Demonstration mod Bolsonaro i den brasilianske by Campinas 29. maj 2011. Foto: Parzeus/ Wikimedia. Licens: CC-BY SA 4.0

 

Partiet for Socialisme og Frihed (PSOL) har været blandt de forreste i kampen mod hans regering. Roberto Robaina er medlem af PSOLs landsledelse og ledende i den tendens i partiet, der kaldes Socialistisk Venstrebevægelse (MES). Han er også medlem af byrådet i Porto Alegre og redaktør på Revista Movimento.

 

Federico Fuentes fra den australske avis Green Left talte med Robaina om Bolsonaros yderste højrefløjsprojekt, det kommende valg, og hvordan Brasilien eventuelt vil falde ind i den nye bølge af venstreorienterede regeringer i regionen.

 

* * *

Hvordan vurderer du Bolsonaros regeringsrolle - nationalt og internationalt?

 

Bolsonaros regering har været en katastrofe for det brasilianske folk, som har måtte lide under en brutal stigning i arbejdsløsheden, lønnedgang og miljømæssig ødelæggelse. Mere end 40 millioner arbejdere er blevet presset ind i den uformelle sektor, hvor de ikke har nogen rettigheder, som f.eks. pension eller feriedage. Inden for det seneste år har vi oplevet en ny rekord med hensyn til ødelæggelse forårsaget af afbrændinger af skov i Amazonas.

 

Det allerværste har måske været den traumatiske erfaring, vi har gennemlevet på grund af hans fornægtelse af COVID-19s eksistens og hans modstand mod vacciner og videnskab. Det har ført til, at mere end 630.000 brasilianere er døde af COVID-19. Det brasilianske folk var ikke forberedt på dette traume. Men de lærte meget af det, og det fik en masse mennesker til at vende sig imod hans regering.

 

Det er klart, at forventningerne er fokuseret på at finde en vej ud af dette traume, og det betyder også, at folks forventningshorisont er snævret ind.

 

Internationalt har Bolsonaros regering været et eksempel til efterfølgelse for den yderste højrefløj. Et nederlag vil derfor have strategisk betydning. At det yderste højre ikke har været i stand til at lede Brasilien er blevet synlig for hele verden.

 

Den politiske bevidstgørelse er kommet til udtryk i handling. Dele af samfundet er blevet tvunget ud af deres “comfort zone” og har følt sig forpligtet til at konfrontere Bolsonaro. Derfor har vi set store gademobiliseringer, og selv om disse protester ikke væltede hans regering, så påvirkede de faktisk Bolsonaros evne til at gennemføre hele sit projekt. Og ved det kommende valg vil han blive slået.

 

Det er ikke desto mindre klart, at den yderste højrefløj ikke forsvinder sammen med hans regering. Den har vundet støtte fra en del af proletariatet og fra desperate dele af den under- og middelklasse, som i lyset af kapitalismens krise og manglen på venstreorienterede alternativer har sat deres lid til denne type projekter. Og denne trend er fortsat i gang. Den er baseret på en mobilisering af folks mest destruktive instinkter.

 

Men højrefløjen har også lidt nogle store nederlag. Først så vi det med [Donald] Trump, og vi kommer også til at se det med Bolsonaro. Samtidig er vi nødt til at mobilisere og organisere, for vi ved, at det yderste højre i sidste instans er et produkt af kapitalismen.

 

Til valget senere i år er der uden tvivl et stort pres for at støtte en kandidat, der kan beskrives som “et mindre onde” imod Bolsonaro. Det kunne f.eks. være - nok mest iøjnefaldende - Arbejderpartikandidat og tidligere præsident Luiz Inacio “Lula” da Silva. Kan du sige noget om, hvordan valget ser ud til at forme sig, og hvad MES’ og PSOL’s position er i forhold til, hvilken kandidat man bør støtte?

 

Millioner af brasilianere håber på et nederlag til Bolsonaro. At slå ham er første prioritet.

 

På den måde giver det mening at støtte et mindre onde, fordi en ny periode til Bolsonaro ville betyde mere politisk vold. Regeringen har brugt statsapparatet til at promovere vold for at stække venstrefløjen, arbejderklassen og medierne. Det er sket ved at opmuntre til had imod pressen, samtidig med at de har promoveret disinformation og fake news.

 

En fortsættelse af Bolsonaros regime repræsenterer så stor en trussel mod demokratiske friheder, at det er vitalt, at han bliver slået ved valget, nu hvor gademobiliseringerne, som godt nok har forhindret ham i at konsolidere sit projekt, ikke har kunnet vælte hans regering.

 

En del af Brasiliens kapitalistklasse, som fortsat skubber på for en stærkere udnyttelse af arbejderklassen, går samtidig imod Bolsonaros kontrarevolutionære strategi om at udrydde demokratiske friheder. Bolsonaros katastrofale håndtering af pandemien har skærpet denne opsplitning.

 

Derfor giver det mening at gå efter et mindre onde, og vi anerkender, at Lula - selv om PT er meget svagere end i 80’erne og i partiets regeringstid - fortsat har stor vælgermæssig tilslutning.

 

I [Lulas] regeringstid var den kapitalistiske krise ikke så dyb som nu. PT kunne forfølge en politisk kurs, der skabte udvikling og plejede kapitalens interesser. Det var muligt at akkumulere kapital samtidig med, at de gik efter sociale tiltag, mest i form af engangsoverførsler for at tage sig af behovene i de fattigste sektorer.

 

På det tidspunkt var landets vækst knyttet til de stærkt stigende råvarepriser, stigende eksport og Kinas vækst. Det var år med stabil økonomisk vækst.

