Foto: Barrikader på Nørrebro under folkestrejken i sommeren 1944.

Efter krigen var han kortvarigt organiseret i Internationale Kommunister i Danmark og siden i SF. Han var indtil sin død sympatisør til Fjerde Internationale og bidrog med især film- og teateranmeldelser til ugeavisen Klassekampen, som blev udgivet af Socialistisk Arbejderparti (SAP).

Det følgende tekst blev bragt på 40-årsdagen for befrielsen i SAPs tidsskrift Socialistisk Information.

Taget på sengen

Om morgenen den 9. april 1940 blev de fleste danskere taget på sengen. For københavnernes vedkommende blev de vækket af drænene fra de tyske bombeeskadrer, som kredsede over byen og smed deres “oprop” ned fra himlen. Ingen havde fortalt dem noget. De som vidste besked, havde tiet med deres viden. For nogle vidste besked. Og nogle små, politisk velorienterede kredse vidste besked. De tyske transportskibes færd op igennem Storebælt med kurs mod Norge den 7. og 8. april var ikke forblevet upåagtet. Men regeringen havde manet til besindighed. De indkaldte til sikringsstyrkerne var blevet sendt hjem – i uniform, men uden våben – man måtte for alt i verden ikke tirre den store nabo i syd. Og desuden, Danmark havde jo en ikke-angrebspagt med Tyskland. Så den var sikker nok. Maske ville tyskerne kræve en base på Læsø, men herregud, det var vel til at bære.

I Sønderjylland måtte 16 danske soldater betale med livet for at have indladt sig på en kamp, som på forhånd var opgivet!

Bevar roen, afhold jer fra enhver form for demonstration eller provokation. Det sagde kongen. Det sagde Stauning, det sagde regeringen, det sagde politiet, som tyskerne “ædelmodigt” havde givet deres pistoler tilbage.

Allerede på selve besættelsesdagen opfordrede Stauning til en samlingsregering. Venstre og Konservative gik uden større begejstring med til hver at sende tre ministre ind, og med den liste gik Stauning til Kongen. Men denne, som i påsken 1920 havde lavet statskup og imod rigsdagens godkendelse afskediget ministeriet Zahle, nægtede at godkende den, men krævede “upolitiske fagministre” med. Kredse omkring ØK og F.L. Schmidt havde lavet deres lobby-arbejde, og resultatet blev, at Scavenius, Gunnar Larsen og Harald Petersen nu holdt deres indtog i regeringen, den sidste for snart at blive afløst af Thune Jacobsen.

Men der var altså en dansk regering og dansk administration. Og tyskerne havde jo lovet ikke at ville blande sig i indre danske anliggender. Det behøvede de heller ikke. Danskerne kunne godt ordne det selv. De “upolitiske” ministre var det første. Det næste var, at arbejderne nu blev frataget den dyrtidsregulering, som de havde tilkæmpet sig efter krigsudbruddet. Det var kædet sammen med et strejkeforbud, for under de nuværende forhold kunne man naturligvis ikke tillade sig noget sådant. Og så var der jo pludselig arbejde nok at få. I Tyskland. Og ville man ikke tage det, så kunne der naturligvis ikke være tale om understøttelse, Og den priskontrol, som var blevet dekreteret, viste sig hurtigt at være lige så ineffektiv som alle tidligere – og senere.

Kendsgerningen var den, at med den tyske besættelse var den sociale og politiske magtbalance totalt forrykket, og i ly af de tyske bajonetter begyndte det danske bourgeoisi et systematisk udbytnings-og udplyndringsfelttog mod arbejderklassens levefod. Bourgeoisiet stod skam skulder ved skulder i dette spørgsmål og kunne i dette spørgsmål i vid udstrækning støtte sig til fagbevægelsen, som i god international tradition bestandigt var villig til at føje sig for at “bevare organisationerne intakt”, for “organisationernes bevarelse var jo identisk med bevarelsen af deres egne positioner og indtægter.

Hverdag igen

Men det blev jo hverdag igen. Med mørklægning, rationeringsmærker og nogle grønklædte væsner gående omkring. En vis kategori af piger havde opdaget et nyt klientel, og visse prominente personer havde indledt et “selskabeligt samvær” med de nye “gæster”. – Efter henstilling fra regeringen. – De fleste danskere kunne nok ikke rigtig li’ dem, men de opførte sig da pænt og høfligt. Og betalte Winerbrot og f1ødeskumskager med gode danske penge. Hentet i Nationalbanken, men – nåja.

