Enhedslisten afholder en stor international konference den 19-20. november om venstrefløjens alternativer til EU. SI bringer i den anledning en række indlæg om emnet.

af Lee Jones

Umiddelbart er det ikke særligt indlysende, hvorfor nogen stadig er interesseret i, hvad den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis mener, men som leder af den transnationale Demokrati Europa-bevægelse (DiEM25) ser det ud til, at han fortsat har indflydelse på dele af den europæiske venstrefløj. I hans seneste artikel, Europe´s Left After Brexit gentager han sine stadigt mere modsætningsfulde synspunkter om, hvorfor det skulle være uforeneligt med en progressiv politik at forlade EU.

Det skal dog siges, at Varoufakis anerkender, at progressive ”ikke har noget andet alternativ” end en ”direkte konfrontation med EU-systemet”, eftersom EU simpelthen ikke kan reformeres i demokratisk retning. Men ikke desto mindre holder han fast i, at venstrefløjen ikke må støtte folkeafstemninger om EU-medlemskab.

Han giver to forvirrede forklaringer på dette. For det første, at eftersom udmeldelses-afstemninger er ”bevægelser, som er blevet opfundet og hovedsageligt anført af højrefløjen, så er det ”usandsynligt”, at det ”vil hjælpe venstrefløjen til at bremse sine modstanderes fremgang” ved at slutte sig til.

Denne venstrefløjs-defaitisme er Ganske enkelt en selvopfyldende profeti. Hvis venstrefløjen afviser at gå forrest i kampagner for udmeldelse. Så vil banen selvfølgelig blive overladt til højrefløjen. Og eftersom venstrefløjen ikke på overbevisende måde kan forsvare EU, så er bolden spillet over til højre.

For det andet siger Varoufakis, at genetablering af det nationale demokrati vil betyde afslutningen for ”arbejdernes” fri bevægelighed. Eftersom EU har skabt fri bevægelighed, så indebærer en udmeldelse en accept af – eller en direkte støtte til – genetablering af national grænsekontrol med pigtråd og bevæbnede vagter.”

Bortset fra at et venstreorienteret lederskab teoretisk set kunne overbevise vælgerne om at acceptere åbne grænser, så er dette forsvar for EU simpelthen bizart. EU er meget langt fra at være ”grænseløst” (hans ord). Man har skabt fri bevægelighed ikke for ”arbejdere”, men for EU-borgere, selv om den er begrænset for borgere fra nye medlemslande.

Men for ikke-EU-borgere har EU skabt et Fort Europa: pigtrådshegn og bevæbnede vagter” omringer kontinentet, hvilket resulterer i tusinder af døde afrikanere og asiater i Middelhavet, og hundredtusinder, som vansmægter under kummerlige vilkår i det sydøstlige Europa (blandt andet Varoufakis s eget hjemland, Grækenland) og Tyrkiet. Dertil kommer, at migrationskrisen har ført til genoprettelse af ”pigtråd og bevæbnede vagter” rundt omkring på kontinentet.

Ideen om at EU beskytter en form for arbejder-paradis med åbne grænser i modsætning til højrefløjens revanchisme er latterlig.

Nedbrydningen af demokratisk kontrol over migrationspolitikken har på samme tid undergravet dens legitimitet og fået de politiske eliter til at unddrage sig enighed om åbne grænser. Langt fra at skabe en kosmopolitisk stemning har EUs migrationspolitik derfor næret et angreb fra højrefløjen mod åbne grænser. Det er derfor, at snæversynet populisme blomstrer i Europa.

Varoufakis citerer kun to andre af EUs “programmer, som er værd at forsvare”: klimapolitikken og Erasmus-programmet”. Det er latterligt. EUs system med salg af CO2-kvoter bliver langt hen ad vejen set som et kødben til industri- og finanskapitalen, uden at gøre noget for at begrænse udslippet af drivhusgasser. Og Erasmus er ikke engang et EU-program, og selv om det var, så ville et års studieophold i udlandet næppe være grund nok til at ophæve det nationale demokrati.

Varoufakis foretrukne model er en “pan-europæisk bevægelse for civil og regerings-ulydighed”. Han håber, at progressive regeringer kan blivevalgt og derefter nægte at gennemføre ”EUs uigennemførlige regler på lokalt, regionalt og nationalt niveau uden at tage nogen tilløb overhovedet til at forlade EU”. EU vil forsøge at tildele bøder, true og bølle genstridige medlemslande, men hvis regeringerne står fast, vil EU enten blive tvunget til at ændre kurs eller ”melde sig selv ud”.

