Singers Kollektivet har tidligere oversat og udgivet en række oplysende rundbordssamtaler med en række revolutionære komitéer i Iran. Disse fængslende samtaler har givet os et enestående indblik i deres forhåbninger og perspektiver.

 

Den følgende tekst er en fælles erklæring, som disse komitéer udsendte, da de mødtes for at mindes Jina-oprøret. Den fremstår som et gribende udtryk for deres fælles værdier og visionære planer for Irans fremtid.

 

Ved at dykke ned i denne erklæring får vi en dybere forståelse af komitéernes urokkelige engagement i revolutionens principper og deres vedholdende bestræbelser på at indlede en dybtgående transformation i Iran. Erklæringen lyder:

 

På årsdagen for Jinas revolutionære opstand må vi løsrive os et øjeblik for at reflektere over den vej, vi har tilbagelagt sammen, og hvad der er nødvendigt for kunne fortsætte vores rejse. Blandt disse tiltag er det afgørende, at vi vender tilbage til gaderne. Årsdagen tjener som en mulighed for at begynde på en frisk. At genvinde gaderne gennem massedemonstrationer er unægtelig fyldt med håb og et løfte om sejr. Men dette håb skal bygge på en klar forståelse af, hvad der skal gøres for at konfrontere de fremherskende uligheder og udfordre Den Islamiske Republik - det nuværende styre - for at gøre sejren mere opnåelig. Ellers vil resultatet ikke være andet end et voksende antal fanger og en øget antal mennesker i eksil.

 

Da de, der var blevet trætte af undertrykkelsen, råbte "Kvinde, liv, frihed", rungede det fra dybet af et samfund, der var gennemsyret af ekstrem ulighed og umenneskelighed. Nu er det bydende nødvendigt at præcisere, hvem "vi" er - dem, der rejste dette lidenskabelige råb, og at overveje vores vej fremad på årsdagen for den folkelige opstand i Jina. "Vi" repræsenterer arbejderne og de undertrykte, som bærer den tunge byrde af klasseskel; "Vi" repræsenterer "kvinderne", som kæmper med ulighed mellem kønnene; "Vi" omfatter "queer"-samfundet, som står over for mange former for undertrykkelse; "Vi" omfatter "de handicappede", som nægtes deres borgerrettigheder; "Vi" består af arabere, kurdere, tyrkere, baluchier, luriere, turkmenere og mange andre, der alle, under forskellige bannere lider under den centralistiske nationalismes åg. Og endelig er "vi" indbyggerne i dette land, der kæmper mod ødelæggelsen af naturen, ødelæggelsen af skove, udtørringen af vådområder og floder osv.

 

For "os" betyder frihed uden social retfærdighed en fortsættelse af den nuværende situation, hvor flertallet af arbejderne nægtes selv de mest basale fornødenheder til at kunne opnå et liv med velstand og velvære, så de i stedet hele tiden må kæmpe for deres overlevelse og retten til et værdigt liv. I mellemtiden er det mindretal, der besidder stor rigdom, ikke bare ligegyldige overfor at ændre de sociale relationer, men forsøger aktivt at forhindre enhver form for fremskridt eller udvikling.

 

Derfor er det bydende nødvendigt at etablere en klar forståelse af, hvilke mål vi er villige til at risikere og ofre for. Den iboende værdi af vores bestræbelser bør ikke blot dreje sig om at undslippe den nuværende situation for enhver pris. I stedet bør det dreje sig om ambitionen om at skabe en verden uden ulighed, undertrykkelse og udnyttelse, en verden, der er rig på visioner om velstand, frihed og lighed. Vi skal være fuldt bevidste om de idealer, vi kæmper for, og den verden, vores drømme forestiller sig.

