Min guide Karim (tv) og Mustafa Mauludi (th). Foto: Marcel Cartier

 

Den såkaldte Mahabad-republik kom kun til at eksistere i 11 måneder. Den blev druknet i blod, da Sovjetunionen trak sig tilbage fra iransk territorium, men arven fra den består. I dag kan KDPI se tilbage på det, mange kurdere opfatter som et ærefuldt forsøg på at skabe en uafhængig stat, og partiet ser sig som bannerfører for den iranske kurdiske kamp.

 

KDPI har været igennem flere perioder med tilbagegang og genopblomstrin. I slutningen af ​​1970'erne genopstod partiet under ledelse af Dr. Abdul Rahman Ghassemlou fra at være en skygge af sit tidligere jeg, til at blive et masseparti med titusindvis af medlemmer og tilhængere. Med shahens fald i 1979 involverede KDPI sig i en bitter krig mod landets nye præstestyre under Ayatollah Khomeini for at forsøge at skabe selvstyre for Kurdistan. Kampene døde ud, og stadig flere KDPI-krigere måtte fortrække over grænsen til irakisk Kurdistan.

 

I 1989 ramte en tragedie partiet, da Dr. Ghassemlou blev myrdet under fredsforhandlinger i Wien med det iranske regime. Hans afløser, Sadegh Sharafkandi, blev kun tre år senere også dræbt, i det der blev kendt som Mykonos-restaurantmordet i Berlin. Disse serier af mord fik, sammen med situationen på slagmarken, KDPI til at standse sin væbnede kamp i 1996.

 

I de senere år har KDPI imidlertid igen erklæret krig mod Den Islamiske Republik Iran. De fik i 2016 følgeskab i deres genoptagelse af den væbnede kamp af deres tidligere fjender i det iransk-kurdiske parti Komala. Sammen grundlagde de to partier Samarbejdscentret for Politiske Partier i Iransk Kurdistan.

 

At man igen har grebet til våben har ikke ført til større kampe, men ikke desto mindre har styret i Teheran demonstreret sin magt. I 2018 regnede missiler ned over KDPIs hovedkvarter i den irakisk-kurdiske by Koya og dræbte 18 af deres krigere.

 

I forbindelse med den massive protestbevægelse, der opstod i Iran efter drabet på Jina Mahsa Amini i september 2022, blev KDPI's base igen ramt af missil- og droneangreb i september og november 2022. Angrebene blev også rettet mod Komala og Kurdistans Frihedspartis baser inde i irakisk territorium. Mere end 20 siges at være blevet dræbt.

 

Rejse ind i irakisk Kurdistan
Jeg havde for nylig mulighed for at besøge byen Koya i Irak og tilbringe dagen med ledende personer fra KDPI. Jeg ville undersøge, hvilken ideologi og motivation, der ligger bag det ældste og mest respekterede af de iranske kurdiske partier, og at se, hvordan undertrykkelsen i Iran har ændret partiets arbejdsmetoder.

 

Rejsen begyndte to timer øst for Koya i irakisk Kurdistans næststørste by Sulaymaniyah, hvor jeg mødte min guide for dagen – Karim. Vores første samtale forvirrede mig, da Karim – som er i slutningen af ​​50'erne - begyndte at tale til mig på perfekt finsk. Før de indvilligede i at mødes med mig, havde partiet anmodet om mit ID, så de kunne bekræfte min identitet, og jeg valgte at udlevere mit finske pas. Selvom jeg er halvt finsk og har finsk statsborgerskab, er finsk ikke et sprog, jeg kender særlig godt. Så at blive tiltalt af ​​en peshmerga-kriger i militært antræk på det sprog, der kunne være mit modersmål, hylede mig lidt ud!

 

Vi startede med at krydse de fænomenale bjerge, der er maleriske ud over enhver beskrivelse. Feriestederne i regionen skabte en surrealistisk baggrund for Karims beretning om sin tumultariske livshistorie. Han sluttede sig til KDPI i Iran i en alder af 14, fandt vej ind i partiets strukturer for efterretningsoperationer og blev til sidst udsendt til Erbil i Irak. Det var her, historien blev mørk.

