Beboerne oplever, at de er oppe mod stærke kræfter: Regeringen, deres egne boligselskaber og en række lokalpolitikere. Solidariteten er sat under pres.
Det angreb på den almene sektor, som Løkke-regeringen iværksatte med hjælp fra socialdemokraterne og SF, er nu inde i en ny fase: Der er lavet “udviklingsplaner” for “de 15 mest udsatte boligområder”, som de nu hedder i den nye regerings sprogbrug. Boligminister Kåre Dybvad har skruet ned for den gamle regerings aggressive retorik. Men indholdet af lovene er det samme og lige så stigmatiserende for beboerne. “Parallelsamfundspakken”, som den nu hedder, er skadelig for hele den almene sektors omdømme.
Nye møbler fra Ikea
Demonstrationen i København startede i Mjølnerparken, som har fået sin plan. Beboerne i bebyggelsen havde allerede vedtaget en helhedsplan, da Løkke, socialdemokraterne og SF kom med deres “pakke”.
Der var planer om store fysiske ændringer. Der skulle bygges ungdomsboliger og sammenlægges lejligheder. Der skulle bygges en vej, som skulle fungere som forretningsgade. Nogle stuelejligheder skulle ombygges til butikker. Beboerne skulle genhuses midlertidigt under ombygningen.
Så kom kravet om en udviklingsplan. Der skulle fremover kun være 40 procent almene familieboliger. Løsningen blev at ændre planen med den lille detalje, at 260 boliger skulle sælges, når helhedsplanen var gennemført. Det var ikke en del af den plan, beboerne har vedtaget.
Et stort antal familier skal genhuses permanent. Boligselskabet Bo-Vita er allerede i gang med at overtale folk til at flytte “frivilligt”. Som et lille plaster på såret får de tilbudt tilskud til nye møbler, gardiner og hårde hvidevarer. De kan henvende sig til boligselskabets “tryghedsgruppe” og få op til 25.000 kr. i form af rekvisitioner til Ikea, Jysk og Elgiganten.
Falske præmisser
Hele lovpakken med lister og udviklingsplaner bygger på fordomme og ideologi. Jo mere man undersøger tingene og graver ned i substansen, opdager man, hvor falsk og misvisende hele pakken er. Det er et vigtigt arbejde at undersøge tingene og formidle oplysning videre. Her har Almen Modstand været med til at give nogle gode bidrag.
På demonstrationen i København kunne den ene taler efter den anden på saglig vis fortælle om, hvad pakken betyder på forskellige områder. Demonstrationen blev på den måde nærmest et miniseminar.
Sociologen Aydin Soei fortalte om sin forskning om de unge i to udvalgte områder. En undersøgelse, der sammenligner unge i det udsatte boligområde Tingbjerg med unge i det nærliggende villakvarter i Brønshøj, viser nogle interessante resultater. De unge fra de to områder ligner hinanden. De klarer sig lige godt i skolen og på uddannelserne. Der er lige mange eksempler på risikoadfærd og kriminalitet blandt de unge. Det går generelt den rigtige vej begge steder.
Men på nogle punkter har de unge fra Tingbjerg problemer: de voksnes forventninger til dem. Det påvirker dem negativt og virker som en selvopfyldende profeti. Deres bopæl er et handicap, som trykker dem ned og giver dem et dårligere udgangspunkt end deres kammerater fra naboområdet.
Dette er bare et enkelt eksempel på den stigmatisering, som “parallelsamfundspakken” skaber.
Ødelæggelsen af et arkitektonisk ikon
Demonstrationen sluttede af med at besøge Tingbjerg. Det er et helt unikt boligområde, berømt og anerkendt som et klassisk eksempel på dansk bolig- og bybygning, når det er bedst. Anerkendelsen handler ikke primært om, at det er flot arkitektur, men mere om, at det hele er gennemtænkt. Her er der tænkt på, hvordan der kan skabes et minisamfund, hvor beboerne kan trives og leve store dele af deres liv.
Tingbjerg har mange år på bagen og trænger uden tvivl til renovering. Kommunen og boligselskaberne har i mange år arbejdet med en plan for dette. Allerede inden Løkke-regeringen kom med sin “pakke” var der planer om at bygge en masse private boliger på de grønne områder.
Der skulle bygges rækkehuse og parkeringspladser ind imellem de nuværende boligblokke. Planerne omfatter også en vej igennem området, så bilerne kan få nemmere adgang.
