Tidligere medlemmer af Labour Party Pakistan forklarer nu, at ledelsen af den ”pakistanske Enhedsliste” var lammet af interne uenigheder om såvel program som strategi og aktiviteter.

af Åge Skovrind

(Foto: Studenternes Solidaritetsdemonstration 29. november 2019)

 

Awami Workers’ Party blev dannet i 2012, da tre pakistanske venstrefløjspartier sluttede sig sammen. Det var Workers Party Pakistan (WPP), Awami Party (AP) og Labour Party Pakistan (LPP). Alle tre partier er et resultat af adskillige splittelser og sammenslutninger gennem årene på den pakistanske venstrefløj. Mens WPP og AP havde rødder i pro-sovjetiske og/eller pro-kinesiske partier, kom LPP fra en trotskistisk tradition og fik i 2005 permanent observatørstatus i Fjerde Internationale. I 2018 havde AWP omkring 5.000 medlemmer – i et land med 200 millioner indbyggere. I september 2019 bekendtgjorde en række tidligere LPP-medlemmer så, at de forlod partiet, men der kom ikke nogen offentlig forklaring på, hvad der lå bag.

 

Det var for at undgå en fjendtlig atmosfære, som kunne opstå efter splittelsen, hedder det nu i en erklæring, hvor Farooq Tariq, tidligere generalsekretær, og andre medlemmer fra LPP, lukker op for posen og forklarer, at der var alvorlige uenigheder om såvel program, strategi og aktiviteter i det sammensluttede parti.

 

Over 80 procent af tiden gik med at diskutere interne uenigheder i ledelsen og forsøge at nå frem til kompromisser i stedet for at udvikle perspektiver og strategier, der pegede fremad.

 

Før sammenslutningen i 2012 nedlagde LPP sig selv, men adskillige medlemmer meldte sig aldrig ind i det nye parti. De mente ikke, at de to andre partier bag sammenslutningen var indstillet på fremme en proces med udvikling af en ny og yngre generation i spidsen.

 

Det tog kun et halvt år for ledelserne i de tre partier at forberede sammenslutningen, men der blev ikke afholdt nogen fælles medlemsmøder. Man kan undre sig over dette hastværk. I den nye erklæring biver det forklaret med, at der var tale om et defensivt skridt fra en isoleret venstrefløj i en situation, hvor fundamentalistiske islamister var i offensiven. Hurtigt viste det sig dog, at medlemmer fra Workers Party Pakistan holdt hemmelige fraktionsmøder og lavede manøvrer for at kontrollere det nye parti.

 

Illusioner om kapitalismen

Men problemerne var ikke kun organisatoriske. Der viste sig også politiske uenigheder, blandt andet vedrørende det gigantiske infrastrukturprojekt, den Kinesisk-Pakistanske Økonomiske Korridor (CPEC). Flertallet af ledelsen i AWP så CPEC som en mulighed for at udvikle kapitalismen i Pakistan gennem ”det kommunistiske Kina”, mens LPP anså dette for at være en ren illusion.

 

LPP’s vurdering var, at AWP ikke for alvor ønskede at udfordre det etablerede system og derfor ikke understøttede bevægelser og initiativer, som anfægtede de kapitalistiske strukturer, feudale forhold på landet eller den generelle militarisering af samfundet. Især ikke bevægelser, som partiet ikke kontrollerede. Da det pakistanske militær i juni 2014 indledte en offensiv i stammeområderne ved grænsen til Afghanistan i den nordlige del af landet, var der kun 3 af ledelsens 43 medlemmer, der tog afstand fra aktionen. Flertallet så ingen andre muligheder for udrydde den religiøse fundamentalisme.

 

Generelt er analysen i AWP, at i den nuværende kontrarevolutionære situation i Pakistan er det bedst at holde igen og ikke udfordre magthaverne for meget.

 

Også feminisme var et kontroversielt emne. Medlemmer fra WPP anså feminismen som en vestlig ide, og det tog to års diskussioner, før det lykkedes at få partiet til at støtte, at kvindelige medlemmer dannede en selvstændig kvindeorganisation. Tidligere WPP-medlemmer nedlagde også veto mod et dokument om retningslinjer mod seksuelle overgreb internt i partiet.

 

Marginal venstrefløj

Ovenstående bygger på artiken fra de tidligere LPP-medlemmer. De skriver også, at der var uenigheder om opstilling til parlamentsvalg (2013 og 2018). WPP havde ikke tidligere for alvor prioriteret valgkampe, men havde kun opstillet enkelte kandidater. De ønskede meget stramme kriterier for, hvem partiet opstillede.

 

Valgresultaterne viser, hvor svagt venstrefløjen står i Pakistan. Både i 2013 og 2018 fik AWP kun omkring 18.000 stemmer på landsplan (ca. 0,04 procent) af stemmerne. Samlet set fik partier og grupper på venstrefløjen omkring 50.000 stemmer og ingen af de 342 pladser parlamentet. Ali Wazeer, kendt for sit arbejde for pashtunernes menneskerettigheder og ledende medlem af den marxistiske organisation Klassekamp (Struggle), vandt en plads i Pakistans parlament, da han stillede op uden for partierne og fik 23.530 stemmer i sin valgkreds (læs mere om Ali Wazeer).

 

Men det er et enkelt lyspunkt i en ellers trist fortælling om, hvor svagt venstrefløjen står i Pakistan, både hvad angår medlemstal, indflydelse i bevægelser og fagforeninger, bondeorganisationer og andre sociale bevægelser.

 

En ny ungdomsbevægelse

I 2017 havde de fleste af de unge medlemmer fra LPP forladt AWP. De blev kritiseret, fordi de ønskede at opbygge bevægelser blandt de studerende. De har med stor succes fortsat dette arbejde, ikke mindst med mobiliseringen til Studenternes Solidaritetsdemonstration den 29. november 2019, som var den foreløbige kulmination for en ungdomsbevægelse, der ikke er set i et årti i Pakistan. Mange tusinde deltog i demonstrationer i mere end 25 byer.

 

Demonstrationerne gav genlyd over hele Pakistan. Med paroler om solidaritet med alle undertrykte og fordømmelse af alle former for diskrimination blev det et samlingspunkt for en lang række sociale og progressive bevægelser i et land, som er revet over af utallige regionale, nationale og religiøse splittelser og en afgrundsdyb social ulighed.

 

Regimet har ikke undladt at slå hårdt tilbage på disse omfattende protester. En række aktivister er anklaget for ”oprør” og har kun undgået fængsling mod kaution. De skal for retten igen den 21. januar og risikerer langvarige fængselsstraffe, hvis de dømmes (læs mere her).

 

Et nyt parti?

Erklæringen fra Farooq Tariq og hans kammerater giver ikke et svar på de umiddelbare perspektiver i forhold til partiopbygning:

 

”Vi ved, at vi har brug for et parti/en bevægelse, som er anti-kapitalistisk/anti-feudalistisk/anti-religiøs-fanatisk/anti-imperialistisk og imod det militære establishment. Vi ved, hvad vi er imod, men spørgsmålet er, hvad der er vores alternative vision.”

 

Den vigtigste aktivitet de sidste par år har været opbygning af ungdomsbevægelsen. LPP-aktivister har også været initiativtagere til et par store kulturfestivaler med adskillige tusinde deltagere. Det er sket i samarbejde med andre på venstrefløjen, ikke mindst folk med tilknytning til organisationen Klassekamp (Struggle), en veletableret trotskistisk organisation, som tidligere var tilknyttet den (London-styrede) Internationale Marxistiske Tendens, men som nu samarbejder med Fjerde Internationale.

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com