Det allermest oplagte er, at kommunerne skal bruge deres muligheder for at boykotte firmaer, der på den ene eller den anden måde medvirker til Israels forbrydelser.

Det gælder israelske firmaer over en bred kam, specielt de mange, der har med bosættelser og aktiviteter i de besatte områder at gøre. Men det gælder også firmaer fra andre lande, der tydeligt medvirker til folkedrabet – ikke bare våbenfabrikanterne, men også f.eks. rederiet Mærsk, der sejler våben fra USA til Israel (jf. FN’s specialrapportør Franscesca Albaneses rapport “From economy of occupation to economy of genocide“).

Kommunale muligheder for økonomisk pres

Hvilke muligheder har kommunerne i praksis for at boykotte disse firmaer?

Faktisk en del. En kommune foretager indkøb for millioner. F.eks. af IT-udstyr til administrationen og til skoler. Af fødevarer til mad i kommunale institutioner, plejehjem, skoler m.v. Både plejehjem og den kommunale sundhedspleje varetager også store medicinindkøb på vegne af borgerne. Her er tilskuddet beregnet ud fra den billigste pris – og derfor bliver det billigste produkt derfor normalt automatisk indkøbt. Det billigste produkt er ofte fra de israelske storproducenter af kopimedicin, især Teva. På dette område bør kommunalbestyrelsen beslutte, at borgerne skal have oplyst, hvad prisforskellen til det billigste ikke-israelske produkt egentlig er, og have mulighed for at få indkøbt dette produkt i stedet.

Dertil kommer, at mange kommuner (ud over gæld!) også har opsparinger, som er anbragt i investeringer. I København har gruppen ”@stempalaestina” opgjort, at kommunen har investeret ikke mindre end 1,2 mia. kr. i ”medskyldige virksomheder”! – Men også mindre og fattigere kommuner har opsparet og investeret midler, som kan være investeret i f.eks. Mærsk-aktier, om end i mindre størrelsesorden. Det er oplagt, at kommunerne skal afhænde disse investeringer – og derved medvirke til et økonomisk pres på disse firmaer (og dermed indirekte på Israels regering). Helt på linje med boykotten af russiske varer.

Derfor er det et oplagt krav til alle kommunalvalgskandidater, at de skal arbejde for kommunale indkøbsboykot og af-investeringer, der kan presse den israelske besættelsesmagt.

Ytringsfrihed for Palæstina-solidariteten

Men det handler ikke kun om penge. Landet over er der lagt et stort pres på ytringsfriheden, når det handler om Palæstina-solidariteten. Der bør stilles krav om det stik modsatte: Modstanden mod Israels besættelse og folkedrab bør gives mindst den samme store plads, som modstanden mod den russiske besættelse af Ukraine helt berettiget har fået.

Det vil f.eks. sige, at solidaritetsbevægelsen skal have alle muligheder for at afholde møder og arrangementer i kommunale rammer – i kulturhuse, medborgerhuse m.v. Og at der skal være fuld ytringsfrihed for pro-palæstinensiske ytringer og udtryk på skoler og alle andre kommunale arbejdspladser.

Modstanden mod et folkemord burde være en integreret del af alle kommunale institutioner! I virkelighedens verden har man mange steder oplevet det modsatte: At Palæstina-solidaritet er blevet stemplet som ”kontroversielt” og forment adgang til f.eks. kommunale lokaler. Eller endnu værre: helt uberettiget er blevet stemplet som ”terrorstøtte” og mødt med trusler og undertrykkelse. Her er diverse ministre og anklagemyndigheder gået foran med at presse på for vilkårlig retsforfølgelse af indlæg på SoMe. – Hvilket har skabt usikkerhed og frygt for at udtrykke propalæstinensiske synspunkter, især blandt indvandrere og flygtninge. I stedet for at ride med på dette, skal kommunerne signalere det modsatte: At modstand mod Israels forbrydelser mod menneskerettigheder og folkeret er en demokratisk forpligtelse, som kommunen på alle måder skal bidrage til at fremme.

En oplagt her-og-nu-opgave er en kommunal vedtagelse om, at Palæstina-diskussionen selvfølgelig skal være en del af skolevalget – trods folketings-præsidiets ønske om at bortcensurere denne!

Et hjørne af den statslige diskrimination af Palæstina-solidariteten er desværre Folketingets beslutning om ”antisemitismepakker”. For det første indeholder de elementer, der sammenblander modstand mod staten Israel og zionismen (det vil blandt andet sige Palæstina-bevægelser) med antisemitisme, altså racisme rettet mod jøder. Men for det andet illustrerer de også tydeligt, at flertallet i det danske Folketing konsekvent tager diskrimination og hadforbrydelser rettet mod jøder langt mere alvorligt end diskrimination og hadforbrydelser rettet mod muslimer.

Derfor er det også oplagt, når f.eks. ”@stempalaestina” stiller krav om, at antimuslimsk racisme skal bekæmpes på kommunalt plan – f.eks. på skoler, i undervisningen. Helt på linje med indsatsen mod antisemitisk racisme.

Stil krav til kandidaterne – og synliggør resultaterne!

”@stempalaestina” har lavet en hjemmeside, hvor de har formuleret sådanne krav og bedt alle københavnske kommunalvalgskandidater om at forholde sig til dem. – Så man på hjemmesiden kan orientere sig om dette, inden man afgiver sin stemme.

Det er en god og enkel metode til at lægge et pres på de kommende kommunalbestyrelser – forhåbentlig med en eller anden praktisk betydning også efter valget. Men det er i høj grad også en metode til at sikre, at et stadigt mere brutalt, igangværende folkemord ikke bliver glemt – selv om skoler, børnehaver, solceller og hjemmehjælp også tiltrækker sig fortjent opmærksomhed.

Derfor må vi alle håbe – og medvirke til – at Palæstina-bevægelser over hele landet har ressourcer til og succes med lignende initiativer.

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 28. september 2025