 

"Der var et attentat mod mig i 1996," sagde Karim. "Det var omkring klokken 5 om aftenen en nat, hvor to kammerater og jeg selv kørte ad en smal vej. Pludselig lød der et skud fra en bil bag os. Det var iranske agenter. Den ene af mine kammerater døde med det samme, den anden senere. På en eller anden måde overlevede jeg. Der var fyrre kugler, så folk var overraskede over, at jeg overlevede og kunne fortælle historien."

 

Da vi kom ned fra bjergene og kørte mod Koya, fortalte Karim, hvordan mindst 15 KDPI-medlemmer var blevet dræbt langs ruten i bagholdsangreb fra iranske styrker i 1990'erne. I dag, hvor der er et føderalt system i Irak, og centralregeringen i Bagdad anerkender den autonome kurdiske administration, virker denne fare fjernere, omend ikke helt fjern.

 

Eksil
Karim besluttede at forlade Kurdistan og tage til Europa i 2002. I den periode var KDPI's politiske aktivitet stilnet af, og han havde sin familie at tænke på. De blev smuglet ind i Tyrkiet, men blev hængende der i seks år, mens - som han udtrykte det - UNHCR "intet gjorde".

 

Til sidst i 2008 tog Karim og hans kone deres 5-årige datter og 17-årige søn og blev smuglet til Grækenland. Derfra kom de gennem Europa med falske identitetsdokumenter, indtil de nåede Finland. Men hvorfor Finland? »Jeg ville så langt væk fra Iran som muligt. Jeg tænkte, at man ikke kan komme meget længere end Finland, og jeg havde allerede familie der. Det var vigtigt."

 

Selv om han fik skabt sig et nyt liv i Finland som lærer, mærkede Karim til sidst, at hans hjemlands tiltrækning var for stærk til at modstå. Da KDPI genoptog den væbnede kamp, ​​besluttede han sig i 2018 for at vende tilbage til partiets hovedkvarter i 2018. Han arbejder nu i den politiske ledelse, men pistolen, han bærer på sit hylster, viser, at han stadig i høj grad er en peshmerga.

 

Vi ankom til et vidtstrakt KDPI checkpoint uden for Koya. Lejren lignede en massiv fæstning - meget mere end bare et politisk partis hovedkvarter. Den rummede utallige hjem for iranske kurdiske civile, som måske har en løs tilknytning til partiet, og som mest bare forsøger at komme videre med deres liv. Her kan de frit praktisere deres nationale skikke og fejre deres kurdiske identitet, fri for den iranske stats vågne øje.

 

Inde i gården til et af husene mødtes vi med Mustafa Mauludi, partiets vicekoordinator. En mand på 64 år, som virkede stålsat, men fredelig. Han har tilbragt 20 år under jorden inde i Iran med at organisere KDPIs arbejde, hvilket kunne have medført en dødsdom, hvis han var blevet opdaget.

 

Iransk opstand
Jeg spurgte Mauludi til det nylige oprør i Iran, og om hvilken rolle, partiet har spillet i det. Den iranske stat synes trods alt at tillægge en stor del af ​​protesternes styrke til partier som KDPI og Komala. Det har været dens begrundelse for missilangrebene sidste år.

 

"Vi har sagt, at det vigtigste lige nu er ikke at engagere sig i militær konfrontation. Vi indså, at vi var nødt til at være til stede for at støtte den fredelige bevægelse, der foregik på gaden. Vi har været med til at organisere den, presse på for strejker, bruge civilsamfundets magt til at lægge pres på regimet. Vi besluttede, at det nu var på tide at optræde mere selvsikkert.”

 

Ud over at give KDPI skylden for protestbevægelsen, har Den Islamiske Republik Iran fremført, at de i det væsentlige er lakajer for USA eller Israel. Adspurgt om dette fandt Mauludi selve ideen latterlig. »Før USA og Israel udtrykte nogen som helst interesse i at bekæmpe Irans regering, eksisterede den kurdiske bevægelse, og vi eksisterede som parti. Vi har eksisteret i 78 år og kæmpet vores kamp, ​​selv da USA og Israel støttede shahen. Det, der sker, er en naturlig reaktion på undertrykkelse, ikke noget andet."

