Han var født i 1934 i Cuzco, Peru (se note), hvor quechua-folket hører til, og som han igen og igen vendte tilbage til. Og sideløbende med det var han altid på farten, boede i flere forskellige lande og blev også flere gange deporteret af de magthavere, som han kritiserede. Og så sent som i marts vendte han endnu engang tilbage til Sverige, igen efter politisk uro i sit hjemland. Han døde med sine to døtre i Sverige, Carmen og Maria, ved sin side, sådan som han havde ønsket det.

Han var i mange medlem af organisationer tilknyttet Fjerde Internationale, først i Argentina, hvor han kom til som ung studerende, og siden i Peru, som han vendte tilbage til i slutningen 1950’erne. Det var der, han deltog i og spillede en ledende rolle i bøndernes bevægelse imod de grusomme, neofeudale jordbesidderes herredømme i de peruanske Andesbjerge. Bøndernes krav om jord blev mødt med skånselsløs undertrykkelse. Hugo deltog i dannelsen af et bevæbnet selvforsvar. Ved en konfrontation blev en politimand dræbt. Hugo kom for retten ved et militærtribunal, og anklageren krævede dødsstraf, men det endte i stedet med 25 års fængsel.

Der blev umiddelbart efter dommen iværksat en international kampagne for, at han skulle løslades. Hugo har selv understreget, at hver gang hans liv var truet – det var det ved flere lejligheder – så førte Fjerde Internationale an i kampagnerne for at redde ham. Mens han var i Sverige udnævnte Amnesty International ham til ’årets fange’ i 1968. Han blev befriet, efter at et militært regime, som af mange blev opfattet som progressivt, var kommet til magten i Peru, men nogen tid senere blev han deporteret til Mexico.

Hugo rejste til Chile i Allende-perioden, men var nødt til at flygte fra landet efter militærkuppet i 1973. Han blev, som så mange andre, reddet af den svenske ambassadør Harald Edelstam, og fik asyl i Sverige. Han vendte tit tilbage for at være sammen med den familie, han fik der – men også ved gentagne lejligheder, fordi han igen var blevet deporteret eller truet på livet i Peru.

I 1970’erne og 80’erne blev han valgt til parlamentet for forskellige venstrefløjsalliancer, som den peruvianske sektion af Fjerde Internationale deltog i. I 1980 blev han opstillet som kandidat til præsidentvalget.

Under sit eksil i Mexico møde han Zapatist-bevægelsen og blev inspireret af deres oprør i 1994, fordi den, ligesom han selv, holdt fast i, at magten skulle opbygges nedefra og bygge på de oprindelige folks traditioner. Han genoptog senere sit arbejde i bøndernes bevægelse i Peru. I de sidste årtier af sit liv koncentrerede han sin indsats om kampen for oprindelige folks rettigheder og forsvaret imod udbytningen af de naturrigdomme, der var i deres områder. Han begyndte at udgive en månedsavis, ’Lucha Indigena’ (Oprindelige Folks Kamp), der fokuserede på deres anliggender, og som fortsat udgives af hans kammerater.

Hugos helbred havde være skrøbeligt i mange år. Han er blevet tævet alt for tit, i fængslet, af politi og militær. I 2002 gennemgik han en hjerneoperation, og blev efterfølgende behandlet i Cuba. I 2019 var han igen på besøg i Sverige, og besøget blev længere end ellers på grund af rejserestriktioner i forbindelse med Covid-19. På trods af tiltagende helbredsmæssig svækkelse deltog han i klimamanifestationer sammen med Greta Thunberg og Fridays for Future, og mødte aktivister fra samernes organisation, et folk, der bor i de nordlige dele af Sverige, Norge, Finland og Rusland.

Hugo Blanco gik kompromisløst ind i sine politiske kampe, han gav aldrig op, og han lod sig aldrig lokke af de privilegier, som han blev tilbudt. Han afviste for eksempel kategorisk at støtte den halvhjertede jordreform, som militærregimet i 1970’erne tilbød. Hugo lagde stor vægt på betydningen af at deltage direkte i det daglige arbejde i bevægelserne, og at lytte til alle dem, der også var med. Han havde en sjælden evne til at komme på bølgelængde med folk og overbevise dem. Et eksempel på det var den måde, som han henvendte sig til sine fangevogtere på ved militærtribunalet, og forklarede dem, at der var en klar forskel på dem og så deres overordnede. Under sit fængselsophold og under retssagen blev hans vogtere gentagne gange udskiftet, fordi de kom til at nære for meget sympati over for ham. Han var aktør eller vidne til dramatiske verdenspolitiske øjeblikke, og han formåede at videregive, hvad der var den strategiske lære af enhver kamp til resten af os.

I april i år udkom der på forlaget Röda Rummet en biografi om Hugo på svensk, en oversættelse af ’Hugo Blanco – a revolutionary for life’, af Derek Wall. Dem, der havde arbejdet med bogen var særligt glade for, at den blev færdig i tide, så de kunne give ham den. Ved lanceringen af bogen i Stockholm i juni var der et intenst øjeblik for alle de tilstedeværende, da Hugo bidrog med en militant hilsen på zoom fra sin hospitalsseng i Uppsala. Ved lanceringen fortalte hans døtre om, hvad han havde betydet i deres liv og i deres fælles politiske arbejde. En af døtrene, Maria, afsluttede sin del med et slogan, der for altid vil være forbundet med bøndernes bevægelse i Peru i 1960’erne, og med Hugo Blanco:

Tierra o Muerte! Land or death!

26. juni, 2023/

Hugo Blanco, den peruvianske revolutionære bondeleder, tidligere parlamentsmedlem, forkæmper for oprindelige folks rettigheder og for miljøet, er død efter kort tids sygdom.

Note: Hugo Blanco blev født 15. november i Cuzco, Peru, og døde 25. juni i Uppsala, Sverige.

Maria Sundvall er læge og medlem af Socialistiska Partiet, svensk sektion af Fjerde Internationale.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen