Min bedstemor er 90 år gammel. Efter at være fordrevet to gange, først af Israel under Nakba, og derefter af Assads regime i Syrien, hænger hendes erindringer ikke længere sammen. Om hendes liv i Sverige, husker hun kun det sidste par minutter. Og fra hendes lange liv før den tid, er der kun spredte glimt tilbage.
Men hendes barndom i Kfar Sabt, en palæstinensisk landsby i Galilæa, affolket i 1948, står lysende klar for hende. Hun smiler skælmsk, når hun genkalder sig barndommens leg på markerne og deres smugkiggeri på en jødisk farmer, hvis ankomst til landsbyen med en traktor, der larmede helt vildt, gjorde folk nysgerrige og mistænksomme.
Jeg er født som flygtning, min bedstemors familie er fra Kfar Sabt, min bedstefars familie fra nabobyen Lubya. I mit hjem i Ramallah vågner jeg hver dag til synet af et israelsk flag i den nærliggende Beit El-bosættelse, en daglig påmindelse om aldrig at glemme apartheid-regimet, der styrer alle sider af mit liv.
De jødiske israelere, der bor der, stemmer på en regering, der bestemmer, hvor jeg må bo, arbejde og rejse hen, hvor meget vand, jeg må få, de regler og love, der vedrører min situation, og dem, der ikke gør det.
Som millioner af palæstinensere, fra Vestbredden til Gaza, er jeg underlagt et system, der kun ser mig som et bump på vejen i deres ekspansionistiske etnostat.
Det er en virkelighed, der er blevet umulig at ignorere for millioner over hele kloden, især i de seneste to år. I stedet for at anerkende, at Israel er en apartheid-stat, og handle meningsfuldt ud fra det, har et voksende kor af stater dog bestemt sig til at anerkende noget andet: en palæstinensisk stat.
Det første gennembrud kom i maj 2024, da Norge, Spanien og Irland anerkendte staten Palæstina, de sidste to lande blandt dem, der havde været mest fremtrædende i deres kritik af Israels krig i Gaza. En ny bølge er nu ved at bryde frem, anført af et initiativ fra Frankrig og UK som svar på Israels planer om at forlænge krigen, et initiativ, der hurtigt derefter fik følgeskab af Australien, Canada, Portugal og Malta.
Selv om det er et tegn på Israels voksende internationale isolation, er den fælles parole om at ’anerkende Palæstina’ umulig at tage for pålydende. Med Israel på vej frem med at annektere stadigt flere landområder på Vestbredden, og fortsat i gang med et folkemord i Gaza, der indtil nu har kostet mere end 60.000 palæstinensere livet, er det absurd at gøre sig til fortaler for en to-statsløsning som et kompromis, der både er fornuftigt og praktisk gennemførligt.
Endnu mere besynderlig er fastholdelsen af, at det eneste mulige svar på det, som det virkelig drejer sig om, 77 år efter Nakba, ikke berører det vigtigste problem: et aggressivt militaristisk regime, der kræver national, juridisk og økonomisk overherredømme for ét folk over et andet.
Lad os ikke spilde 30 år mere af palæstinensernes liv på delingsparadigmet, det er en kolonial ’løsning’ på et kolonialt problem. Israel har længe gjort det klart, at det aldrig vil acceptere en palæstinensisk stat; at klamre sig til to-statsløsningen er at være blind og døv over for et mantra, der kun har bragt os fortvivlelse.
Symbolske gestus er værre end dem, der bare er nyttesløse, fordi de giver regimet mere tid til at begå sine forbrydelser, og leder opmærksomheden væk fra det, der betyder noget: at stoppe folkemordet, straffe dem, der har begået det, isolere apartheid-styret og holde fast ved, at der skal være lige rettigheder og ret til tilbagevenden. Det er ikke ekstremisme. Det er bare en lille smule retfærdighed.
