Den 8. maj gik Sydafrika til valg for sjette gang siden afskaffelsen af apartheid. For det hidtil regerende African National Congress (ANC) blev valget, trods et bedre resultat end mange havde forudset, kendetegnende for den tilbagegang, som har stået på, siden Mandelas og Mbekis præsidentskab. En tilbagegang som kan begrundes i udbredt utilfredshed med ANC’s førte politik efter afskaffelsen af apartheid.

af Ludvig Sunnemark

Siden 1994 har ANC nemlig stået for en mere eller minde nyliberal økonomisk politik. Trods udenlandske investeringer og skabelsen af en mindre sort middelklasse har dette resulteret i en enorm social kløft. Ifølge Verdensbanken er Sydafrika verdens mest ulige land. Foruden de spændinger, som dette direkte medfører, så har det fremfor alt betydet, at man taler om brudte løfter. I sin tid som modstandsbevægelse formulerede ANC sig som et tydeligt socialistisk alternativ, hvis fremtidige styre skulle indebære gennemgribende afkolonialisering via jordreformer og nationalisering af mineindustrien. Dette blev dog hverken implementeret i grundloven fra 1994 eller i den politik, der blev ført i de efterfølgende år. Snarere var det sådan, at apartheid kun blev afskaffet i juridisk forstand.

 

Beslutningen om at prioritere udenlandske investorer fremfor radikal omfordelingspolitik har i stedet medført en uddybning af de klasse- og racemæssige kløfter, som blev etableret under apartheidregimet. Kombineret med, at ANC siden Mandela har forestået en racemæssig kompromispolitik, har dette skabt et billede af ANC som ude af stand til at færdiggøre den afkolonialiseringsproces, de fik mandat til at gennemføre.

 

Solidariske og reaktionære protester

Valget af Jacob Zuma som præsident i 2007 blev af nogle set som en venstredrejning af ANC, men bliver nu betragtet som startskuddet til en intensiveret korruption. Zumas bånd til betydende kapitalistiske familier, såvel som hans vane med at ansætte partifunktionærer på høje poster i statslige organer, har skabt et billede af ANC som en magtfuldkommen kolos. Korruptionsanklager, samt gentagne voldtægtsanklager, ledte senere til Zumas afgang og Cyril Ramaphosas tiltrædelse i slutningen af 2017. Ramaphosa har siden forsøgt at bremse utilfredsheden gennem en række reformer og udspil. Han udskiftede korruptionsanklagede ministre, fik en grundlovsændringsændring på plads, som muliggør ekspropriering af marker uden kompensation, men er også blevet anklaget for fremmedfjendtlige udtalelser.

 

Social utilfredshed og frustration kan have mange forskellige udtryk. I det store og brogede sydafrikanske samfund har dette betydet, at utilfredsheden har givet anledning til flere sociale og politiske fænomener.

 

Blandt andet er omfattende såkaldte ”service delivery protests”, det vil sige ikke-partipolitiske protester mod fattigdom, segregation og forringet service, blevet et samfundsfænomen i Sydafrika. Også studenterbevægelser har udvist betydelig aktivitet i den forgangne regeringsperiode. Bevægelser som #RhodesMustFall og #FeesMustFall krævede i starten en radikal afkolonialisering af Sydafrikas videregående uddannelser og har siden fokuseret på universitetsafgifterne og forårsaget stor opstandelse. Ligesådan har dele af fagbevægelsen udtrykt frustration over sine tidligere allierede i ANC. Blandt andet blev fagforbundet NUMSA, med cirka 400.000 medlemmer, udelukket fra den ANC-ledede landsorganisation COSATU i slutningen af 2014. Derudover blev det socialistiske fagforeningsnetværk SAFTU med 800.000 medlemmer dannet i slutningen af 2017.

 

Utilfredsheden har dog også givet anledning til omfattende vold rettet mod indvandrere fra det øvrige Afrika. Med en retorik, som ligner den aktuelle europæiske højrenationalisme, bliver disse indvandrere udskreget som ansvarlige for arbejdsløshed, kriminalitet og andre problemer.

 

Unge fører an i kritikken

Hvordan har utilfredsheden så påvirket valgresultatet? Fremfor alt har det betydet fremgang for Economic Freedom Fighters (EFF), som hovedsageligt har mobiliseret yngre vælgere fra det sorte flertal. Med røde hjelme og referencer til Sankara, Fanon og Biko udgør EFF et radikalt populistisk alternativ, som vil færdiggøre den afkolonialiseringsproces, som ANC er mislykket med. Således har de heller ikke været helt ukontroversielle. Med sin konfrontative anti-kapitalistiske og pan-afrikanske retorik er EFF blevet anklaget for hetz mod hvide og indere og er også blevet beskyldt for trusler mod journalister.

 

Valgresultatet 2019
– de største partier
Mandater Ændring
ANC 230 – 19
Democratic Alliance 84 – 5
EFF 44 + 19
Inkatha 14 + 4
Freedom Front (hvide) 10 + 6

Det er værd at notere sig, sig, at det lige netop er EFF, som har høstet fremgang i kølvandet på ANC’s tilbagegang, snarere end det største oppositionsparti Democratic Alliance (DA), som gik tilbage. Dette kan formentlig forklares med, at DA fra starten har savnet støtte fra den sorte befolkning, det vil sige dem, som i størst omfang bryder med ANC. Dertil anses partiet at bære ansvaret for vand- og elektricitetskriserne i Western Cape-regionen.

 

Derudover kan den udbredte utilfredshed tænkes at have bidraget til den relativt lave valgdeltagelse, som er sunket fra 73 til 66 procent siden 2014. En stor del af utilfredsheden savner en politisk form, men bliver i stedet til apati, da realistiske alternativer mangler. Dette kan også tænkes at være en del af svaret på, hvorfor utilfredsheden ikke har påvirket valgresultatet endnu mere. En anden del af svaret har at gøre med ANC’s centrale position indenfor den etablerede fortælling om Sydafrikas demokratisering. Fremfor alt eksisterer der blandt ældre vælgergrupper, som faktisk har oplevet apartheidstyret, en stærk loyalitet over for partiet. Det er således snarere yngre generationer, såkaldte ”born frees”, som synes at kunne se udover det dominerende narrativ og i stedet formulere en politisk modstand mod ANC.

 

Betydning bredere set?

Inden for den næste regeringsperiode kan en række politiske processer således blive iscenesat. Vil ANC kunne genskabe tilliden? Hvordan vil løftet om jordreform påvirke den sydafrikanske økonomi og ANC’s stilling? Vil den forrige regeringsperiodes bevægelser blive artikuleret som et bredt politisk alternativ?

 

Svarene på disse spørgsmål har betydning, da situationen i Sydafrika kan siges at afspejle et bredere mønster for den post-koloniale verden. En udbredt tvivl om styrende partiers vilje og evne til at demontere koloniale ulighedsmønstre, hvilket leder frem til omfattende protester, fremfor alt blandt yngre befolkningsgrupper.

 

Sydafrikas position som ”protest capital of the world” betyder derudover en toneangivende rolle for, hvordan sociale og politiske protestbevægelser kommer til udtryk verden over. Hvordan denne interessante politiske udvikling skrider frem i Sydafrika kan dermed måske ses som et fingerpeg om, hvordan tingene fremover kan komme til at udvikle sig i andre dele af den post-koloniale verden.

 

19. maj 2019

Oversat fra Internationalen (Sverige) af Christina Nielsen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com