Lige udenfor Birmingham i Alabama har lagerarbejdere iværksat den største fagforeningskamp i Amazons historie. At vinde den vil være en sejr for hele arbejderklassen.

af Jason Koslowski

Siden sin start i 1993 har Amazon været i stand til at slå alle forsøg på at organisere medarbejderne i USA tilbage. Andre steder i verden har den faglige kamp i Amazons lagerhuse haft større held med sig. Det lykkedes for eksempel for fagforeningen Filcams CGIL i Italien at blive de første, der fik Amazon til forhandlingsbordet. Og både i Polen og Frankrig har fagforeninger fået fodfæste.

 

Men nu gør lagerarbejderne i Bessemer, Alabama, noget for at ændre på det. Medarbejderrepræsentanter derfra tog kontakt til Retail, Wholesale and Department Store Union (RWDSU) – Fagforening for Detail, Engros og Stormagasiner – sidste sommer. Det skete i kølvandet på Black Lives Matter-oprøret, og mens pandemien rasede i Amazons ‘opfyldelsescentre’ – som firmaet kalder sine lagre – og over hele landet. Den 8. februar 2021 sender den Nationale Labour Relations Board (NLRB), som står for overholdelse af USA’s arbejdsmarkedslovgivning, stemmesedler ud til 5.800 arbejdere på virksomheden udenfor Birmingham, så de kan stemme ja eller nej til at oprette en fagforening.

 

I 2019 oprettede medarbejdere på et lager i Chicago ‘Amazonians United’ for at kæmpe for bedre arbejdsbetingelser. Sammen med andre fagforeninger lykkedes det dem sidste år den 1. maj at organisere et fælles sygefravær blandt hundredvis af arbejdere i Amazon, Target, Wholefoods og andre steder og kræve bedre beskyttelse og sikkerhedstiltag under pandemien.

 

At få retten til at organisere sig knæsat i Bessemer vil være et endnu større skridt: Det vil gå i Amazons historie som den største fagforeningskamp af sin slags.

 

Profit under pandemien på bekostning af arbejderne
For at bevare sit høje profitniveau har Amazon med næb og kløer bekæmpet arbejdernes forsøg på at organisere sig. I Bessemer forlanger ledelsen, at fagforeningsafstemningen foregår personligt på lageret, et trick for at intimidere arbejdsstyrken under pandemien og (som et fagforeningsfjendsk sagførerfirma påpeger) et resultat af, at afstemning via mail gør det sværere for en ledelse at snakke arbejderne fra at stemme ja. Det træk blev skudt ned af NLRB. Men Amazon bekæmper stadig muligheden for at stemme pr. mail.

 

Det fagforeningsfjendske forsøg står ikke isoleret. Amazon fyrer rutinemæssigt arbejdere, der stiller sig i spidsen for at organisere. Da Amazon fyrede Chris Smalls for at organisere en protest mod manglende sikkerhedsudstyr på lageret i New York-bydelen Staten Island, planlagde firmaet en smædekampagne imod ham på sociale medier for at miskreditere ham og gøre andre arbejdere bange. Da medarbejderne i den Amazon-ejede Whole Foods kæde i 2018 annoncerede, at de ville organisere sig, udsendte firmaet “oplæringsvideoer” med tips til lokale ledere om, hvordan man kunne omgå de ret intetsigende NLRB regler, der beskytter organiseringsbestræbelser.

 

Amazon har gjort det til en regel at spionere mod sine ansatte for at opsnuse faglig modstand. Det rækker lige fra at stalke på sociale medier til at hyre regulære privatdetektiver til at følge og afrapportere, hvad arbejdere gør og siger på arbejdet. Og ud over på arbejdspladserne følger Amazon konstant progressive sociale bevægelser – klimabevægelser for eksempel og de Gule Veste i Frankrig – for at analysere dem for mulige trusler mod deres profit og forberede modtræk. Disse taktikker bruger firmaet globalt, fra USA til Mellemøsten, Asien og Australien.

