Åge Skovrind

Op til 1.maj i år er luften tyk af hidsige venstrefløjs-debatter. Desværre debatter af den mere ærgerlige type, der nærmest afleder opmærksomheden fra de væsentlige kampe.

I slutningen af juni – et passende tidsrum efter valget til EU-parlamentet – skal EU-kommission tage stilling til noget så indviklet som ’hvilken sikkerhed kreditinstitutioner skal ligge inde med for at modgå eventuelle finansielle kriser’. For de fleste mennesker er det naturligvis fuldstændigt sort snak og helt umuligt at forholde sig til. Så da nyheden forleden kom frem, at der tilsyneladende er enighed i de organer, der rådgiver kommissionen, om at man ikke længere vil give højeste sikkerhedskarakter til danske realkreditobligationer, blev der næppe snakket ret meget om det hen over frokostbordene på de danske arbejdspladser.

I Ukraine var der i ugevis demonstrationer og protester på Maidan-pladsen. Protesterne startede, da præsident Janukovitj aflyste en planlagt associeringsaftale med EU. Men oprøret på Maidan-pladsen kom til at handle om meget mere end det. Det var et oprør for demokrati mod en præsident, der i stigende grad havde taget diktatoriske beføjelser. Inden for denne bevægelse var der en venstrefløj, der kobler kampen for demokrati sammen med sociale krav, som f.eks. ”venstreoppositionen” (10 theses of the leftist opposition). Disse kræfter var svage, og samtidig var højreekstreme kræfter som Svoboda mere markant til stede. Det har fået nogle strømninger på venstrefløjen i Danmark og internationalt til at beskrive oprøret på Maidan som et fascistisk oprør støttet af EU og USA (f.eks. Arbejderens leder den 18.2.). Men denne tendens til at reducere oprøret til en ny Øst-Vest konflikt, hvor venstrefløjen må vælge side til fordel for det ’antifascistiske’ øst, vil være en afgørende fejl.