Bønderne solgte æg og svin til Tyskland. Tyskerne ville endda- godt have grisene lidt federe end de kræsne englændere, og det spækkede altid i kassen. F.L. Schmidt leverede cement til Tyskland, Rekylriffelsyndikatet rekylrifler. Ellers var der bare nogle andre, der ville. Og herregud, penge lugter jo ikke.

Nordmændene sloges med tyskerne, men de nordmænd havde nu også altid været så stejle. Og snart efter holdt de også op med det. Det stod skam i aviserne.

At alt, som stod i de danske aviser, ikke var helt til at stole på, fattede nogle, og man begyndte at aflytte de svenske nyhedsudsendelser. Pludselig kunne alle danske forstå svensk, uanset at de tidligere havde forsikret, at det kunne de absolut ikke. Nogle dristede sig endda til at abonnere på svenske aviser. Det kunne man indtil nogle måneder efter juni 1941.

Man kunne også købe Arbejderbladet, hvor Aksel Larsen forsikrede, at man roligt kunne fæstne lid til de tyske løfter om ikke at blande sig i de indre danske anliggender. Krigshetzerne, de sad i Paris og London. I Kominterns tidsskrift “Die Internationale”, som udkom i Stockholm, skældte Walther Ulbricht Gestapo ud for ikke tilstrækkeligt ivrigt at have grebet ind over for “Pagtmodstandeme”, som han definerede som• socialdemokrater, katolikker og “Thüssen-kliken”.

Stalinisternes holdning efter indgåelsen af den tysk russiske “venskabspagt” havde vakt uvilje herhjemme. Man talte åbenlyst om nazi-kommunister. Under Finlandskrigen var hetzen steget til hysteriske højder. Nu begyndte de danske socialdemokrater med dette som baggrund at starte en hetz imod alle DKP’ere, som sad på faglige tillidsposter.

Nu var der det ved det, at dersom en DKP’er sad på en faglig tillidspost måtte han være en særdeles dygtig fagforeningsmand, tre­fire gange så dygtig som en socialdemokratisk rival. For ellers var han aldrig nogensinde blevet valgt. Og de satte i hvert fald kraftigt ind imod det nedskæringsfelttog, som nu var indledt. Det der med Pagten tav de for det meste stille med. En hel del af partimedlemmerne kunne da tydeligvis heller ikke. rigtig li’ det. Derimod sluttede nogle intellektuelle med Peter P. Rohde sig nu til DKP!

Det danske politi havde “efter ordre” arresteret nogle herboende tyske emigranter. De kørte dem til Gedser, og sejlede dem derefter med færgen til Warnemünde. Der så de, hvordan Gestapo lagde dem i lænker og kørte dem bort, hvorefter de satte sig sammen med tyskerne og drak kaffe og røg cigaretter. Man var vel kolleger. Vi ved med notorisk sikkerhed, at en af de udleverede blev halshugget i 1943. Hvor mange af de øvrige, som er bukket under i en tysk koncentrationslejr, findes der ikketal på.

Hvis nogle af de danske politifolk senere er havnet i Buchenwald har de måske tænkt lidt over dette.

Men snart efter oplevede vi, hvordan nazisterne rendte Holland, Belgien og Frankrig over ende, og hvordan englænderne kun med nød og næppe reddede en del af deres tropper hjem fra Dunkerque. Scavenius proklamerede, at de tyske sejre havde slået verden med overraskelse og beundring. Den almindelige dansker slog det også med overraskelse. Men beundring lå det nok lidt mere tungt, men alligevel? De var nu satans stærke, de tyskere. Man måtte vel til at samarbejde med dem, maske ikke med den største begejstring, men man måtte være realistiske. Mon englænderne kunne klare sig? Ham Churchill var jo åbenbart en typisk engelsk bulldog. Men England var langt borte, og tyskerne var her!

Men modstanden var begyndt at tage form. I november 1940 havde den lille gruppe Revolutionære Socialister, som erklærede sig “tilknyttet 4. Internationale” (selvom besættelsen havde lukket af for enhver form for tilknytning) taget initiativet til at udgive tidsskriftet “Arbejderpolitik” i samarbejde med nogle Clarté-folk og grupper inden for DSU Sundby, Nørrebro og Østerbro. Det var Danmarks første, regelmæssigt udkommende illegale blad!

