Protester brød ud efter præsidentvalget den 28. juli, så snart den nationale valgkommission (CNE) meddelte, at Nicolás Maduro havde vundet endnu en seksårig periode. Medier rapporterer om snesevis af døde demonstranter siden den 31. juli, og mere end tusind er blevet arresteret.

af Alexander Hall Lujardo

Læsetid: 4 minutter

Gonzales’ valgkampagne. Foto: Confidencial, CC BY 3.0, Wikimedia

 

I forskellige dele af landet væltede demonstranter statuer af Hugo Chávez – et udtryk for, at den bolivariske frigørelsescyklus har nået sin afslutning. Det understreger den symbolske fallit i det anti-imperialistiske projekt, der styrkede landets fattigste sektorer, gennemførte snesevis af sociale projekter, der værdsatte almindelige mennesker og i vid udstrækning reducerede fattigdommen. Det var et forandringsprojekt, der nød et niveau af folkelig støtte uden fortilfælde i Venezuelas historie. Men de nuværende ledere drejede processen i retning af oligarki, militarisme og korruption, understøttet af olieindtægter og privatisering med socialistiske karakteristika.

 

Tilrettelæggelsen af ​​præsidentvalget i Venezuela den 28. juli fandt sted efter flere runder af samtaler mellem regeringen og oppositionen, som nåede frem til en aftale kendt som Barbados-aftalen. Det førte til en lempelse af de sanktioner, som USA har pålagt Venezuela.

 

Valgprocessen begyndte under en restriktiv ramme med forsinkelse af ​​opdaterede vælgerregistre. Det havde betydning for dem, der bor i udlandet – især dem, der er udvandret af økonomiske og politiske årsager. Myndighederne godkendte, at ​kandidater fra oppositionen blev diskvalificeret, som det var tilfældet med den liberale kandidat María Corina Machado, der vandt primærvalgene for den højreorienterede koalition, Mesa de la Unidad Democrática, med 92,5 procent af stemmerne.

 

At være liberal i det 21. århundrede, med udfordringerne fra et repræsentativt demokrati, økonomisk ulighed og neoliberalismens fallit, indebærer uundgåeligt, at man følger den dominerende konservative tænkning. Machado deler perspektiver med højreorienterede konservative og har udtalt sig positivt om kristen fundamentalisme og israelsk zionisme.

 

Myndighederne diskvalificerede også Corina Yoris’ kandidatur, en velkendt akademiker, der samlede op på den støtte, der i første omgang gik til Machado, men også fra flere anti-chavistiske aktivister. I sidste ende valgte oppositionen den tidligere diplomat og professor Edmundo Gonzalez Urrutia som sin kandidat. Han lovede at genopbygge Venezuelas økonomi, redde de demokratiske institutioner og gennemføre en massiv privatiseringsplan.

 

Nogle venstreorienterede kritikere af den herskende klasse, herunder Venezuelas Kommunistiske Parti, erklærede, at de var frataget retten til at deltage i valget. Højesteret og forskellige personer tæt på regeringen forhindrede kommunistpartiet i at deltage for at sikre, at præsident Maduro ville være den eneste venstreorienterede kandidat.

 

Uigennemsigtighed og hemmelighedskræmmeri definerede valgprocessen. Den 29. maj 2024 blev EU’s valgobservatører annuleret af CNE. Så, kun fire dage før valget, sagde Brasiliens føderale domstol, at den ikke ville sende observatører på grund af Maduros nedsættende kommentarer om det demokratiske system i Brasilien og Colombia.

 

Valgdagen den 28. juli foregik i relativ ro i det meste af landet, selvom der var klager over forsinkelser i åbningen af ​​nogle valgsteder og restriktioner pålagt tilforordnede på nogle valgsteder. Om aftenen var der rapporter om, at motorcyklister kørte rundt og begik voldshandlinger og truede folk, ligesom der forsinkelser i transmissionen af ​​stemmedata.

 

Lige så bekymrende var det, at myndighederne forhindrede observatører fra oppositionen i at få adgang til CNEs stemmeoptællingsrum, ifølge oppositions-repræsentant Delsa Solórzano. Hertil kommer, at af de 69.000 venezuelanere, der er registreret til at stemme fra udlandet, var det kun 6.528, der var i stand til at udøve denne ret, ifølge FN’s højkommissær for flygtninge (UNHCR). Vel at mærke i et land, hvor mere end 7,7 millioner er udvandret på grund af den økonomiske krise og autoritarisme,

 

CNE-præsident Elvis Amoroso meddelte i en indledende pressemeddelelse, at Maduro havde vundet valget med 51,2 procent af stemmerne, efterfulgt af González Urrutia med 44,2 procent, mens resten af ​​kandidaterne fik 4,6 procent.

