Læsetid: 9 minutter

Da Thorning-regeringen kom til i 2011, blev der sat fart i droneforskningen . Her en drone fra franske Parrot AS. Foto: Dassault Raffale/Wikimedia – CC BY-SA 3.0

 

Forskning og militær hænger sammen. For militæret er i dag så integreret i samfundet, at det vil være utænkeligt, hvis ikke også forskerne deltog i udviklingen af nye, mere raffinerede og effektive våbensystemer med større dræberpotentiale. En forskning, der sluger stedse større summer af de årlige finanslove.

 

Her i landet er militærforskningen som regel begrænset til nicher, enten i egen ret, eller sammen med andre landes projekter, især USA’s. Ud over den teknisk-naturvidenskabelige forskning i nyt grej, så er der i de sidste årtier tillige opstået forskning indenfor militær- og sikkerhedspolitik.

 

“Krige skaber fremskridt,” skrev Politiken i 2005. “Næsten alle teknologiske nyskabelser stammer fra den militære forskning. Forsøg på at finde nye måder at dræbe på frigør nemlig uanede ressourcer til forskning. Ressourcer, som den civile forskning ikke ville kunne mønstre. Den militære forskning har talrige aflæggereffekter, fx atomkraft, walkman, mikrobølgeovne, kvartsure osv. Mobilen er en videreudvikling af feltradioen, mens den laserteknologi, der bruges i cd-afspillere og til at operere med stammer fra militærets forsøg på at udvikle dødsstråler i 60’erne.”

 

Artiklen er forvrøvlet. Forskning – civil som militær – står på skuldrene af hinanden. Der er tale om én lang succession, hvor det ikke er muligt at se bort fra overlap, gråzoner, og låne-hos-hinanden.

 

Når artiklen alligevel nævnes her, er det, fordi den viser, hvor gennemsyret samfundet og medierne er af den militære tankegang og retorik. Artiklen er med til at legitimere, at der hældes enorme summer i den militære forskning: Det meste af det kommer jo retur til civilsamfundet.

 

I modsætning til for 40-50 år siden, så nyder militæret i dag respekt i det meste af befolkningen, der godtager, at bevillingerne øges år efter år. For militæret står jo på tærsklen til afgørende projekter og processer: Kunstig intelligens, autonome våbensystemer, big data, bioteknologi, kvantevidenskab, og det er ikke gratis.

 

NATO kompromitterer Niels Bohr Instituttet

Forskningen i militære projekter rangerer på linie med anden forskning. Derfor var der kun få, der reagerede ved nyheden om, at NATO nu placerer et kvantecenter på Niels Bohr Instituttet. “Et dansk Silicon Valley,” jublede institutlederen, og tilføjede, “at det sker ikke på bekostning af anden forskning… ingen tvinges til at deltage i aktiviteterne… der er åbenhed om, hvad der foregår.”

 

Kvantecomputere har en enorm regnekraft, og kan på få øjeblikke behandle data og give indsigt i processer, der ellers kun kan erhverves under vanskeligere og/eller langsommere forløb.

 

Kvantecentret er en del af en større NATO-strategi, der skal styrke de højteknologiske industrier indenfor kunstig intelligens, kvante- og robotteknologi, og består af to dele: Et uddannelsesforløb, der skal gøre virksomhedernes teknologiske løsninger klar til markedet, samt et testcenter og en fabrikationsenhed med laboratorier, hvor idéerne udvikles. Centrets betydning understreges af, at da USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, i 2021 var i København, var Niels Bohr Instituttet ét af de få steder, han besøgte

 

Finansieringen sker via finansloven med 18 mio kr. i 2023, stigende til 33 mio kr. årligt fra 2026 og frem. Hertil kommer en halv mia kr. til udvikling af opstartsvirksomheder.

 

Fem yngre ph.d-studerende ser med uro på placeringen af centret, og institutlederens forsikringer beroliger ikke. De peger på, at alt er besluttet på kort tid og uden forudgående diskussion. Kvante-centeret bidrager ikke med noget væsentligt. De anser det for at være ren science fiction, og at der er urealistiske fremskrivninger til alt det, kvanteknologien kan.

