Præsident Trump og vicepræsident JD Vance i sammenstød med Ukraines præsident Zelenskyy under mødet I det Hvide Hus den 28. februar 2025. Foto: The White House/ Wikimedia

Alligevel var det chokerende den amerikanske og især den globale offentlighed at opleve Donald Trumps og J.D. Vances bagholdsangreb på Ukraines præsident Volodymyr Zelensky og det hurtige skift i USA’s støtte fra et forsvar for Ukraine til Putins krav om en annekterende »fred« på russiske betingelser.

Præsenteret i den tynde forklædning af at søge fred med »realistiske« indrømmelser fra Ukraine, blev Trump-planens virkelige indhold afsløret i meddelelsen den 3. marts om, at al amerikansk militærhjælp var blevet »suspenderet«. Denne afbrydelse omfatter tidligere godkendt støtte, med finansiering vedtaget af Kongressen, og efterretninger. Ifølge den snerrende Trump er det Putin, der »ønsker fred«, mens Zelensky ikke gør det og »ikke vil være her ret længe«.

Dette peger på et aspekt af krigen i Ukraine. For de af os på venstrefløjen, som er konsekvente antiimperialister, såsom Ukraine Solidarity Network (www.ukrainesolidaritynetwork.us), handler denne krig først og fremmest om Ukraines ret til selvbestemmelse og national uafhængighed. Men set fra den amerikanske imperialismes synspunkt har det altid været en »stedfortræderkrig«, og endda en succesfuld en af slagsen, der markedsføres som »demokratier, der kæmper mod Rusland med ukrainske soldater«.

Det er med til at forklare, hvorfor Biden-administrationen, der forsøgte at sætte en ny geopolitisk ramme, gav Ukraine den nødvendige militære hjælp til at modstå invasionen og skade Rusland militært, men ikke til rent faktisk at vinde krigen, mens Trump nu finder det belejligt at trække stikket af hensyn til sine egne forskruede ambitioner og visioner om amerikansk verdensherredømme.

Dette foragtelige forræderi fortjener al den fordømmelse, som det får i både den liberale og den resterende del af den traditionelle konservative opinion, og mere til. Men netop fordi Trump, Vance og den de facto fungerende præsident, Elon Musk, er så modbydelige og afskyelige væsener, kan det være svært at se de underliggende dynamikker, som jeg vil forsøge at udforske her.

Blandt andre grusomheder falder forræderiet mod Ukraine sammen med Musks motorsavsmassakre på den føderale arbejdsstyrke, udhulingen af agenturer, der administrerer den sociale sikring, vejrudsigterne, folkesundheden og meget mere, den brutale nedlukning af internationale hjælpeprogrammer, krav om undertrykkelse af aktivisme for Palæstina på universiteter og gymnasier og åbenlyst ulovlig tilbageholdelse af immigranter på Guantanamo med henblik på deportation.

Alt dette toppes med massive toldsatser, der har til formål at ødelægge de canadiske og mexicanske økonomier, tvinge disse lande til underkastelse og true med at skabe en økonomisk recession i hele Nordamerika med alvorlige globale forgreninger. Konsekvenserne for amerikanske arbejdere, lokalsamfund og forbrugere vil begynde at slå igennem inden for få uger.

Det er ikke så svært at regne ud, hvad der ligger bag de voldsomme offentlige nedskæringer. De har intet at gøre med effektivitet eller besparelser – tværtimod vil de få regeringen til at fungere mindre effektivt og sandsynligvis tabe penge. Hensigten er både ideologisk, som Project 2025 gør det klart, og drevet af grådighed: Det ultimative mål er at privatisere vigtige tjenester og programmer og i bund og grund udslette alt det, der ikke kan drives rentabelt, bortset fra militæret.

