I løbet af seks måneder gik hundredtusindvis af studerende, arbejdere, unge og gamle på gaden under kampråbet "Jin, Jiyan, Azadi!" (Kvinder, liv, frihed).

 

Op til årsdagen for oprøret er det vigtigt at se nærmere på en af ​​de mest inspirerende kampe i dette århundrede. Det er et vidnesbyrd om radikale bevægelsers potentiale overfor udnyttelse og undertrykkelse. Det demonstrerer, hvordan de undertryktes selvtillid og bevidsthed vokser i kampen. Vigtigst af alt viser det os arbejderklassens mulighed for at vinde en verden uden undertrykkelse.

 

Kvinder spillede en ledende rolle i opstanden. De var de første til at protestere - ved Aminis begravelse i Saqqez – hvor de viftede med tørklæder i hænderne, mens de råbte "Død over diktatoren!". Skolepiger udfordrede modigt rektorer, der nægtede at støtte protesterne, og i nogle tilfælde jagtede de dem væk fra skolens område, mens de råbte "bi sharaf!" (vanære!).

 

Etniske minoriteter organiserede de største og mest militante demonstrationer. I provinsen Sistan og Baluchistan fortsætter ugentlige demonstrationer med flere tusinde deltagere den dag i dag, på trods af voldsom statslig undertrykkelse.

 

Undertrykkelse avler ikke kun angst og lidelse. Den kan også give anledning til modstand. Ved at rejse sig og kæmpe imod kan de undertrykte få modet til at udfordre deres undertrykkelse. En gruppe baluchi-kvinder beskrev deres oplevelse under opstanden som et gennembrud:

 

"Før kampen forsøgte vi at forbedre aspekter af loven, vi bad præsterne om ikke at forhindre pigers uddannelse og bad vores fædre om ikke at tvinge os til ægteskab som børn ... men efter Mahsas død befandt vi os helt fremme i kampen. Lige pludselig kræver vi baluchi-kvinder - med ufattelig passion og energi - liv og frihed. Et liv frit for alle lænker, frit for alle former for undertrykkelse.”

 

Disse kvinder bad ikke længere om at få lettet de værste aspekter af deres undertrykkelse. De begyndte, med deres egne ord, at kræve "intet mindre end total befrielse".

 

Kampen ændrede også den måde, som iranere forholdt sig til hinanden på, og udfordrede den herskende klasses del-og-hersk taktik. Regimet forsøgte fra starten at så splittelse i bevægelsen. Efter at sikkerhedsstyrker havde massakreret mere end 90 demonstranter i Sistan-Baluchistan, hævdede embedsmænd, at skylden var den saudi-støttede sunni-milits.

 

Men forsøget på at opildne sekterismens flammer gav bagslag, da hundredtusindvis af mennesker gik på gaden i solidaritet med de dræbte demonstranter. Råbene "Længe leve kurderne, araberne, baluchierne!" og "Fra Kurdistan til Teheran!" blev udbredt, da bevægelsen fik en tydelig anti-sekterisk karakter.

 

Oprøret står også som et vidnesbyrd om, at studenterne kan fungere som en social detonator. Unge mennesker er tit de mest kreative og dynamiske kræfter i massebevægelser. I dagene efter Aminis mord brød oprør ud blandt de studerende. Universiteterne blev omdannet til knudepunkter for modstand og organisering. Studerende trodsede regler for kønsopdeling, organiserede omfattende besættelser og opfordrede deres lærere til at støtte bevægelsen ved at strejke. Staten mobiliserede for at slå de studerende ned, men det bidrog bare til at forstærke deres raseri.

 

Efter et angreb på Sharif Universitet opfordrede studerende i Teheran til landsdækkende besættelser af uddannelsessteder. De truede med, at regeringens undertrykkelse ikke ville stoppe dem: "Vi vil fortsætte med at kæmpe ... selv når I river vores hår ud og banker vores hoveder mod jorden, er det jer, der er bange for os!"

 

Studerende var i centrum for oprøret. Men som socialt lag formår studerende ikke at vælte Den Islamiske Republik. Kun arbejderklassen har magten til at ramme hjertet af kapitalistiske profitter og bringe de kræfter i knæ, der har ansvar for alle former for undertrykkelse.

