Præsident Trump og vicepræsident JD Vance i sammenstød med Ukraines præsident Zelenskyy under mødet I det Hvide Hus den 28. februar 2025. Foto: The White House/ Wikimedia

Jeg har ingen sympati for den ukrainske præsident, en neoliberal politiker. Men i dette tilfælde må man anerkende et vist mod og endda stolthed over ham. Han takkede allerede i begyndelsen af ​​krigen nej til den taxa, som Biden tilbød ham til evakuering. Denne gang er det Trump, han vovede at modstå. Efter en ordveksling, der grænsede til skænderi, gik han endda og smækkede med døren… Og uden at underskrive den berygtede aftale om neokolonial plyndring af sjældne mineraler!

I dette spørgsmål om sjældne mineraler kan Zelensky bebrejde sig selv. Det var ham, der foreslog at tilbyde Ukraines mineralrigdomme til USA. Han håbede derved at charmere Trump og sikre en forlængelse af ​​den militære hjælp. I stedet gav han – sandsynligvis uforvarende – Trump ideen til en djævelsk aftale: Afbryd bistanden for at øge den russiske trussel… og tving dermed Ukraine til at sælge ud af sine ressourcer til spotpriser… for derefter at dele dem med Putin. Det ser ud til, at Trump har misset sit skud – for nu. Men han vil helt sikkert prøve igen.

I mellemtiden kæmper de, der i årevis har haft den misforståede opfattelse, at Ukraine fører en proxy-krig mod Rusland, på vegne af USA og NATO, for at skjule, at de intet forstår af sagen, og at de spiller i hænderne på Putins imperialisme. For når alt kommer til alt, hvem er Washingtons proxy i dag? Svaret er indlysende: proxy [mellemmanden] er Putin! Det er virkelig ham, Trump regner med vil kvæle ukrainerne og tvinge dem til at overgive deres rigdom… med hjælp fra Kim Jong-Un!

Det er bestemt tydeligt, at USA har forsøgt at drage fordel af ukrainsk modstand til at svække Rusland. Hvorfor skulle de have forpasset denne mulighed? I interimperialistisk rivalisering er alle midler retfærdige. Men denne rivalisering er samtidig mellem sammensvorne banditter. Hele hændelsesforløbet siden Bidens evakueringsforslag viser, at amerikanerne især ikke ønsker at vælte Putin. Vesten ønsker i sandhed, at despoten forbliver ved magten for at sikre stabilitet og dele verdens rigdom med ham (og hans ligesindede) på bekostning af verdens folk.

Med Trump falder maskerne. De falder også på venstrefløjen. For de, der havde en teori om en “amerikansk proxy-krig mod Rusland” er sandhedens time kommet. Internationalisme er ikke at vælge den ene bandits lejr mod en anden i “det mindre ondes” navn: Det er altid at vælge de undertryktes lejr mod undertrykkerne, de udbyttede mod udbytterne, de angrebne mod aggressorerne. Som sloganet passende udtrykker det: “Fra Ukraine til Palæstina er besættelse en forbrydelse.” At blive ved med lejrtænkning er at vælge den vej, der fører til det uhyggelige minde om en rødbrun sump.

Solidaritet med det ukrainske folk!

28. februar 2025

Oversat fra europe-solidaire af Bodil Olsen