Foto: Demonstration mod Macrons pensionsreform i Paris 5. December. Copyright : Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas.

Denne kampgejst har forsinket det neoliberale barbaris fremmarch betydeligt, og den er grunden til, at fattigdommen blandt pensionister i Frankrig er mindre end halvt så udbredt som i Tyskland og mindre end en tredjedel af fattigdommen i Storbritannien. December bliver eksplosiv og Macron vil få sig en gevaldig hovedpine. Med start torsdag den 5. december er der erklæret massestrejker i jernbanerne, metroen og busserne, blandt lastbilchauffører, flypersonale, lokale embedsmænd, i energisektoren og blandt havnearbejderne, i retsvæsenet såvel som blandt lærerne. Mindst en tredjedel af skolerne vil være lukket. Kun ti procent af togene vil køre, og elleve af Paris’ metrolinjer vil være helt lukket. Det nationale jernbaneselskab sælger ikke længere togbilletter til perioden fra 5. – 8. december, mens der også i den private industri vil være dusinvis af strejkeramte virksomheder.

Mange sektorer i Frankrig giver ansatte en valgmulighed med hensyn til, hvilken fagforening man vil melde sig ind i afhængigt af, hvor venstreorienteret man er, og denne opsplitning er en åbenlys svaghed, men selv nogle af de mindst kampberedte fagforbund, som f.eks. CFDT, opfordrer sine medlemmer til at gå med i nogle brancher. Imens booker politiske partier på venstrefløjen dusinvis af busser for at transportere folk til demonstrationerne i Paris torsdag den 5. og til de stormøder, der er indkaldt i 245 byer over hele landet.

Den umiddelbare anledning til strejkerne er Macrons prestigeprojekt med angreb på pensionerne, hvor han vil omkalfatre den måde, de beregnes på, og effektivt afskaffe pensioner baseret på slutlønnen, som er almindelige i den offentlige sektor. Dette er en fortsættelse af den stigning i pensionsalderen, som præsident Sarkozy indførte i 2010 på trods af en enorm modstand, og forhøjelsen af det bidrag, den ansatte skal betale for at opnå fuld pension, indført under præsident Hollande i 2013.

Studenterne, der allerede har været mobiliseret siden en 22-årig satte ild til sig selv i Lyon i sidste måned i protest mod studenternes fattigdom, vil tage del i slagsmålet. Forskellige talspersoner fra bevægelsen De Gule Veste, der allerede har lavet blokader, stormøder og somme tider optøjer igennem et år nu, har helhjertet opfordret til at støtte strejkerne, og det nationale delegeretmøde for De Gule Veste i Montpellier i november har udsendt en opfordring til aktion. Sygeplejerne, der har strejket i massevis i flere uger mod underbemanding og lave lønninger, vil også være med. I denne uge besætter protesterende brandmænd Place de la République i centrum af Paris dag og nat, mens nylige folkelige mobiliseringer mod vold mod kvinder og for klimahandling har været med til at opbygge en atmosfære af kampgejst i landet. Det store centrum/venstre-tidsskrift, Le Nouvel Observateur, havde i sidste uge en overskrift, der lød: ”Halvvejs inde i Macrons præsidentperiode: Frygt for oprør”.

Neoliberale regeringer har gennem årtier arbejdet på at rulle velfærdsstatens goder tilbage og gennemføre en total Thatcherisme, og arbejderne har oplevet mange nederlag, selv om de også i adskillige tilfælde har været i stand til at beskytte velfærdsgoderne. Det er en skam, at vigtige sejre for arbejderne omkring pensionerne i 1995 (efter en måned med blokader af jernbaner og metrolinjer) og mod en ungdomsarbejdsløsheds-kontrakt i 2006 er ved at glide ud af bevidstheden. I 2016 var der et stort nederlag i forbindelse med overenskomstlovgivningen, og der er nu hårdt brug for en ny sejr for at genvinde selvtilliden.

En stillingskrig

Der er en stillingskrig i gang i alle økonomiens sektorer. I uddannelsessektoren er der blevet gennemtrumfet nedskæringer af bemandingen, en alvorlig mangel på økonomiske investeringer og en stejl stigning i antallet af midlertidige ansættelser. Men i 2009 begravede månedlange strejker blandt underviserne regeringens planer om en neoliberal personalepolitik på universiteterne, og modstanden har sikret, at det i øjeblikket er normen med kollegial ledelse og fastsatte nationale lønskalaer og beslutninger angående forfremmelser, både på universiteterne og i skolerne. Samtidig er undervisningsgebyret på universiteterne blevet fastholdt på omkring trehundrede euro; regeringerne har ikke turdet sætte det meget højere.

