Anklagen lød på formidling af falske oplysninger, der underminerer statens sikkerhed.

Sagen involverer en dobbelt anklage. Den første udspringer fra en politirapport udarbejdet den 1. maj, hvor han blev afhørt om et Facebook-opslag, der går mere end fem måneder tilbage, hvor han anbefalede at lytte til og debattere med strejkende gymnasieelever.

Den anden anklage vedrører hans profilbillede Facebook (som er flere år gammelt), ledsaget af et citat fra Étienne de la Boétie: “De er kun fantastiske, fordi vi er på knæ, lad os stå op. Støtte til alle samvittighedsfanger.”

Efter fremmødet for dommeren udtalte Lyes Touati, at der var en betydelig modsætning mellem dommerens opsummering – hvor han syntes at have accepteret afvisningen af ​​alle anklagerne – og selve dommen. Det antyder, at dette mere er en politisk retssag mod Lyes Touatis person end en reel dom. Lyes Touatis er blevet uretmæssigt anklaget i flere andre sager.

Samtidig er Fathi Gherras, medlem og leder af Den Demokratiske og Sociale Bevægelse MDS sat under retsligt tilsyn for at have “påvirket præsident Tebbounes image og værdighed” på sin Facebook-side. MDS er en udsplitning fra det gamle kommunistparti og er blandt de få i oppositionen, der stadig identificerer sig med hirak [protestbevægelsen i Algeriet 2019–2021, o.a.]

For at forstå denne eskalering af undertrykkelse mod aktivister, der kræver demokratiske friheder, og truslen fra det Damoklessværdet, der hænger over dem, er det måske værd at bemærke, at præsident Tebbounes regime samtidig oplever et hedt efterår. De sociale medier summer af spekulationer om en tidligere chef for sikkerhedstjenesterne, som er flygtet ud af landet.

Her er en tekst skrevet af Ali Ben Saad, professor emeritus ved det Institut for Geopolitik ved Paris Universitetet VIII) til forståelse af den sikkerhedsmæssige kontekst, som Algeriet befinder sig i i den nuværende sociale spænding:

I de omfattende afskedigelser, der fortsat destabiliserer og svækker staten og dens hær, vil jeg kun nævne to, de vigtigste og de seneste: afskedigelserne af chefen for DGSI (sikkerhedstjenesterne), Nasser El Djen, og afskedigelserne af regeringslederen, Larbaoui.

Jeg vil ikke vende tilbage til det politiske bagtæppe, som jeg har forsøgt at forklare i min Médiapart-klumme og i mit tidligere Facebook-opslag med titlen “Algeriet, ti års brutalisering af institutioner og destabilisering af staten”.

Jeg vil kun fokusere på én “lille” detalje, der er fælles for begge afskedigelser.

Når Nasser El Djen valgte at flygte til Alicante, var det fordi, han allerede havde en ejendom der, en velhavende en af ​​slagsen, andre ejendomme og solide midler til at leve. Midler, som han desuden havde levet godt med i fem år i Alicante som bosiddende, før han reagerede på regimets anmodninger og vendte tilbage til Algeriet.

Ud over spørgsmålet om, hvordan denne officer, der ikke engang var general på det tidspunkt, var i stand til at opbygge en sådan formue med sin løn fra militæret, er det en kendsgerning, at før han opnåede den strategiske stilling som chef for DGSI, som også skulle håndtere det meget følsomme spørgsmål om korruption, besad han allerede denne rigdom. En rigdom, der var velkendt for de “beslutningstagere”, der inviterede ham til at vende tilbage.

Det betyder, at denne praksis med en embedsmand, der opbygger en stor formue, som i øvrigt er i udlandet og umulig på anden måde end gennem korruption, er en norm, der er godkendt af beslutningstagerne i det ‘nye Algeriet’ og praktiseres af dem selv. Når det er sandt og ubestrideligt på et så følsomt ansvarsniveau som Nasser El Djens, må det nødvendigvis være udbredt på alle beslutningsniveauer.

Kampen mod korruption er blot et ‘afskrækkelsevåben’ mellem regimets fraktioner. Ellers ville den være blevet anvendt på Nasser El Djen på forhånd i stedet for at promovere ham som det vigtigste instrument i denne kamp. Han blev kun forfremmet til denne stilling for at bruge den til Tebbounes fordel.

Larbaoui blev afskediget, fordi han på tidspunktet for tragedien med bussen, der styrtede ned i El Harrach-wadien, ikke var i Algeriet, hvor han skulle som vikar for Tebboune, der modtog behandling i Tyskland. Dette fravær var en alvorlig administrativ fejl, som også gav billedet af et land i uorden, forladt af sine ledere. Det var derfor svært ikke at straffe dette fravær.

Men hvorfor var Larbaoui fraværende? Fordi han var sammen med sin familie, som havde ledsaget ham til USA, da han var ambassadør der, men i stedet for at slutte sig til ham i Algeriet, da han blev udnævnt til premierminister, valgte han at bosætte sig permanent i USA med opholdsstatus. Og han rejste derfor regelmæssigt dertil i “familiebalancens” navn, idet hans rejseudgifter blev betalt med statslige midler.

Ud over at være kilden til livsophold for en familie i et så dyrt land, var det ikke et problem for beslutningstagerne at regere Algeriet som regeringschef, mens ens familie boede i udlandet. Dette skyldes, at det er en model, der er meget anvendt blandt disse beslutningstagere, hvoraf nogle endda misundte ham for at have haft chancen for at vælge Trumps Amerika i stedet for den “evige fjende”, Frankrig, hvor vindene er blevet sure.

Regimet bliver ved med at fordømme “udenlandsk indflydelse”. Men i praksis styrer det os fra udlandet.

Ali Ben Saad, 28. september 2025

Algeriet oplever en situation, hvor regimet siden Hirak er gået ind i en undertrykkende og autoritær spiral, der er ment som “overgangsfase”, og deraf “suspensionen” af de partier, der betragtes som ballademagere (især PST), og ikke forbuddet. Men regimet kommer ikke ud af sine interne krampetrækninger: hver negation åbner op for en anden negation. Det reagerer med periodisk undertrykkelse, som et Damoklessværd.

Og retssagen mod kammerat Lyes Touati kom på det “forkerte” tidspunkt. Den tjener som et eksempel og en advarsel for enhver handling, der er kritisk over for regimets politik.

1. oktober 2025

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind