content-picture.php

I Europa, og særligt i EU, verdens næststørste økonomi, er det hævet over enhver tvivl, at den politik, der er blevet ført igennem de seneste 20 år, har undermineret de offentlige  sundhedsstrukturer, der skulle til for at være på højde med en pandemi som Covid-19.

af Fjerde Internationale - Europa

I marts var Europa i centrum for sygdomsspredningen. Nu er det USA, der står for tur, og i morgen vil det være Afrika, Latinamerika og Asien med stadigt flere farer for millioner af mennesker i lande med ringe sundhedssystemer.

 

I 20 år er hospitaler, læge- og sygeplejerskestillinger og titusinder af sengepladser på intensiv- og opvågningsafdelinger blevet skåret væk fra de offentlige budgetter for at efterkomme sparebudgetternes retningslinjer og den liberalistiske kapitalismes logik, der havde en reduktion af den offentlige omsorgs andel af BNP som sit hovedsigte. Bortset fra Østrig, Belgien, Tyskland og Luxemburg, så har de øvrige lande kun mellem 4 og 11 intensivsengepladser pr. 100.000 indbyggere. Portugal og Grækenland har det laveste antal. I disse to lande, samt i Spanien, Frankrig og UK, har der været plan efter plan for at reducere antallet af sengepladser på hospitalerne.

 

Disse nedskæringer, der i de seneste år hver gang er stødt på modstand fra sundhedsarbejdere, er årsag til en katastrofal knaphed på ressourcer i forhold til de udfordringer, som pandemien indebærer. Italien og Frankrig har allerede nået eller overskredet deres kapacitet på intensivafdelingerne. Andre lande vil komme i den samme situation i løbet af de kommende uger. Regeringerne har overalt været for langsomme til at tage forholdsregler mod denne knaphed ved at sikre den nødvendige forsyning af værnemidler (ansigtsmasker, håndsprit), livsvigtigt materiel (senge, respiratorer) og nødrekruttering af hospitalspersonale. Selv i Tyskland er hundredtusinder af sengepladser blevet afskaffet i løbet af de sidste to årtier, og forholdstallet mellem sygeplejersker og patienter viser en mangel på mindst 110.000 sygeplejersker.

 

Samtidig med det har regeringer og arbejdsgivere i Europa især været optaget af recessionens spøgelse og at holde produktionen på et maksimalt niveau. Når der er blevet indført nødforanstaltninger for at beskytte befolkningen, har flere regeringer samtidig udstedt modstridende påbud, og gør det stadig.

 

Selv om de i adskillige lande var nødsaget til at beordre den samlede befolkning til så vidt som muligt at blive hjemme for at bremse og mindske spredningen af smitte, så blev de ved med at presse på for at opretholde den maksimale økonomiske aktivitet, på bekostning af arbejdernes helbred, selv i sektorer som bilproduktion, bygge- og anlægsindustri, våbenindustri og skibsværfter. Og det sker samtidig med, at arbejdere i de nødvendige virksomheder (fødevareproduktion og -distribution, veje, offentlig transport, læger, sygeplejersker, plejehjemspersonale) ikke har personlige værnemidler i tilstrækkeligt omfang. Ja, selv EU-retningslinjerne for sikkerheds- og sundhedslovgivning ignoreres i vidt omfang.

 

Visse lande har udstedt forordninger, der forbyder ikke-livsvigtige erhvervsaktiviteter, men altid med ønsket om at holde produktionen på et maksimalt niveau. Frankrig og Italien har forbudt fyringer. Gode forholdsregler, men med begrænset rækkevidde: I Spanien skal arbejdere, der har været berørt af lukninger, arbejde de timer af, hvor de ikke har været på arbejde, når virksomhederne genåbner, selvom der allerede i de seneste få uger har været 1,5 million fyringer, heraf 500.000 i Catalonien. I Italien kæmpede arbejdsgiverorganisationen Confindustria hårdt for, at virksomheder kunne få lov til at fortsætte driften som sædvanligt i de fleste økonomiske sektorer, men efter pres fra ansatte og militante fagforeninger er regeringen blevet tvunget til delvist at reducere antallet af sektorer, der er autoriseret til at fortsætte deres aktivitet. Men selv i de hårdest ramte områder kan en simpel anmeldelse til de lokale politimyndigheder alligevel give mange fabrikker og virksomheder lov til at fortsætte deres aktiviteter.

