Miguel Lawner sad i flere år i fængsel efter militærkuppet i Chile i 1973 og kom senere til Danmark som politisk flygtning. Som chef for byfornyelse under Folkeenhedens (1970-73) regering ser han tilbage på begejstringen efter den venstreorienterede regerings valgsejr.

af Taroa Zúñiga Silva

30.
august
2023
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 6 minutter

Ti dage efter kuppet i Chile i 1973 mod præsident Salvador Allendes regering under Folkeenheden (Unidad Popular, UP), åbnede militæret koncentrationslejren på øen Dawson, der ligger i Magellanstrædet, nær landets sydspids.

 

Øen havde været i brug som udryddelseslejr for en katolsk orden mellem 1891 og 1911, her var folkeslagene Selk’nam og Kaweskar lukket inde, og her døde de af overbefolkning, sygdom og kulde.

 

Kupregimet under general Augusto Pinochet sendte først 38 repræsentanter for UP-regeringen til marinebasen under Compañía de Ingenieros del Cuerpo de Infantería, og derefter til lejren i regionen Rio Chico. Politiske fanger i hundredvis blev også sendt til Punta Arenas, nær øen Dawson. Repræsentanterne blev udspurgt, tortureret og lavede tvangsarbejde i forbindelse med øens infrastruktur. Lejren i Rio Chico blev nedlagt i 1974.

 

En af fangerne i lejren var Miguel Lawner, der som arkitekt havde ledet regeringens selskab for byfornyelse (Corporación del Mejoramiento Urbano, CORMU). Under sit fangenskab gik Lawner rundt i fængslet og lavede beregninger over værelsernes størrelse, lejrens bygninger og lejrens struktur. Han lavede en plan over lejrens indretning, men destruerede den så, da han var bange for at vagterne skulle opdage det. Da han var i eksil i Danmark i 1976 [hvor han underviste på Det Kongelige Danske Kunstakademi, o.a.] lavede Lawner igen en plan, tegnet efter hukommelsen.

 

”Rollen skaber midlet” sagde han: ”Jeg udviklede et middel: en tegning der var i stand til at spille den rolle at afgive vidnesbyrd om fangenskab.”

 

Under sit fangenskab, betroede Lawner mig, var han bange for, at militæret ville anklage ham for korruption, grundet hans ledelse af CORMU. ”Jeg prøvede at udregne hvor mange millioner dollars der i mit navn var blevet brugt, ” huskede han. ”Jeg udregnede det til et sted mellem 150 og 180 millioner US-dollars. Senere fandt jeg ud af at militæret havde brugt ½ år på at undersøge min sag, og min konklusion var, at de skyldte mig en hel del dagpenge!”

 

Folkeenhedens regering (1970-73) mente, at boligministeriet og ministeriet for offentlige arbejder skulle være økonomiens dynamo, da ”det var de to institutioner, der var nemme at mobilisere omkring,” sagde Lawner. Andre områder som f.eks. industrialisering ”krævede forudgående studier af større omfang.”

 

”Når det drejer sig om byggeri,” sagde Lawner, ”kan du jo starte med at bygge dagen efter, at du har fået en tom byggegrund.” Ledelsen af CORMU besluttede sig til at fremskynde de bureaukratiske procedurer, og godkende en hurtig frigørelse af økonomiske midler via en embedsmand, der var Lawner.

 

”Vores første regeringsår var et år, der var præget af en enorm uansvarlighed,” fortalte Lawner med et kækt smil.

 

Aldrig afvige fra det grundlæggende

Under præsidentkampagnen i 1970 ledsagede Lawner Allende til en lejr, der lå ved bredden af Mapocho-floden. Her boede indbyggerne, hvor kragerne vender. Da de forlod lejren, sagde Allende til Lawner: ”Måske vi ikke vil have heldet med os ved valget. Men kan vi få disse kammerater op af dyndet – så ville denne kendsgerning i sig selv bevirke, at det ville kunne betale sig for dem at vælge mig til præsident.”

