Medlem af delstatens parlament, Luciana Genro, har talt med Ben Radford fra den australsek ugeavis Green Left om oversvømmelserne, regeringens respons og solidariteten med de berørte.

 

Genro er med stifter af det socialistiske parti PSOL og sidder i dets ledelse samt i partiets venstretendens (MES). Hun er advokat og formand for Lauro Campos og Marielle Franco Stiftelsen.

 

Hun blev i 2022 genvalgt til delstatens lovgivende forsamling med 111.126 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til den største stemmesluger blandt kvindelige kandidater.

 

I årevis har der været advarsler om det stigende omfang af oversvømmelser i Rio Grande do Sul. Hvad forårsagede den seneste oversvømmelse?

 

Det, der sker i Rio Grande do Sul, er ikke blot et naturligt fænomen; Det er en katastrofe forårsaget og forværret af menneskelige handlinger, udbredelse af kapitalistiske produktionsmetoder og handlinger fra skiftende neoliberale regeringer, der har reduceret statens rolle og lempet de love, der beskytter miljøet.

 

Dette er den største oversvømmelse nogensinde registreret i vores stat. Delstatens hovedstad Porto Alegre har ikke oplevet en så ødelæggende oversvømmelse i 83 år. Forskerne siger klart, at klimaændringer er årsagen til disse ekstreme begivenheder.

 

Vi oplever en global klimakrise, og situationen i Rio Grande do Sul har demonstreret dette på meget grusom og sørgelig vis. Der er mere end 170 dødsfald, to millioner mennesker er berørt, mere end 600.000 mennesker er fordrevet, og næsten alle kommuner er blevet ramt af oversvømmelserne.

 

Hvordan var reaktionen fra regeringen på oversvømmelserne?

 

Siden begyndelsen af ​​oversvømmelserne har vi set et meget aktivt engagement fra den føderale regering. Præsident Lula [da Silva] har selv besøgt Rio Grande do Sul fire gange og har oprettet et ministerium, der udelukkende er dedikeret til genopbygningen af ​​delstaten. Derudover har han iværksat nogle vigtige tiltag, såsom økonomisk nødhjælp på 5.100 reals (knap 6.500 kroner, o.a.) til hver berørt familie. Men det er klart, at der skal gøres meget mere.

 

Den føderale regering er den, der er bedst positioneret til at handle, da den kontrollerer landets økonomiske politik og har flest strukturer, ressourcer og magt til rådighed.

 

Vi anerkender, at Lula-administrationen skrider til handling og gør sit, hvilket er et enormt fremskridt sammenlignet med Bolsonaros regering, som benægtede klimaforandringerne, men det er nødvendigt at tage skridtet videre og ændre logikken i den økonomisk politik, så den rettes mod befolkningens behov og ikke mod markedets.

 

Det er umuligt at have et [offentligt] udgiftsloft i en klimatisk nødsituation af katastrofale proportioner. Grænserne for offentlige udgifter bør være sat af befolkningens behov, ikke være påtvunget af det finansielle marked.

 

Rio Grande do Sul-guvernør [Eduardo] Leite er en ung centrum-højre og neoliberal politiker i sin anden periode, som har implementeret en politik med at reducere statens rolle, trække rettigheder tilbage fra offentligt ansatte og totalt ignorere miljøet. I løbet af seks år som regeringsleder har han formået at ændre mere end 400 paragraffer i statens miljølov, privatiseret naturparker og tilladt brug af pesticider, der er forbudt i de lande, hvor de fremstilles.

 

Dette er en regering, der aldrig har været engageret i miljøsagen, men er fortaler for minimal statsintervention og har ladet befolkningen lide under konsekvenserne af statens fravær i en tragisk situation.

 

Borgmesteren i Porto Alegre, Sebastião Melo, er en politiker på linje med tidligere præsident [Jair] Bolsonaro, med stærke bånd til den brasilianske yderste højrefløj. Han sørgede ikke for tilstrækkelig vedligeholdelse af de systemer, som skulle sikre mod oversvømmelser, på trods af at han blev advaret af byens ingeniører og teknikere om behovet for adskillige reparationer og forbedringer.

 

Da vandet begyndte at trække sig tilbage, og folk kunne vende tilbage til deres hjem og starte rengøringsprocessen, blev mange ødelagte møbler placeret på fortovene, og folk skrev på deres sofaer, skabe og borde sætningen "Culpa do Melo" ("Melos skyld") ... Borgmesteren har gentaget sætningen om, at "det er ikke tid til at placere et ansvar" for oversvømmelsen. Det er noget kun de skyldige ville sige, ikke?

 

Hvordan har MES/PSOL reageret på krisen?