 

Arbejdernes modstand er også tøvende . I Frankrig har det ved mange lejligheder været på grund af mangel på enten reservedele eller afsætning, at produktionen er stoppet. PSA og Renault prøver nu at vende tilbage til maksimal aktivitet. Den franske arbejdsminister har personligt presset maksimalt på for at byggesektoren og de offentlige byggerier kommer i gang igen.

 

Millioner af arbejdere er blevet fyret eller blevet delvis arbejdsløse, med løntab til følge. Usikre, midlertidige kontrakter er ikke blevet fornyet. Millioner af små selvstændige, der ikke har lønmodtagerstatus, står også uden beskæftigelse og uden indkomst. Men alle har regninger, der dumper ind ad brevsprækken, og de skal betales. Alle arbejdere, uafhængig af status (på fast løn, selvstændige, arbejdsløse, midlertidigt eller sæsonbestemt osv.) skal have 100% garanti for deres indkomst, med en minimumsgaranti for alle, der svarer til leveomkostningerne i det pågældende land. Profitter og aktieudbytter bør bruges til at finansiere dette.

 

Arbejdere, der lever under usikre forhold, de hjemløse og kvinder er de første til at blive berørt af Covid-19-smittefaren og inddæmningen af den. Usikre boligforhold, trange og helbredsfarlige boliger skaber én slags indespærring for de rige, og én for de fattige. I Italien og Frankrig har de velstillede forladt de mest udsatte områder for at søge ly i mindre udsatte områder.

 

De russiske myndigheder har tyet til repressive midler, udstedt tårnhøje bøder for karantænebrud og øget masseovervågning og politikontrol. Samtidig har de nægtet økonomisk støtte til de millioner af arbejdere og mellemstore virksomheder, der har mistet deres indkomst eller arbejde. Tre millioner arbejdsmigranter fra Centralasien, som ikke kan vende hjem, og mange af dem, der har mistet deres job, er imidlertid havnet i en meget sårbar position. Spredningen af smitten risikerer at føre mange tab med sig. Hovedsageligt på grund af det brutale neoliberale “optimeringsprogram”, som den russiske regering har implementeret i de seneste år.

 

Tilsvarende er vold i hjemmet og mord på kvinder steget under disse omstændigheder.
I de fleste lande lever fængselsindsatte og -personale også under usikre forhold, uden værnemidler.

 

Migranter, især dem, der er strandet mellem Grækenland og Tyrkiet, men også dem, der er stuvet sammen i centre og lejre, er endnu mere udsatte på grund af deres usikre fysiske tilstand. I de fleste lande er de overladt til sig selv, uden hjælp fra hverken stater eller NGO’er, uden fødevarehjælp og stuvet sammen i centre, hvor beskyttelsesforanstaltninger er uanvendelige. Portugal har besluttet at give alle flygtninge på portugisisk jord midlertidig opholdstilladelse, men det gælder kun for dem, der allerede har ansøgninger bekræftet af myndighederne.

 

I endnu højere grad end andre mennesker står migranter over for en hidtil uset krise, hvad angår indkomst, arbejde, bolig og sult.  Sociale velfærdsordninger kollapser for store og på forskellige måder ugunstigt stillede dele af befolkningen, både statsborgere og andre, herunder migranter og flygtninge.