Planen om at opføre ca. 1000 private boliger var ikke nok til at opfylde kravene i “parallelsamfundspakken”. I den nye udviklingsplan skal der være 1536 private boliger i Tingbjerg. Derudover en mængde ældreboliger og ungdomsboliger. Nogle familieboliger forsvinder. Men der bliver kun revet ned i mindre omfang.
En del af planen er nedrivning af 42 handicapvenlige rækkehuse. Det har skabt en del protest, da beboerne er glade for deres huse. Husene har nogle problemer med skimmelsvamp og er dyre at renovere. I stedet skal der opføres 3 etages boligblokke med handicapboliger i stueplan.
Hele øvelsen i Tingbjerg går ud på en kraftig forøgelse af befolkningstallet og ikke mindst beboernes indkomst.
Kommunalpolitikere og spekulanter
Hvorfor lave hele dette store projekt? Officielt skulle det at blande forskellige befolkningsgrupper, rige og fattige, have en gavnlig effekt. Det er tanken i Mjølnerparken, Tingbjerg og mange andre steder. Men ingen har kunnet dokumentere nogen positiv virkning. Men måske handler det om noget helt andet.
Grundene, som disse relativt billige boliger ligger på, repræsenterer en potentiel værdi, der gør dem interessante for investorer. De vil kunne give et stort afkast, hvis de bliver “udviklet” dvs. kan gøres til genstand for private investeringer. Problemet er, at den nuværende brug som almene boliger er en hindring for dette.
Dette er et gammelkendt fænomen, beskrevet allerede i 1882 af Friedrich Engels:
“Vor tids store byers vækst givet ofte, især i de centralt beliggende kvarterer, grundene en kolossalt stigende værdi; de bygninger, der ligger på disse grunde, øger ikke denne værdi, men trykker den snarere ned, fordi de ikke mere svarer til de ændrede forhold; man river dem ned og erstatter dem med andre. Dette sker især med de centralt beliggende arbejderboliger, for hvilke lejen aldrig eller dog kun yderst langsomt kan nå op over et vist maksimum — ”
(Marx & Engels, Udvalgte skrifter, her citeret efter Peter Schultz Jørgensen: Byernes Jord, side 176)
Her spiller “Parallelsamfundpakken” fint ind. Og kommunalpolitikerne har været villige til at spille med. Man kan undre sig over, at Enhedslisten i København har været med i det selskab. Normalt er privatisering og støtte til privat spekulation i boliger ikke Enhedslistens kop te.
Enhedslistens rolle: skal/skal ikke
Det var forventeligt, at socialdemokraterne og SF, som på Christiansborg har støttet pakken, også i kommunerne har spillet en aktiv rolle i at implementere den.
Enhedslisten er til gengæld havnet i en mærkelig modsætningsfyldt position.
Enhedslisten har klart markeret sin modstand mod “ghettopakken”, når den har været oppe i Folketinget. Enhedslistens Boligpolitiske Udvalg har hele tiden brugt mange kræfter på at sikre, at modstanden blev forankret i partiet og haft fokus på støtten til Almen Modstand. Udvalget består af medlemmer, som er aktive i boligafdelinger, lejerforeninger og/eller aktivister i Almen Modstand, men har ingen besluttende rolle.
Nogle af Enhedslistens afdelinger har også været på banen, bl.a. i Odense og Aarhus. I afdelingerne i Aarhus er nogle af medlemmerne organiseret i en intern Almen Modstand-gruppe.
Enhedslisten sidder i kommunalbestyrelserne i de store byer. Her var diskussionen: Hvordan skal vi behandle pakken og de lokale “udviklingsplaner”. Her opstod nogle steder idéen om at gå i forhandlinger med det formål at sikre “det mindst ringe” resultat. Et prisværdigt formål, men det er tydeligt, at det ikke er lykkedes. Der er flere grunde til det.
For det første er “udviklingsplanerne” en bunden opgave: De skal leve op til kravene i loven: Færre almene familieboliger, og midlerne er nedrivning, privatisering, byggeri af private boliger og ommærkning. Det er en vanskelig opgave at løse, hvis man skal undgå, at nogen skal flytte. En mulighed er fortætning, hvor de grønne områder bebygges med private boliger, som er planen i Tingbjerg. En voldsom privatisering og forringelse af de almene boliger.