Det var kun en lille klat mennesker, som stod bag. Selve RS-gruppen, initiativtageren og hovedkraften, udgjorde såmænd knap mere end et dusin. Alligevel nåede bladet op på et oplag af 1000. Og er vel nok blevet læst af fire-fem gange så mange. (Med større eller mindre engagement, bevares. Men alligevel.) En lille dråbe, den første gnist!

Ville gnisten fænge, ville den blive til et bål, en brand? Der kom en brand. Den kom sent, alt for sent. Og den osede flere gange fælt. For de, som havde slået den første gnist, var stort set sat ud af spillet, da bålet begyndte at flamme, og det blev ikke til den brand som de havde håbet at tænde.

Forholdene skærpes

Men så indtraf den 22. juni 1941. Det var en smuk sommeronsdag, hvor der blev delt rationeringskort ud. Og kom meddelelsen: Nazi­ tyskland havde overfaldet Sovjetunionen!

For vores gruppe kom meddelelsen ikke helt overraskende. Vi havde iagttaget, hvorledes Tysklands overfald på Jugoslavien havde vakt en vis uro i USSR, hvordan Tyskland havde forflyttet adskillige divisioner til Polen, beordret Ungarn til at indføre højrekørsel fra den ene dag til den anden, at “champagneagenten” havde været i Finland osv. Og at “champagneagenten” var udenrigsminister von Rippentrop vidste vi, for det havde han været, før han blev udenrigsminister.

Den eneste, som nægtede at tro på alle disse advarsler, var Stalin. Det skulle komme til at koste den russiske befolkning uhyre ofre, da Den Røde Arme den dag, ret bogstaveligt, blev taget på sengen.

Vi havde fået vores ledende kammerat Sjors (Georg Jungclas), en tysk emigrant fra Hamburg, som var kommet herop i 1933, under jorden, og en tidligere Spaniensfrivillig var heldigvis på ferie udenfor København. Men vi erfarede i løbet af dagen, hvordan det danske politi havde arresteret en stor portion DKP-folk og Spaniensfrivillige, mere end dobbelt så mange som tyskerne havde forlangt. Og snart efter oplevede vi, at Rigsdagen vedtog den grundlovsstridige “kommunistlov” – enstemmigt!

Vi besluttede at se udviklingen lidt an og indstillede udgivelsen af “Arbejderpolitik”. Indtil nu havde de illegale betingelser været forholdsvis lempelige, nu måtte vi til at tage helt andre og strammere forsigtighedsregler i brug.

Vi udarbejdede noget internt materiale og begyndte snart efter at udsende en række flyveblade, som var undertegnet “Arbejderen” og som cirkulerede rundt om på arbejdspladser og kontrolsteder mv. En særdeles stor opsigt vakte et flyveblad, hvori vi bragte oplysning om, hvordan tyskerne havde henrettet fire norske fagforeningsfolk. Jeg var ude i Frihavnen den dag, og oplevede, hvorledes dette flyveblad var et livligt diskussionsemne overalt. Fra B&W fik vi en lignende rapport.

“Arbejderen”-flyvebladene skulle senere vise sig at være kimen til den illegale organisation “Arbejderopposition”.

De første sabotager blev iværksat. De var hovedsagelig rettet imod værksteder, som reparerede tyske biler. Det gav et stort BANG og glarmestrene i kvarteret fik pludseligt travlt. Men allerede næste dag var arbejdet som regel overført til et andet værksted. Vi opfordrede derimod til en anden form for sabotage, nemlig at man f.eks skulle pisse i benzintanken, smide sand i lejerne ol. Det ville ganske vist ikke sige BANG. Men en tysk bilkolonne f.eks. på vej til en aktion, ville bryde ynkeligt sammen et eller andet sted, og det ville i hvert fald tage tid – en ganske rum tid – at fa skaderne udbedret. Og den planlagte aktion var gået i vasken. Desuden ville noget sådant have gjort den enkelte arbejder langt mere •bevidst om sin indsats.

Nu kan dette naturligvis ikke sammenlignes med de senere sabotageaktioner mod f.eks. “Rekylen” eller “Globus”, hvor man fremstillede vigtige reservedele til værnemagtens materiel, eller de senere jernbanesabotager, som alvorligt sinkede de tyske troppetransporter, men DKP-folkene fortsatte med disse forholdsvis betydningsløse sabotageaktioner, og når det så sagde BANG, kunne bedsteborgeren sige: Fandens . til karle, disse sabotører og derpå sætte sig mageligt til rette i lænestolen og stille ind på BBC’s danske udsendelser.

