten udvikler det sig til socialisme, eller også falder det tilbage til barbariet.

Situationen var den, at Europa var midt i (det, vi i Europa kalder) Første Verdenskrig; det borgerlige demokrati var knapt nok blevet udfoldet, før det igen blev suspenderet pga. krigen; arbejderklassen i byerne var en voksende magtfaktor, den var uuddannet, den blev udsultet, udbyttet og brugt som kanonføde i den europæiske stormagtskrig.

Rosa Luxemburg levede ikke selv lang tid nok til at se, hvor totalt barbariet blev udfoldet i det 20. århundrede. Hun blev skudt af et frikorps i Berlin den 15. januar, 1919 og smidt i Landwehr-kanalen i den tyske hovedstad.

Alle talere her i dag er blevet bedt om, at sige noget om, hvordan vi tror eller ønsker, at arbejdsmarkedet i Danmark ser ud i 2050, men jeg har altså ikke kunne skubbe Rosa Luxemburgs ord væk. Jeg synes, desværre at de er frygteligt aktuelle: Enten så udvikler vores samfund sig til socialisme, eller også falder vi tilbage til barbariet. Jeg beklager, hvis nogen får kaffen eller de gode pølser galt i halsen, men det er nu engang her, vi står.

Det er rigtigt, at efter det 20. århundrede barbariske lavpunkt med fascismens fremkomst i bl.a. Tyskland, Italien, Spanien og Japan, med de totale ødelæggelser som Anden Verdenskrig bragte med sig, hvor mellem 50 og 85 millioner mennesker blev slået ihjel, med nazisternes udryddelseslejre, så indfandt der sig en ny tid, hvor Europa med store midler fra USA blev genopbygget – både sådan helt fysisk blev udbombede byer genopbygget, virksomheder reetableret, men der blev også oprettet institutioner til fremme af demokrati, menneskerettigheder og sameksistens.

I Vesteuropa var væksten enorm i efterkrigstiden og i løbet af nogle årtier tog vores samfund nogle gevaldige skridt fremad – måske endda, utilsigtet i retning af socialisme. Arbejderne fik en større andel af den merværdi, der blev produceret. Lighed i sundhed og uddannelse gik fra at være fjerne paroler til at være noget, der konkret blev arbejdet for. Kvindernes stilling i samfundet blev mere lige. Seksuelle minoriteter fik en stemme. Spanskrøret blev afskaffet, almindelige arbejdere fik egen bolig, bil og fjernsyn.

Befolkningen voksede eksplosivt, arbejdsstyrken voksede og dens købekraft voksede parallelt hermed. Selvom det ikke er hele billedet, så havde den gazelle-lignende udvikling en vis lighed med historien om baron von Münchhausen, der løfter sig selv op ved nakkehårene. De afledte samfundsforandringer skyldtes en kamp om de voksende værdier, skyldtes arbejderkampe, kvindekampe, bøssernes og de lesbiskes befrielseskamp, kampen for børnemagt. Hegnspælene blev flyttet i de år, takket være modige mennesker og stærke fællesskaber. Men de grundlæggende mekanismer blev ikke forandret. 68 blev som bekendt ikke til socialisme.

De rigeste 10 procent af verdens befolkning har siden begyndelsen af 1900-tallet indkasseret mellem 55 og 60 procent af de samlede indkomster, og de ejer omkring 75 procent af alle verdens værdier. Og hvad mere er, så er udviklingen de seneste årtier gået den helt gale vej. Både herhjemme og udenlands.

De gode takter efter den store krig holdt kun nogle få årtier:

* Uligheden i Danmark er vokset de seneste årtier. I dag gør de 10 procent rigeste i Danmark krav på en tredjedel af indkomsterne, og de ejer mere end 50 procent af værdierne i Danmark.

* Dagpengeperioden er gået fra 7 år, til 4 år til 2 år, og dækningen er så godt som aldrig 90 procent af lønnen.

* Arbejdstiden er ikke blevet reguleret siden 1990 – i 35 år, hvor arbejdsugen på 37 timer blevet vedtaget.

* Kvindernes andel af indkomsten er stadig kun omkring de 40 procent – et niveau, som vi har ligget på i årtier.

* For mange indkomstgrupper har det de seneste år været så som så reallønsfremgangen, og da inflationen var allerstørst under og efter Covid19 måtte vi alle selv holde for.

* På bare 10 år er median-tilbagetrækningsalderen for faglærte og ufaglærte steget med 2,7 år

* Og de seneste 20 år har 10 skiftende regeringer været enige om, at have nulvækst i den offentlige sektor samtidigt med, at de har holdt fast på et skattestop. Det betyder en hel del for kommuner og regioners mulighed for at sikre f.eks. lighed i sundhed og uddannelse, kan jeg godt fortælle. Sundhedsydelser og uddannelse til os og vores børn. Ydelser, der ikke bare skal sikre os gode liv, men som jo også skal sikre, at vi kan blive ved med at levere som arbejdskraft. Sikre os fundamentet for et nogenlunde frit liv.

Selvfølgelig er det værd at bemærke, at sammenlignet med mange steder i verden, så har vi det jo stadig langt bedre her i Danmark, end de fleste andre af jordklodens beboere har det. Men gør man det – altså løfter blikket og ser udenfor landets grænser, så vil man også opdage nogle andre, ganske uhyggelige tendenser. F.eks. at autokratiske og antidemokratiske styreformer er i fremmarch.

Ifølge en rapport lavet af Varieties of Democracy fra sidste år, så bor hele 71 procent af verdens befolkning nu i lande, der har en autokratisk styreform. I 2013 hed andelen 48 procent. Det er desværre ikke bare en tendens, vi kan se udfolde sig i fjerne afkroge af verden. Selv indenfor Europas grænser har antidemokratiske strømninger gjort sit indtog.

Krige er igen virkelighed – også i Europa, og det samme er stormagtsrivaliseringer. Spilleregler, der blev fastlagt efter Anden Verdenskrig, for at undgå en gentagelse af barbariet, bliver der ladet hån om, og vi har i Danmark selv været med til at underminere den regelbaserede verdensorden ved f.eks. at deltage i ulovlige angrebskrige i Mellemøsten.

Og mens vi med den ene hånd rækker hjælpende ud til Ukraine, fordi dets suverænitet groft bliver krænket af Rusland, holder vi den anden hånd over Israel, der i årevis har ignoreret det internationale samfunds fordømmelse for ulovligt at besætte palæstinensernes jord – samtidigt med, at de nu også begår krigsforbrydelser i Gaza.

Barbariet står igen i fuldt flor. Og derfor er denne festdag også en kampdag. Tilkæmpede bastioner er under pres, og vi her ved godt, at det kun er takket være det store flertals kampe, takket være arbejderklassens kampe, at vi overhovedet er nået hertil. Jeg kommer ikke til at lufte fjerne paroler for arbejdsmarkedet i 2050 her i dag, selvom en firedagsarbejdsuge på 30 timer, ligeløn og fri adgang til alle uddannelser havde været skønne drømme. For jeg er bekymret for, at noget meget mere alvorligt er på spil. Vi er nødt til at styrke de fællesskaber, der vil friheden, der vil ligheden, solidariteten. Der vil socialismen. For alternativet er ikke til at udholde.

God 1. maj. God kampdag!