”I dag er Rhodes Universitet stolte af at kunne ære en af den engelsktalende verdens mest fremstående intellektuelle. Han er historiker, forfatter til romaner og skuespil, filmskaber, aktivist og en markant, ofte morsom politisk kommentator, der er fast besluttet på at være fortaler for de undertrykte og marginaliserede mennesker over hele kloden. Rektor, jeg har æren af at anmode om, at De tildeler Tariq Ali titlen af æresdoktor.” (side 638)

Aldrig lidende af falsk beskedenhed lykkes det for Tariq Ali at inkludere i sin 800 sider erindringsbog et uddrag af talen på Rhodes Universitet i Syd Afrika, hvor han blev tildelt titlen: Æresdoktor. Der er selvfølgelig megen sandhed i oplægget. Han er en mand med mange talenter. I en periode var han ledende medlem af International Marxist Group (IMG) og Fjerde Internationale, en historie som deles af mange af os, der er medlemmer af Anti Capitalist Resistance (ACR en sammenslutning af venstregrupper i England). Hans arbejde som redaktør af The Bandung File (en serie TV-programmer på Channel 4, der fokuserede på etniske minoriteter) var virkeligt nyskabende, idet man på landsdækkende TV nu kunne høre tidligere undertrykte stemmer og historier. I samarbejde med Howard Brenton skrev han teaterstykket ”Moskva Guldet”, som handlede om perioden under Gorbatjov. I hans meget læseværdige historiske romaner ”Islamist Kvintet” introducerer han os til det arabiske imperiums rige kultur.

Han skriver med regelmæssighed bøger med politiske analyser og er specielt stærk, når det handler om det sydlige Asien, Afghanistan, Irak og politik på verdensplan. Han har endda fundet tid til at skrive en bog, der gør op med myten om Churchill og udstiller dennes liv og forbrydelser.

Tariq har været et centralt medlem af New Left Review, et fremtrædende marxistisk tidsskrift, som har været en stor ressource for venstrefløjen og for intellektuelle. Igennem hele sit liv har han talt de undertryktes sag, og han er en stærkt efterspurgt taler ved demonstrationer og møder. Senest har han gjort sig bemærket i solidaritetsarbejdet med Palæstina. Hans vigtigste bidrag i dag er, at han fremlægger en velargumenteret og voldsom opposition til amerikansk imperialisme og dens allierede som Israel og Starmers Labour-regering.

En inspirerende kammerat

Før man begynder at diskutere politisk uenighed, man kan have med ham omkring situationen i Ukraine, Syrien og opfattelsen af den anti-imperialistiske lejr, er man nødt til at anerkende hans livslange bidrag til venstrefløjen.

Er det så dårligt, at en marxistisk intellektuel opnår national anerkendelse i medierne? Tariq Ali optrådte således i BBC’s Radio4, Desert Island Discs (et radioprogram, der har været sendt ugentligt siden 1942, og hvor en gæst interviewes og spiller plader). Det store britiske medier inviterer naturligvis kun sjældent folk med politiske standpunkter til venstre for Labour til at deltage i radio- og tv-programmer om politik og aktuelle begivenheder.

Tariq har inspireret mange mennesker til at blive politisk aktive. Jeg husker, at jeg så ham tale på Essex Universitet i begyndelsen af 1970’erne. På et tidspunkt var der en maoist på en balkon, der kastede en tomat efter ham. Han samlede den roligt op og tog en bid. Han var ikke bare en flydende taler uden manuskript, men han var også hurtig i debatter og kunne give svar til folk fra publikum, som forsøgte at sabotere debatten.

Socialist Workers Party (som dengang hed International Socialists) var muligvis en større organisation end IMG, men vi havde Tariq Ali og alle hans internationale forbindelser, som for eksempel når han blev inviteret af de vietnamesiske frihedskæmpere eller skulle debattere med Henry Kissinger. Han var også ven med John Lennon og Yoko Ono. Han var helt modsat de gamle kedelige trotskister, som prøvede at ligne arbejdere ved at gå i arbejdstøj og som spredte tør propaganda.

Jeg kan huske, at da han redigerede Socialist Challenge (IMG´s avis) lykkedes det ham hver uge at få indsat et eller andet citat fra Lewis Carroll (forfatteren til Alice i Eventyrland) i sine artikler. Artiklernes elegance og vid imponerede mig. I sin erindringsbog fortæller han også om begivenhederne i Southall i 1979, hvor det asiatiske mindretal kæmpede imod fascisterne i National Front. Han var kendt og respekteret hos det asiatiske mindretal. Man anså ham med rette for at være en trussel mod den britiske stat, og i bogen fortæller ham om nogle af de situationer, hvor MI5 og Special Branch overvågede ham. Han ønskede, at han kunne få fat i nogle af udskrifterne af de mange telefonsamtaler, som han havde med sin marxistiske ven Robin Blackburn, og som blev optaget af efterretningstjenesten. Han tænker, at de kunne blive til en god bog.