 

Lad os erindre, at da de studerende i december 2017 hævede deres stemmer med sangen "Vi vil ikke have en konge, vi vil ikke have en mullah, blot dannelsen af et råd", krævede de, at administrationen af universiteter og lignende uddannelsesinstitutioner skulle overdrages til deres kernebrugere - et kollektiv bestående af "professorer", "studerende" og "ansatte".
Da arbejderne midt i 2018 råbte "brød, arbejde, frihed, rådsadministration", var de i grundlæggende fortalere for et skift fra de fremherskende former for "offentlig" og "privat" ledelse i disse "værksteder og fabrikker" til et administrationssystem, der ledes af arbejderne selv gennem arbejderråd.

 

Når lærere taler for "nødvendigheden af gratis uddannelse", understreger de i bund og grund nødvendigheden af at overskride paradigmet om "kommercialisering af uddannelse" og lægger vægt på den håndgribelige realisering af tilgængelig og universel uddannelse for alle.

 

Da araberne fra Ahvaz under 'de tørstiges opstand' [mod vandmangel i den sydvestlige provins Khuzestan i sommeren 2021, o.a.] hævede deres stemmer med erklæringen: "Vi vil ikke overgive os, vi vil vinde, eller vi vil dø," hævdede de i grundlæggende deres utvetydige ret til "selvbestemmelse", løsrevet fra begrænsningerne i logikken om "ujævn udvikling".

 

Når pensionister kræver deres retmæssige adgang til passende og tilstrækkelige "forsikrings-" og "pensionsydelser" og udtrykker deres utilfredshed gennem demonstrationer, slogans og frustrationsbudskaber rettet mod uduelige embedsmænd, er deres underliggende ønske selv at tage ansvaret for forvaltningen af disse "pensionsfonde".

 

Disse og mange andre eksempler tjener som illustration af de alternativer, folk ønsker at etablere i stedet for de topstyrede undertrykkende metoder, som Den Islamiske Republik påtvinger dem. Den Islamiske Republik repræsenterer i bund og grund et "kapitalistisk, patriarkalsk og centralistisk system af shiitiske persere", og med mindre systemets individuelle komponenter systematisk afmonteres, vil en udskiftning med et hvilket som helst andet regime i realiteten betyde en tilbagevenden til den eksisterende status quo, fyldt med alle dens medfølgende problemer og lidelser.

 

Når vi møder visse grupper og fraktioner inden for oppositionen, der taler for, at de eneste løsninger på folks problemer ligger i "sekularisme", "at etablere et godt forhold til USA" eller endda i stræben efter "meritokrati" [en politisk styreform hvor magten uddeles til dem der anses for at fortjene den, o.a.] bliver det tydeligt, at disse grupper faktisk overser det indviklede net af indbyrdes forbundne faktorer, der bidrager til undertrykkelse og ulighed.

 

Når vi erklærer os parate til at bekæmpe alle aspekter af undertrykkelse og ulighed, uanset hvilken form det måtte antage, om det er som "arbejdere", "kvinder", "queers", "undertrykte nationer", "universitets- og skoleelever" eller som en del af de større masser, der undertrykkes og udnyttes, ser vi ansigterne på de lidende individer for os: Den kurdiske kolbar-kvinde, [som bærer varer over grænsen, o.a.], den "arabiske petrokemiske arbejder fra Mahshahr", den "tyrkiske daglejer", "barnebruden fra Bushehri", den "unge balucher [i det vestlige Iran, o.a.], som transporterer brændstof", "chaufføren fra det luriske mindretal" [i det vestlige Iran, o.a.], den "kvindelige risbonde fra Gilak", den "afghanske børnearbejder", den "homoseksuelle person" og enhver forarmet arbejder, der kæmper for blot en smule næring.

 

Efter vores mening vil en ægte "ændring af status quo" derfor først materialisere sig, når disse medlemmer af samfundet og de sociale klasser bliver befriet fra fattigdommens og sultens hængedynd og opnår velstand og lighed. En sådan transformation kan kun opnås gennem vores egen fælles indsats, gennem etableringen af "komitéer", "kerner" og "arbejdspladsorganisationer", der danner et netværk af indbyrdes forbundne, landsdækkende "organisationer".

