Coronakrisen sætter tusindvis af mennesker i en sårbar økonomisk position. Mange mennesker er vrede og klar til at handle. Derfor er initiativet "coronaknibe" blevet startet- som et forsøg på at give en socialistisk retning i hjælpepakke-kaosset.

af Freja Hvid Kirchert

Coronakrisen er en sundhedskrise, men for mange er det i lige så høj grad en social krise. Tusindvis af mennesker oplever at stå uden lønindkomst fra den ene dag til den anden. Mange folk er blevet fyret, og folk som arbejder under prekære forhold eksempelvis på 0 timers-kontrakter får ikke noget arbejde.

 

Efter 40 års neoliberal nedskæringspolitik er overførselsindkomsterne skåret helt ind til benet – det er ikke en økonomisk sikkerhed, men en sulteydelse. Kravene for at modtage overførselsindkomst er også så strenge, at mange overvejer, om det overhovedet er det værd at ansøge om eksempelvis kontanthjælp. Som udlænding er man også afskåret fra at opnå permanent opholdstilladelse de næste fire år, hvis man modtager offentlig forsørgelse. Du eller din partner må heller ikke have værdier for over 10.000 kroner for at modtage kontanthjælp.

 

Coronakrisen har sat tusindvis af mennesker i en desperat økonomisk situation. Den udstiller, hvor udhulet vores sociale sikkerhedsnet er, og punkterer forestillingen om, at arbejdsløshed er et personligt ansvar. Mange er vrede og klar til at gøre noget. Selvom vi ikke kan mødes fysisk, kan vi stadig godt organisere os, og det er lige præcis, hvad vi skal gøre nu!

 

Coronaknibe – en socialistisk og aktivistisk retning i hjælpepakke-kaosset.

For omkring tre uger siden blev initiativet “Coronaknibe” startet op. Coronaknibe er en kampagne på sociale medier bestående af blandt andet billeder, videoer og hashtagget #Coronaknibe. Kampagnen skal skabe opmærksom om alle dem, der står i en udsat økonomisk situation og ikke får nogen hjælp.

 

Det er et forsøg på at skabe solidaritet mellem de forskellige grupper, som falder udenfor lige nu, og på at aktivere dem til handling i stedet for apati. Det er et forsøg på at organisere – selvom vi ikke kan gøre det fysisk.

 

Samtidig er det også et forsøg på at give en socialistisk retning i hjælpepakke-kaosset, hvor det bliver italesat, at hjælpepakkerne ikke er “neutrale”. At selvom Mette Frederiksen med fast myndig stemme siger, at vi må stå sammen, så er klasseskel stadig en realitet. Mens mange med små indkomster og usikre ansættelser er efterladt på perronen, har banker og virksomheder fået en hjælpepakke på 40 milliarder.

 

I skrivende stund har Coronaknibe en facebookside med over 1000 følgere, en aktivist-facebook-gruppe på knap 500 medlemmer, en undergruppe for folk på 0-timers kontrakter med 150 medlemmer samt en instagram- og hjemmeside, der næsten er oppe at køre. Derudover har vi en indsamling til en freelancejournalist, som kan skrive historier om folk, som er i knibe pga. uligheden i hjælpepakkerne. Fra facebooksiden deler vi historier fra folk, der står i økonomiske kniber og i 0 timer-aktivistgruppen bliver der planlagt forskellige former for aktivisme.

 

Afgørende tid

Coronakrisen kommer til at medføre endnu flere store forandringer – også efter epidemien er slut. Men hvilken retning forandringerne går i, afhænger i høj grad af, hvad vi gør her under epidemien.

 

I løbet af de seneste uger er det radikale blevet det normale. Verden, som vi kendte den for en måned siden, er markant anderledes i dag, både med tiltag, der kan give anledning til håb og bekymring. Afskaffelse af basale frihedsrettighder og grænselukninger er farligt i en tid, hvor det ekstreme højre vinder frem. Men samtidig ser vi også, at mange traditionelt socialistiske tiltag bliver gennemført. I England har man nationaliseret togsystemet, Portugal har givet flygtninge og migranter midlertidige statsborgerskabsrettigheder og den Spanske Stat er ved at indføre permanent borgerløn. Fælles for alle tiltag – både dem der giver anledning til bekymring og optimisme – er, at “det kan ikke lade sig gøre”-tankegangen er taget af bordet. Samtidig er det åbenlyst, at det frie marked ikke kan give os, hvad vi har brug for.

 

Lige nu er et fantastisk momentum for at presse på for massive investeringer i sundhedssektoren, forhøjelse af offentlige ydelser, huslejestop- og nedsættelse, fulde statsborgerskabs-rettigheder til migranter og flygtninge, oprettelse af offentlige banker og mange andre tiltag, der for en måned siden ville have haft lange udsigter. Men det kræver, at vi organiserer fra bunden af – og det er lige præcis det, Coronaknibe er et forsøg på. Hvis vi formår at opbygge stærke handlingsfællesskaber, kan vi skabe forbedringer både nu og her – men også permanent.

 

Sådan kan du lave “coronaknibe”-aktivisme:

● Like facebooksiden “Coronaknibe” og følg instagramkontoen “Corona_Knibe”- og få dine venener til at gøre det samme

● Kom med i aktivistgruppen på facebook “Coronaknibe aktivister” – og inviter dine venner

● Er du selv-eller kender du nogle i coronaknibe, så få dem til at fortælle om deres situation i et facebook opslag med #CoronaKnibe

● Del, like og kommenter opslag fra facebooksiden – så kommer vi længere ud

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com