Læsetid: 10 minutter

Billedtekst: Den trotskistiske aktivist Tony Cliff havde en ledende rolle i 1930’erne i forsøget på at forene arabiske og jødiske arbejdere.

 

Allerede i 1886 argumenterede den russisk-jødiske socialistiske revolutionær Ilya Rubanovich imod jødisk bosættelse i Palæstina:

 

“Hvad skal man stille op med araberne? … Araberne har nøjagtig de samme historiske rettigheder, og det vil være en katastrofe for jer, hvis … I tvinger de fredelige arabere til at forsvare deres rettigheder. De vil besvare tårer med blod.”

 

Theodor Herzl, zionismens grundlægger, hævdede, at antisemitisme ikke kunne bekæmpes. Den eksisterede hos alle ikke-jøder, og at jøderne derfor skulle forlade deres hjemlande og oprette deres egen stat. Den første zionistkongres i august 1897 repræsenterede dog kun et lille mindretal af jøder på det tidspunkt.

 

Allerede to måneder senere blev den første modstand mod zionismen organiseret i Rusland. Det var det Jødiske Arbejderforbund (Bund), der blev dannet. Bunds kerneidé var “doykeit” – et jiddisch ord, der betyder “herværende” og udtrykker en forankring i det nuværende hjemland, en modstand mod ideen om, at jøder skal søge frelse et andet sted. Bund ønskede således, at jøder skulle bekæmpe antisemitisme her og nu, og hvor de levede.

 

Bund, som fik sin opbakning fra det jiddischtalende jødiske arbejdermiljø, var den første marxistiske gruppe i det zaristiske rige, der skabte en masseorganisation. Den kom til at spille en stor rolle i den russiske revolutionære bevægelse, især under revolutionen i 1905. Efter revolutionen i 1917 fortsatte Bund kampen i det uafhængige Polen, herunder polemikken mod zionismen.

 

Marek Edelman, som deltog i Warszawa-ghettoens opstand i april 1943, udtrykte det sådan:

 

“Bundisterne ventede ikke på Messias, og de planlagde heller ikke at rejse til Palæstina. De kæmpede for et retfærdigt, socialistisk Polen, hvor hvert nationalt mindretal kunne få sin egen kulturelle selvstændighed, og hvor minoritetsrettigheder var garanteret.”

 

Zionisterne havde ofte svært ved at formulere deres politik. I parlamentet blev jødiske repræsentanter således hånet af højrefløjen, som råbte: “Rejs til Palæstina”. Problemet var, at det sagde zionisterne også selv.

 

Det er ikke så mærkeligt, at zionisterne ofte blev gjort til grin. Det fremgår også af det, man sang i Bund:

 

”I vil tage os med til Jerusalem
Så vi kan dø som en nation
Vi bliver hellere i eksilet
Og kæmper for vores befrielse!”

 

I 1939 var Bund den stærkeste jødiske politiske organisation i Polen, mens de zionistiske og religiøse partier var i stærk tilbagegang.

 

Bund advarede mod deling af Palæstina

Efter Anden Verdenskrig fortsatte Bund med offentligt at agitere mod zionismen. I april 1948 advarede de om, at delingen af Palæstina ville blive “begyndelsen på et nyt blodigt kapitel” i forholdet mellem jøder og arabere, og at “oprettelsen af en uafhængig jødisk stat ville føre til en ny katastrofe”. Bund skrev, at stemningen “mere og mere gik i retning af politiske overgreb, terror, hjemmedyrket jødisk fascisme, nationalisme og reaktionære tendenser”. Det skulle vise sig at være en profetisk udtalelse.

 

I dag tager mange jøder afstand fra zionismen, som reaktion på begivenhederne i Gaza. Den slags skete også tidligere. Den socialistisk-zionistiske ungdomsorganisation Hashomer Hatzair (Den Unge Garde) havde 70.000 medlemmer i Østeuropa i 1939. Deres zionisme var præget af en besynderlig blanding af politiske idéer, herunder psykoanalyse og endda marxisme.

 

Tony Cliff, senere en kendt britisk socialist, blev født i det britiske mandatområde Palæstina. Han forklarede, hvordan “de zionistiske socialister var fanget i deres egen ideologi”:

 

“De mente, at man i kibbutzerne kunne se kimene til et fremtidigt socialistisk samfund. Men i mellemtiden var det nødvendigt at nedkæmpe den arabiske modstand, så derfor samarbejdede man med zionistiske pengemænd og rige institutioner samt den britiske hær og politi. De zionistiske socialister holdt det Kommunistiske Manifest i den ene hånd og kolonistens gevær i den anden.”