 

Samtidig udgør migranter og efterkommere af migranter en stor andel af arbejdsstyrken i de vitale sektorer: sundhed og pleje, offentlig transport, rengøring, fødevareproduktion og -distribution, sektorer med en overvægt af “kvindefag”.

 

Pandemien forstærker diskrimination på baggrund af klasse. Underklasserne, de mest udsatte, er dem, der betaler og vil blive ved med at betale den højeste pris, i form af dødsfald, som følge af denne pandemi.

 

Samtidig forsøger mange regeringer, anført af Italien og Frankrig, at skjule deres forsømmelighed bag en krigerisk attitude, en tilflugt til hele arsenalet af nationalistiske rekvisitter: at sætte hæren ind, nationalsangen, påkaldelse af et ophøjet fællesskab, alt sammen mens diskriminationen på baggrund af klasse aldrig har været så ubønhørlig, som siden pandemien begyndte. Mange regeringer har i tråd med disse symboltiltag erklæret undtagelsestilstand (Italien, Frankrig, Portugal, Spanien), med den indbyggede fristelse til at begrænse sociale og demokratiske rettigheder.

 

I Tyskland bruges Covid-19-krisen således til at sætte spørgsmålstegn ved eller helt at afskaffe forskellige af arbejderbevægelsens erobringer: F.eks. arbejdstidsloven i Bayern eller loven om personalenormeringer i den tyske plejesektor som sådan. I Frankrig har regeringen f.eks. ved dekret bemyndiget virksomheder til at afvige fra arbejdstids- og ferielovgivning. I Spanien og Portugal har regeringerne truffet tilsvarende forholdsregler, der indebærer ophævelse af retten til at strejke i sundhedsvæsenet og essentielle sektorer, eller giver cheferne retten til at bryde strejker. Det ungarske parlament har givet Orban fulde beføjelser og har således kortsluttet al demokratisk kontrol.

 

Pandemien kommer ikke som en overraskelse for mange forskere og andre. Den enorme vækst i erhvervslandbruget med kødindustri og afskovning har sammen med voksende slum i storbyer og globale produktionskæder skabt en tikkende bombe af dyrkning og spredning af nye og ukendte virusstammer på globalt plan.

 

EU har gjort en sørgelig figur over for krisen. Den aktuelle situation er resultatet af mange års nedskæringspolitik: for eksempel har EU i det sidste årti ikke mindre end 63 gange krævet nedskæringer i udgifter til folkesundhed i forskellige lande. Milevidt fra at etablere en koordinering på sundhedsområdet og etablere et fælles økonomisk og praktisk grundlag for tilvejebringelse af ressourcer til at kampen op imod pandemien, har regeringerne bare lukket de nationale grænser, nægtet Italien hjælp, og taget modstridende forholdsregler på en totalt rodet og kaotisk måde. I flere uger har Italien modtaget mere hjælp fra Kina, Rusland og endda Cuba end fra europæiske lande. Manglen på masker, testudstyr og sengepladser på intensivafdelinger gjorde en alvorlig nedlukning uundgåelig i de fleste lande, men selv i dag er der ikke nogen udsigter til samarbejde på europæisk niveau.

 

De eneste forholdsregler på de europæiske topmøder i de seneste uger har været en midlertidig tilsidesættelse af budgetreglerne og den Europæiske Centralbanks indvilgen i at foretage lempelser, der kunne bringe den selv i sikker havn for aktiemarkedets bølger og den økonomiske krise. Stillet over for dette krav (om hjælp) har EU nægtet at udstede EU-garanterede ‘Corona-obligationer’ for at undgå at give billige lån til for eksempel Italien. Kynisk nok var det eneste forslag at bruge ESM (Den Europæiske Stabilitetsmekanisme), hvis hjælp er betinget af den type sparekrav, der har skabt den nuværende katastrofale situation. Der har på intet tidspunkt været tale om samarbejde, hvad angår sundhedsvæsener, industrielle ressourcer og medicinsk personale, og hver stat hytter sit eget skind, på hver sin måde.