Hvordan dette præcist skulle foregå bliver ikke udpenslet. EU vil ”blinke”, og ved et trylleslag, ”ændre sig”. Dette skulle angiveligt fastholde ”internationalismens ånd”. Kræve ”pan-europæisk handling” og distancere venstrefløjen fra ”den fremmedfjendske højrefløj”. Varoufakis refererer til Marx, Engels og Gramsci for at afvise dem, der opfordrer til genindførelse af national-folkeligt demokrati, og foreslår en ”transnational republik”.

Dette er intet andet end et opkog af Varoufakis s forfærdelige ”gode EU-strategi” (se artikel), som førte Syriza-regeringen til et bittert nederlag og dens tilhængere i ruiner.

Varoufakis fortsætter med at omfavne den fantasi, at progressive regeringer kan komme til magten på same tid over hele Europa og hjælpe hinanden med at ændre EU. Med tanke på de nationale forskelle og det niveau af mobilisering, som vil være nødvendigt, er dette en latterlig antagelse. Som erfaringerne fra Syriza og Spaniens Podemos viser, er det svært nok at få valgt en progressiv eller folkelig regering i bare en EU-medlemsstat, endsige at modstå det fælles pres fra eurozonen.

Modsætningen er her åbenlys. Varoufakis tvivler på venstrefløjens evne til gå imod højrefløjen i deres eget land, hvis man støtter kravet om en folkeafstemning om medlemskabet. Men han mener, at den europæiske venstrefløj er stærk nok til at overvinde institutionerne i det nationale demokrati, smadre EU og skabe en ”transnational republik”.

I den forstand afspejler Varoufakis s ideologi hans egen biografi. Efter at have mislykkedes med at føre an i et opgør med EU blandt virkelighedens folk, svinger han sig op til at lede en imaginær EU-bevægelse.

 

Varoufakis afslører også en uvidenhed om karakteren og betydningen af den nuværende europæiske stat. Det er dumt at foreslå, at EUs regler er uigennemførlige, således at en regering og et folk bare kan ”nægte”. Grækenlands egen erfaring viser dette.

Hans perspektiv overseer forvandlingen af de europæiske stater til “medlems-stater”, hvorved statsapparaterne er viklet godt og grundigt sammen på tværs af grænserne – herunder også lovgivning og håndhævelse af lovgivning. EU behøver ikke at håndhæve direktiver og dekreter direkte; Europas ”nationale” juridiske systemer vil gøre det.

Varoufakis ser også bort fra det faktum, at det eneste sted, hvor et virkeligt ”folk” eksisterer, er på det nationale niveau, ikke på EU-niveau, sådan som EU-begejstrede folk siger. Han afviser ikke dette – det ville også være umuligt, eftersom al erfaring viser, at ud over en tynd skal af markeds-internationalisme hos storbyeliten, så er det overvejende flertal af europæere først og fremmest knyttet til og interesseret i den nationale demokratiske politik.

Varoufakis afviser blot dette retorisk, til fordel for en venstreorienteret internationalisme fra det 19. århundrede. Men mekanismen for at opnå denne internationale solidaritet er en kamp på mange niveauer, så regeringer _ nationale regeringer – er i stand til at modsætte sig EU-diktater. Varoufakis behøver og afskyr på sammen tid nationalstaten og den nationale offentlighed, og søger tilflugt i en fantasifuld ”transnational republikanisme”.

Trods Varoufakis´ opfordring til en dynamisk historisk analyse, overser hans fantasipolitik praktisk talt alt, hvad der er sket for venstrefløjen siden slutningen af det 19. århundrede: dens fragmentering fra en internationalistisk bevægelse til at være nationalt funderet gennem to verdenskrige; dens indlemmelse i kapitalistklassens nationale udviklingsprojekter efter 1945; og dens knusende nederlag i de klassekampe, der fulgte i kølvandet på kriserne i 1970´erne og 1980´erne. Alt dette har skabt den svaghed, som Varoufakis frygter, når han er bange for, at et farvel til EU kun kan styrke højrefløjen.

Men i stedet for at konfrontere denne svaghed direkte og tænke over, hvordan man kan genoplive venstrefløjen, opstiller han skizofreniagtigt en venstrefløj med en styrke, så den er er i stand til stå sammen på tværs af grænserne ofr at revolutionere den Europæiske Union.

Den sørgelige sandhed er, at venstrefløjen ikke er i stand til at revolutionere noget nogen steder i Europa. Den efterlader som den eneste handlingsvej at kæmpe mod de kræfter, institutioner og ideologier, som undertrykker venstrefløjens genoplivning. Og den største modstander her er selve den Europæiske Union.

9. oktober 2016. Lee Jones er medlem af redaktionen på The Current Moment, som analyserer aktuel europæisk politik. Oversat fra webmagasinet Jacobin (USA) af Karina Skov.
 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com