Støtten fra nationale midler til lokale offentlige ydelser er blevet skåret drastisk ned under dække af at ville sætte de lokale skatter ned, selv om socialt boligbyggeri stadig bliver opført i meget højere grad end i sammenlignelige lande. Nedskæringer af personale og lukning af sygehusafdelinger har ramt hårdt i sundhedsvæsenet, og den procentdel af sundhedsudgifterne, der ikke betales af offentlige midler, er gradvis steget.

Hvad gør Macron ved pensionerne?

Den nye pensionslov er omhyggeligt blevet udformet med masser af tomme felter, ”som vi vil udfylde senere efter forhandlinger”, og regeringen nægter at fortælle hvilken generation, der først bliver ramt. Reformen bliver forklædt som en rationalisering af det nuværende kludetæppe af et system, men det er ikke mange, der lader sig snyde, selv om der er en vis ørenlyd for regeringens argument om, at pensionsomkostningerne skal reduceres. I virkeligheden er der masser af penge til rådighed, som man også kan se på de store skattelettelser for de rigeste Macron, har fået gennemtrumfet – de største i flere årtier.

Da tidligere regeringer har på grund af modstanden ikke været i stand til at forandre det nuværende system, hvor de ansatte betaler ind til en fond, der udbetaler pensionisterne, til et individualistisk system, hvor du ”sparer op til din egen pension”. Nu vil Macron prøve at angribe det fra en ny vinkel ved at kæde pensionerne sammen med den samlede livstidsindkomst. Hvis han kommer igennem med det, vil resultatet være særlig hårdt over for lærere og andre offentligt ansatte, der har lave lønninger, men har en pension der er baseret på deres slutindkomst, som er betydeligt højere end deres gennemsnitsindkomst livet igennem. Lærerne vil f.eks. miste mellem 20 og 40 procent af de pensioner, de er berettiget til.

”Vi er fast besluttet. Vi har et mandat til det her”, erklærede Macrons premierminister, Edouard Philippe, få dage før den planlagte start på strejkerne. Undervisningsministeren, Blanquer, hævdede, at folk strejkede ”fordi de ikke forstår reformen”. Macron har forberedt sig på en hård kamp, specielt ved at skrue op for politiets vold mod De Gule Vestes mobiliseringer (dusinvis af demonstrerende har mistet øjne eller hænder på grund af politiets ammunition). Mange har tøvet med at demonstrere af den grund, men dynamikken i den kommende uge skulle nok kunne få mange på gaden alligevel.

Macron selv har allerede været i stand til at konfrontere de store jernbanestrejker i 2018, hvor der blev protesteret mod en delvis privatisering af jernbanerne og angreb på arbejdsbetingelserne. Selv om strejkerne gav anledning til betydelige forstyrrelser, løb de ud i sandet efter tre måneder. Arbejdsgiverorganisationerne, der normalt ville være i krigshumør, var meget tålmodige med Macron. På sæt og vis er han deres sidste kort. I deres forsøg på at tvinge en Thatcherisme i fuld skala ned over Frankrig er de kommet et stykke vej i den højreorienterede præsident Sarkozys regeringsperiode (2007 – 2012) og et stykke videre under Socialistpartiets Hollandes præsidentperiode (2012 – 2017). Mange neoliberale angreb måtte imidlertid lægges på hylden efter masseprotester, og de traditionelle partier på højrefløjen (”Les Républicains”) og på venstrefløjen (”Parti Socialiste”) blev knust af den vrede, deres respektive regeringsperioder udløste. Macron, der flikkede et nyt parti (La République en Marche) sammen af stumperne fra den gamle højrefløj og tidligere venstrefløjspolitikere, der var billigt til salg, var deres næste håb.

Den 5. december bliver en gevaldig opbremsning med mange flere mennesker involveret end dem, der er medlemmer af fagforeningerne. Men nøglen til sejr er at få strejken til at vare længere. Efter den franske arbejderbevægelses traditioner stemmer de strejkende på hyppige (ofte daglige) massemøder om, hvorvidt de skal gå i arbejde igen eller ej. Fordelen ved det er, at det kan begrænse fagforeningstoppens magt til at afblæse en strejke, så snart der er opnået nogle små indrømmelser. Der er ikke desto mindre en reel fare for, at nationale fagforeningsledere vil prøve at afblæse mobiliseringerne til gengæld for institutionelle indrømmelser, som f.eks. en faglig repræsentation i de udvalg, der skal udfylde de tomme felter i loven og beslutte pensionernes størrelser og ”reformens” tempo.

Aviserne er fulde af artikler om, hvordan man skal klare sig uden offentlig transport eller offentlige tjenester, men med den udbredte opbakning til strejkerne er de også nødt til at skrive artikler om, hvordan man kommer til demonstrationerne! Meningsmålinger viser, at mindst 62% af Frankrigs indbyggere støtter strejken, og i arbejderklassen er støtten endnu større (82% af de manuelle arbejdere bakker f.eks. op). Det er imidlertid velkendt, at den offentlige mening ikke i sig selv kan vinde strejker. Kun hvis millioner har mod til selv at strejke, vil sejren være mulig. 71% af dem, der er blevet adspurgt, tror, at det vil blive en langvarig strejke, og alt tyder på, at dette vil være det mest magtfulde modangreb i mange år. Hvis arbejderne kan sejre over dette angreb, vil neoliberalismen være på slingrekurs.

