Giorgia Melonis valgsejr i Italien blev vel modtaget af såvel nuværende udvisningsminister, Kaare Dybvad Bek, som den tidligere, Mathias Tesfaye: “Endelig en (kommende) regeringschef, der støtter vores forslag om, at sagsbehandlingen af asylansøgere skal ske udenfor Europa.”

Det er tre år siden, Tesfaye lancerede ideen, og selvom han løb EU-regeringerne på dørene i ét væk for at få deres støtte, så sagde alle nej. De mente – og mener fortsat – at Dublin-forordningen, hvor det er det første land, en asylansøger kommer til, der skal sagsbehandle. Også selvom det er tydeligt, at det især er Middelhavslandene, der hænger på den, med alt hvad dette indebærer.

Reaktion kom ved det italienske parlamentsvalg, hvor befolkningen sagde fra overfor EU’s manglende evne til at etablere et fornuftigt asylsystem, der fordeler byrderne ligeligt. Meloni har dygtigt udnyttet denne merbelastning, og hun slog i valgkampen på, at hun – sammen med andre EU-lande (vi får se) – vil flytte asylbehandlingen udenfor Europa, hvor asylansøgerne kan få deres sag vurderet, så kun de, der er egnede – og værdige? – til at komme ind i Europa, vil få tilladelse dertil.

Meloni vil i denne sag kunne tale med større tyngde end Kaare Dybvad, og hun vil kunne bidrage til, at emnet rykker højere op på dagsordenen. For så længe det var et lille land som Danmark og det frafaldne England, der foreslog det, så kunne de andre lande ignorere forslaget. Men når det nu kommer fra EU’s tredjestørste økonomi, så….

England fejlede – igen

England forsøgte i juli at sende asylansøgere til Rwanda, men blev standset, da den europæiske menneskerettighedsdomstol nedlagde forbud. Domstolen refererede til, at FN har rejst kritik fordi processen ikke giver asylansøgerne en retfærdig og effektiv proces, samt at det er tvivlsomt, om Rwanda kan betegnes som et sikkert land.

Det vil årligt koste England 2-300.000 kr. for hver asylansøger, Rwanda modtager. Rwanda har tilkendegivet, at man har kapacitet til at sagsbehandle ca. 1.000 asylansøgere hvert år. Det skal ses i relation til de ca. 64.000 asylansøgere, der i 2021 ankom til England. For asylansøgere, der ikke kan få indrejsetilladelse til England, da har Rwanda tilkendegivet, at de kan blive i landet. Så kan enhver jo gætte på, hvordan fremtidsudsigterne er i et land på størrelse med Jylland, med en befolkning på 13-14 mio., og med udbredt arbejdsløshed, fattigdom og politivold.

Det hele bliver endnu mere absurd, når vi her i landet modtager kvoteflygtninge fra Rwanda – de mest ressourcestærke flygtninge, hvorved vi bidrager til at dræne de lande, flygtningene kommer fra, for den ofte højtudannede arbejdskraft, som de fattigste lande har mere brug for, end vi har.

Et flertal i Folketinget har vedtaget en model som den engelske, men der er endnu ikke indgået en endelig aftale med Rwanda. Samme flertal ignorerer den omfattende kritik fra Amnesty, Dansk Flygtningehjælp, Institut for Menneskerettigheder, FN m.fl., der henviser til de dårlige erfaringer, som Australien og Israel har gjort, samt at ordningen vil være ødelæggende for den globale flygtningebeskyttelse. Den Afrikanske Union, anser forslaget for at være en slags nykolonialisme.

Alligevel fortsætter regeringen uanfægtet, og har afvist al dialog med kritikerne, og gentager, at der er tale om et mere humant system, fordi farlige rejser og menneskesmuglere undgås, samt at man kan hjælpe flere for de samme penge i nærområderne: Rwanda kan næppe kaldes “nærområde”, for hovedparten af flygtningene kommer fra Asien og Mellemøsten, og de vil fortsat skulle krydse Middelhavet for at nå frem til Danmark for at ansøge om asyl. Menneskesmuglernes bedste venner vil fortsat være Kaare Dybvad Bek, Tesfaye, Støjberg og Kjærsgaard.

Hovedformålet er 0 asylansøgere, som Tesfaye har sagt flere gange, og kan en Rwanda-ordning medvirke dertil, så er målet nået. I 2021 fik knap 500 flygtninge fast ophold her i landet, så Tesfayes våde drøm er indenfor rækkevidde.

EU’s impotens

Forsvarerne af idéen påstår, at EU’s asylsystem er brudt sammen. Korrekt i den forstand, at EU ikke har evnet at etablere en fordelingsnøgle, så alle lande tager deres andel af de flygtninge, der kommer til EU, baseret på befolkningsstørrelse, BNP, økonomi mv. Her er det især de østeuropæiske lande, der modsætter sig. Og giver de sig, så vil de kun have kristne flygtninge. Hertil kommer, at der er stor forskel på, hvordan de enkelte lande vurderer den samme asylsag, rettigheder og muligheder for dem, der tilkendes asyl.

Forskellene består bl.a. i, at en iraker har 41 procent chance for at få asyl i Tyskland, men kun 8 procent i Danmark, og det er en medvirkende årsag til, at tyske domstole ikke anser Danmark for at være et sikkert land. Alligevel holder vi fortsat liv i myten om, at den danske asylpolitik er bedre end EU’s.

