Siden krigen i Ukraine for alvor brød ud, og der efterfølgende reelt er indført undtagelsestilstand i Rusland, har russere protesteret mod krigen. Selv om protesterne er svage, spredte og udsat for regeringens undertrykkelse, finder de sted i mange russiske byer. De omfatter ikke kun gadedemonstrationer og blokader, men også skjult modstand som sabotage på arbejdspladsen eller forskellige måder at dele informationer om krigen i kampen mod den strenge censur.

af Ella Rossman

Protest mod krigen, Moskva, 24. Februar 2022. Foto: Акутагава – Wikimedia – CC BY-SA 4.0

 

Efter mere en måned med protester er det allerede tydeligt, at kvinderne er meget aktive i protestbevægelsen. En af de første russiske antikrigsgrupper, der dukkede op allerede på krigens anden dag, var organiseret af feminister. Det er den Feministiske Antikrigs-Modstand (Feminist Anti-War Resistance, FAR) som jeg har fornøjelsen af at være medlem af. I øjeblikket forbinder den koordinerende telegram-kanal FAR mere end 29.000 aktivister fra hele Rusland og fra udlandet. FAR’s aktioner på kvindernes internationale kampdag til minde om de ukrainere, der var blevet dræbt i krigen, forenede 112 store og små byer og landsbyer i Rusland og andre lande.

 

Det er ikke kun feministiske aktivister, der protesterer. Kvinder med alle mulige politiske standpunkter deltager i demonstrationer og blokader. Kvindelige repræsentanter blandt de lokale myndigheder er blevet kendte krigsmodstandere. Den 16. marts kom Helga Pirogova, en liberal oppositionspolitiker og medlem af byrådet i Novosibirsk, på arbejde iført en krans og en vyshyvanka-skjorte [traditionel broderet skjorte i ukrainske og belarussiske folkedragter, o.a.] i de ukrainske farver. Denne lille gestus forårsagede en stor skandale i byrådet. Andre af medlemmerne angreb Pirogova verbalt og foreslog, at hendes mandat blev taget fra hende.

 

Nina Belyaeve, der er medlem af distriktsrådet i Semiluksky i regionen Voronezh, fordømte krigen på et møde i distriktsrådet den 22. marts. Hun kaldte offentligt de russiske magthaveres handlinger for en ”krigsforbrydelse”. Belyaeva blev omgående smidt ud af det russiske føderale kommunistparti, og nu overvejer den lokale anklagemyndighed at rejse sigtelse mod hende. Der er mange andre af den slags eksempler, og det sker hver dag.

 

Hvorfor har den russiske antikrigsbevægelse en kvindelig side? For at svare på det, må jeg se på den russiske feminismes udvikling gennem de sidste ti år. I den tid er feminismen i Rusland blevet genfødt. Fra at være en lokal og ret marginaliseret bevægelse, der var begrænset til nogle snævre cirkler, er feminismen blevet et emne, der diskuteres bredt og ligefrem er kommet på mode. Det har ført til en voldsom vækst af antallet af feministiske grupper og har givet kvinder fornyet handlekraft i Rusland.

 

Russisk feminisme i den post-sovjetiske æra
Den russiske feminisme og feministiske teori har en lang historie med op- og nedture. Det begyndte midt i det 19. århundrede i forbindelse med den russiske tsar Aleksander II’s liberale reformer. Det afgørende øjeblik, der afgjorde dens videre udvikling kom i år 1930, da selveste Josef Stalin proklamerede, at ”kvindespørgsmålet” var løst af de sovjetiske myndigheder, og at der derfor ikke længere var brug for nogen uafhængige kvindeorganisationer. Alle de feministiske græsrodsorganisationer i Sovjetunionen blev nedlagt. Først i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne begyndte de at dukke op igen – i dissidentmiljøet og intellektuelle cirkler. Det var små grupper med en meget begrænset indflydelse, men ikke desto mindre blev de udsat for en voldsom forfølgelse fra de statslige myndigheder og de hemmelige tjenester. For eksempel var næsten alle de førende initiativtagere til den feministiske undergrunds-almanak ”Kvinder og Rusland” (1979) nødt til at forlade landet efter pres fra KGB.

 

Efter 1991 begyndte der et nyt kapitel i den russiske kvindebevægelses historie. Det startede med to vigtige begivenheder: De Uafhængige Kvindefora i 1991 og 1992 i byen Dubna. Rusland var under voldsomme forandringer, både økonomisk og politisk. ”Demokrati uden kvinder er ikke demokrati” lød sloganet fra de to fora. Deltagerne håbede på, at kvinder ville blive vigtige aktører i demokratiseringen af det postsovjetiske Rusland.