Fra John Mullens blog den 9. december:

Sejr til de strejkende i Frankrig – opdatering fra Paris den 9. december

Eksplosionen af strejker i Frankrig er stadig i fuld gang. 85% af togene kører ikke mandag, og 9 af metrolinjerne i Paris er fuldstændig lukket. Der var 631 km trafikpropper omkring Paris mandag morgen: Det er ny rekord og et stærkt symbol på de organiserede arbejderes magt. Fagforeningerne har opfordret til udbredte strejker igen tirsdag den 10. december. Lærere og ansatte på rådhusene, sygeplejersker og andre offentligt ansatte vil strejke igen, og der en chance for at et stort antal arbejdere fra den private sektor også vil tilslutte sig. Mange universiteter er allerede lukket af deres rektorer på grund af frygt for, at de studerende vil besætte dem, og der forventes flere mobiliseringer blandt studenterne i løbet af ugen.

I torsdags var halvdelen af skolerne lukket, og over én million mennesker deltog i demonstrationer i over 200 byer. I Paris strejkede brandmændene, og de gik forrest i demonstrationerne i uniform og fik derved urobetjentene til at trække sig tilbage og droppe deres planer om at inddæmme protesterne.

Regeringen er rystet og begyndte straks at gøre små indrømmelser i et håb om at dele og herske. Først antydede de, at det nye system kun vil berøre folk født efter 1973 (det skulle oprindelig have været 1963). Men der er noget, der hedder klassebevidsthed: Arbejdere over 45 tænker på deres yngre kollegaer og på deres børn, og de vil ikke lade sig bestikke. Så prøvede en minister at love betydelige lønstigninger til lærerne (nogle af de mest mobiliserede) i 2021, men lærerne tror ikke engang på løfterne længere.

Da han ikke har et virkeligt sammenhængende parti, der er vant til at håndtere den slags kriser, kan Macron ikke få sine ministre til at enes om en strategi. Det regeringsmøde, han havde planlagt til mandag ved middagstid, er blevet udsat til tirsdag aften, så de kan se, hvor bange de skal være.

I øjeblikket opfordrer de nationale ledere af to af de tre største fagforbund strejkerne til at fortsætte. Det er professionelle forhandlere, der håber på, at deres forhandlingspositioner bliver styrket af bevægelsen, men som ikke ønsker en eksplosiv og kompromisløs protest. Det er usædvanligt, at de opfordrer til endnu en dag med udbredte strejker blot 5 dage efter den første, og det er et tegn på, at presset nedefra er overvældende. Massemøder for jernbane- og metroarbejderne har desuden allerede vedtaget at fortsætte flere dage endnu.

En blokering af økonomien på dette niveau er ikke set siden 1995. Den folkelige opbakning er så høj, at de førende TV-kanaler nu føler sig nødsaget til at bringe lange interviews med strejkende sideløbende med den sædvanlige propaganda mod strejker. En meningsmåling i fredags viste, at 53% var positive over for strejkebevægelsen.

Både reformistiske og revolutionære venstrefløjsaktivister er med til at opbygge strejken på gulvet, og på TV i den bedste sendetid har parlamentsmedlemmer fra det reformistiske ”France Insoumise” opfordret så mange som muligt til at deltage. Det Kommunistiske Parti organiserer et større offentligt møde den 11. for at forsvare deres ”alternative forslag” til pensionerne.

En ny og pinlig sag for regeringen kom frem i aviserne om mandagen. Jean-Paul Delevoye, der har forfattet den indflydelsesrige rapport, der anbefalede denne reform af pensionerne, havde skjult den kendsgerning, at han er direktør for en vigtig uddannelsesinstitution for private forsikringsselskaber! De samme selskaber håber på at tjene millioner på en svækkelse af det offentlige pensionssystem!

Macron udtænkte denne plan, mens han stadig var stærk, lige efter valget, men bevægelsen De Gule Veste har svækket ham. Det er ikke let at forudse, hvad der nu vil ske, men når en større TV-kanal bringer en overskrift som: ”Har regeringen spillet sit sidste kort?”, må der være en chance for at standse dette angreb. Endnu flere sektorer skal overtales til at strejke, og endnu flere strejkende skal overbevises om, at det her ikke bare er en strejke for at protestere af princip – vi kan faktisk vinde!

Oversat fra The Left Berlin og med en opdatering fra John Mullens blog den 9. december af Poul Bjørn Berg.