Foto: Strejkende ved Nile Linen Group den 11. september 2025.

Ifølge ansatte på fabrikken blev moderen – kun ti dage før hun skulle på barselsorlov – forhindret i at tage afsted i forbindelse med et akut behov for lægehjælp. Ledelsen henviste til orlovsreglerne og truede med at trække i lønnen, hvilket i praksis holdt hende tilbage på arbejdspladsen.

Sikkerhedsstyrker omringede frizonen, to arbejdere blev kortvarigt tilbageholdt og ledelsen forsøgte sig med at sende alle hjem. Det gav bagslag. Arbejderne vendte tilbage i stort tal for at fortsætte strejken, valgte forhandlere og vandt til sidst en undersøgelse af forløbet, kompensation og ændringer i praksis omkring løn og orlov. Den 15. september blev produktionen genoptaget, efter at ledelsen lovede at forholde sig til kravene.

I samme uge ebbede en bølge af faglig uro ud over hele øvre Egyptens sukkerindustri, Edfu, Kom Ombo, Armant og Dishna, efter uger med arbejdsnedlæggelser på grund af løn, godtgørelser, sikkerhedstillæg, overtid og manglende implementering af den annoncerede statslige minimumsløn. Udsendinge fra regimets fagforbund (General Federation of Trade Unions) og lokale embedsmænd dukkede op på nogle fabrikker og lovede lønforhøjelser til oktober og en gennemgang af kravene på “højeste niveau”. Nogle grupper afsluttede deres strejker under pres, inklusiv trusler om afskedigelse og påstande om statens sikkerhed. Andre afbrød aktionerne med eksplicitte advarsler om, at de ville nedlægge værktøjet igen til januar, hvis løfterne ikke bliver indfriet.

Set i sammenhæng viser disse to episoder, hvordan der faktisk foregår lokale forhandlinger i Egypten: Der er tale om en let-antændelig blanding af aktioner drevet af desperation, sikkerhedsforhold og “sidste-øjebliks” fiks, der først kommer i hus efter en eskalering. Selv med den nuværende undertrykkelse tvinger strejker stadig staten og virksomhederne til at forhandle – modvilligt, midlertidigt og sag-for-sag.

En langsom, stædig stigning

Detaljerede nationale strejkestatistikker er med vilje svære at finde, men vi har troværdige signaler fra 2024-25 om, at kollektive aktioner er i stigning på trods af et klima præget af frygt.

I 2024 var vi vidne til en bredspektret stigning i faglige protester, hvor lønkrav og sager om minimumslønnen var i fokus, samtidig med at valutaen kollapsede, og priserne var på himmelflugt. Ledelsen i både den offentlige og private sektor brugte dispensationer og proceduremæssige smuthuller for at undgå påbudte lønforhøjelser. Arbejderne svarede igen med appeller, arbejdsstop og demonstrationer uden for fabriksporten, der udløste målrettede arrestationer, fyringer og forfølgelser.

Gennem hele 2025 har landet ifølge mine faglige kilder oplevet mere end 70 strejker og protester fordelt over tekstil, keramik, sukkermøller, detail, petroleum, kemikalier, forsyningsselskaber og uddannelse. Arbejdernes krav har haft fokus på forsinkede lønudbetalinger, udbetaling af årsbonus, håndhævelse af mindstelønnen og forbedrede arbejdsvilkår. Der har været store aktioner, blandt andet var 4.000 ansatte i strejke hos Ceramica Inova, ligesom der var koordinerede arbejdsnedlæggelser i hele det øvre Egyptens sukkerindustri. Arbejdsgivere og myndigheder har ofte svaret igen med undertrykkelse – blandt andet med fyringer af tillidsfolk og arrestationer af ansatte hos tekstilvirksomheden T&C- og i væksthus-gartnerier – mens andre har forsøgt at dæmpe uroen med mægling fra Arbejdsministeriet eller gennem udbetalinger fra reservefonde.