 

En særlig åbenlys uregelmæssighed var, at CNE undlod at offentliggøre stemmetallene inden for de 48 timer, som loven kræver. Carter Center og andre organisationer, der holder øje med overholdelse af ​​demokratiske bestemmelser, krævede offentliggørelse af resultaterne fra hvert enkelt valgsted. Denne organisation, som har observeret mere end 124 valg i 43 lande i hele verden, udtalte, at valget “ikke opfyldte internationale standarder for valgintegritet på nogen af ​​dets stadier og overtrådte adskillige bestemmelser i dets egne nationale love.”

 

Lige så snart myndighederne annoncerede det officielle resultat, gav folkelige sektorer udtryk for vrede på grund af de stærke tegn på uregelmæssigheder i processen. Regeringer fra hele det politiske spektrum krævede gennemsigtighed, herunder Argentina, Chile, Costa Rica, Uruguay, Panama, Den Dominikanske Republik og Peru. Det bolivariske regime reagerede på dette ved at udvise deres diplomatiske personale. USA, Canada, Ecuador, El Salvador, Paraguay, Brasilien og Colombia stillede tilsvarende krav til den venezuelanske regering. Omvendt blev Maduro anerkendt som sejrherren af statledere i Nicaragua, Cuba, Honduras, Bolivia, Rusland, Kina, Syrien og Iran.

 

Maduros politiske maskine

Venezuelas institutionelle ledelse bekræftede genvalget af Maduro. Der kom erklæringer fra blandt andre statsadvokat Tarek William Saab, forsvarsminister Vladimir Padrino López og parlamentsformand Jorge Rodríguez. De påstod, at der havde været et ”kupforsøg” med udenlandsk – imperialistisk – støtte, og hævdede at have en række beviser på denne konspiration, blandt andet tilståelser fra dem, der var arresteret. Trusler mod Machado og Gonzalez Urrutia fortsætter. Myndighederne anklager de to for et påstået cyberangreb fra Nordmakedonien, som regeringen siger var årsag til den forsinkede offentiggørelse af valgresutatet.

 

Den komplekse situation efter valget, med voldelige sammenstød og en diplomatisk krise, har fået mangeårige tilhængere af det bolivariske projekt på den latinamerikanske venstrefløj til at komme med kritiske udtalelser. Dette inkluderer Cristina Fernandez, Luiz Inacio Lula de Silva og Gustavo Petro, der fremhæver post-Chavismos autoritære, undertrykkende og fremmedgørende karakter.

 

Krisen forværrer den reformistiske venstrefløjs strukturelle utilstrækkeligheder, ikke mindst på baggrund af, at Venezuela er økonomisk afhængig af eksport af råvarer, og at landet ikke har opnået en regional integration, der kunne imødegå den ødelæggende praksis i økonomiske, kommercielle og finansielle anliggender.

 

I denne sammenhæng er den sociale utilfredshed stigende, og dynamikken i det repræsentative demokrati tilbyder ingen anden vej fremad end politiets undertrykkelse, kriminaliseringen af ​​protester og politimæssig håndtering af ​​politisk uenighed. Maduro kaldte dem, der demonstrerede i gaderne, for terrorister, stofmisbrugere og kriminelle. Hans udtalelser passer perfekt ind i denne repressive logik. Militarisering, indrømmelser til private virksomheder og aftaler med udenlandske transnationale, især fra Rusland og Kina, har sat folkelig suverænitet under pres.

 

Politisk og økonomisk ustabilitet skabt af et enerådigt Socialistisk Enhedsparti i Venezuela er forfærdelige nyheder for demokratiet, for latinamerikansk integration og for venstreorienterede, der søger at fremme social forandring.

 

Maduros regimes undertrykkende karakter har ødelagt den demokratiske, deltagende og folkelige arv, som Chávez i årevis stod i spidsen for, og hvor de parlamentariske valg blev bredt anerkendt som retfærdige. Organisationer, der engang godkendte Venezuelas valg, fordømmer dem i dag. Dette scenarie sætter gang i USA’s ønsker om at intervenere og har genoplivet drømmene om kontrol over Venezuelas naturressourcer.

 

9. august 2024

 

Oversat fra Ojalá (Mexico) af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com