Læsetid: 14 minutter

 

Juntaerne i Burkina Faso, Mali og Niger præsenterer sig selv som fortroppen for en ny antiimperialisme. Ved at udvise franske tropper, beslaglægge miner og påberåbe sig Sankaras navn har de skabt en kraftfuld fortælling om suverænitet, der finder genklang i og udenfor Afrika. Men bag deres slogans er der mange modsætninger. Militærstyret konsolideres, de demokratiske rettigheder indskrænkes, og masserne – bønder, arbejdere og arbejdsløse unge – er fortsat udelukket fra at forme deres fremtid.

 

Denne spænding er kernen i Sahel i dag: Gestus af opposition til de imperialistiske magter eksisterer side om side med autoritære styreformer, der reproducerer netop den undertrykkelse, de hævder at modarbejde. For almindelige mennesker er den lovede befrielse endnu ikke blevet en realitet.

 

I denne sammenhæng bringer det indiske webmagasin Alternative Viewpoint her et interview med Sinamban Coulibaly, en ung bonde og aktivist fra Mali. Under et pseudonym – af frygt for undertrykkelse i et klima, hvor kritikere bliver gjort tavse, fængslet eller drevet i eksil – giver de et sjældent, uforfalsket perspektiv. Deres stemme minder os om, at ægte frigørelse ikke kan dikteres ovenfra af generaler, men skal skabes nedefra gennem folks egne kampe. (red)

 

Hvordan har dit liv og livet for dem omkring dig ændret sig, siden militæret tog magten – med hensyn til markedspriser, arbejde, skole og sundhed?

 

Sinamban Coulibaly: Da militæret tog magten i august 2020, skabte det først et stort håb blandt befolkningen, som allerede var træt på flere fronter, især med hensyn til sikkerhed. Regeringen viste imidlertid hurtigt sin inkompetence og diktatoriske natur.

 

Vores allerede usikre levevilkår er blevet endnu værre. Tidligere var usikkerheden begrænset til landets nordlige og centrale regioner, men nu præger den hele landet, især i landdistrikterne. Landbrugs-, hyrde- og fiskersamfundene er i praksis blevet fanger af ikke-statslige væbnede grupper, hvilket gør det umuligt for os at arbejde.

 

Befolkningen i byerne, der er afhængig af små industrier, handel og manuelt arbejde, står nu over for en hidtil uset energikrise. Nogle byer oplever langvarige strømafbrydelser, hvilket tvinger befolkningen til at leve fra dag til dag. Med andre ord arbejder vi om dagen for at forsørge vores familier om natten og den følgende morgen. Som følge heraf er økonomien gået i stå.

 

Byerne er afhængige af landbrugsprodukter, men mangler ofte penge til indkøb. Denne manglende købekraft tvinger landbrugsproducenterne til at sælge deres produkter til meget lave priser. Derudover mangler landbefolkningen ofte muligheder til at opbevare deres landbrugsprodukter, hvilket resulterer i, at varerne bliver ødelagt, når de ikke bliver solgt.

 

Væbnede grupper har besat landsbyer, hvilket har resulteret i lukningen af tusindvis af skoler. Dette problem berører næsten alle regioner i nord og midt samt mange andre områder. Derudover har forældrenes manglende evne til at betale lokale lærere, som de ansætter direkte, ført til lukningen af hundredvis af offentlige skoleklasser. Staten rekrutterer ikke tilstrækkeligt med lærere.

 

De samme udfordringer findes inden for sundhedsvæsenet, hvor systemet er blevet stadig mere privatiseret. Folk uden økonomiske midler undgår at gå til sundhedscentre.

 

Som reaktion herpå har militæret kun tilbudt undertrykkelse.

 

Når du ser på situationen i Burkina Faso under Ibrahim Traoré, ser du da nogen forskelle eller, endnu vigtigere, nogen ligheder med det, malierne oplever?