Et universelt velfærdsgode
For det andet er det problematisk, når man – for at leve op til kravene i loven – vil “ommærke” familieboliger. Familieboliger er boliger, hvor målgruppen er familier eller enlige, der har et boligbehov. Langt størstedelen af landets almene boliger – 500.000 – er familieboliger. Et langt mindre antal er ældreboliger, ungdomsboliger og kollegieboliger, dvs. boliger for særlige målgrupper. Ofte skal man visiteres til disse boliger. Kommunerne har – om ikke andet en politisk – forpligtelse til at tilgodese disse særlig grupper. Når man “ommærker” familieboliger, er man med til forringe et universelt velfærdsgode.
For det tredje er beboerne ikke blevet inddraget i udviklingsplanerne. De er alene vedtaget af kommunalbestyrelser og boligselskaberne. Det er et brud på de normale demokratiske procedurer, hvor større ombygninger, som f.eks. helhedsplanerne, bliver fremlagt til diskussion og beslutning på beboermøder.
Det virker som en provokation, når beboerne blot bliver indkaldt til et møde for at blive orienteret om en beslutning, som andre har taget. Det er trods alt deres boliger – og ikke kommunens, det handler om. Det er også beboerne, der betaler for festen med deres opsparing i Landsbyggefonden.
Som det mest venstreorienterede parti bliver al vrede og frustration vendt mod Enhedslisten. Uretfærdigt kunne man mene. Men bekvemt for SF og Socialdemokratiet, der kan krybe i læ bag Enhedslisten.
Der har været nogle helt unikke muligheder for Enhedslisten i forhold til bevægelsesarbejde. Vi har græsrødderne i form af Enhedslistefolk, der er dybt begravet i lejer- og boligforeningsarbejde. Enhedslisten ageren, f.eks. på Københavns Rådhus, har i forhold til Tingbjerg forspildt nogle muligheder.
En boligbevægelse, som ikke tør satse
Den almene boligbevægelser har haft en – på mange måder – rolle og position. De har både været en del af protestbevægelsen og samtidig været mere end villige til af føre regeringens planer ud i livet.
Det startede ellers lovende i forhold til at få alle de beboervalgte op på mærkerne. Da Løkke kom med sit udspil, var det så åbenlyst en provokation mod den almene sektor og dens 1 million beboere. Alle ulykkerne i form af nedrivninger skulle betales af beboerne gennem deres opsparing i Landsbyggefonden. Det ville betyde, at en række fysiske helhedsplaner med nødvendige renoveringer ville blive sat på standby til fordel for nedrivning af velfungerende boliger. Det var en provokation, det var rendyrket klassepolitik.
Men hvad sagde socialdemokraterne og SF? Løkkes plan flugtede fint med deres tanker. Men først skulle bomben under Landsbyggefonden afmonteres.
Der blev forhandlet, og resultatet blev en ændring af nogle tidsperspektiver i investeringer, der sikrede, at de planlagte renoveringer kunne gennemføres. Derudover blev nogle af udgifterne til pakken flyttet over til satspuljen.
De følgende måneder gjorde den almene boligbevægelse gennem BL et stort arbejde med at oplyse om konsekvenserne af pakken. Der var en række oplysende og kritiske artikler i foreningens blad “Boligen”. Bladet lavede reportager om Almen Modstand og deres arbejde. BL udarbejdede også en række kritiske notater og høringssvar.
Men gassen sivede stille og roligt ud af ballonen i den etablerede boligbevægelse. Og Almen Modstand havde ikke styrken til alene at udfylde tomrummet.
I næste fase skulle “udviklingsplanerne” laves. Nogle af kommunerne var helt fremme i skoene. Aarhus Kommune var så langt fremme, at de ville starte inden lovens vedtagelse i Folketinget. Boligselskaberne fik vredet armen om og ville eller magtede ikke at mobilisere beboerne. De havde truslen om ekspropriation hængende over hovedet.
Tyveriet fra Landsbyggefonden var næsten glemt. Og de berørte selskaber, afdelinger og beboergrupper stod mere eller mindre alene. I den etablerede boligbevægelse var solidariteten forduftet. Græsrødderne i Almen Modstand oplever en boligbevægelse, der mere eller mindre modarbejder dem.
Der er en stor opgave med både at styrke Almen Modstand og vende stemningen i den almene boligbevægelse, blandt beboerne og deres valgte tillidsfolk. Det kan ikke siges tit nok. “Ghettopakken” er vendt mod arbejderklassen. En giftig form for klassepolitik, fordi den først og fremmest rammer de mest udsatte, de fattigste og folk med rødder uden for landets grænser. Og så handler den om at udskamme almene beboere og ødelægge et vigtigt velfærdsgode, vores almene boliger.
Læs mere: Udviklingsplaner
Læs mere: Tingbjergundersøgelsen