 

Det skete desværre kun delvis. Overgangen til markedsøkonomi skabte nye kønsrelaterede problemer i de postkommunistiske samfund. Den øgede uligheden på arbejdsmarkedet, tjente til at retfærdiggøre en kommercialisering af kvindekroppen, og medførte en reduktion af de sociale ydelser, der først og fremmest gik ud over kvinderne og de sårbare grupper. Trods alle disse problemer forblev den feministiske dagsorden relativt marginal, skrev  Anastasia Posadskaya, en af første kønsforskere i det postsovjetiske Rusland. Ifølge Posadskaya identificerede eliten og den brede offentlighed kvindernes frigørelse med den sovjetiske ideologi, der havde udnyttet temaet både internt og på internationalt niveau. De orienterede sig mod nye nationalistiske politiske værdier med et meget traditionelt syn på kønsrollerne. Det er derfor, feminismen ikke blev udbredt. Kun små cirkler overvejede seriøst kønsproblematikken. De nye feministiske studier og kønsforskningen fik kun en begrænset indflydelse.

 

Situationen ændrede sig drastisk efter 2010, og der kan være mange grunde til denne forandring. En af dem kan findes i det karakteristiske ved den konservative vending i den russiske indenrigs- og udenrigspolitik. I de tidlige 2010’ere begyndte autoriteterne og de regeringsstyrede medier aktivt at fremme idéen om de ”traditionelle værdier”. De lovpriste idealet med en ”traditionel russisk familie” – heteroseksuel, omfattende flere generationer og med tre eller flere børn. En ”traditionel familie” blev et spejlbillede af idéen om en selvstændig russisk stat – i propagandaen blev begge dele beskrevet som en modsætning til alt ”vestligt”. Statens talsmænd og medierne satte NATO’s og EU’s politik på niveau med LGBTQ+ bevægelserne, homoseksuelle ægteskaber og menneskerettigheder. Enhver ydre påvirkning blev efterhånden beskrevet som en fare for Ruslands uafhængighed og livsstil og for familierne.

 

Rusland holdt op med at samarbejde med internationale organisationer omkring kønsspørgsmål. For eksempel nægtede de russiske forhandlere at ratificere Istanbul-Deklarationen af 2011 (Europarådets konvention om forebyggelse af og kamp mod vold mod kvinder og i hjemmet). I 2013 vedtog de russiske myndigheder en lov, der forbød ”fremme af ikke-traditionelle familieforhold” over for mindreårige. ”Ikke-traditionelle familieforhold” betød for det meste LGBTQ+ familier, men begrebet er uklart og åbent for yderligere fortolkninger.

 

I modsætning til myndighedernes forventninger fremkaldte den insisterende propaganda for ”traditionelle værdier” ikke så stor sympati – mange kunne genkende det som et ønske om at blande sig i deres personlige forhold lige som i sovjettiden. Der var også andre faktorer, der stimulerede interessen for den feministiske dagsorden, for eksempel Pussy Riots berømte optræden i Frelseren Kristus-Katedralen i 2012 eller de sociale mediers større rolle og udbredelsen af feministiske online-kampagner som #metoo. Starten af 2010’erne var også en tid med massive protester fra oppositionen og politiske mobiliseringer over hele Rusland. Tidens oppositionelle grupper var ofte lige så sexistiske og hierarkiske som de pro-statslige grupper. Ikke desto mindre påvirkede den øgede offentlige interesse kvinderne. Mange blev involveret i politik og begyndte samtidig at reflektere over det hierarkiske i de politiske kredse.

 

Af den grund er den feministiske bevægelse i Rusland vokset i de sidste ti år – trods den undertrykkelse, der satte ind efter demonstrationerne i 2011-2013 og alle de ledsagende omstændigheder. Den feministiske dagsorden er blevet udbredt ud over de lokale grupper og har ramt medierne, inklusive livsstilsmagasiner og politiske medier, der aldrig har skrevet om disse emner tidligere. Feministiske arrangementer og kønsstudier er blevet en uadskillelig del af det kulturelle og intellektuelle liv i mange store og små byer.

 

Interessant nok anså myndighederne i et stykke tid ikke kvindernes rettigheder for at være lige så farlige som andre politiske temaer. Desuden forblev den feministiske politik usynlig, fordi staten og de hemmelige tjenester var mere interesseret i de prominente mandlige politikeres aktiviteter, f.eks. Alexey Navalny. I modsætning til andre oppositionelle grupper i Rusland udviklede feminismen sig som en flad bevægelse uden strenge hierarkier og individuelle ledere. Det ser ud til, at myndighederne i et stykke tid ikke regnede det for at være revolutionært nok. Det blev heller ikke anset for at være lige så farligt for de ”traditionelle værdier” som for eksempel de homoseksuelles rettigheder. Derfor kunne der afholdes feministiske arrangementer i statslige institutioner om biblioteker, museer og kunstgallerier. Jeg var selv en af arrangørerne af en feministisk festival i et af det største biblioteker i Moskva i 2017. Feministiske aktivister, kønsforskere og -bloggere deltog i arrangementet, og vi mærkede ikke noget pres fra bibliotekets ledelse eller bystyret.