 

Når jeg vurderer situationen i Burkina Faso under Ibrahim Traoré, ser jeg ingen forskelle i forhold til det, malierne oplever. Efter min opfattelse er omstændighederne identiske. Mange landsbyer i Burkina Faso flytter til malisk territorium og omvendt, afhængigt af hvilke områder der er mest fredelige.

 

Der er meget diskussion om »national suverænitet«. Men hvad betyder det i praksis for en bondefamilie eller en ung arbejder i Bamako? Oprindeligt accepterede folk denne upræcise retorik, men med tiden er den blevet til en vittighed. Det, folk virkelig ønsker, er at lindre deres sult og tørst. De længes efter en ende på volden.

 

I Burkina Faso »fremmer« Traoré nationale sprog og antifransk retorik. Tror du, at disse tiltag virkelig har indflydelse på folks liv, eller er de primært symbolske?

 

De ændrer ikke noget og er ikke engang symbolske. Vi kender de populære sprog i vores land, så hvorfor ikke gøre dem officielle? Hvis alle sprog blev anerkendt som officielle, ville der ikke være forvirring om et enkelt arbejdssprog. Denne propaganda er designet til at skabe bevidst forvirring. Det franske sprog dominerer fortsat.

 

»Frankrig« fungerer som deres primære manipulationsværktøj. Udtrykket ›Frankrig‹ repræsenterer ikke nogen specifik politisk ideologi eller styringsmekanisme. Den neoliberalisme, der undertrykker vores afrikanske folk, er identisk med den, som det franske folk også kæmper imod. Denne retorik styrker blot de lokale oligarker, der udnytter den til at øge deres magt. Frankrig er »forsvundet«, men fattigdommen fortsætter med at forværres.

 

Regeringen hævder, at krigen mod jihadisterne gør fremskridt. Men hvordan har folk det egentlig i landsbyerne og landdistrikterne – føler de sig mere sikre eller mere bange?

 

Folk er mere end bange, de er rædselsslagne. Landsbyerne er tvunget til at efterkomme disse gruppers krav for at undgå angreb. For nylig er væbnede grupper dukket op i offentlige videoer for at forbyde visse aktiviteter, og de håndhæver deres straffe. Vi lever i frygt.

 

Føler fordrevne personer, hyrder og landlige familier sig beskyttet?

 

Både i landsbyerne og byerne er folk bange.

 

Valget er blevet udsat flere gange. Hvordan siger folk omkring dig til det?

 

Folk er simpelthen skuffede. Efter at Choguel Kokala Malga blev premierminister under den anden undtagelsestilstand i maj 2021, fokuserede regeringen i første omgang sin kommunikation på at miskreditere politiske partier og civilsamfundet. Da regeringen følte sig sikker, opløste den de politiske partier og politiske foreninger. Den forværrede sikkerhedssituation og undertrykkelsen inden for hæren har imidlertid afsløret regimets despotiske og frihedsberøvende karakter, selv for dem, der måske ikke fuldt ud forstår det.

 

Tror du, at juntaen snart vil give afkald på magten, eller vil den forblive ved magten i lang tid?

 

Den anser sig allerede for at være et imperium med evig magt.

 

Er der stadig plads til partier, fagforeninger og foreninger, eller er alt blevet begrænset?

 

For øjeblikket er alt blevet kvalt. Partierne anfægtede beslutningen om opløsning, men flere domstole i hovedstaden Bamako erklærede, at de ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse om sagen. En af byretterne henviste dog spørgsmålet til Forfatningsdomstolen via Højesteret i august. Men har vi en uafhængig forfatningsdomstol? Den har allerede ladet tidligere afgørelser passere. Domstolen friholdt dog fagforeninger og ikke-politiske foreninger, efter at truslerne mod dem slog fejl.

 

Mærker du og dine omgivelser dette pres – for eksempel i form af nedskæringer inden for sundhed, uddannelse og landbrug?