Regeringen, radioen og store dele af pressen hetzede imod de farlige sabotører, og statsminister Buhl opfordrede direkte til stikkeri. Det danske politi jagtede ivrigt sabotører og faldskærmsjægere, det danske militær dannede “ventegrupper” og passede godt på de fine våben, så modstandsgrupperne ofte måtte operere med gamle tromlerevolvere og lignende.

Og imens gik livet videre med celuld og maximaltøj, og til sidst også med kaffesurrogat, cigarer af fynsk avl – de faldt nu ikke i Staunings smag – og et væld af nye cigaretmrærker, som nu denne Powhattan, som snart i folkemunde fik betegnelsen “pu-ha­dada”. Cykelslangerne var snart en mosaik af lapper, heste blev spændt for varebilerne, bilerne kørte med gengas, og firmaers varebiler kørte om morgenen ud og hentede direktøren og afleverede ham sammesteds om aftenen.

Et “Frikorps Danmark” blev oprettet, og officerer og underofficerer fik besked om, at de kunne træde “udenfor nummer” og beholde deres anciennitet og pensionsrettigheder, når de kom tilbage. Man lokkede dem med, at de skulle sendes til Finland, hvor danske officerer havde kæmpet som frivillige under “Vinterkrigen”. Ingen af dem kom til Finland, de blev sat ind på østfronten, hvor de blev sat til det rakkerarbejde, som tyskerne helst ikke ville bruge deres egne til. Halvdelen af dem kom aldrig tilbage, og de, som kom, blev sat i spjældet af den regering, som selv havde opfordret dem til det.

Nogle få idealister skat der nok have været blandt dem, nogle som troede på “kampen mod bolschevismen” og ikke havde opdaget, at den sidste russiske bolschevik var blevet skudt eller var død i en eller anden af Stalins russiske koncentrationslejre i 1940-41. De fleste vat nogle ynkelige sociale tabere, som her så en lejlighed til at få lidt hævn over dem, som hidtil havde trampet dem ned i skidtet.

Da de kom på “orlov” i efteråret 1942 forårsagede de en. række bølleoptøjer, som gjorde dem forhadt blandt danskerne og satte lidt skub i modstandsviljen. Men “pæne folk” blandede sig nu ikke i slagsmålene, højst kunne man råbe lidt hånsord.

Tidligere var man gået til Christmas Møllers velbesøgte møder. Han kunne skam fylde Forum til bristepunktet. Men så var han stukket af til England og havde opfordret til sabotage. Københavnerne havde fået en lille forsmag på, hvad der kunne vente dem, gennem det engelske bombardement af B&W, hvor også nogle huse i Strandgade og Knippelsbrogade var blevet beskadiget. Men de “gamle politiskere” rasede og talte om landsforrædere.

Vinteren 1941-42 var hård, også herhjemme. Det var småt med kul og koks, man måtte til at ty til brunkul og briketter. Gamle høkasser blev halet ned fra loftet og nye lavet. I NS-Deutsche Wochenschau så man de tyske soldater rende rundt i damepelse o.l. Var de alligevel ved at køre fast derovre i Rusland? Skulle det gå dem som i sin tid Napoleon? Men så kom Japans overfald på Pearl Harbour, og USA gik med i krigen. Skulle USA på ny blive Europas frelsende engel? Men tilsyneladende havde yankierne mere end nok at gøre med japserne derovre på den anden side af Stillehavet. Japanerne gik fra sejr til sejr, yankierne blev smidt ud af Filippinerne hollænderne af Indonesien, englænderne af Malaya osv. Ofte endda hjulpet af nationale frihedsbevægelser i de pågældende lande. Nu hævnede De Hvides tidligere ko­ lonipolitik sig.

Og da så foråret kom, rykkede tyskerne endnu længere ind i Rusland, selvom Moskva og Leningrad holdt stand. De var nu satans stærke, de tyskere. Man skulle vel til at leve med dem og deres nye “verdensorden”.

Sortbørsen florerede, kaffemærker, smørmærker, cykeldæk og ‘cigaretter. Men det var nu nærmest småtingsafdelingen. Grovvareafdelingen lå på hotel Cosmopolite, på hjørnet af Gothersgade og St. Kongensgade. Her var det ting som lastbildæk, reservedele til motorer og sligt, der blev handlet med. Og sådanne artikler blev snart efterspurgt. Entreprenører fra Jylland kom rejsende til hovedstaden for at skaffe ting til deres køretøjer, for de havde nok at gøre. Bunkers og tankspærringer·og .alt muligt ‘udstyr til “Vestvolden”. Og tyskerne betalte godt, særdeles godt. Og på hotel Cosmopolite var der ingen fare for, at det danske politi skulle dukke op og blande sig, for dér holdt de tyske værnemagtsofficerer til! Og de fleste-havde ikke noget imod sådan lidt kontant “tilskud”. Og på Cosmopolite kunne man få både ægte fransk cognac og ægte russisk kaviar. Og blev der sluttet handler var det kutyme, at køberen betalte regningen.