 

For os er demokrati mere end "stemmebokse" og "valgte repræsentanter", der er modtagelige for lobbyisme og korruption. Vi stræber efter at fremme den størst mulige inddragelse af folket i udformningen af vores kollektive skæbne, og for at opnå dette højdepunkt af deltagelse er det nødvendigt at afvikle "privat ejerskab af produktions- og reproduktionsmidler, ressourcer, miner osv.", gennemføre en "socialisering af husligt arbejde" og indføre "kollektiv og rådsmæssig administration" af produktions- og serviceenheder, alt sammen i overensstemmelse med ønskerne fra flertallet i samfundet.

 

Vi oplevede, at under "oversvømmelser" og "jordskælv" har det været folket selv, der på en mere organiseret og effektiv måde end statslige organer hurtigt kom hinanden til hjælp og hjalp ofrene for disse naturkatastrofer. Omvendt så vi, hvordan regeringerne ofte lod deres borgere i stikken og til tider endda begyndte at plyndre i stedet for at hjælpe.

 

Vi går ind for, at værksteder og fabrikker skal styres af arbejderne selv, at landbrugsjord skal overvåges af landmændene, at hospitaler skal administreres med aktiv deltagelse af sygeplejersker, læger og patienter i samråd, at skoler skal styres af læreres og elevers fælles indsats, at universiteter skal styres kollektivt af studerende, professorer og ansatte, at kontorer skal drives af ansatte i samarbejde med deres valgte repræsentanter, og at boligområder skal styres af beboerne i de pågældende lokaliteter.

 

Demokrati, der går ind for at overlade forvaltningen af anliggender udelukkende til de såkaldte valgte eksperter og politikere gennem udnævnelser, er i bund og grund en bedragerisk form for demokrati, der hurtigt kan udvikle sig til lobbyisme og skjult diktatur. Derfor foreslår vi, ud over parolen "kvinde, liv, frihed", sloganet "brød, arbejde, frihed, rådsadministration" som et middel til at sikre sig mod forskellige højreorienterede og pro-vestlige kræfters udnyttelse af begrebet "frihed".

 

Vi beder alle arbejdere, kvinder, landmænd, undertrykte nationer og LGBTQI+-samfundet, som kæmper for frihed, retfærdighed og etableringen af en rådsadministration, om at forene sig i kampen for brød og frihed mod vores fælles fjende og undgå fejlfortolkninger af revolutionen som blot et regimeskifte. Revolutionen handler faktisk om at opbygge et gennemgribende forandret samfund, der står som et alternativ til den nuværende ustabile og undertrykkende tilstand og stræber efter at overgå den. Vores vision er at opbygge et samfund, hvor produktionen ikke drives af profitjagten hos nogle få privilegerede, men af samfundets kollektive behov . Vi går ind for en samtidig tilstedeværelse af frihed og lighed i vores samfund, der sikrer ubegrænset og universel ytringsfrihed, afskaffelse af dødsstraf og i bund og grund et frit og socialistisk samfund, hvor hvert individ bidrager efter evne og modtager efter behov.

 

Vi må forblive årvågne og erkende, at når den islamiske republik falder, begynder en ny revolution. Vi er nødt til at opretholde en kontinuerlig og organiseret tilstedeværelse på gaderne for aktivt at forme vores egen skæbne. Det er afgørende, at vi ikke tillader politikere og kapitalister endnu engang at dominere os under påskud af et demokrati baseret på stemmebokse under dække af forskellige betegnelser som "grundlovgivende forsamling" og så videre.

 

For os er revolutionen en vedvarende rejse, og behovet for forandring vil vare ved, så længe arbejdere, kvinder og undertrykte nationer fortsætter med at modsætte sig kapitalisme, patriarkat og magtkoncentration. De forbliver standhaftige i deres stræben efter at forme deres egen skæbne.

 

12. september 2023

 

Ungdomsrevolutionære i Sanandajs kvarterer
Gilan Revolutionære Komitté
Javad Nazari Fatahabadi Komite
Mahabads Røde Revolutionære Ungdomskomite
Jian Gruppen
Zahedan Revolutinære Ungdomsgruppe

 

Oversat fra Singers Collective af Peter Kragelund