 

Så det var inspirerende at se det brede sig over hele landet. Uafhængige lærerforeninger indledte en række landsdækkende strejker som reaktion på regimets forfølgelse af universitetsstuderende. Olie-, gas- og petrokemiske arbejdere fulgte efter og annoncerede rullende strejker på tværs af raffinaderier i den sydlige del af landet. De råbte "Vi er alle Mahsa!", nedlagde arbejdet og sluttede sig til bevægelsen. Arbejderne lagde yderligere vægt til kampen ved at kombinere opstandens politiske krav med langvarige økonomiske protester.

 

Et mindretal af revolutionære arbejdere stod for, at kampen mod undertrykkelse ikke kan skilles fra kampen mod udbytning: For at befri sig fra den, skal undertrykkelsens økonomiske rødder ødelægges. Med sukkerrørsarbejderes ord: "For at vi kan få brød og frihed kan vi ikke lade revolutionens kvinder kæmpe alene".

 

Op til den internationale kvindedag opfordrede oliearbejdere til en fuld mobilisering. "Vi ved, hvordan religion og kønsdiskrimination altid har været redskaber i regeringens hænder til at undertrykke hele samfundet", skrev de. “Den 8. marts er dagen for kamp mod denne uretfærdighed. Organisationsrådet opfordrer alle arbejdere både indenfor olie og alle andre arbejdsområder til denne landsdækkende protest. Den 8. marts er kvindernes, livets og frihedens dag.”

 

Desværre blev arbejdernes deltagelse begrænset til de mest politisk bevidste og organiserede grupper, vigtigst af alt lærere og oliearbejdere. Mens mange individuelt deltog i protesterne, sluttede de bredere lag af arbejdere sig ikke til opstanden som klasse. Det begrænsede kampens evne til at udfordre regimet. Som i de fleste nyere massebevægelser var liberale og reformistiske ideer og strategier fremherskende, mens den revolutionære venstrefløjs kræfter var for svage til at påvirke begivenhederne. Kampen var endt i en blindgyde. Til sidst genvandt regeringen kontrollen og besejrede opstanden.

 

Det betyder ikke, at kampen er slut. Tværtimod har kvinde-, liv-, frihedsoprøret forstærket den igangværende økonomiske og politiske krise, der strammes om den Islamiske Republik. Det skal ses som det seneste led i en igangværende revolutionær proces.

 

Inde i Iran har tilbagevendende perioder med socialt oprør siden 2018 igangsat en radikalisering blandt lag af studerende og arbejdere. Regimets stadig mere undertrykkende reaktion på oprør har kun givet næring til dets voksende legitimitetskrise. Og de nye organisationsformer, affødt af dette oprør, vil sammen med især kvarterskomiteerne og lærernes fagforeninger, bidrage til grundlaget for, at fremtidige kampe rodfæstes.

 

Dette har konsekvenser ud over Iran. Regimet er en kontrarevolutionsstyrke i regionen: Bevægelser, der truer den regionale orden, bliver slagtet med kugler og bomber. Derfor vil enhver seriøs udfordring af Den Islamiske Republik også rokke ved grundlaget for de mange despotiske arabiske diktatorer og fraktioner, som regimet støtter.

 

Ud af det hele kan en socialistisk venstrefløj forhåbentlig opbygges til fremtidige kampe. På tærsklen til årsdagen for Aminis død offentliggjorde en gruppe kvarterskomiteer en erklæring om forpligtelsen til at genopbygge en marxistisk politisk strømning i Iran:

 

"Vores vision er at opbygge et samfund, hvor produktionen ikke drives af profitjagten hos nogle få privilegerede, men af samfundets kollektive behov ... i bund og grund et frit og socialistisk samfund, hvor hvert individ bidrager efter deres evner og modtager efter deres behov.”

 

Dette er alt sammen tegn fulde af håb for den kommende kamp for kvinder, liv og frihed.

 

17. september 2023

 

Oversat fra Red Flag af Anne Haarløv