Dette er ikke en eksplosion i stil med den fra 2006. Det er tale om en trinvis kurve med øget hastighed og større bredde siden 2013, udtrykt som korte, defensive, økonomiske strejker, som er ekstremt sensitive overfor lokale provokationer (et fatalt uheld, ubetalte tilgodehavender og en ydmygende ledelse). Arbejderne er velovervejede. De afslutter strejker, når undertrykkelsen bider for hårdt, eller når mærkbare sejre er i hus. De afventer, indtil tiden er kommet (for eksempel med sukkersæson i januar).

Hvorfor sker det? Inflationen, gentagne devalueringer og et lønniveau, som enten er eroderet af priser eller slet ikke implementeret. For at sætte det lidt på spidsen, så har leveomkostningerne overskredet et niveau, hvor frygten for politiet er i konkurrence med frygten for at sulte. Det er på dette punkt, hvor egyptiske arbejdere historisk set går fra klagebreve til arbejdsnedlæggelser.

Hvad fortæller strejkerne om regimets spilleregler

Først politi, så forhandlinger: Fabrikkerne bliver omringet, indgangene kontrolleret og nogle få bliver taget for at dæmpe det momentum, der er opstået. Kun når produktionen standser, og arbejderne står fast, dukker der mæglingsfolk op – folk fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, faglige ledere, parlamentsmedlemmer og guvernører.

Proceduremæssige fix, ikke strukturelle forandringer: De løsninger, der tilbydes, er skåret stramt til: suspendér en leder, lov dem en undersøgelse, udbetal en mindre del af godtgørelserne, sæt en månedlig lønforhøjelse på så-og-så-meget i søen. Ingen ændring af det underliggende problem med manglende implementering af lønninger og sikkerhed og ingen anerkendelse af en uafhængig organisering.

Der købes tid. Favorittaktikken er at udsætte: “til oktober”, “om tre måneder”, “efter ledelsens gennemgang”, “ved budgetbehandlingen.” Det virker kun, hvis arbejderne opløser deres organisering, og i tilfældet med sukkerindustrien satte de specifikt januar som en hård deadline.

Frizoner – ikke frie fagforeninger: Nile Linen-sagen understreger, hvordan “eksportzoner” kobles til hyperdisciplin (adgangsregler, bundne hensættelser, portkontrol) med utilstrækkelig inspektion og sikkerhed. Det er indbegrebet af en privatiseret model for tvang under offentligt dække.

Under overfladen afslører statens holdning dog en frygt. Når lokale arbejdsnedlæggelser giver genlyd – gennem landsdækkende forsyningskæder (sukker) eller udenlandsk valutaindtjening fra eksport (tekstiler) – bevæger sagen sig “opad”. Denne eskalering er arbejdernes løftestang.

Arbejderne antændte lunten i 2011

Egyptens moderne arbejderoprør begyndte ikke i Tahrir [offentlig plads i hovedstaden, store politiske demonstrationer fandt sted under den egyptiske revolution i 2011, o.a.]. Det opstod i Mahallas [tekstilcenter] fabrikshaller og blandt transportarbejdere, embedsmænd og offentligt ansatte i midten af 00’erne. Disse strejker skabte forvirring hos de statslige myndigheder og blev starten på strejkekomitéer og uafhængige fagforeninger – hvoraf den mest kendte er skatteopkrævernes fagforening – flere år før revolutionen begyndte den 25. januar 2011.

Da oprøret i 2011 nåede sit højdepunkt var vilde strejker udenom fagforeningerne i transport-, tekstil- og stål- og den offentlige sektor den 8.-9. februar afgørende. De førte revolutionen fra gaderne over til selve systemet: fra parade til nedlukning. I løbet af nogle måneder bredte nye faglige forbund og dusinvis af uafhængige fagforeninger sig hurtigt. For første gang i årtier kunne egyptiske arbejdere forhandle troværdigt uden om statens officielle faglige landsorganisation.

Revolutionens sociale sjæl var ikke en romantisk abstraktion. Det var den organiserede magt af arbejdere, der standsede produktionen. Den styrke hjalp med til at fælde en præsident og åbnede kortvarigt et vindue for lønstigninger. Korrupte ledere blev renset ud, og værdigheden på gulvet blev genforhandlet.