 

Selvfølgelig mærker vi presset. Vi har givet udtryk for vores bekymringer vedrørende problemerne med sundhed, uddannelse og skoler. Studerende modtager ikke deres stipendier til tiden. Som følge heraf tilbringer de tre år på samme årgang uden at komme videre til næste niveau på grund af de vedvarende forstyrrelser. SNESUP (den nationale fagforening for højere uddannelse) er i konstant strejke og kæmper for bedre arbejdsforhold, herunder behovet for flere undervisere og bedre lokaler.

 

Fagforeningerne på sundhedsområdet oplever lignende udfordringer, men de kan ikke opretholde deres strejker i lang tid på grund af deres sociale ansvar. Strejkerne i bank- og finanssektoren understreger yderligere denne situation.

 

Situationen inden for landbruget er alvorlig. Mange bomuldsavlere har ikke modtaget betaling for sidste sæsons afgrøder. Derudover er subsidierne til vigtige råvarer til fødevareafgrøder i denne sæson ikke blevet leveret i tilstrækkelige mængder eller til tiden. Kornproducenterne risikerer at blive ramt af hungersnød næste år. Der er kun halvanden måned til høsten, men gødningen til markerne er endnu ikke kommet frem. Jeg må understrege, at den tilgængelige mængde gødning er utilstrækkelig. Det er en forfærdelig situation.

 

Der er ingen støtte til, at producenterne kan forberede deres gødning. Desuden er det vigtigt at forstå, at lederne har forvaltet disse lånte midler dårligt.

 

Har bruddet med Frankrig virkelig resulteret i økonomiske ændringer, eller fortsætter vores afhængighed af Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og andre partnere uændret?

 

Jeg har sagt, at vi ikke bør betragte Frankrig som en politisk ideologi eller en styringsmekanisme. Vores afhængighed af disse partnere fortsætter. Hver dag pådrager vores stat sig gæld til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.

 

For eksempel ydede IMF ved udgangen af første kvartal 2024, nærmere bestemt i april, en nødfinansiering på 120 millioner dollars »for at imødekomme presserende behov vedrørende fødevareimport og for at sikre likviditet«.

 

Et år senere, i april 2025, godkendte IMF en udbetaling på 129 millioner dollars under Exogenous Shock Window of the Rapid Credit Facility (RCF) for at imødegå virkningerne af oversvømmelserne.

 

Verdensbanken indgik en aftale med Mali i oktober 2021 om at finansiere projekter med fokus på at forbedre den sociale inklusion, sundhed, adgang til energi og landtransport.

 

I december 2022 blev der underskrevet to yderligere aftaler til en værdi af 188,26 milliarder CFA-franc [godt 2 milliarder kroner]. Verdensbanken godkendte et lån på 100 millioner dollars til at forbedre adgangen til vand. Disse eksempler illustrerer de igangværende finansielle initiativer i regionen.

 

Der er ingen væsentlige partnere ud over Verdensbanken. På våbenområdet gør Rusland, Kina og Tyrkiet en indsats under særdeles uigennemsigtige forhold, hvilket efterlader borgerne uvidende om betingelserne for anskaffelsen. Disse lande udøver også pres på erhvervsaktiviteter inden for udvinding af råstoffer og mineraler, især Kina, som straffrit ødelægger vores miljø, samtidig med at det skader lokalbefolkningen, der gør modstand mod miljøforringelsen. Denne tendens er særlig tydelig i Keniéba i Kita-regionen i vest, Kangaba i Koulikoro-regionen i sydvest og Yanfolila i Sikasso-regionen i den sydlige del af landet.

 

Hvordan ser en ægte politik for økonomisk og social suverænitet i Mali ud efter din mening?

 

Virkelig suverænitet afhænger grundlæggende af, at der gennemføres en ægte udviklingspolitik, der nøjagtigt afspejler forholdene i Mali og den sydlige region. Det er afgørende at etablere et folkeligt, engagerende demokrati.

 

Økonomisk suverænitet er uløseligt forbundet med politisk suverænitet. I øjeblikket må vi overveje et samarbejde uden for de imperialistiske sfærer og søge at rekruttere lande i Syd, der må erkende, at de er den virkelige styrke. Jeg mener, at fremtrædende tænkere som Eric Toussaint, Arnaud Zacharie og andre er kommet med vigtige bidrag i denne retning.

 

Mange diskuterer de overgreb, der er begået af hæren og dens allierede. Moura-massakren i 2022 står stadig klart i alles hukommelse. Hvordan forholder du og dine omgivelser jer til dette spørgsmål i dag?

 

Faktisk dominerer chauvinisme diskussionerne om hærens anliggender.

 

Vi anerkender, at der har fundet overgreb sted, især med tilstrømningen af såkaldte russiske instruktører, der omtales som krigens købmænd. Det er afgørende, at vi diskuterer disse spørgsmål for at forhindre, at det gentager sig. Sådanne overgreb skaber frustrationer, der komplicerer kampen og kan true nationalstatens integritet.

 

Kan du tale frit om det, eller er der frygt for repressalier?

 

Vi kan ikke tale frit om det. Der er allerede repressalier omkring spørgsmålet. Selv under demokratiske regimer bliver politiske ledere, der konsekvent har fordømt sådanne situationer, forfulgt for deres åbenhed. Nogle er blevet tvunget i eksil. Et eksempel er Dr. Oumar Mariko, formand for partiet African Solidarity for Democracy and Independence (SADI).

 

Selv i sociale bevægelser bliver aktivister, der taler åbent om overgreb, betragtet som fjender og bliver undertrykt allerede inden for bevægelsen.

 

Forstærker denne vold mistilliden til staten og letter den rekrutteringen af jihadister?

 

Naturligvis, og derfor siger jeg, at det kan skabe frustrationer, der tilskynder til kriminelle jihadistiske aktiviteter.

 

I virkeligheden stoler folk i nogle områder ikke længere på myndighederne af mange årsager; de bliver undertrykt på grund af deres etnicitet. Så når man bliver undertrykt af dem, der burde beskytte en, hvem vender man sig så til? Man vender sig til dem, der hævder at kæmpe imod dem. Landmænd bliver frataget deres frugtbare jord, der er gået i arv fra generation til generation, og taber retssager, mens terrorister ofte protesterer mod disse uretfærdigheder. Det er her, disse kriminelle organisationer finder muligheder for rekruttering. Staten skal være garant for sikkerhed og social retfærdighed.

 

Hvordan oplever kvinder, unge og fordrevne denne periode med krig og krise?

 

Situationen er katastrofal. Der er en alvorlig mangel på boliger, og adgang til mad, uddannelse og sundhedspleje er blevet en luksus for disse fordrevne befolkningsgrupper.

 

Ser du nogen lokale initiativer, ledet af kvinder, unge eller lokalsamfund, der tilbyder en anden fremtid?

 

Ja, men sikkerhedssituationen udgør en alvorlig hindring. Foreninger og landbrugskooperativer kæmper stadig for at gøre en forskel, hvor det er muligt, i visse områder. De NGO’er, der tidligere støttede disse initiativer, er nu mindre aktive på grund af usikkerheden eller manglende finansiering.

 

Ørkendannelse og tørke rammer Mali. Hvordan påvirker det landmændene og hyrderne omkring dig?

 

Landmændene har stadig sværere ved at forsørge sig selv med deres afgrøder, som giver et stadig mindre udbytte. Der falder ofte for lidt regn, og når det strømmer væk, skyller det ofte afgrøderne bort.

 

Hvad angår hyrderne, har deres husdyr kun lidt at spise, og inddragelse af skovene for at finde frugtbar jord giver dem kun minimale græsningsarealer. Dette skaber naturligvis konflikt mellem disse to grupper, der er involveret i landbruget.

 

Hvordan ser fødevareusikkerheden ud i landsbyerne i dag – fødevaremangel, migration, afhængighed af hjælp?

 

Fødevaremangel og migration er de primære årsager til fødevareusikkerheden i landsbyerne i dag. Udvandringen er blevet den eneste mulighed for raske arbejdere. Der er stort set ingen hjælp at hente, og den lille hjælp, der er, er ofte symbolsk og ydmygende.