 

Alligevel blev Hashomer Hatzair for mange mennesker en vej til politisk bevidsthed og senere anti-zionisme. Den mest kendte er måske Abram Leon, som afviste zionismen og i 1940 blev leder af en illegal trotskistisk organisation i det besatte Belgien. Han blev arresteret af tyskerne i 1944 og senere myrdet i Auschwitz.

 

Chanie Rosenberg, en anden anti-zionist, begyndte også som medlem af Hashomer Hatzair. Hun var født i Sydafrika, emigrerede til Palæstina i 1944 og oplevede, hvad hun mente var den socialistiske drøm i en kibbutz. Men en dag fandt hun nogle våben, der var blevet brugt, da man skulle stjæle palæstinensisk jord. “I det øjeblik vidste jeg, at jeg var blevet anti-zionist”, fortalte hun senere.

 

Anti-zionistisk massemøde i New York

I USA er der også en længerevarende jødisk anti-zionistisk historie. I 1920’erne og 30’erne kæmpede det stærkt jødisk prægede kommunistiske parti mod zionismen som en del af britisk imperialisme.

 

Det trotskistiske Socialist Workers Party (SWP), der blev etableret i 1938, var også anti-zionistisk. Det spillede en vigtig rolle blandt jøder i 1939, da det fascistiske German American Bund (ingen relation til den jødiske Bund) afholdt et massemøde i New York.

 

SWP indkaldte til moddemonstration, men ingen jødiske organisationer ønskede at deltage, og begge de jiddische dagblade opfordrede deres læsere til at holde sig væk. Det amerikanske kommunistparti nægtede også at støtte demonstrationen, idet man udtalte, ”vi kan ikke tage ansvaret for at sætte vore styrker ind for at forhindre et møde, som byens myndigheder har godkendt”. Den lokale Hashomer Hatzair-afdeling sagde også nej og skrev: “Beklager, vi kan ikke deltage … Vores zionistiske politik går ud på ikke at deltage i politik uden for Palæstina.” Men på dagen dukkede 50.000 demonstranter op, hvilket var langt over arrangørernes forventning. De fleste var jøder, men også mange menige kommunister trodsede deres ledelse og deltog.

 

Zig-zag kurs i Komintern i 30’erne

Anti-zionistiske organisationer i Palæstina har en vigtig historie. Den første var det Palæstinensiske Kommunistparti (PKP), som blev dannet i 1923. Partiet fik en lovende start, men blev hurtigt politisk forvirret. Man forsøgte f.eks. at integrere arabere i den zionistiske fagbevægelse Histadrut – som dog var (og stadig er) et bevidst redskab for zionismen i Palæstina.

 

PKP fik også store problemer, fordi det stalinistiske Komintern havde en konstant zig-zag kurs i 1930’erne. Først fik partiet besked på klassebevidst at fokusere på arabiske arbejdere og bønder. Men så pludselig skulle man støtte ukritisk op om arabisk nationalisme og borgerskab.

 

Da de stalinistiske skueprocesser i Moskva begyndte i slutningen af 30’erne, var mange af ofrene jøder. PKP mistede som følge af hele denne udvikling opbakning blandt både arabere og jøder og blev desorienteret og ineffektivt. I 1943 blev de politiske spændinger for store i PKP, og partiet blev splittet i to – en jødisk og en arabisk organisation. På sejrsdagen i Europa i 1945 marcherede den arabiske organisation sammen med godsejere og borgerlige partier under anti-zionistiske slogans. Den jødiske organisation marcherede med zionistiske flag og slogans. I 1947 støttede det jødiske PKP delingsplanen af Palæstina og ødelagde dermed endegyldigt sig selv politisk.

 

Samtidig i slutningen af 1930’erne blev den trotskistiske Revolutionære Kommunistiske Liga i Palæstina (RCL) etableret. De fleste medlemmer var jødiske arbejdere – nogle født i Palæstina, andre flygtet fra Tyskland, men der var også nogle arabiske medlemmer. RCL forklarede, at enhed mellem arabere og jøder kun kunne opnås “gennem afskaffelsen af al racistisk ideologi og praksis fra jødisk side”. RCL ønskede at opbygge et samlet revolutionært socialistisk parti. Men der opstod mange vanskeligheder. Da man f.eks. forsøgte at oprette fælles fagforeninger for arabere og jøder, blev RCL-aktivister fængslet uden rettergang af briterne.

 

En af dem var Tony Cliff – dengang hed han Yigael Glückstein. Hans familie var stærkt zionistisk præget. “Det tog mig nogle år at gå fra at være ortodoks zionist til at blive halv-zionist med en pro-palæstinensisk holdning, og derfra til endeligt at bryde helt med zionismen,” skrev Cliff senere.