 

Jeg spurgte Mauludi, om KDPI - givet begge landes modstand mod herskerne i Iran - modtog nogen støtte fra Washington eller Tel Aviv. "Vi har ikke modtaget nogen som helst materiel støtte fra dem," sagde han. "Det, vi modtager fra mange vestlige lande, er moralsk støtte, fordi de udsender erklæringer, der siger, at de er modstandere af regimets vold. Med hensyn til praktisk støtte har det ikke eksisteret i nogen form."

 

Modstand
Vores samtale drejede sig også om, hvorvidt den kurdiske nation i Iran kan holde sammen over for regimet, og om den iranske opposition som helhed kan skabe en fælles front mod den gejstlige stat. Jeg nævnte det faktum, at den afdøde Shahs søn, Reza Pahlavi, har ført sig selv frem som en central figur blandt oppositionen.

 

"Folk i Iran, og især kurdiske folk, vil ikke acceptere ham," sagde Mauludi. "Han ønsker at regere Iran ligesom sin far, der allerede har fejlet. Pahlavi har stor støtte i vestlige lande blandt iranere, der var tilhængere af shahen og derfor forlod landet. Problemet for ham er, at folk i Iran ikke støtter ham. For os er han uønsket."

 

Ikke længe efter vores samtale blev Pahlavi medunderskriver af et dokument kendt som Mahsa-charteret (Charteret for Solidaritet og Alliance for Frihed). Det blev betragtet som en fælles platform for den iranske opposition til at samles omkring. Selvom KDPI var imod dokumentet og især imod Pahlavis deltagelse, valgte deres kammerater i Komala at skrive under. Det tyder på, at der på nogle punkter er en divergens mellem de to parter, som ellers fortsat samarbejder tæt.

 

Efter afskeden med Mauludi, begav vi os til KDPI-kirkegården. Det var et uhyggeligt syn. En ældre kvinde sad ved siden af gravpladsen for ​​sin søn, som blev myrdet ved angrebet i september. Selvom en del af mig gerne ville tale nærmere med hende, kunne jeg mærke, at hun havde et dybt intenst og åndeligt øjeblik med sin afdøde søn, så jeg lod hende være alene, mens hun skiftevis talte og græd.

 

Missilangreb
Snart kom vi til det, KDPI omtaler som "borgen" - organisationens politiske hovedkvarter. Det er så enormt, at jeg og fotografen, der rejste med mig, døbte det Pentagon. Efter de sidste to missilangreb besluttede partiet at evakuere personalet og de peshmergaer, der arbejdede og sov i bygningen – i alt flere hundrede personer.

 

Karim viste mig rum efter rum i det enorme bygningskompleks - stort set ikke funktionsdueligt og stadig beskadiget fra 2018-angrebene. Det er tydeligt, at for KDPI er det vigtigt at bevare beviserne for den iranske stats aggression. Hele dele af væggen er flået af. Gå et skridt i den forkerte retning, og du falder gennem gulvet til niveauet nedenfor. Splinter fra et missil dekorerer Qazi Muhammads vægmaleri. Et kæmpe krater midt på en bane, der bruges til sport og militærøvelser, var umulig at overse.

 

nden vi forlod bygningen, hentede Karim en trillebør. I den lå der dele fra et af de missiler, der ramte få måneder før. Påmindelser om Irans løbende krigsførelse på lavt niveau mod det kurdiske folk er at finde overalt.

 

Det er svært at forestille sig, hvordan dette sted så ud, før det blev rømmet. Det er en spøgelsesby. Tilbage står spørgsmålet: Hvor er kombattanterne blevet af? Ifølge Karim er KDPI nu stort set overalt. »Vi er gået op i bjergene og ind i byerne. Vi har været nødt til at sprede os. Det har betydet, at det er sværere at samles til arrangementer og møder, men vi kan stole på internettet."

 

I månederne efter mit besøg i Koya er protesterne, der startede som en reaktion på Jina Mahsa Aminis død, stort set døet ud. Dødsdommene over demonstranter så ud til at være et vendepunkt. Selvom det i det mindste foreløbig ser ud, som om opstanden ikke har forvandlet sig til en revolution, bliver jeg mindet om, hvor mange op- og nedture KDPI har oplevet i løbet af deres næsten 80-årige eksistens.

 

Jeg glemmer ikke Mauludis ord: ”Vi er en bevægelse med en lang historie. Vi har tilpasset os før, og vi tilpasser os igen.”

 

4. august 2023

 

Oversat fra Green Left af Anne Haarløv