Der er allerede én stat, og det er en apartheid-stat
En ’løsning’, der hverken er retfærdig eller mulig, er ikke en fredsplan, men et alibi for passivitet, der vil gøre det muligt for Israel at fortsætte med dets massakrer, sætte farten op for annekteringerne på Vestbredden, og udbygge apartheid-systemet yderligere. Er det ikke det, der sker, hvis vi tilbyder Israel et totalt overherredømme over palæstinenserne, samtidig med, at vi giver dem et falsk håb om at få deres egen stat på mindre end 23% af deres forfædres hjemland?
Og hvor befinder palæstinenserne sig i alt dette? Hvornår har vi sidst været demokratisk repræsenteret, eller bare blevet spurgt om, hvilken løsning, vi ville acceptere? Det er ligesom i 1947, da FN’s delingsplan blev fremsat uden vores samtykke, at det seneste pres for at få en to-statsløsning gennemført, blev fremført af de europæiske magter uden synderligt hensyn til dem, der skulle leve og dø på dens betingelser.
Frankrig er det bedste eksempel på den bedreviden, der kommer til udtryk i denne sammenhæng: at true Israel med at anerkende en palæstinensisk stat, men samtidig insistere på, at den skal demilitariseres, samtidig med at de bliver ved med at forsyne Israel med våben. Jeg kan drømme om en verden, der er befriet for dødbringende våben, men det er upassende for en våbenhandler at fortælle ofrene for folkemordet, at de skal nedlægge deres våben.
I mellemtiden raser Israel og råber op om, at anerkendelsen er en ’præmie for terror’, og bruger den som påskud til at optrappe deres voldsudøvelse og myrderier. I juli vedtog Knesset en resolution, der støtter annekteringen af Vestbredden, der kommer flere og flere bosættelser, og hertil hører også den nylige godkendelse af E1-blokken, som ifølge eksperter vil gøre en sammenhængende palæstinensisk stat umulig.
Selv hvis Israel mirakuløst skulle trække sig ud fra Vestbredden, hvilke garantier ville palæstinenserne i deres nye stat så få for deres sikkerhed? Hvornår har status som selvstændig stat beskyttet nogen mod israelsk aggression og ekspansionisme? Libanon og Syrien er begge suveræne stater med internationalt anerkendte grænser, og alligevel har de været besat, og deres byer udsat for luftbombardementer. Et palæstinensisk flag foran FN-bygningen kan ikke stoppe bosættelserne, afvikle det militære styre, eller forhindre, at der udbryder krige i regionen.
Hvis der er lande, der vil anerkende en palæstinensisk stat, så må de jo gøre det, men ikke forvente, at det ændrer på de eksisterende forhold. Det, der skal ske, hvis der skal komme forandringer, der betyder noget, er at anerkende det, der er sandheden: der er allerede én stat, og det er en apartheid-stat. Ud fra det må landene agere juridisk, diplomatisk og økonomisk, indtil omkostningerne for Israel ved at opretholde apartheid vejer tungere end fordelene ved det. Indtil min familie igen får et sted, de kan kalde deres hjem, og indtil hundredtusinder af palæstinensere kan vende hjem.
Zionisme har slået fejl, ikke kun fordi det at skabe et jødisk hjemland i Palæstina på palæstinensernes bekostning altid har været uretfærdigt, men fordi etnisk udrensning og folkemord ligeledes har været den logiske følge af den, og fordi de grusomheder, der er begået, vil fastlåse den jødiske stat som det, den er nu, isoleret og fordømt af alle. Og på trods af alle Israels bestræbelser er zionismen også slået fejl, fordi palæstinenserne bliver ved med at insistere på, at de vil blive i det land, hvor de hører hjemme.
Hvad der indtil nu varer ved, er apartheid-systemet, hvor ét folk har alle rettigheder, mens det andet udsættes for myrderier, og bliver underkuet af besættelsesmagten. Det kan i sidste instans kollapse under vægten af deres egen brutalitet, men det kommer ikke til at gå fredeligt for sig, når de klamrer sig til livet med den slags vold, som er kommet til fuld udfoldelse i Gaza.
Med anerkendelse følger ansvar
At anerkende at Israel er en apartheid-stat er det nødvendige første skidt henimod en fremtid uden etnonationalisme, rodfæstet i lighed, retfærdighed og frihed for alle. Og det er ikke kun symbolsk; apartheid er en forbrydelse mod menneskeheden ifølge international lov.