 

At være illegal revolutionær socialist i Palæstina krævede et enormt engagement. RCL havde under 30 medlemmer, men udgav to blade – et på arabisk og et på hebraisk – samtidig med at man også skrev og uddelte løbesedler. Tony Cliff blev til sidst løsladt, giftede sig med Chanie Rosenberg og rejste til Storbritannien, hvor han var med til at grundlægge International Socialists, der senere blev til Socialist Workers Party.

 

Et andet RCL-medlem, Jakob Moneta, som blev arresteret sammen med Cliff, sagde, at han lærte, at ”den demokratiske imperialisme i forsøget på at bevare sit imperium, nogle gange er lige så hensynsløs som fascismen, der forsøger at erobre nye lande”.

 

RCL var for lille til i nogen højere grad at kunne påvirke arbejdernes kamp, og organisationen gik i opløsning efter 1948. Enkelte personer, som Jakob Taut og Jabra Nicola, videreførte dog det politiske arbejde indtil en ny organisation kunne blive etableret.

 

Matzpen analyserer zionismen

I 1962 brød nogle medlemmer ud af kommunistpartiet og dannede Den Israelske Socialistiske Organisation – bedst kendt under navnet på deres blad Matzpen (Kompas). De fleste aktivister var jøder, men ikke alle. Organisationen var i hele sin levetid ret lille med kun nogle få dusin medlemmer, men den fik stor indflydelse, som den eneste konsekvent anti-zionistiske organisation i Israel. Matzpen udviklede en sofistikeret analyse af zionismen, som påvirkede revolutionære socialister over hele verden.

 

Et af medlemmerne, Moshe Machover, flyttede til Storbritannien i 1968. Ved skæbnens ironi blev han ekskluderet af det britiske Labour Party i 2017 for påstået antisemitisme – et eksempel på højrefløjens forsøg på at knuse venstreoppositionen.

 

Desværre var det ekstremt opslidende at opretholde en organisation som Matzpen, og den opløstes i 1980’erne. Men mange af de værker, vi i dag bruger til at analysere zionisme, blev skrevet af – eller under indflydelse af – Matzpen.

 

Anti-zionisme i Australien

Der findes også en jødisk anti-zionistisk historie i Australien. Det Jødiske Råd til Bekæmpelse af Fascisme og Antisemitisme, der blev grundlagt i 1942, var ikke-zionistisk snarere end anti-zionistisk. Det havde hundreder af medlemmer og fik stor opbakning – så meget, at rådet i 1948 blev officielt talerør for det jødiske samfund. Men den ikke-zionistiske holdning kunne ikke opretholdes, og rådet begyndte at miste opbakning. I 1950 angreb en fremtrædende zionist rådet og hævdede, at det “ikke bekæmper, men spreder antisemitisme”. For 75 år siden blev venstreorienterede jøder altså bagvasket af zionister, præcis som det sker i dag.

 

I 1978 søgte det moderate zionistiske tidsskrift Paths to Peace (Veje til Fred) om sendetid på radiostationen 3CR i Melbourne. 3CR afviste ansøgningen med den begrundelse, at zionisme er racistisk. Det højreorienterede magasin Bulletin beskyldte 3CR for at være terrorvenligt, mens andre klagede til Broadcasting Tribunal (et uafhængigt medieregulerende organ) og hævdede, at pro-palæstinensiske programmer var antisemitiske og krænkede det jødiske samfund. Lyder det bekendt?

 

3CR organiserede en “modoffensiv” og mobiliserede 1.000 mennesker til at dele en halv million løbesedler ud i Melbourne. Jøder mod Zionisme og Antisemitisme (JAZA) blev dannet i 1979 for at støtte forsvaret. De erklærer, at de “repræsenterer en socialistisk og internationalistisk tradition blandt jøder, som er meget ældre – og har en langt lysere fremtid – end politisk zionisme”. De holdt møder og demonstrationer, bl.a. mod Israels invasion af Libanon i 1982, og inviterede Matzpen-medlemmet Ehud Ein-Gil som taler.

 

Historien betyder noget, for kampen om erindringen er også en kamp om nutiden. Zionisterne ønsker ikke, at vi kender denne alternative historie. De ønsker ikke, at vi skal kende til jøder som Marek Edelman og deres urokkelige anti-zionisme. Under den anden palæstinensiske intifada skrev Edelman et brev til palæstinenserne, hvor han sammenlignede dem med Den Jødiske Kamporganisation [kendt for sin rolle i opstanden i Warszawas ghetto i april 1943, o.a.]. Han adresserede brevet til “kommandanterne for den palæstinensiske militære modstand … til alle soldaterne i den palæstinensiske kamporganisation”.

 

Når vi i dag højlydt siger “Ikke i vores navn”, går vi i deres fodspor.

 

29. maj 2025

 

Oversat af Christian Holtet fra det australske tidsskrift Red Flag

https://redflag.org.au/article/revolutionary-history-of-jewish-anti-zionism