 

Det er måske i Bessemer, at man tydeligst ser kynismen i ledelsens utilslørede kamp for profit. Amazon lancerede en hjemmeside for at få arbejderne til at stemme imod fagforeningen og i en latterlig første version af siden foreslog den:

 

Køb ikke den middag, køb ikke de skolebøger, køb ikke de gaver, for du har ikke de næsten 500 dollar, som du betalte i kontingent. HVORFOR IKKE spare de penge og få de bøger, gaver og ting, du vil have? DET KAN DU uden kontingent!

 

Efter redigering lyder teksten nu:

 

HVIS DU BETALER KONTINGENT … er det ikke så let at være hjælpsom og social over for de andre! Så hvis du er handlingens mand, så bliv ved at være venlig og få tingene gjort i modsætning til at betale kontingent… Når vi arbejder sammen om at forbedre vores virksomhed og yde service til vores kunder, øger vi forretningen, og det betyder større jobsikkerhed for alle.

 

I mellemtiden er 20.000 i Amazons arbejdsstyrke blevet smittet med Covid, og mindst 10 er døde siden oktober sidste år – et tal, der sikkert kun er blevet større, efterhånden som pandemien fortsætter med at rase i arbejderklassen. Og de ansatte må igen og igen notere, at de står overfor umenneskelige, udmattende arbejdsbetingelser.

 

Omvendt boomer forretningen for bosserne og for aktionærerne. Amazon offentliggjorde sine hidtil højeste profitter midt i den værste periode i den første bølge af Covid-19. Mellem juli og oktober 2020 kunne firmaet prale af en 37 procents forøget indtjening til i alt 96 milliarder dollar. Stifteren af Amazon, Jeff Bezos, er selv indbegrebet af profit i en pandemi. Han kunne notere sin personlige formue øget med 79 procent – med 90,1 milliard dollar- alene i 2020. På en dag ragede han 13 milliarder dollar til sig.

 

En afgørende kamp med udfordringer forude
For en arbejderklasse som USA’s, der har været i defensiven alt for længe og som seriøst har brug for at genopbygge sin kampform, ville det være en vigtig milepæl at opnå offentlig anerkendelse af RWDSU på Bessemer-lageret. Sådan en sejr kunne meget vel inspirere til flere fagforeningskampagner på andre lagre – og langt ud over det. Alle socialister med respekt for sig selv skylder at give Bessemer-kampen deres fulde støtte og solidaritet.

 

Men at vinde retten til at organisere sig vil ikke være nok. De ansatte i Bessemer står også overfor den fare, at en byrokratisk fagforeningsledelse kommer til at stå i vejen for dem.

 

Fagforeningen repræsenterer service- og sundhedsarbejdere over hele landet – arbejdere i pandemiens frontlinje. Mens medlemmerne er blevet syge og flere af dem er døde, har fagforeningen til gengæld for enhver pris holdt sig tilbage fra strejke eller arbejdsnedlæggelse for sikkerhed på jobbet og undladt at støtte militante krav fra medlemmerne om at beskytte deres liv og helbred.

 

Da krisen slog igennem i marts 2020, skrev RWDSUs formand en kronik i New York Daily News, hvor han efterlyste større sikkerhed på arbejdspladsen – men han kom ikke med forslag til arbejderne om, hvordan de skulle få det – andet end ved at spørge pænt. I mellemtiden opdaterer RWSDUs eget blad løbende dødstallet for pandemien blandt medlemmerne.

 

Det virker, som om RWSDUI-ledelsens strategi er at bede arbejdsgiverne bekymre sig mere om arbejderne. At presse på for godkendelse i NLRB af nye lokale foreninger og at gøre sig lækre for Demokraterne – foreslå nye love, entusiastisk slutte op om demokratiske kandidater og at donere 108.000 dollar til partiet. Siden pandemiens start har bladet været fyldt med historier om den magt, der kan udøves gennem ”offentligt pres” på arbejdsgiverne, i stedet for at skubbe på med forstyrrende faglige aktioner.

 

Men virkelig magt skabes, når de menige medlemmer er parate til at stoppe arbejdet, afskære arbejdsgiverne fra det, de er allergladest for – profitten. Med andre ord, det, der rykker, er militante aktioner – ikke samarbejde med NLRB eller Demokraterne. Den proces, der kræves for at blive anerkendt som fagforening, er et skuespil på arbejdernes bekostning – lige fra de svage regler, der ’beskytter’ arbejderne mod gengældelser, til den righoldige tid, NLRB giver arbejdsgiverne til at blande sig i alle aspekter af kampagnen. Når arbejdsgiverne uundgåeligt bryder reglerne, som for eksempel ved at intimidere og fyre folk, tager der absurd lang tid – nogle gange år – at appellere til NLRB for at få hjælp, så beslutningerne først kommer, når situationen er forpasset.

 

De sidste par år har understreget betydningen af militant organisering. I 2018 gik lærere og andre ansatte i undervisningsseltoren i strejke i West Virginia – imod både statens love og deres egne fagforeningsbyrokrater – og fik et anseeligt udbytte i form af løn og goder. Under BLM-opstanden sidste sommer nægtede organiserede buschauffører i Minneapolis, Pittsburgh, New York City og andre steder at transportere betjente, eller dem, de havde arresteret, og arbejdernes rolle i den opstand spillede en nøglerolle i at opnå den delvise økonomiske nedskæring af visse byers politistyrke.  Her i januar 2021 gik 1.400 lastbilchauffører i strejke i Hunts Point Market i New York City, det største marked for en gros-produkter i verden, og vandt vigtige lønforhøjelser og flere fridage.

 

Det kapitalistiske Demokratiske Parti er ikke en allieret for fagforeningerne. Lige meget hvor meget de gør sig til for at få fagforeningsmedlemmer til at stemme på dem, så har de gang på gang bevist, at de er fjender af selvstændig militant arbejderorganisering og reel arbejdermagt. Ikke desto mindre har langt størstedelen af fagforeningslederne i USA siden 1980’erne opgivet militante aktionsformer som strejke og i stedet prøvet at indsmigre sig hos Demokraterne for at opnå indrømmelser. Og trods det er lønningerne i de samme årtier stagneret, og fagforeningerne selv er blevet svækket. At alliere sig med det Demokratiske Parti har været en ynkelig fiasko.

 

Det er demokrater i stater som New York, der holder fast ved love, der forbyder offentligt ansatte at benytte deres primære våben – strejken. Det var en demokratisk administration – Clintons – som kæmpede for NAFTA, som hjalp til med det globale ’race to the bottom’ af løn og arbejdsbetingelser. Og det var en anden demokratisk administration – Obamas – der slog sig op på at love at iværksætte fagforeningsvenlig lovgivning, og som nægtede det, da de kom til magten. Den dag i dag står Chicagos Lærerforening, en af landets mest militante og aktive, på nippet til at gå i strejke, fordi borgmester Lori Lightfoot, en progressiv demokrat, prøver at tvinge lærerne tilbage til klasseværelserne uden de nødvendige sikkerhedstiltag under en dødelig pandemi.

 

Fagforeningernes styrke kommer ikke fra en Bernie Sanders støtteerklæring til Bessemer Amazon arbejderne, eller ved at Alexandria Ocasio-Cortez lægger vejen forbi blokader. Den kommer fra den organiserede handling hos arbejderne på gulvet. Det er selvmord for arbejderne at sætte deres lid til demokraterne for at få styrke.

 

De menige medlemmer er afgørende. Fagforeningsbyrokraterne indtager en ’midter’-position mellem arbejdere og arbejdsgivere, hvor de accepterer, at deres arbejde ikke bare er at indgå aftaler uden strejker, men også at garantere en føjelig arbejdsstyrke, der kender sin plads. De gør det ved at underskrive aftaler med ’ingen strejke klausuler’, som forbyder arbejderne at bruge det vigtigste våben, der giver dem magt over arbejdsgiverne.

 

Fagforeningerne løser deres opgave, når de organiserer menige medlemmer, der er parate og villige til både at tackle byrokraterne – presse dem til venstre, til at indtage mere militante standpunkter og blive kontrolleret af medlemmerne – og samtidig kæmper mod arbejdsgiverne på militant vis. Det er den lektie, vi vil se på Bessemer og videre frem.

 

Udfordringerne ligger derude, men kampen i Amazon er afgørende for USA’s arbejdere. Solidaritet med fagforeningskampen mod Amazon!

 

30. januar 2021

 

Oversat fra LeftVoice af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com