Om aftenen fyldte “entreprenørerne” de københavnske værtshuse og smed om sig med penge, samtidig med at de som regel var omgivet af en sværm af piger.

PA Hauserplads tog politiet måske en eller anden lille sortbørshandler med et par cykeldæk. Så der herskede lov og orden.

Vi var jo alle i samme båd, ikke sandt?

Det var vi jo på en måde, men det blev snart klart for de fleste, at nogle sejlede på luksusklasse, mens andre måtte slide nede i kedelrummet.

Den illegale presse begyndte at brede sig. “Politiske månedsbreve”, der senere blev til “Land og Folk”, “De frie danske” og hvad de nu hed. Det flød godt med hurra-patriotisme.

Alle·tyskere var nogle svin, bæster og forbrydere. “Tyske kvinder føder ikke børn, men tankførere,” forkyndte Land og Folk. At de tyske arbejdere havde været de første ofre for den nazistiske terror og var dem, som først måtte stifte bekendtskab med de tyske koncentrationslejre havde man glemt.

Dog ikke alle. Grupperne omkring ”Arbejderpolitik”• var nogle måneder efter bladets indstilling, pa ny begyndt at udgive et blad. I starten bar det titlen “Frihed”, men da det var kommet til nogle gnid­ninger mellem RS-gruppen og nogle DSU’ere fra Sundby, overtog RS det på eget ansvar, og i umiddelbar fortsættelse udsendte de “Klassekamp”, først som månedsblad, senere som 14-dagsblad, og med flere ekstra-numre. Det vedblev med·at komme regelmæssigt, indtil Gestapo rev redaktionen op i begyndelsen af maj 1944.

Modstanden vokser

Ja, det gjorde den, men ikke særlig hurtigt, Russerne kæmpede desperat og appellerede til de Vestallierede om en Anden Front. Foreløbig forgæves. Men så kom der på ny en hård vinter, som gav russerne visse fordele. Kunne de udnytte dem? Efterhånden samlede interessen sig om kampene omkring Stalingrad, som Hitler hovmodigt havde forsikret ville blive taget. Men den russiske ring omkring byen lukkede sig stadig tættere, og Hitler forbød general Paulus at trække sig ud, mens det endnu havde været muligt. Og den 2. februar 1943 overgav den 6. Arme sig. Det var det første store vendepunkt i krigen, visheden om en tysk sejr begyndte at falme.

Interessen omkring begivenhederne på østfronten svækkede i nogen grad interessen om det, som var ved at udspille sig herhjemme. Tyskerne havde sendt nye folk til Danmark. Dr. Best, “Slagteren fra Paris” var blevet udnævnt til tysk befuldmægtiget, von Hanneken havde overtaget kommandoen over Værnemagtens tropper i Danmark. Nogle frygtede det værste.

Men frygten var tilsyneladende ubegrundet. Best syntes at opføre sig meget pænt. Han tillod endda, at der blev holdt folketingsvalg, da valgperioden udløb. Og nu kunne man a1tså frit vælge mellem at sige Ja eller Jo til regeringens politik.

Man kunne naturligvis vælge at blive hjemme, men man kunne da også gå hen og lægge en blank stemmeseddel i urnen, og dermed tilkendegive en protest. Propagandaen for det sidste kom desvaerre alt for sent igang, men naede dog ud. Den blev for det meste kun fulgt i hovedstadsomradet. Men regeringen kunne notere den hldtil største valgdeltagelse og tage det til indtægt for den førte politik. At det fra Bests side blot var et led i det intrigespil, som nu begyndte at udspille sig mellem de tyske instanser, blev først senere klart.

Men bedsteborgeren kunne med stolthed sætte sit “Har stemt”-emblem i knaphullet, og næste dag gik han måske ind for at overvær en eller anden revy, hvor man spidsede øre, for at opfange de skoser og finter, som var lagt ind i teksten. For: “Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd!”. Det kunne man heller ikke, men det kunne godt gå lidt i glemmebogen, nar man bagefter kom hjem og opdagede, at der var løbesod i skorstenen.