Gode forbindelser

I bogen er der en masse detaljer om hans familie, som var en del af den pakistanske politiske elite på venstrefløjen. Tariq var tæt forbundet med Bhutto og Gandhi-familierne. Derudover var han gode venner med Imran Khan (cricketspiller og tidligere præsident). Faktisk har han gennem hele sit liv fastholdt forbindelser til politikere på verdensplan. Det at han havde studeret på universitetet i Oxford gjorde, at han kendte både de konservative politikere såvel som folk i Labour. Fordi han optrådte i medierne og spillede en ledende rolle i de anti-imperialistiske bevægelser kendte han de progressive folk, og når de så kom med i regeringer i deres lande, eller blev ambassadører, så havde han deres telefonnumre i sin bog.

På et tidspunkt blev han tilbudt at blive chef for TeleSur, et TV-projekt, som blev startet af Hugo Chavez’ progressive regime i Venezuela. Ingen på den britiske venstrefløj har haft sådan en international profil. I en periode under den ulovlige krig mod Irak modtog han hver måned dusinvis af invitationer til at holde taler i forskellige lande. Hans bøger er udgivet i mange lande og New Left Review læses over hele verden og hjælper med at skabe hans image.

Bogen er et kæmpe kompendium af analyser, sladder, anekdoter og erindringer om ham selv og andre kammerater og venner. Den er ikke snævert politisk. Man kan både finde stof om cricket og hans tur til Nordkorea, hvor de inviterede avisen Red Mole til at trykke ”den store leders” skrifter. Jeg kunne godt lide hans kapitel om den kongelige familie. Der er masser of stof om hans tid i Channel Four og TV-serien The Bandung File, som var nyskabende. Det var en serie, der bragte nye oplysninger om sorte mennesker og om asiater. Desværre overlevede dette format eller noget lignede ikke.

Kampen om hvordan New Left Review skal udvikle sig i fremtiden bliver præsenteret med detaljer, som ikke har været fremme før. Folk som Quentin Hoare, forfatter og tidligere redaktør af New Left Review, bliver anklaget for at frede imperialismen i relation til krigen på Balkan. Tariq Ali reflekterer ikke nærmere over, om det er sandt eller ej, og det kunne tyde på, at han overvurderer betydningen af Berlinmurens fald og imperialismens styrke.

Der skete er sammenbrud af to vigtigste elementer i ”den nye orden”. Det første var opfattelsen af, at den nye version af kapitalismen var den eneste rigtige måde, man kan styre samfundet på. Den anden var, at Vesten er retfærdiggjort, når man griber ind og krænker national selvstændighed, idet man vil gennemtvinge sin egen version af menneskerettigheder. (side 377)

Problemet med denne analyse er, at krigen i Ukraine viser, at det ikke bare er Vesten som groft krænker andre landes selvstændighed, eftersom Putin invaderede et land, hvis eksistens han benægter. Faktisk var Tariq Ali så optaget af sin fokusering af en verden domineret af imperialismen, at han nægtede muligheden af en russisk invasion. Lige indtil et par uger inden invasionen undervurderede han fuldstændigt muligheden af, at Putin ville gå ind i Ukraine. Man skal så til hans forsvar sige, at han efterfølgende accepterede, at han havde taget fejl. Men han bliver ved med at beskrive krigen som hovedsagelig en krig, der føres per stedfortræder og nægter klart at støtte Ukraines ret til selvbestemmelse og til at yde modstand. Det er en stor kontrast til hans umiddelbare forståelse af den russiske invasion af Afghanistan i 1979.

Jeg husker stadig et internationalt møde i Fjerde Internationale i 1980, hvor han klart og rigtigt argumenterede for at de russiske tropper skulle trække sig ud af landet. En del af ledelsen på dette tidspunkt, for eksempel Livio Maitan, var ikke enige med Tariq Alis holdning.

Om Syrien har han i New Left Reviews nyhedsmagasin ”Sidecar” skrevet, at Assads fald er et stort nederlag for den arabiske verden. Han ser kun muligheden af en islamisk magtovertagelse og benægter, at det kun er en af mulighederne, og at den nuværende situation også giver et vist håb og plads for en anderledes udvikling.

Hans analyser omkring Palæstina har vist sig at være holdbare (side 416). Han understregede helt korrekt, hvorledes den korrupte og ikke religiøse ledelse i PLO har betydet, at det islamiske Hamas har kunnet vokse, og hvis modstandskamp han forsvarer, men ikke mener er den ledelse, som palæstinenserne har behov for.