Rom-statutten om Den Internationale Straffedomstol (ICC) definerer apartheid på denne måde, og FN’s konvention om afskaffelse og straf for den forbrydelse, som apartheid er, forpligter staterne på alle de tiltag, der skal til for at forhindre og straffe denne forbrydelse. Den Internationale Straffedomstol (ICJ) fremsatte sidste sommer en vejledende udtalelse om Israels apartheid, der konkluderede, at Israels besættelse og annektering er en overtrædelse af international lov, og opfordrede til, at der blev givet erstatning til palæstinenserne.
En officiel anerkendelse af det israelske system som apartheid, selv om den kun bliver fremsat af nogle få stater, vil sætte disse forpligtelser på dagsordenen, og vil lovgivningsmæssigt og politisk forhindre, at de kan tilsidesættes. Den vil også åbne døren for sanktioner, hjemkaldelse af diplomater og udrejseforbud for myndighedspersoner, der står for opretholdelsen af apartheid-systemet.
Den vil også ændre den offentlige diskurs, og gøre selve ordet ’apartheid’ uundgåeligt i den måde, som medierne beskriver Israel på, og lægge pres på selskaber under trussel om boykot og offentlig udskamning, eller det vil få aktionærer til at genoverveje deres aktiviteter i Israel eller med Israel. Der har været fortilfælde: når det gælder apartheid-Sydafrika, har græsrodsaktivisme kombineret med fordømmelse fra statens side gradvis tvunget selskaber til at sælge deres aktiver, selv om mange af dem var flere år om at få det gjort.
Det vil også lave om på, hvordan palæstinensere bliver opfattet på internationalt plan. I dag bliver vi betegnet som ’statsløse’ eller ’borgere fra staten Palæstina’, selv om den jo kun eksisterede på papiret, og derfor ikke haft magt til at beskytte os, og vi er afskåret fra de diplomatiske og økonomiske værktøjer, som de fleste nationer tager for givet. At anerkende Israel som en apartheid-stat placerer os i rollen som ofre for en forbrydelse mod menneskeheden, der har ret til beskyttelse, og gør et oprør nødvendigt med det absurde i, at der er en verden, hvor israelere kan rejse frit, mens vi står over for alle mulige forhindringer for studere, arbejde, eller besøge familie i udlandet.
Der er ikke nogen magiske løsninger på det. Israel vil kæmpe hårdere end Sydafrika for at opretholde apartheid, da det er mere grundfæstet, baseret på religiøse myter, og har nydt mere udbredt støtte. Men anerkendelse ville i det mindste bringe os på rette vej og erstatte årtiers vrangforestillinger med virkeligheden, som den ser ud. Det var år, der kunne være brugt til at afvikle systemet i stedet for at holde fast ved det.
Kfar Sabt eksisterer ikke længere. Ifølge Palestine Remembered (1) er der kun ’dynger af sten og huse af sten’ tilbage som vidnesbyrd om, at her lå engang en landsby. Folket er spredt, jorden er uudnyttet, ubeboet. Men Kfar Sabt lever i min bedstemors sind, i de historier, hun fortæller, og som jeg vil blive ved med at fortælle. Den lever i de sår, som ikke kan helbredes hos et folk, der er blevet nægtet retten til at vende tilbage. Mit hjemland strækker sig fra Ramallah til Kfar Sabt, fra Naqab til Lubya.
Det er ikke en opfordring til fordrivelse eller krig; vi har haft nok af begge dele. Det er en bøn om retfærdighed, for kun retfærdigheden kan bringe fred og sikre en anderledes fremtid for alle dem, der bor i dette land, det land, hvor min bedstemors historier ikke bare er en ødelagt verdens efterladenskaber, men såsæd til en, der spirer og gror.
29. august 2025
NOTE (1): ’Palestine Remembered’ er et medie, der ser det som sin opgave at holde erindringen om Nakba i live og oplyse verden om den.
Oversat fra +972 Magazine af Niels Overgaard Hansen
