Salah Hamouri bliver interviewet af den franske journalist Antoine Larrache om den europæiske solidaritetsbevægelse med Palæstina. De kommer også ind på situationen i Gaza og på Vestbredden i lyset af Trumps udspil til en “fredsaftale”.

Antoine Larrache: Hvordan kan det være, at den franske indenrigsminister Retaillieu vil opløse Urgence Palestine og Jeune garde-organisationen?

Salah Hamouri: Jeg tror, at Urgence Palestine og Jeune garde, hver i sin egen kamp, har skabt et stærkt afsæt for deres aktivisme. De to organisationer står for en anden tilgang, en anden måde at tænke på, en ny politisk analyse og en mere forpligtende form for medlemmernes deltagelse i kampen. De har rekrutteret nye folk, en ny generation af aktivister, og har på den måde gjort det muligt at vinde indpas hos flere i det franske samfund. Det er lykkedes for Urgence Palestine at få en mærkbar indflydelse på det politiske liv i Frankrig i forhold til Palæstina.

Jeg tror ikke, at Retailleau står alene, der ligger et stærkt pres fra israelerne bag hans fremfærd. Der var et ønske fra højreorienterede parlamentsmedlemmer med forbindelse til Israel om at opløse Urgence Palestine. Noget tilsvarende gjaldt Palestine Action i UK, som tabte deres appel 5. juni.

Presset går også på at blive ved med den humanitære solidaritet, uden at binde sig til de dele af bevægelsen, der knytter an til aktiv modstand og ser den i sammenhæng med den internationale solidaritet.

Larrache: Hvad er det, der gør, at Urgence Palestine skiller sig ud i forhold til de mere traditionelt orienterede dele af den pro-palæstinensiske bevægelse?

Hamouri: Jeg tror det særlige ved den er den position, som en håndfuld palæstinensere har indtaget, og den rolle de er parat til at udfylde. I Frankrig som andre steder er det en position, der meget længe har været ikke-eksisterende. Vi tror, at den palæstinensiske diaspora vil komme til at spille en meget vigtig rolle fremover i den modstand, der er behov for. Det er en rolle, der må være organiseret og styrket politisk, fordi det er en rolle, som Oslo-aftalerne tilsigtede at fjerne fra historien. Siden 1994, i 30 år, har hensigten været at forhindre, at den palæstinensiske diaspora kunne påtage sig denne rolle.

Så i dag er der vågnet en palæstinensisk generation over alt, i Frankrig, men også i USA, i London, i Barcelona. Denne palæstinensiske generation er drivende kraft i alle begivenheder fra 7. oktober og frem.

I London har mange palæstinensiske bevægelser en nøglerolle. Der er en ny palæstinensisk generation i Frankrig, vi ser den med Beitna i Belgien og med palæstinenserne i Barcelona, der spillede en vigtig rolle også før 7. oktober. Der er en voksende bevidsthed i diasporaen om, at det er nødvendigt at påtage sig denne rolle og genvinde kontrollen på det politiske niveau.

Larrache:  Der er lige nu en ændring af, hvordan bevægelsen vurderer Oslo-aftalerne.

Hamouri: Mange palæstinensere har sagt, at Oslo-aftalerne er en katastrofe, den tredje katastrofe, denne gang underskrevet af palæstinensere. Der var mange, der ikke troede det dengang, især dem, der så Arafat og Rabin give hinanden hånd. Men det blev sagt overalt, at det ville betyde, at konflikten var afsluttet, at israelere og palæstinensere fremover ville leve i fred, uden at tage de vigtigste spørgsmål i betragtning – kolonisering, besættelse – og uden at analysere de aftaler, der var blevet underskrevet. Den anden aftale, Paris-aftalen i 1996, der vedrører økonomiske spørgsmål, er den værste.

Det var derfor en aftale, der påstod at være en aftale om fred, men uden at give nogen som helst rettigheder til det besatte folk. Med Oslo er der ingen rettigheder givet tilbage til palæstinenserne.

Larrache: For ikke at tale om Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed…

Hamouri: Det er rigtigt. Når man går med til, at situationen nu engang er, som den er, er der to muligheder: Enten er man politisk naiv, eller også vil man undgå en politisk stillingtagen, hvis konsekvenser, man ikke kan overskue.

Men i dag er der ingen, der længere kan være naive og lukke øjnene for det, der sker. De, der holder fast ved tostatsløsningen og Oslo-aftalerne, er derfor nogen, der vil fritage sig selv for at sige tingene, som de er, både om Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed og om det folkemord, der finder sted.