Afsked med Fjerde Internationale

Kapitlet om hvorfor han forlod Fjerde Internationale, er interessant for mig, ikke bare fordi vi har haft en fælles oplevelse her, men også fordi det fortæller noget om Tariq senere udvikling. Han siger, at Fjerde Internationale nægtede at se, at afslutningen på den portugisiske revolution i slutningen af 1970´erne betød, at den revolutionære venstrefløjs fremgang og de radikale kampe i Europa var forbi. Ifølge Tariq Ali var den rigtige vej fremover at arbejde sammen med strømninger i Labour, som var inspireret af Tony Benn.

På samme tid mente han endvidere, at Fjerde Internationales taktik med vendingen mod industrien var en stor fejltagelse. Vendingen handlede om at sende medlemmer ud i industrien eller transportsektoren, hvor de skulle tage arbejde. En del af dem var studenter. Det fik nogle negative konsekvenser for den faglige opposition, der med nogen succes havde udviklet sig i den offentlige sektor. Vendingen mod industrien var et svar på et reelt problem. De nye partier var ikke forankret nok i arbejderklassen. Eftersom der kom tilbagegang i radikaliseringen, var det desto mere vigtigt, at der skete en bedre forankring i arbejderklassen.

Men der blev selvfølgelig begået fejl, og erfaringerne er blandede. En gruppe, som var blevet ansat på British Leyland fabrikken, blev afsløret, og det skabte overskrifter i de landsdækkende aviser. Den fraktion, som senere blev opbygget i British Rail og The Underground fik større succes. På samme tid besluttede IMG sig for at arbejde indenfor Labour.

Men uanset set sit synspunkt lykkedes det aldrig for Tariq Ali at blive integreret i Labour. Herefter var han ikke involveret med at opbygge en revolutionær organisation. Så på den måde var hans beslutning om at forlade Fjerde Internationale ikke bare et spørgsmål om en fejlbedømmelse af den aktuelle situation (minearbejderstrejken lå stadig lidt ude i fremtiden) eller et spørgsmål om en taktisk vending. Det handlede snarere en fundamental uenighed om opbygningen af et revolutionært parti. Når man læser bogen, bemærker man, at der slet ikke er nogen diskussion af dette aspekt af revolutionær strategi, herunder ikke mindst i Storbritannien.

Der en kommentar, der viser en del om Tariq Ali. På et tidspunkt besøger han Ernest Mandel, som er leder i Fjerde Internationale. Mandel er dybt optaget af detaljerne i nogle interne uenigheder i en af Internationalens sektioner. Tariqs reaktion er: ”Hvilken spild af tid”. Jeg tænker, at det viser forskellen mellem på den ene side at være en intellektuel, der er integreret i arbejderklassen, og som er dybt optaget af, hvordan man opbygger et organiseret alternativ – og på den anden side at være en marxistisk tænker, som er offentlig kendt, men som ikke deltager overhovedet på det organisatoriske niveau.

Som kontrast kan man nævne en af Tariqs venner: Daniel Bensaid, som var en fremragende marxist, som var anerkendt som akademiker, og som skrev en masse bøger. Han var altid optaget af hverdagsproblemerne med at opbygge revolutionære partier i Frankrig og Latinamerika.

De intellektuelle og partiet

Det vil altid være et problem for små revolutionære partier at holde fast på de intellektuelle og kendte personligheder, som de har rekrutteret. Selv det at opretholde venskabelige relationer er vanskeligt. Det betyder dog ikke på nogen måde, at man skal undervurdere eller afvise Tariq Alis tidligere og nuværende bidrag.

Bogen er fantastisk at læse, og man kan bruge den som opslagsværk, hvor man hopper ind og ud alt efter ens interesse. Det er ligesom at blive inviteret til middag med ham, og hvem ville sige nej til sådan en invitation? Bogens forside henviser til en sådan middag, og den er fyldt med beretninger om god mad og vin og diskussioner, der finder sted over hele kloden. Aktivister og radikale har behov for at slappe af, og for at nyde livets goder og have det sjovt. Selv om man kan være uenig med nogle af hans analyser, så har Tariq altid noget interessant og meningsfuldt at sige.

Tariq Ali: You Can’t Please All: Memoirs 1980-2024. 816 sider. Verso Books 2024.

Dave Kellaway en af redaktørerne af Anti*Capitalist Resistance. Han er medlem Hackney og Stoke Newington Labour Party, og bidragsyder til International Viewpoint og Europe Solidaire Sans Frontieres.

Oversat fra Anti*Capitalist Resistance af Christian Holtet