 

Et år inde i regeringstiden, sagde Lawner ”Vi afleverede de første huse i bydelen Villa San Luis og i april ’72 var projektet helt færdigt: et tusind huse, hvoraf størstedelen svarede til disse to lejre som lå ved bredden af Mapocho-floden, El encanto og El ejemplo.” Folkeenhedens vigtigste opgave var at indfri de fundamentale krav fra den del af befolkningen, der altid havde været forfordelt,” sagde han.

 

De ansatte i byfornyelsesselskabet CORMU udsatte under Lawners ledelse deres ferier og arbejdede på overtid. Og ikke alle afdelinger var en del af Folkeenhedens projekt. ”Vi sørgede for, at alle de ansatte blev overbevist om, at de arbejdede til gavn for almenheden, og selvfølgelig ikke for at berige et privat selskab eller en bank. Med andre ord, de vidste, at deres arbejde betød, at folk fik bedre levevilkår.”

 

Desuden, sagde han, at målsætningen om ”at lave noget smukt” blev begrundet med, ”at i socialt boligbyggeri skal det ikke udelukkende være de rige, der har eneret på det smukke.”

 

Eksplosionen på landet

Lawner mindes med stolthed Folkeenhedens nationalisering af kobber, dens boligbyggeri og ”eksplosionen i bøndernes verden.” Landboreformen og lovgivningen angående bøndernes organisering i fagforeninger var blevet vedtaget i 1962 – før UP-regeringen. Men ”landarbejdernes levevilkår blev ved med at være trællelignende som i feudaltiden,” bemærkede han.

 

Da Allende havde været præsident en uge, blev han inviteret til et møde med bønderne i Araucanía, og han medbragte også sin landbrugsminister, Jacques Chonchol. Mens de indfødtes leder talte, lænede Allende sig over mod Chonchol og sagde: ”Hør engang, minister, jeg synes, du skulle blive boende her.” Ministeren måtte så sende bud efter sin tandbørste blandt andet, men blev der i tre måneder og startede sin embedsperiode med at bo på landet.

 

Under det første halve år af regeringens tid var en halv millionær hektar jord blevet overført til de jordløse.

 

Folkeenhedens første år, var ”et år med uendelige håb”, husker Lawner.

 

”For sådan en som mig, der aldrig havde haft et offentligt embede, var følelsen af magt uendelig. Og lige så uendelig var overbevisningen om, at alt kunne lade sig gøre … vi lovede mere, end vi var i stand til at gøre. [Vi gennemførte nu 3-4 gange så meget, som der havde været gennemført i Boligministeriets historie]. Men alt det, vi lavede, skete på grund af det, man savner nu: embedsmændenes engagement. Det passer jo, at man er nødt til at have et godt lederskab, men hvis basis ikke er med, sker der ikke noget.”

 

Generationer fordærvet af modellen

Vi snakkede om forskellen mellem erfaringerne fra Folkeenhedens første år, og det første år under Chiles nuværende præsident, Gabriel Boric og hans progressive regering. Her pointerede Lawner, at i Chile ”er vi i 50 år blevet fodret med den nyliberale doktrin om en ideologi, der står i modsætning til det, man må kræve af en progressiv regering. Umærkeligt er generation efter generation blevet formet efter en model, der i min øjne er korrupt. En anden opfattelse er ikke mulig.”

 

Den nuværende præsident for Chiles senat, Juan Antonio Coloma, er en person fra den yderste højrefløj. ”Når 50-årsdagen for kuppet kommer til september”, sagde Lawner, ”vil Coloma være landets næst betydeligste politiske embedsmand.”

 

Fascismens vækst, sagde han, er et globalt fænomen, det er ikke kun noget, der finder sted i Chile. Men Lawner fortvivler ikke. ”Man kan ikke sige, hvornår der er en gnist, der atter fænger, men det vil uden tvivl ske.”

 

12. april 2023

 

Oversat fra Green Left af Stig Hegn

 

Denne artikel er lavet af Globetrotter. Forfatteren Taroa Zúñiga Silva er medlem af redaktionen, hvor hun også er mediekoordinator for det spansksprogede område.

Man kan læse mere om Miguel Lawner (på spansk) på Wikipedia.

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com