 

Nødforanstaltninger
Fjerde Internationales organisationer og aktivister i Europa, går ind for et nødforanstaltningsprogram:

 

  • Tilførsel af tilstrækkelige midler til at testudstyr bliver generelt tilgængeligt, og til en mangedobling af respiratorer og sengepladser på intensivafdelingerne. Udlevering af egnede værnemidler og testudstyr til hele befolkningen er betingelsen for ophævelsen af de nuværende påbud om isolation. Øjeblikkelig støtte til demokratisk kontrolleret produktion af disse midler og til ikke-kommerciel forskning I. medicin og vacciner imod Covid-19.
  • Indstilling af alle økonomiske aktiviteter, der ikke er vigtige i hverdagslivet og for befolkningens helbredsbeskyttelse
  • 100% garanti for, at virksomhederne og/eller staten sikrer lønnen for de arbejdere, der har indstillet deres aktivitet uden nogen som helst forpligtelse til at tage fri for egen regning eller efterfølgende at arbejde uden løn for de timer, hvor de ikke kunne arbejde, også for arbejdere på usikre forhold, midlertidigt ansatte, selvstændige arbejdere og sæsonarbejdere. Staten skal have pligt til at udbetale løn til de arbejdere, hvis arbejdsgivere nægter at betale dem under krisen. Regeringen må derefter inddrive omkostningerne for sådanne indgreb ved at idømme bødestraf til de virksomheder, der ikke har betalt lønninger. For arbejdere i den uformelle sektor, for de ubetalte arbejdsløse, for studerende, for alle, der har brug for det, skal staten stille en garanteret minimumsindkomst, som man kan leve værdigt for.
  • Forbud mod alle fyringer og genansættelse af ansatte, der blev fyret siden pandemien begyndte
  • Afvisning af enhver statslig og ekstraordinær foranstaltning, der ophæver samfundsmæssige rettigheder, herunder retten til at strejke
  • Fremskaffelse af værnemidler (ansigtsmasker, geléer, beskyttelsesbriller, håndsprit) til alle ansatte, så de kan fortsætte deres aktivitet, få tilstrækkelig mulighed for beskyttelse, samt ret til øjeblikkelig tilbagetrækning, hvis sikkerhedsbetingelserne ikke respekteres
  • Stop for alle udsættelser af lejere, for betaling af husleje og personlige lån samt vand- og elregninger, fremskaffelse af ordentlige boliger til alle, der lever under usikre forhold eller uden beskyttelse mod vind og vejr, beslaglæggelse af tomme boliger.
  • Sikring af tilstrækkelig social pleje for handicappede, ældre og alle, der er socialt isoleret på grund af nedlukningen.
  • Etablering, især hvor isolering er blevet påkrævet, af øjeblikkelige nødforanstaltninger for kvinder, der er ofre for vold i hjemmet og for børn, der er ofre for vold. Straks-beslutninger for at fjerne voldelige partnere eller sikring af alternative boliger til ofre.
  • Garanti af rettidig adgang til prævention og abort som absolut nødvendige medicinske procedurer.
  • Øjeblikkelig opholdstilladelse for alle migranter og flygtninge uden papirer med tilsvarende øjeblikkelig adgang til enhver form for offentlig beskyttelse, samt stop for alle udvisninger. Eftersom Corona-virussen allerede har ramt flygtningelejrene, er den øjeblikkelige lukning af de enormt overfyldte lejre, især Moria på Lesbos, helt afgørende. Det samme gælder ekspropriering af hoteller og boliger med gode hygiejniske forhold til nødvendig hjemmeisolation. Europas grænser skal åbnes for sikker indrejse af flygtninge.