Det mere subtile spørgsmål er, hvad der kan være de dybere formål med Trumps berusede-godzilla-lignende tramp på det, der plejede at være et mere eller mindre »stabilt« verdenssystem (i hvert fald for det globale nord). Selve systemet har haft tendens til dysfunktion under presset fra nationale rivaliseringer, stigende autoritære tendenser, regionale krige og ødelæggende klimaforandringer, men det forklarer ikke helt impulsen fra den førende imperialistiske magt til at rive det fra hinanden på én gang.

En rationel kerne?

Er der en rationel kerne dybt inde i Trumps hærgen på den globale og hjemlige scene? I nogle henseender er der måske det. Lad os tage et hurtigt kig på, hvad den amerikanske imperialisme står over for i en foranderlig og temmelig uforudsigelig verdenssituation.

1) Den truende ultimative konfrontation er med Kina – ikke Rusland, som er en trussel mod sine naboer og europæisk politik, men ikke mod USA’s vitale interesser. Selv om hverken USA eller Kina er i nærheden af at være forberedt militært eller økonomisk – begge rivaler har alvorlige interne svagheder – er det der, deres strategiske planlægning på mellemlangt og langt sigt må ligge.

For den amerikanske imperialisme er især afhængigheden af stål- og aluminiumsimport en alvorlig svaghed. I det omfang »hjemtagningen« af disse industrier styrker de ultimative krigsforberedelser, er det et rationelt mål – også selv om det at ramme Canada i stor skala er den »dummeste toldkrig« nogensinde, som Wall Street Journal-redaktørerne usædvanligt farverigt udtrykker det.

I den forbindelse falder Trumps planer om at plyndre Ukraine, Grønland og Canada for livsvigtige og sjældne jordarter også ind i et logisk mønster – det vil sige, at det ikke bare er endnu et trick for at berige Trumps forretningspartnere, selv om det ikke er noget ubetydeligt mål i sig selv.

2) Katastroferne i Mellemøsten siden 7. oktober 2023 har givet store sejre for USA’s imperialistiske interesser. Ofrene er selvfølgelig det palæstinensiske folk, som er udsat for det israelsk-amerikanske folkemord i Gaza og den etniske udrensning på Vestbredden, og de libanesiske indbyggere i landsbyer og lokalsamfund, som er blevet jævnet med jorden af Israels tæppebombninger. Men i den kyniske verden af »geopolitik« er Rusland den store taber med tabet af sit vasalregime i Syrien og den strategiske svækkelse af Iran og det, der blev kaldt »modstandsaksen« (selv om dets magt altid var overvurderet).

USA har nu fået mulighed for at omforme magtforholdene i Mellemøsten. Selve absurditeten i Trumps »Mar-A-Gaza«-plan, hvor idiotisk den end ser ud på overfladen, tjener det formål at presse magthaverne i de arabiske stater til at komme med deres egen plan for genopbygning af Gaza og finansiering af det gigantiske projekt. (Den retfærdige løsning med massive amerikanske erstatninger til Gaza er tydeligvis ikke på den imperialistiske dagsorden).

For at Trump kan gennemføre dette, kræver det i det mindste, at det ser ud til, at der fortsat er våbenhvile i Gaza for at lette »normaliseringen« mellem Israel og Saudi-Arabien sammen med projektionen af israelsk magt til at overvåge regionen.

For premierminister Netanyahu kræver det imidlertid, at han holder sammen på sin regeringskoalition, at han bevarer muligheden for at forny det omfattende angreb på Gaza, uanset hvor strategisk nytteløst det ville være, og at han truer med at bombe Irans olie- og atomfaciliteter. Da det taktisk set ikke passer ind i Trumps dagsorden, ville hans alternativ være at tilbyde Netanyahu USA’s støtte til en israelsk annektering af den besatte Vestbred, hvilket ville stikke endnu en kniv i ryggen på det palæstinensiske folk og åbne op for et helt nyt katastrofescenarie.

3) Ruslands treårige imperialistiske og annekterende invasion af Ukraine har været en strategisk fiasko, ikke en sejr. På trods af de brutale konsekvenser for Ukraine og dets befolkning er Putins mål om at udslette Ukraines uafhængige eksistens og indføre et marionetregime ikke i nærheden af at være nået, og de massive militære tab, som Rusland lider, er ikke holdbare meget længere (selvom Ukraines måske heller ikke er det).