 

Som parlamentariker i Rio Grande do Sul fordømte jeg kraftigt guvernør Leites afvikling af miljøpolitiske reguleringer. Ikke alene stemte jeg imod hans projekter, men vi engagerede os også i direkte mobilisering på gaden, og vi opnåede endda nogle sejre. En sådan sejr var nederlaget for opførelsen af ​​en åben kulmine nær Guaíba-floden.

 

I Porto Alegre havde vores rådmand Roberto Robaina allerede fordømt borgmesterens handlinger, såsom privatiseringen af ​​en afdeling med ansvar for byens rørledninger og påstande om korruption i den afdeling, der er ansvarlig for vandforsyningen

 

Da tragedien indtraf, gik alle vores bestræbelser på at redde liv. I de første dage var dette vores absolutte førsteprioritet. Folk sendte mig beskeder på sociale medier, hvor de bad om at blive reddet og sendte billeder, der viste, at de var på tagene af deres oversvømmede huse og skulle reddes. Det var en desperat, katastrofal situation. Vi oprettede et team til at svare på alle disse beskeder og videresendte alle anmodninger direkte til den sektor, der er ansvarlig for redninger i delstatsregeringen.

 

Et medlem af vores team, som er politibetjent, nåede at få fat i en båd; vi sørgede for brændstof og ressourcer, og han brugte hele dage på at redde folk. Vi lancerede også straks en kollektiv fundraising-kampagne, som blev brugt til at købe brændstof til redningsbåde, mad og andre donationer til de berørte mennesker.

 

Efter den indledende fase af redninger fortsatte vi arbejdet med solidaritetsinitiativer og hjalp med at organisere krisecentre sammen med vores MES-kammerater på frontlinjen i de fattige kvarterer i Porto Alegre og områder langt fra byens centrum. Vi er også involveret i støtteaktioner for dyr, der blev reddet. Omkring 12.000 dyr, hovedsagelig hunde og katte, blev reddet i Rio Grande do Sul og lever nu i midlertidige krisecentre. Vi støtter disse krisecentre, giver mad, struktur og kræver konkrete tiltag fra regeringerne.

 

Vores aktioner er struktureret omkring flere punkter: redningsindsats, aktiv solidaritet og stærke krav til regeringerne om at imødekomme befolkningens behov. Vi går til lokalsamfundene, til krisecentre og til de berørte hjem uden at give falske løfter. Vi er ikke som systempolitikerne, der lover at løse folks problemer i bytte for stemmer. Vores arbejde sigter mod at styrke folkelig organisering og mobilisering. Derfor hjælper vi med at organisere en bevægelse for ofrene for oversvømmelserne.

 

Vi ved, at kun folkelig organisering og kollektiv kamp kan skabe forandring. Vores rolle, som parlamentarikere og ledere af et socialistisk politisk parti, er at bistå i denne organisering, støtte disse kampe og holde regeringerne og politikerne ansvarlige for denne tragedie.

 

Hvad skal der til for at håndtere de hyppigere klimarelaterede katastrofer i Brasilien?

 

Der skal ske en fuldstændig ændring i det politiske og økonomiske system, som vi lever i. Ikke kun i Brasilien, men på verdensplan. Klimakrisen er forårsaget og forværret af den kapitalistiske produktionsmåde, som altid udvider sig, producerer mere og ødelægger mere uden hensyntagen til konsekvenserne. Kun økosocialisme kan redde menneskeheden fra udryddelse og tilbyde et fremtidigt perspektiv for livet på planeten.

 

I Brasilien mener den føderale regering, at det er muligt at forbedre kapitalismen og gøre den mere bæredygtig. Dette er et fremskridt i forhold til den tidligere Bolsonaros regering, som benægtede klimaændringer og videnskab, men den antager stadig, at kapitalismen kan løse denne krise, mens den i virkeligheden kun forværrer situationen.

 

I regeringen konkurrerer forskellige ideer. For eksempel er der Petrobras, et offentligt olieselskab, som går ind for olieefterforskning ved udmundingen af ​​Amazonas-floden. Dette er ødelæggende for miljøet, med et potentiale til at skade hele regionens rige økosystem.

 

Ministeriet for miljø og klimaændringer er imod disse undersøgelser og har forsøgt at forhindre, at det sker. Dette er en væsentlig modsætning inden for selve regeringen. I sidste ende ligger beslutningen hos præsident Lula. Han har det sidste ord, men i modsætning til præsident Gustavo Petro i Colombia har Lula ikke vist sig parat til at stoppe efterforskningen af ​​fossile brændstoffer.

 

Derfor er vi som socialister nødt til at presse på og kæmpe for en anden politisk og økonomisk model, hvor naturen ikke ses som en ressource, der skal udnyttes, men som et aktiv, der skal beskyttes. Det er en global kamp for forsvar af kloden, som ikke kan adskilles fra den antikapitalistiske kamp, ​​fordi fjenden er det kapitalistiske system.

 

6. juni 2024

 

Oversat fra Green Left af Rasmus Keis Neerbek.