Larrache: Har du informationer om, hvordan folk forsøger at gå til modstand, især på Vestbredden?

Hamouri: Mange spørgsmål hænger tæt sammen. I de seneste måneder har vi set noget nyt, fremkomsten af væbnede grupper, tilknyttet israelerne. De står for det samme som Den Sydlibanesiske hær, de har skabt to militser i det sydlige Gaza – Abu Shababs militser – en i Rafah og en anden i Khan Younis. I et interview, offentliggjort i den israelske avis Yedioth Ahronoth, gør Yasser Abu Shehab det klart, at hans kollaboratørmilits er støttet af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, den israelske hær og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). De har samarbejdet om at skabe bevæbnede militser, knyttet til besættelsesmagten i Gaza. Det er de samme grupper, der har angrebet humanitære nødhjælpskonvojer og angriber befolkningen.

Men der er også et nyt fænomen på Vestbredden: Selv hvis Selvstyremyndigheden er svag, så ønsker den at redefinere situationen politisk. Der har været et forsøg fra fremtrædende personligheder og store familiers side, der er tilknyttet besættelsesmagten. De ønsker at erklære Hebron en uafhængig stat med tætte bånd til den israelske besættelsesmagt. Det er der ikke noget nyt i. I 1978 var der et israelsk projekt, Rawabit-al-Qura (landsbyligaer), hvis formål var at sætte nogle borgmestre ud på sidelinjen og samarbejde med andre, især de vigtigste af borgmestrene. De var kollaboratører, de ønskede at erstatte PLO med disse borgmestre, men nogen af dem blev myrdet af de organisationer, der var til stede på Vestbredden.

Det, som vi i dag er vidne til, er, at Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed har mistet enhver politisk betydning. Den har ikke længere nogen basis i befolkningen. Israelerne er derfor på udkig efter et alternativ, når de skal kontrollere de palæstinensiske territorier. De er godt klar over, at der et tomrum, der skal udfyldes. Eller også skal det lykkes for dem at fylde det ud med nye kollaboratører, som de leder efter i forskellige retninger, de store familier, forretningsverdenen. Modstand kan undertrykkes, selv de politiske partier er svage. De ved kun alt for godt, at en folkelig modstand når som helst kan bryde ud på Vestbredden. Israelerne prøver at undgå det, fordi de ved, at Vestbredden er et strategisk vigtigt område, som de ikke må miste, og fordi en bevægelse med opbakning i befolkningen kan skade dem hundrede gange mere end Gaza. Det var det, som vi var vidner til med den første og den anden intifada.

Larrache: Der har været mobiliseringer blandt de unge, og nye aktivistgrupper er dukket frem.

Hamouri: I 2021 var der et forsøg på at ødelægge Sheikh Jarrah, en bydel i Jerusalem, der blev sat en offensiv i gang, der vakte stor bekymring blandt israelerne, bevægelsen vandt frem overalt i Palæstina, i territorierne fra 1948, på Vestbredden, i Gaza og i diasporaen. Det var første gang siden 1948, at alle fem zoner reagerede på samme tid. Det var det, der bekymrede israelerne, som kunne se den fare, som den voksende selvbevidsthed blandt millioner af palæstinensere, i Israel, i Jerusalem og på Vestbredden, repræsenterede, og som truede den fortsatte israelske kolonisering.

Larrache: Hvad er der tilbage af den bevægelse?

Hamouri: Israelerne har undertrykt den: Tusinder af anholdelser, folk er blevet holdt indespærret i fængsler i årevis, og så var der de ødelæggelser, der fulgte overalt på Vestbredden. Jeg tror, at der snart vil ske noget igen på Vestbredden og i Jerusalem, at det snart vil bryde ud.

Hvordan vil det forme sig? Hvad vil være den udløsende faktor? Vi ved det ikke. Men den enorme undertrykkelse, koloniseringens fremtrængen og de fortsatte ødelæggelser er alt sammen blevet ubærligt. Der er mange på flugt i den nordlige del af Vestbredden og fra flygtningelejrene samme sted, det som hæren kaldte Plan X.

Jeg er bange for, at folk kan se det tidspunkt nærme sig, hvor der ikke er nogen fremtid, hvor det er umuligt at finde en løsning, hverken menneskeligt eller politisk.