Der foregår i EU et arbejde på at finde fælles løsninger, men det modarbejdes af lande, der hellere vil bevare Dublin-forordningen, eller noget helt andet, eller af rådsforkvinde Ursula von der Leyen, der roser det (skydende) græske politi for “at værne Europas grænser mod illegale flygtninge.”

Rwanda-modellens effekt vil være, at flygtninge søger til andre lande, der er dem venligere stemt. At Danmark i den forbindelse fremstår som usolidarisk overfor vore naboer, det er den regering, der slynger om sig med fraser som “lille land, stort hjerte;” villig til at leve med, Også at man dermed undergraver arbejdet på at finde fælles holdbare løsninger, der behandler flygtninge og migranter med respekt, og sikrer dem retten til at søge asyl, hvis man er forfulgt.

Integrationssucces – og så alligevel

På integrationsområdet er der sket fremskridt her i landet. Flere kommer hurtigere i arbejde og lærer sproget. Modtagelsen i lokalsamfundene er blevet bedre, bl.a. ud fra en erkendelse af, at der mangler arbejdskraft, og at stedse flere lande, har brug at få den aldrende befolkning forynget.

Bagsiden af medaljen er, at mange asylansøgere, trods det at de har fået arbejde og/eller deltager i undervisning, må leve i konstant frygt for at få opholdstilladelsen inddraget, ofte på det tyndest mulige grundlag og sendt tilbage dertil, hvor de kom, fx Syrien, hvis udlændingestyrelsen skønner, at det er sikkert nok. Flertallet af afgørelserne omstødes imidlertid i Flygtningenævnet. Her er man, i modsætning til Styrelsen, klar over, at krige, forfølgelser og konflikter kan vare 20-30 år, og at det derfor er nødvendigt at kunne blive permanent i værtslandet. De afghanske tolke fik således kun opholdstilladelse i to år, hvilket har gjort, at mange af dem er søgt til andre lande, der gerne tager imod dem. I Tyskland og Sverige får asylansøgere hyppigt fast opholdstilladelse efter 3-5 år, og når de har bidraget til samfundet på forskellig vis

Europa kan mere end vi tror

Europa kan modtage langt flere flygtninge end i dag. Det nødvendige antal boliger, skoler og anden infrastruktur skal udbygges i takt med, at der kommer flere flygtninge. Løsningen er en mere jævn fordeling af ansøgere.

Det er ikke nok at tage kvoteflygtninge. Spontanflygtninge vil fortsat komme i stort tal. Kvoteflygtninge udgør blot en beskeden andel af de flygtninge. Også her halter Danmark langt bagefter vore naboer, og ikke kun fordi Støjberg i 2017 satte en stopper for de 500 kvoteflygtninge, vi havde forpligtiget os til. Nu er stoppet så ophævet. Alligevel er det kun blevet til 235 kvoteflygtninge, mens Sverige i samme tidsrum har modtaget 8.900, og Norge knap 6.000.

Notatet fra Refugees Welcome peger på flere alternativer til Rwanda-modellen. For det første, skal der åbnes mere op for lovlig indvandring: Det er ikke kun flygtninge fra Ukraine, der skal nyde godt af særlove, der vedtages for at kunne omgå den stramme udlændingepolitik. Der skal ske en revision af flygtningelovgivningen, så klimaflygtninge, og de, der tilhører forfulgte minoritetsgrupper får samme status som politisk forfulgte.

Tidligere kunne der søges om asyl på danske ambassader i udlande, men det satte Fogh en stopper for i 2002. Fordelene for asylansøgerne var, at de derved undgik de farlige rejser, og at modtagerlandet forlods havde en vis klarhed over, hvem der kom.

UNHCR og OECD har undersøgt flygtnin­ges rejseruter, og konkluderer, at familiesammenføring er den bedste og mest effektive måde for en flygtning til at komme i sikkerhed. Det bør derfor være lettere at få familien med, også fordi det giver større stabilitet for alle parter.

Refugees Welcome har netop udgivet hvidbogen Et mere retfærdigt og humant asylsystem? Hvidbog om alternativer til asylmodtagelse i tredjeland. Notatet peger på, at der naturligvis er flere andre muligheder for at gøre det lettere, mindre risikabelt og billigere for flygtninge, der søger sikkerhed. Fælles er, at de er realistiske alternativer til den Rwanda-model, som der ikke er ret mange andre end Folketingets flertal, der tror på. De tror, at der findes snuptagsløsninger på komplicerede problemer, og tænker: “Ude af øje, ude af sind:”

Målet må naturligvis være, at ingen tvinges til at forlade/flygte det land, de bor i. Et sted, hvor det er muligt at leve et værdigt liv for sig og sine, uden at frygte for overgreb (myndigheder, militser og lign.), samt hvor der er varigt og fornuftigt forsørgelsesgrundlag.

Så god er verden dog langtfra altid – og især ikke for de ca. 100 mio mennesker, der i skrivende stund er på flugt. Det påhviler derfor os i klodens rigeste lande at løfte det ansvar, der er forbundet med at bo i velstående og relativt velfungerende samfund.

Et mere retfærdigt og humant asylsystem? Hvidbog om alternativer til asylmodtagelse i tredjeland. Udgivet af Refugees Welcome og Michala Clante Bendixen, September 2022

Hvidbogen kan downloades på Refugees Welcome’s hjemmeside her.