Ifølge Trump og hans støtter har Amerika brugt enorme summer på at beskytte sine allierede, især de rige lande, det vil sige Vesten (Europa og Japan i særdeleshed) og de arabiske oliestater i Golfen.
Det er nu på tide, at de betaler af på gælden: Alle disse lande skal betale regningen ved at optrappe deres investeringer i og import fra USA, især deres køb af våben (hvilket er det, Trump mener med sit konstante pres på europæerne for at øge deres militærudgifter). Alt dette falder naturligt inden for den merkantile logik i overensstemmelse med den nationalistiske fanatisme, der kendetegner neofascistisk ideologi (se Neofascismens tidsalder og dens særpræg).
Ud fra dette perspektiv har de amerikanske militærudgifter - som faktisk har oversteget ikke kun USA's allieredes, men på et tidspunkt næsten svaret til militærudgifterne fra alle andre lande i verden tilsammen - været et stort offer til gavn for andre. Ifølge samme logik er det store underskud i USA's handelsbalance kun resultatet af, at andre lande udnytter amerikansk goodwill, hvorfor Trump ønsker at reducere dette ved at pålægge told på alle lande, der eksporterer mere til USA mere, end de importerer. Dermed søger han også at øge forbundsstatens indtægter for at opveje det underskud, som følger af skattelettelser til gavn for de rige og store virksomheder.
Den historiske sandhed er imidlertid meget forskellig fra denne forsimplede fremstilling. For det første var og forbliver amerikanske militærudgifter efter Anden Verdenskrig en vigtig faktor i den specifikke dynamik i den amerikanske kapitalistiske økonomi, som siden har været baseret på en "permanent krigsøkonomi" (dette er forklaret nærmere i min bog The New Cold War: The United States, Russia, and China, from Kosovo to Ukraine, 2023).
Militærudgifter har spillet og spiller fortsat en vigtig rolle i reguleringen af den amerikanske økonomiske politik og i finansieringen af teknologisk forskning og udvikling (sidstnævnte rolle var fremtrædende i informations- og kommunikations-revolutionen - et felt, der bragte USA tilbage til en teknologisk førerposition efter den relative tilbagegang for landets traditionelle industrier.
For det andet var den militære beskyttelse, som USA ydede sine allierede i Europa, Japan og de arabiske golfstater, en del af et feudal-lignende forhold, hvor disse lande gav store økonomiske privilegier til den amerikanske overherre, ud over deres deltagelse i det militære netværk under USA’s eksklusive kommando. Sandheden er fuldstændig modsat den fremstilling af USA's forhold til sine allierede, som Trump og hans proselytter kommer med, om at USA blev udnyttet. Virkeligheden er den stik modsatte, i og med at Washington har pålagt sine allierede, især de rige lande, et mønster af økonomiske relationer, hvor de er blevet udnyttet, især ved at påtvinge dem den amerikanske dollar som en international valuta, således at disse lande direkte og indirekte finansierede underskuddet på den amerikanske handelsbalance og det føderale budget. Det amerikanske handelsunderskuds dollars, sammen med diverse dollarressourcer fra forskellige lande, er løbende vendt tilbage til den amerikanske økonomi, og nogle af dem har direkte finansieret den amerikanske statskasse.
Således levede og fortsætter USA med at leve langt over egne evner, et faktum, der er tydeligt med størrelsen af dets handelsunderskud, som nærmede sig en billion dollars sidste år, og størrelsen af dets enorme gæld, som overstiger 36 billioner dollars, svarende til 125 procent af dets BNP. USA er det ultimative eksempel på en stor og magtfuld debitor, der lever på bekostning af velhavende kreditorer i et forhold, hvor førstnævnte dominerer over sidstnævnte i stedet for omvendt.
Selv over for Ukraine svarer de 125 milliarder dollars, som USA har givet til dette land indtil videre (langt fra Trumps fantasifulde påstand om 500 milliarder dollars) til det, som EU alene har ydet (selvom EU's BNP er omkring 30 procent mindre end USA's), og dertil kommer bidrag fra Storbritannien, Canada og andre traditionelle amerikanske allierede. Faktisk har USA’s finansiering af den ukrainske krigsmaskine været til gavn for ønsket om at svække Rusland som en imperialistisk rival. Washington er primært ansvarlig for at skabe de forhold, der fremmede den neofascistiske transformation i Rusland og førte til invasionen af Ukraine. Man gik bevidst efter fjendtlighed over for Rusland og Kina efter den kolde krig for at konsolidere Europas og Japans underordning under sit hegemoni.