 

Samtidig er de unge bekymrede for, at NATO’s tilknytning til Niels Bohr Instituttet kan skade det internationale forskningsmiljø, og at forskere, der ikke vil arbejde med militære projekter, holder sig væk. Vil det fremover få indflydelse på, hvem der kan ansættes, hvad der må udgives, og hvem der kan samarbejdes med. Og skal der argumenteres for den militære anvendelse af forskningen, for at få adgang til forskningsmidler. Bekymringen er reel. I et interview i Politiken den 23. maj med NATO’s forskningschef, David van Weel, beskriver han en strategi om at flytte militær forskning ind på universiteterne, og se forskerne over skuldrene.

 

Da dronerne kom til Odense

Et eksempel på, hvordan militæret siver ind i forskningen, handler om, da dronerne kom til Odense.

 

De første droner dukkede op for 20 år siden. I starten blev de mødt med skepsis, de fleste lande foretrak jagerfly. Også VK-regeringen, der dog købte 36 droner i 2007 til indsats i Afghanistan.

 

Større handlekraft var der i Odense, hvor flere lokale faktorer bidrog til, at det blev Odense, hvor droneteknologien først fik fodfæste. Dels en maskinfabrik, Falck-Schmidt, der renoverede hærens kampvogne, fremstillede telemaster og styresystemer til missiler, og som ønskede at gøre deres produktion mere højteknologisk.

 

Nær ved lå Syddansk Universitet, der var ved at opbygge en uddannelse af robotingeniører, ledet af en tidligere oberstløjtnant i USA’s marinekorps, med erfaring fra Pentagons droneprogrammer.

 

Byens lufthavn havde mistet al betydning, da Storebæltsforbindelsen åbnede, og ledte nu efter noget at lave. Med Odense kommune som koordinator blev maskinfabrikken, universitetet og lufthavnen koblet sammen til et arbejdsfællesskab om forskning, udvikling, produktion og test af dronerne. En kombination, der på det tidspunkt var så unik, at både Boeing og Pentagon viste interesse. Pentagon stillede avanceret sensorudstyr til rådighed, mens Falck-Schmidt indgik aftaler med Boeing om levering af brændselsceller, komponenter og materialer til dronerne.

 

Boeings valg af Odense hang sammen med kapaciteten i og omkring lufthavnen, den gode regionale infrastruktur og et solidt samarbejde med myndighederne, med universitetet og med lokale virksomheder, for med tiden kom flere lokale våbenfabrikker til. Formanden for lufthavnens bestyrelse var Odenses stadsdirektør, og i bestyrelsen sad desuden fabrikant Jan Falck-Schmidt.

 

Da Thorning-regeringen kom til i 2011, blev der sat fart i droneforskningen. Militærminister Nick Hækkerup ville have kampdroner: ”De er et godt supplement til nye kampfly – især i sparetider.” En gennemsnitsdrone, der både kan bruges til overvågning af Arktis og til bombning, og som kan holde sig i luften et døgns tid, koster 25-30 million kroner, mens et F-35-kampfly koster 1 milliard kroner.

 

Andre militære aktiviteter

I 2010 aftalte den militær analyseenhed under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU) et samarbejde med Tel Aviv University, der har forbindelser til den israelske hær.

 

Dansk Institut for Militære Studier, også en del af KU, skal forske, kortlægge, analysere og debattere de sikkerheds- og forsvarspolitiske valg, Danmark står over for.

 

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) forskes i radarer, satellitter, droner samt materialer til beskyttelse af soldater. Centeret samarbejder med Lockheed Martin og Terma.

 

Nogle af de DTU-forskere, der arbejder med militær forskning, havde tidligere fx vindmøller som deres primære arbejdsområde. Nu gælder der en underforstået præmis om, at universiteterne skal bistå erhvervslivet, åbenbart uanset hvad det så drejer sig om. Som tidligere forskningsminister Helge Sander bramfrit erklærede: ”Fra forskning til faktura.”