Efter kuppet – hvordan det blev knust

Militærets gik efter overtagelsen i 2013 i gang med at lukke ned for politik ved at hugge hovedet af de netværk, der var bedst i stand til at lamme staten: politiske partier, ungdomsgrupper, lokale organiserede fællesskaber og uafhængige fagforeninger (inklusiv uformelle arbejdernetværk) på arbejdspladserne.

Hårde juridiske indgreb: lovgivning om den offentlige orden kriminaliserede demonstrationer. Fra 2017 blev fagforeninger tvunget til at genregistrere sig på statslige betingelser, de blev udsultet eller opløst, så den officielle faglige landsorganisation fik et de facto monopol – nu koblet med drakoniske begrænsninger af strejkeretten.

Sikkerhedsfiltrering: Faglige fabrikskomiteer blev enten udrenset eller integreret. Aktivister blev chikaneret. Ledere af faglige kampe stod fra sag til sag overfor retsforfølgelse for at “forhindre produktion” eller for “opildnelse.”

Ledelsen fri for straf: Virksomhedsledere lærte, at politiet ville håndhæve intern disciplin – lige fra portkontrol og tvungen orlov til lockout forklædt som “vedligeholdelse.”

Lønteater: Overskrifter om “minimumsløn” og præsidentielle “gratialer” blev pr-stunts, ujævnt anvendt og nemme at slippe udenom gennem undtagelser og hule påstande om “manglende mulighed for implementering”.

Resultatet var ikke så meget en pacificeret som en frossen arbejdsstyrke. Fra omkring 2014 til 2020 blev strejker sjældne, korte og isolerede. Folk led stadig – de gjorde det bare i stilhed. Staten beviste, at den kunne sætte tusindvis i fængsel, dræbe for eksemplets skyld og gøre faglige rettigheder til en blindgyde.

Så gjorde priserne det, som politiet ikke kunne: De smeltede den fastfrosne tilstand. Pandemiens efterdønninger, globale fødevare- og energiprisstigninger og gentagne devalueringer trak de sidste søm ud af husholdningsbudgetterne. Fra 2022-25 var stilstanden med “ingen strejker” smuldret – ikke fordi undertrykkelsen blev lettet, men fordi ønsket om overlevelse ikke gav nogen anden mulighed.

Her står bevægelsen nu

Det her er ikke en genkomst af november 2006. Dagens arbejderkampe er defensive og økonomiske – ikke åbent politiske – og fokuserer på tilgodehavender, sikkerhed, børnepasning, diæter, skiftehold og sågar retten til at tage på hospitalet med sit døende barn. De er kortvarige og lokale og kan måles i dage snarere end måneder, med mindre staten fuldstændig ignorerer. De netværker også og er alligevel atomiserede: WhatsApp-grupper, eks-fagforeningsfolk og NGO-veteraner deler stadig taktikker og laver udkast til krav, men der findes ikke en landsdækkende koordination med bid i.

Risiciene er også tydelige: målrettede anholdelser, massefyringer, “disciplinære” sammenkoblinger, der sletter lige netop den lønstigning, du netop har vundet, og trusler om at blive blacklistet i frizonerne. Derfor ender mange arbejdsnedlæggelser ikke med sejr, men med en advarsel og en dato, hvor arbejdet skal genoptages.

Skeptikere vil sige, at nogle få indrømmelser her og der ikke ændrer noget. De tager fejl. I Egyptens nuværende politiske økonomi har alle sejre på gulvet – hvad enten det handler om sikkerhedstillæg, bortvisning fra arbejdspladsen eller overtidsbetaling – akkumulative effekter. Hver gevinst hæver bundlinjen for et acceptabelt lønniveau, fordi selv beskedne forbedringer, når først de normaliseres, vil blive kopieret i andre virksomheder. De udvider også repertoiret: Så snart man har slået til og overlevet, vil den næste arbejdsnedlæggelse være mindre skræmmende og bedre organiseret. Vigtigst af alt genopbygger sådanne sejre selvtilliden, som er en sjælden ressource, når der er undertrykkelse – den opbygges trinvist og ikke gennem erklæringer.