Men når Trump og hans følgesvende anerkender tidligere amerikanske administrationers ansvar for at skabe den situation, der førte til Ruslands invasion af Ukraine, gør de det ikke af deres kærlighed til fred, som de hyklerisk hævder (deres holdning til Palæstina er det bedste bevis på deres hykleri). Der er snareretale om, at en sammenhæng, hvor går fra at betragte Rusland som en rivaliserende imperialistisk stat – en tilgang, som Washington i tiltagende grad anlagde efter 1990 efter Sovjetunionens sammenbrud og Ruslands tilbagevenden til det globale kapitalistiske system – til at betragte Putin som en nyfascistisk partner, hvor man ser frem til at samarbejde med ham om at styrke den yderste højrefløj i Europa og i verden, udover at drage fordel af Ruslands store marked og store naturressourcer. Hvor de i Europas ser liberale regeringer som ideologiske modstandere og samtidig som økonomiske konkurrente, ser man i Rusland en ideologisk allieret, der ikke kan konkurrere med dem økonomisk.
På den anden side er Kina, i Trumps og hans følgesvendes øjne, den vigtigst politiske modstander og økonomiske og teknologiske konkurrent. Joe Biden fulgte den samme politik og skabte således en kontinuitet mellem Trumps første og anden valgperiode med hensyn til fjendtlighed mod Kina. Mens Trump-teamet måske håber på at adskille Moskva fra Beijing, ligesom Kina adskilte sig fra Sovjetunionen i 1970'erne og allierede sig med USA, vil Putin ikke risikere at gå denne vej, så længe han ikke er sikker på, at de amerikanske neofascisters bliver ved med at sidde ved roret i deres land.
Det store spørgsmål er nu, om den europæiske liberale akse er klar til at gøre sig fri fra det amerikanske overherredømme. Det vil kræve et stop for tilpasningen til Washingtons fjendtlighed over for Kina, og at man i stedet konsoliderer et samarbejde med Kina. Det vil også kræve, at de europæiske lande er parate til at arbejde inden for rammerne af folkeretten og bidrage til at styrke FN's og andre internationale institutioners rolle - to ting, som Beijing konstant har efterlyst.
Europas økonomiske interesse er selvfølgelig klar i denne henseende, især interessen for den største europæiske økonomi, den tyske, som har omfattende forbindelser med Kina. Det ironiske er, at Kina nu går sammen med europæerne om at forsvare global frihandel mod den merkantile tilgang, som Trump og hans tilhængere har vedtaget, og at står for en miljøpolitik i modsætning til USA, som afviser at forholde sig til klimaforandringerne, som det kendes fra forskellige grupper af neofascister. Hvis de skarpe holdninger, som den kommende tyske premierminister, Friedrich Merz, udtrykte i sin kritik af Washington, og hans opfordring til at gøre Europa uafhængigt af USA, vil muligvis afspejle sig i en ændring af EU's holdning til Kina, især da den franske holdning hælder i samme retning.
Alle disse forhold bekræfter, at det atlantiske liberale system er afgået ved døden, og at verden er trådt ind i en stormfuld fase med omfordeling af kortene, selv om vi stadig står ved begyndelsen. Det amerikanske kongresvalg næste år vil få stor betydning ofr, om denne proces accelerer, eller om den bliver bremset. Spørgsmålet er, om det vil føre til en styrkelse eller en svækkelse af den neofascistiske dominans over amerikanske institutioner. Samtidig er den amerikanske nyfascistiske bevægelse begyndt at efterligne deres kolleger i forskellige lande ved gradvist at underminere det parlamentariske demokrati og sætte sig på de amerikanske statsinstitutioner i et forsøg på at fastholde kontrollen over dem.
4. marts 2025
Oversat fa Gilbert Achcars blog Åge Skovrind
Først bragt på det arabisk sprogede website Al-Quds al-Arabi