 

Rektor for Aalborg Universitet foreslog i 2018 at oprette et “center for forsvars- og sikkerheds-politik, hvor danske våbenfirmaer og universiteter sammen kan udvikle militært udstyr… for lettere at få del i de 100 mia. kr. fra EU’s Forsvarsfond.”

 

Ikke alle forskere støtter udviklingen. Ca. 1.000 forskere fra 19 EU-lande krævede for nylig, at “militariseringen af EU-forskningen skal stoppes.” De efterlyser debat om de etiske retningslinier, både i forhold til egne forskermiljøer, og i forhold til hvad samfundets ressourcer bruges på.

 

Uden staten går det ikke

Den danske våbenindustri består af knap 200 virksomheder, med ca. 18.000 ansatte. På få år er omsætningen steget fra 2 milliarder kr. til næsten 4 milliarder kr. Det giver branchen styrke, når den skal have staten til at bevilge forskningsmidler og iværksætte nye projekter. Staten tager sig af den grundforskning, de private ellers selv skulle udføre, og dét ville gå ud over fortjenesten.

 

Samspillet mellem staten og våbenindustrien udbygges løbende. Innovationsfonden hører til på finansloven og støtter firmaers strategiske forskning, højteknologi og innovation “til gavn for vækst og beskæftigelse.” Årligt uddeles ca. 1,25 mia kr. Tidligere var Termas direktør formand for fonden, men blev i 2021 afløst af Anders Eldrup. Ny i bestyrelsen er en NATO-rådgiver.

 

Udenrigsministeriet udsender årligt en “eksportkanon” over succesrige virksomheder. Her står våbenfabrikken Systematic sammen med NOVO, Grundfoss m.fl. Med til at udvælge virksomhederne er bl.a. forkvinden for det norske entreprenørfirma, AKER, der står for logistikken i USA’s kz-lejr Guantanamo. Hun er desuden bestyrelsesforkvinde i et svensk rederi, hvis største kunde er Pentagon.

 

Når staten køber fx jagerfly betinges det, at en del af arbejdet placeres her i landet – ellers er der ingen handel. Løfter om arbejdspladser skal få befolkningen til at acceptere flykøbet. Modkøbs-klausulen er dog i strid med EU’s udbudsregler og er med til at fordyre indkøbet, fordi producenterne lægger merudgiften ved modkøb oven i salgsprisen.

 

Uden EU-penge går det slet ikke

I 2017 oprettede EU en fond for militære udviklingsprogrammer. Fonden skal koordinere og øge de nationale investeringer i forskning og forbedre den tekniske harmonisering mellem de nationale hære, så produktionen ikke overlapper hinanden. Trods militærforbeholdet, så bidrog den danske stat årligt med et trecifret millionbeløb.

 

Fonden er et led i opbygningen af en selvstændig militær dimension, så EU ikke er afhængig af USA/NATO. Under en høring i den amerikanske kongres gav den tidligere general og nuværende militærminister, Lloyd Austin, udtryk for, at USA bør gå med i fonden. Sker det, da er det tvivlsomt, hvad der så er tilbage af EU’s selvstændige militære dimension.

 

Exit fredsforskerne

Militariseringen viser sig også i mediernes håndtering af militær- og sikkerhedspolitikken, skrev Information i foråret. Fredsforskeren er forsvundet og er afløst af militære eksperter, som medierne bruger til at beskrive situationen i alverdens brændpunkter, især Forsvarsakademiet fylder godt.

 

Vil man finde fredsforskere i dag, skal man til bl.a. Lunds Universitet, Norge eller til andre lande. En af de få, der stadig kommer til orde i medierne, er professor Ole Wæver, KU. Hvor han tidligere blev lanceret som “freds- og konfliktforsker,” er han i dag “professor i international politik.”

 

Fredsforskeren Jan Øberg får det sidste ord: “For 40 år siden insisterede man på intellektuelle input, man ville bygge politik på folk, som vidste noget om tingene. Sådan er det ikke længere, og slet ikke, hvis du er kritisk indstillet til oprustning og NATO. Freden er ude af forskning, medier og politik.”