Larrache: Ved du noget om modstandens fortsatte tilstedeværelse i Gaza?

Hamouri: Vi er gået i gang med en guerillakrig, det er klart. Men der er ikke en organiseret centraliseret ledelse. Der er modstandsfolk over alt, de er erfarne, og de kender deres egne byer ud og ind.

I går var der f.eks. en operation i Beit Hanoun, langt mod nord, en by, der blev jævnet med jorden i begyndelsen af krigen for 20 måneder siden. Den kostede den israelske hær 5 dræbte og 15 sårede. Israelerne ved, at jo længere tid, de bliver i Gaza, des flere tab vil det føre med sig.

Gaza er næsten ubeboeligt, to tredjedele af området er besat, kun centrum er uberørt. Hvad israelerne angår, så er deres påskud for ikke at besætte det, at gidslerne er i det område, og at det ikke er risikoen værd, at de så kunne blive dræbt.

I dag er der kommet erklæringer fra Yair Lapid, der kandiderer til at blive premierminister, og tidligere generaler, der siger, at tilstedeværelsen i Gaza vil føre til store tab for den israelske hær, og at det er nødvendigt at trække sig ud af Gaza, bevæge sig henimod en fangeudveksling, gidslerne på den ene side, palæstinensiske politiske fanger på den anden, og prøve at finde en løsning.

Jeg tror, at modstanden i landkrigen mod israelerne kan vare ved i årevis, modstandsfolkene fra Gaza er velorganiserede, de slår fra sig, og der er folkelig opbakning til deres modstand.

Larrache: Men der har været enorme menneskelige omkostninger. Der er undersøgelser, der peger på hundredtusinder af dræbte. Har du noget indtryk af, hvad der sker i Jordan?

Hamouri: Dengang, hvor Israel og USA invaderede Iran, hjalp Jordan Israel. Der var amerikanske, franske og britiske baser i Jordan, hvor 3000 amerikanske soldater var udstationeret.

De ved også, at det for palæstinenserne er et strategisk vigtigt sted. Hvis regimet bryder sammen, vil det føre til en enorm politisk eksplosion i regionen og i hele verden. Jordan har den længste grænse til Palæstina. Regimet er svagt, men sikkerhedsstyrkernes undertrykkelse sikrer dets overlevelse. Der har været tusinder af fængslinger siden 7. oktober, blandt befolkningen og også i de palæstinensiske flygtningelejre.

Da Det Røde Hav blev blokeret af houthiernes angreb, blev Jordan et overgangssted med den landbro, der dermed åbnede for fri adgang mellem Israel og Saudi-Arabien. Jordan har derfor kunnet spille en meget vigtig rolle, for at Israel kunne fungere som stat, fordi de kunne holde Israel fri af den økonomiske krise, der truede det. Det har været Jordans rolle i de seneste 20 måneder.

Larrache: Hvad resten af mobiliseringen angår, hvordan ser du på det?

Hamouri: Det er svært at forudse, hvad der vil ske. Der kan komme en våbenhvile på 60 dage meget snart. Trump siger, at han er indstillet på at stoppe krigen, så vi må se, hvad der sker.

Hvad mig selv angår, så tror jeg den store udfordring vil bestå i at forny PLO på et revolutionært grundlag, og at det må ske ved at tillade alle politiske partier at blive medlem af organisationen. Vi har brug for en langsigtet plan for de kampe, der skal føres, for der er ikke nogen politisk løsning lige nu, vi må først skabe en magtbalance, og det er op til palæstinenserne at gøre det. Vi må vende tilbage til den væbnede modstand, der jo var det, som vi tidligere satte vores lid til, og indrette os efter det.

Larrache: Og hvad så med hensyn til mobilisering af solidaritet?

Hamouri: Vi må på samme måde ændre den måde, vi taler om tingene på, og satse på væbnet modstand.  Og så vil alting også ændre sig for palæstinenserne’

Hvad Urgence Palestine angår, og også palæstinenserne generelt, så kan vi spille en rolle med hensyn til at styrke det militante engagement og skærpe den politiske analyse: Fokus på væbnet modstand, fokus på politisk engageret solidaritet. Det er vores rolle i de kommende måneder og år.

Salah Hamouri er en fransk-palæstinensisk journalist, advokat og forsker, der har tilbragt mere end ti år som politisk fange i israelske fængsler.

Interviewet blev lavet 8. juli 2025 og blev først bragt i det franske webmagasin Inprecor. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.