 

At man søger et mindre onde kan delvist forklares med det faktum, at mange havde en bedre oplevelse under PT, mens livet har været traumatisk under Bolsonaro. Håbet for mange er at kunne bringe dette traume, denne katastrofe, til ende.

 

Lula er kommet frem, som den kandidat, der er i stand til at slå Bolsonaro. Eftersom Lula utvivlsomt vil nå frem til anden runde i valget - i Brasilien er der en anden valgrunde, hvis ingen kandidat vinder mere end 50 procent i første runde - mener vi i MES, at PSOL burde stille med sin egen kandidat i første runde. En kandidat med et overgangsprogram, der består af tiltag, der kan tilgodese de væsentligste af arbejderklassens interesser.

 

At opnå det vil kræve et angreb på millionærernes, de store multinationale selskabers og de brasilianske storkapitalisters interesser for at omfordele rigdommene for alvor.

 

Vi ved, at kapitalistklassen er stærkt imod dette. Den vil ikke acceptere statslige investeringer i politiske tiltag, der hjælper landet til at udvikle sig gennem forbedringer af arbejdernes levestandard. Heller ikke opbygningen af et internt marked, hvor rigdommene bliver skabt med metoder, som ikke er afhængige af super-udnyttelse af arbejderklassen, og som ikke henviser landet til afhængighed af råvareeksport til verdensmarkedet.

 

Vi har foreslået Glauber Braga som PSOLs kandidat. Han er valgt fra Rio de Janeiro til det føderale parlament. En anden fløj i PSOL mener, at vi bør støtte Lula i første runde. Desværre har de flertal.

 

Desuden anser vi det heller ikke for givet, at Bolsonaro går videre til anden runde, når hans popularitet er så lille. Hvis Bolsonaro går videre, kan Lula helt sikkert regne med vores støtte til at slå ham. Men vi mener, at valget er en god lejlighed til at præsentere vores eget partiprogram, og at et parti, der ikke præsenterer sit program i konkurrence med andre til et valg, vil have meget svært ved at udvikle sig.

 

Vi tror på, at vi skal udvikle et anti-kapitalistisk alternativ i Brasilien, som er i stand til at mobilisere unge og arbejdere, fordi kampen mod kapitalismen er en nødvendighed, og fordi kampen mod det yderste højre ikke vil være ovre ved dette valg.

 

Lulas alliance med Geraldo Alckmin - en kapitalistisk politiker, som regerede den største delstat, Sao Paulo, i næsten 20 år [og er blevet foreslået som hans vicepræsident] viser, at PT’s projekt fortsat er socialliberalt.

 

Så selvfølgelig er det rigtigt at stemme for Lula mod Bolsonaro. Men ikke at præsentere sin egen kandidat i første runde er at give op på forhånd.

 

Hvilken påvirkning tror du de nylige progressive sejre i Chile og Peru kan have på valget. Hvordan er den generelle situation for venstrefløjen i regionen, efter din opfattelse?

 

Gabriel Boric’ sejr i Chile var af fundamental vigtighed, fordi hans modstander var [tidligere diktator Augusto] Pinochets arving. Boric’ sejr var i sidste ende et resultat af de protester og det oprør, som har været i Chile de seneste år.

 

På samme tid og som reaktion på dette oprør har en ekstrem højrefløj vist sit ansigt i Chile, og de var lige ved at vinde. De vandt ikke, fordi millioner af mennesker i anden runde anså det for nødvendigt at sikre det yderste højres nederlag.

 

Pedro Castillos sejr i Peru var også et udtryk for en længere proces i landet. Som en lærer, der kom frem på den politiske scene i 2017, som leder af en meget vigtig lærerstrejke, kom Castillos sejr som en overraskelse.

 

Hans diskurs var meget venstreorienteret og udfordrede mineselskaber og multinationale og det rovdyragtige, ekstravistiske [politik baseret på udvinding af mineraler til eksport, o.a.] program der var sat i værk til deres fordel.

 

Det, der sker i Chile og Peru er del af en ny venstrefløjsbølge i Latinamerika, som afsøger alternativer til kapitalismen, til neoliberalismen. Denne nye bølge tog sit afsæt i Bolivia.

 

Kuppet i 2019 imod den bolivianske præsident Evo Morales så dengang ud til at være en nøglebegivenhed for den yderste højrefløj og for neoliberalismens tilbagekomst. Men kuppet blev slået ned, og en leder af Bevægelsen for Socialisme [Morales’ parti, MAS, o.a.] blev valgt som præsident efter en periode med meget intens modstand i gaderne.

 

Bolivia blev begyndelsen på denne nye bølge, som nu står overfor den udfordring at skulle udvikle et program for latinamerikansk integration, hvor disse erfaringer kan få næring fra hinanden og potentielt forfølge en fælles økonomisk politik.

 

Hvis Lula vinder i Brasilien, står vi overfor den udfordring at sikre, at han ikke opfører sig som tidligere. Under den tidligere venstreorienterede bølge i Latinamerika opførte den brasilianske regering sig som brandmand, der forsøgte at slukke for mobiliseringsprocesserne snarere end at gå efter en ægte latinamerikansk integration.

 

De søgte fordele for brasiliansk kapital i de andre lande snarere end en integration, hvor staten bruger sine ressourcer til at opbygge et fælles internt latinamerikansk marked og opnå sand uafhængighed for kontinentet.

 

Det bliver en udfordring, for det ser ud til, at ingen lektier er lært fra den tidligere erfaring. I stedet ser vi fortsat, at man jager efter forhandlinger og samarbejde med dele af kapitalistklassen, som ikke har interesse i regional uafhængighed.

 

26. januar 2022

 

Oversat fra Green Left af Bodil Olsen