Hvilken mening kan der i den sammenhæng være i, at Trump kaster en livline til Putin og saboterer Ukraines kamp for overlevelse? Og hvorfor lobbyer Israel angiveligt USA for at opfordre Syrien til at lade Rusland beholde sine store flåde- og luftbaser i Syrien efter Assad, hvilket har fanget en ukrainsk nyhedsorganisations opmærksomhed?

Umiddelbart favoriserer Trump og MAGA/alt-right-delen af hans basis faktisk Putins Rusland og de samme højreekstreme partier i Europa, som Putin støtter og fremmer. Der er masser af sandhed og trussel i dette, men der er mere i det end autoritær ideologisk samhørighed.

I den strategiske optakt til konfrontationen med Kina er det et vigtigt mål for USA’s imperium at forstyrre det såkaldte »partnerskab uden grænser« mellem Rusland og Kina, som den kinesiske præsident Xi udtrykte det. At påtvinge Ukraine og Europa en rådden og falsk »fred« kunne styrke et nyt partnerskab mellem USA og Rusland, selv om det er et åbent spørgsmål, om det ville overleve Trump-æraen.

Desuden kan det ikke have været et rent tilfælde, at den første runde af samtaler mellem USA og Rusland om Ukraine, uden Ukraine, fandt sted i Riyadh, Saudi-Arabien af alle steder. Det er svært at undgå mistanken om, at der også var tale om forhandlinger om den store løsning på konflikten i Mellemøsten, som Trump måske håber på at få Nobels fredspris for. En ”Neville Chamberlain Peace-In-Our-Time pris” ville være mere på sin plads.

Selvmodsigelserne og et forsøg på en konklusion

Hvor dette hvirvlende kaos af galskab kombineret med imperialistisk strategi kan føre hen, er ikke forudsigeligt, ikke kun fordi hele verdensordenen er under forandring, men også fordi det er svært at adskille den subjektive faktor i Trumps raserianfald, Musks mål om at blive verdens første billiardær og virksomhedernes generelle grådighed fra de objektive kapitalistiske og imperialistiske interesser. Vi kan pege på en modsigelse, der truer Trump/MAGA-projektet.

Trumps taktiske succes hviler til dels på at lancere samtidige chokangreb på det amerikanske folk, den føderale regering, det sociale sikkerhedsnet, kvinder, indvandrere, queer- og transpersoner, miljøet, Canada og Europa, ulandsbistand og alt muligt andet for at gøre fokuserede svar umulige. Dette understøttes af Det Demokratiske Partis manglende evne til at tilbyde arbejderklassen og lokalsamfundene meningsfulde alternativer og fraværet af en indflydelsesrig radikal venstrefløj.

Samtidig tvinger angrebenes omfang folk og bevægelser i USA og traditionelle globale partnere til at se på det store billede ud over deres egne specifikke kriser. I takt med at de fyrede statsansatte begynder at gøre modstand og få folkelig opbakning, i takt med at børn i Sudan og Rohingya-flygtninge i Bangladesh risikerer at sulte, fordi USAID er lukket ned, i takt med at Ukraines USA-leverede luftforsvar bliver afbrudt, selv om Israel modtager flere 2000-punds-bomber, bliver sammenhængen mere og mere synlig for flere mennesker.

Mens dette skrives den 4. marts, truer Trumps toldsatser og de canadiske modforanstaltninger store dele af den amerikanske økonomi, øger inflationspresset og risikerer at begrænse de livsvigtige canadiske energiforsyninger til de amerikanske stater, for ikke at tale om at få aktiemarkederne til at styrtdykke. Denne økonomiske fiasko kan fremskynde tempoet for en potentiel politisk eksplosion. Hvilken form den vil tage, er lige så uforudsigeligt som alt andet.

5. marts 2025

Oversat fra Solidarity (USA) af Poul Bjørn Berg