Det er kontracyklisk politik fra neden. Mens eliterne organiserer sig omkring salg af aktiver, gældsservice og udenlandsk opbakning, genforhandler arbejderne stille og roligt den daglige reproduktion af arbejdskraften. Det er ikke glamourøst, men det er sådan, bevægelser overlever de lange vintre.

Statens dilemma

Egyptens ledere står overfor en strukturel modsætning, som de ikke kan løse ideologisk. De har brug for eksport og indenlandsk produktion for at sikre udenlandsk valuta og opretholde beskyttelse. De har brug for føjelige arbejdere for at kunne tilbyde investorer forudsigelige omkostninger og undgå forstyrrende overskrifter. Samtidig har de brug for offentlig troværdighed om, at “staten sikrer omsorg”, selv mens realindkomsten kollapser.

De kan ikke få alle tre dele. Når priserne stiger hurtigere end lønningerne, bliver arbejderuro en pris for at drive erhvervsvirksomhed. Regimet kompenserer med selektiv tvang (for at afskrække folk fra organisering) og betalingsmæssige indrømmelser (for at holde samlebåndene i gang). Det er præcis, hvad september-strejkerne viste.

På længere sigt

Egyptens arbejderbevægelse antændte den afgørende fase af revolutionen i 2011 ved at oversætte gadeprotesterne med styrken fra arbejdsnedlæggelser. Kontrarevolutionen forstod dette fuldt ud og byggede et system designet til at inddæmme arbejderne: De genmonopoliserede den faglige repræsentation, kriminaliserede forsamlinger, gjorde fabriksledere til de facto politi og oversvømmede æteren med en fortælling om “orden”.

For en tid virkede det. Men ingen autoritær model kan ophæve læren om tal. Når regningen for dagligvarer fordobles, mens ens rådighedsbeløb forsvinder, bliver fabrikkerne ikke ved med at stå stille. Det, vi nu er vidne til, er ikke en tilbagevenden til gamle dage – der er ikke en landsdækkende bølge, ingen alternativ landsorganisation, intet sikkert civilt rum. Det er en læringsproces under ekstremt restriktive forhold. Arbejdere genopdager det, de allerede vidste: Hvis man ikke standser maskinen, er der intet, der ændrer sig.

Strejkerne i september førte ikke til et nyt system. De gjorde noget endnu vigtigere for det lange seje træk: De viste tusinder af arbejdere – igen – at maskinen stadig stopper, når de beslutter, at den gør.

Det er den linje, der betyder noget i 2025. Ikke fantasien om, at én stor strejke vil vælte en militariseret politisk økonomi, men den virkelighed, at gradvise, gentagne, lokale sejre – bakket op af troværdige trusler om en eskalering, når løfterne svigtes – genopbygger den eneste magt, der nogensinde har fået Egyptens magthavere til at blinke.

Spørgsmålet for 2026 er ikke, om Kairo pludselig vil tillade frie fagbevægelser. Det vil de ikke. Spørgsmålet er, om der, fabrik for fabrik, skiftehold for skiftehold, er arbejdere, der vil fortsætte med at forvandle ubærlige levevilkår til målrettede strejker, som vinder virkelige penge, reel sikkerhed og reel værdighed, og om disse uformelle netværk begynder at tale sammen igen. Hvis de gør det, vil regimet stå overfor en velkendt hovedpine: en arbejderbevægelse, der ikke har brug for tilladelse til at trække vejret.

Den egyptiske arbejderbevægelse er levende, konservativ i taktikken, brutaliseret af konteksten og – på grund af økonomien – på vej til at blive uundgåelig igen. Staten kan ikke slå priserne ned. Det er derfor, de ikke kan blive ved med at knuse strejker for evigt.

27. september 2025

Oversat fra Red Flag (Australien) af Bodil Olsen