 

Situationen kræver også, at arbejderklassens interesser bliver højeste prioritet i en række af nødbestemmelser:

  • Offentlig reorganisering af hospitalssektoren, med indlemmelse af hele den private hospitalssektor, øjeblikkelig ansættelse af alt det plejepersonale, der er brug for, til de fornødne tjenester, genåbning af sengeafsnit og tjenester, der er blevet lukket de seneste år, samt lønstigninger til alt plejepersonale.
  • Overføring af medicinalindustrien samt produktionen af nødvendig medicin uafhængigt af patentrettigheder til offentligt regi.
  • Overførsel af store sociale medieplatforme til offentligt regi. Facebook, WhatsApp, Amazon og Zoom drager store fordele af lukningen, og indsamler data, som vil generere enorme overskud i fremtiden. De bør overtages (uden kompensation, de har allerede tilranet sig for meget) og drives som almennyttige, gennemsigtige, offentlige tjenester.
  • Overføring af begravelsestjenester til offentligt regi i alle lande. Private virksomheder bør ikke have lov til at tjene penge på død og prøve at manipulere folks sorg i et forsøg på at maksimere deres udbytte.
  • For et bæredygtigt landbrug og global fødevareretfærdighed.
  • Øjeblikkelig omstilling af egnede industrier (biler, fly, våben, mm.) til produktion, der hjælper samfundet med at håndtere sundhedskrisen: ventilatorer, monitorering, sengepladser, værnemidler. Arbejdere kunne undersøge deres egne arbejdspladser og træffe foranstaltninger til omstilling i samarbejde med sundhedsmyndighederne.
  • Ekspropriation af private banker uden kompensation til storaktionærerne og socialisering af det økonomiske system under borgerkontrol, suspendering af kursgevinster på private konti og tilvejebringelse af 0-rente lån til arbejderklassen for at opfylde deres umiddelbare behov
  • Øjeblikkelig indstilling af betaling af offentlig gæld må gøre det muligt at tilvejebringe de tilstrækkelige økonomiske midler til, at lande kan opfylde den brede befolknings behov ved afslutningen af denne pandemi. Indstillingen af gældsbetalinger må kombineres med en grundig regnskabsanalyse med borgerdeltagelse for at identificere den illegitime del af gælden og annullere den.

 

Desværre er denne pandemi og den verdensomspændende krise begyndelsen på gentagne kriser, der produceres af globalisering og klimaforandringer. Kapitalismen har skabt en verden, der destabiliserer og fordærver menneskelige samfund og forstærker risikoen for klima- eller sundhedskatastrofer. Vi er nødt til at bringe den gamle verdens profitter​​, pandemier og klimaforandringer til ophør og stoppe ødelæggelsen af ​​vores planet.

 

Mere end nogensinde – vores liv er mere værd end deres profitter.

 

Udtalelsen blev vedtaget den 8. april 2020 af Fjerde Internationales organisationer i Europa:

 

  • Belgiuen SAP – Gauche anticapitaliste
  • Danmark: Socialistisk Arbejderpolitik (SAP)
  • Frankrig SFQI – Fourth Internationalists in France
  • Tyskland: Internationale Sozialistische Organisation (ISO)
  • Grækenland: OKDE-Spartakos
  • Grækenland: TPT (Fourth International Programmatic Tendency)
  • Holland: SAP – Grenzeloos
  • Irland: Socialist Democracy
  • Italien: Communia Network
  • Italien:Sinistra Anticapitalista
  • Polen: Zbigniew Marcin Kowalewski
  • Portugal: SPQI – collective of FI militants
  • Portugal: Toupeira Vermelha
  • Rusland: Russian Socialist Movement (RSD)
  • Spanske Stat: Anticapitalistas
  • Storbritannien: Socialist Resistance
  • Sverige: Socialistisk Politik
  • Schweiz: Bewegung für den Sozialismus/Mouvement pour le Socialisme (BFS/MPS)
  • Schweiz: SolidaritéS
  • Tyrkiet: Sosyalist Demokrasi icin Yeniyol
  • Østrig: Sozialistische Alternative (SOAL)
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com