 

To følger af feminismens udbredelse i 2010’erne
Udbredelsen af den feministiske dagsorden havde hovedsagelig to virkninger. For det første en vækst i antallet af feministiske græsrodsorganisationer. Ifølge mine egne optegnelser siden 2019 er antallet af feministiske græsrodsgrupper vokset i de seneste år. Da krigen brød ud var der mere end 45 af den slags aktive grupper fordelt over landet. Jeg siger netop ”mere end 45 grupper”, fordi jeg ved, at der er flere af den slags grupper i det nordlige Kaukasus. De arbejder under jorden, fordi det er livsfarligt for deres medlemmer at afsløre deres identitet, og jeg har ikke sikre metoder til at prøve at komme i kontakt med dem for at få flere oplysninger. Mange feministiske grupper hører hjemme i Moskva og Skt. Petersborg, men de er ikke kun koncentreret i disse storbyer. Der er også aktive feministiske grupper i Novosibirsk og Kaliningrad, Krasnodar og Khabarovsk, Murmansk og Ulan-Ude – og mange andre steder.

 

Den anden effekt er mere kompleks og kræver mere grundige undersøgelser. Jeg formoder, at udbredelsen af den feministiske dagsorden har skabt en ny forståelse for kvindernes politiske handlekraft i det moderne Rusland. Selv om Rusland har en lang historie for kvindernes deltagelse i det sociale og politiske liv, både i sovjettiden og bagefter, har kvinderne ikke fået en fyldestgørende repræsentation i de øverste statslige organer. Vi har kun kendskab til isolerede tilfælde af kvinder, der er blevet ministre eller har indtaget andre høje stillinger som beslutningstagere. Gennem lang tid har politik og specielt militære anliggender været ”ikke kvindernes område” (”неженское дело”) for mange russere og for kvinderne selv.

 

Den feministiske dagsorden har vist sig at være et effektivt redskab for at vække kvindernes politiske interesse, og den har rakt ud til dem, der til at begynde med interesserede sig meget lidt for politik. Generelt har russerne en negativ holdning til alle former for kollektivitet, som de forbinder med sovjettidens voldsomme politisering. De russiske myndigheder har i årevis haf held til at benytte sig af denne individualisme, og de har gentagne gange demonstreret, at den ”almindelige borger” ikke kan forandre noget og burde holde sig fra politikkens ”beskidte affærer”. Regimet har bygget på befolkningens apati og ligegyldighed. Det er derfor ikke overraskende, at den almindelige opfattelse i Rusland er, at det er umuligt at påvirke staten – folk tror, at familiekredsen og de nærmeste venner er alt, hvad man kan håbe på at få indflydelse på.

 

Feminismen med dens slagord, ”det personlige er politisk”, er under disse omstændigheder blevet noget, der ændrer spillets regler. Jeg kender mange feministiske aktivister, der kom til feminismen for at få svar på spørgsmål om deres krop eller om hjemlige problemstillinger, og senere har disse spørgsmål ført dem ind i diskussioner om det repræsentative demokrati, om diktatur og en revurdering af politik og protest og deres egen rolle i det. Derfor ser vi i dag kvinder på gaden og kvinder, der organiserer modstand, og disse kvinder er absolut overbeviste om, at deres stemme er vigtig og skal tages alvorligt. De tøver ikke med at samles, stå fast på deres synspunkter og kritisere andre politiske aktivister og journalister, hvis de ignorerer dem eller undervurderer dem. Desværre er mange af disse kvinder i stor fare.

 

Truslen kommer ikke kun fra den russiske stat, der undertrykker borgere, der protesterer mod krigen eller afslører sandheden om den. Selv før krigen fik russiske feminister og politisk aktive kvinder hundredvis af dødstrusler fra almindelige russere, der var vrede over, at disse kvinder forbrød sig mod den indforståede patriarkalske orden blot ved at tale højt om kønsstereotyper og vold mellem kønnene eller ved at deltage i politik. Offentlige talspersoner dehumaniserede feministerne ved at kalde dem ”dæmoner” eller ”dyr” eller sammenligne dem med nazister.

 

Jeg er bange for, at de russiske soldater, der før eller siden vender tilbage fra Ukraine vil dele denne holdning, når de opdager, at mange russiske kvinder ikke ser dem som helte eller frelsere, men fordømmer dem og kalder dem krigsforbrydere. Disse mænd, der virkelig har begået grusomheder i Kiev-regionen, vil ikke kunne finde sig i disse røster – de kan finde på at hævne sig på dem, der har afsløret sandheden, og jeg er ikke sikker på, at den almindelige russiske befolkning, der er vant til vold og for det meste stadig fjendtligt indstillet over for feminister, vil bremse dem.

 

25. april 2022

 

Ella Rossman er feministisk aktivist og Ph.d.-studerende på UCL SSEES med speciale i Sovjetunionens kønshistorie.

 
Oversat fra Left East af Poul Bjørn Berg

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com