 

Støtter staten virkelig landbruget og fødevareproduktionen, eller overskygger krigen alt andet?

 

Uanset krigen er støtte til fødevareproduktion ikke en prioritet for staten. I øjeblikket er der rigelige subsidier til bomuldsproduktion, i modsætning til subsidierne til fødevareafgrøder. Denne situation afspejler en bestemt politisk vision. Systemet synes at være ligeglad med fødevarer og fremmer primært industrielle afgrøder. Denne situation har intet med krigen at gøre.

 

Du kender måske til nogle lokale tiltag – såsom kooperativer, traditionelle dyrkningsformer eller kvinders initiativer. Kan du give nogle eksempler?

 

Sinamban Coulibaly – Sådanne initiativer findes. Kvinder i landsbyerne går i dag sammen om at hjælpe hinanden i regntiden og arbejder dagligt på hinandens marker uden løn.

 

Ofte tager enkeltpersoner en fridag om ugen for at arbejde for en tredjepart mod betaling, som derefter indbetales til en solidaritetsfond, som de selv forvalter. Unge mennesker er også involveret i denne praksis, og den er ret almindelig i landsbyerne, især i Bèlèdougou-regionen i den sydvestlige og vest-østlige del af landet.

 

I visse regioner finder dette kooperative tiltag udelukkende sted i høstsæsonen, hvilket sikrer bevarelsen af modne afgrøder for familier med utilstrækkelig arbejdskraft.

 

Nogle hævder, at Mali og Burkina Faso repræsenterer en form for »ny afrikansk uafhængighed«. Tror du, at dette er ægte uafhængighed, eller er det blot et skift fra fransk indflydelse til russisk?

 

Personligt ser jeg ikke nogen ægte uafhængighed i den nuværende situation. Vi er vidne til en ny form for balkanisering, orkestreret af den ene imperialistiske fraktion mod den anden.

 

En slave, der søger frihed, vælger ikke en anden herre.

 

Hvilke erfaringer bør andre lande i Sahel – eller endda et land som Indien – lære af denne oplevelse?

 

Jeg vil foreslå, at enkeltpersoner organiserer deres politiske kamp ved at skabe en fælles ideologisk forståelse. Enhver stor protestbevægelse ledet af enkeltpersoner, der mangler en fælles politisk vision og klassebevidsthed, har en tendens til at styrke de herskende klasser, der modarbejder hinanden blot for at få kontrol over landets rigdomme, frem for at tjene det arbejdende folks interesser.

 

Det er afgørende ikke at støtte antidemokratiske holdninger, blot fordi en midlertidig regering ikke har levet op til forventningerne, Der findes ikke noget levedygtigt alternativ til demokrati, der giver masserne mulighed for at gøre oprør mod uretfærdighed. Landene i det globale Syd må erkende, at hverken den vestlige blok eller BRICS-landene kan tilbyde frelse; de er i konflikt med hinanden om den monopolistiske kontrol.

 

Mange progressive aktivister i Indien og andre steder beundrer Ibrahim Traorés og den maliske juntas taler. Hvad vil du gerne formidle om de realiteter, som befolkningen står over for?

 

Folkelige kampe og friheder udhules. Vi er ved at blive en slagmark for forskellige imperialister.

 

Et sidste spørgsmål. Hvilken form for international solidaritet kan virkelig hjælpe malierne i dag – og hvilke former for støtte er mere tilbøjelige til at styrke de autoritære kræfter?

 

Malierne har brug for støtte til at kræve fred og både individuelle og kollektive friheder. Hjælpen bør koncentrere sig om at belyse kapitalismens mekanismer og de konflikter, der er forbundet hermed, i stedet for udelukkende at påberåbe sig begrebet »Frankrig«, som tilslører den undertrykkelse, der udøves af den lokale erhvervselite.

 

10. september 2025

 

Oversat fra Alternative Viewpoint af Poul Bjørn Berg