Racebegrebet i human taxonomi – videnskaben om klassificering af mennesker – har en lang og skændig historie.

af Tim Crowe

Forskellige personer har brugt race til at splitte og tale nedsættende om nogle mennesker, mens de hævder deres eget krav om overlegenhed. Nogle af disse personer var – og er – respekterede på deres felt og i deres tid. Det gælder filosof og naturvidenskabmand Robert Boyle og en sociolog som Hans Günther. Andre, der også er skyldige heri, er en biolog som Ernst Haeckel og en historiker som Henri de Boulainvilliers.

Hvad er den racebaserede klassifikation af mennesker egentlig? Og har den nogen naturvidenskabelig gyldighed?

Hvis vi begynder med Kant
Den fremragende filosof Immanuel Kant var velsagtens den første ”videnskabelige racist”. Han fastholdt, at de mørkhudede afrikanere var ”mislykkede og dumme”. Han insisterede på, at de kun var i stand til at have overfladiske følelser og var uimodtagelige for enhver form for uddannelse ud over at lære, hvordan man skulle være slave.

I modsætning hertil fastholdt Kant, at de lyshudede kaukasere var ”aktive, skarpsindige og eventyrlystne”.

Den anerkendte tysk antropolog Johann Blumenbach brugte hjerneskals-anatomi til at opdele mennesker i fem racer:

  • Kaukasere (Europa og det vestlige Asien)
  • Mongolide (det østlige Asien)
  • Malayere (sydøstlige Asien)
  • Negroide (Afrika, syd for Sahara) og
  • Amerikanere (Nord- og Sydamerika)

Men han var uenig i den almindelige opfattelse, at mennesker fra Afrika syd for sub-Sahara var laverestående. Blumenbachs ”godartede” racekategorisering holdt sig til godt ind i det 20.århundrede.

Samuel Morton fortsatte med forfinede kvantitative vurderinger af hjerneskals-anatomi for at skaffe yderligere ”videnskabelige beviser”. Han påstod at den intellektuelle forskelle mellem racer afspejler sig i den indre volumen af hjerneskallen, og at det retfærdiggør brugen af Blumenbachs opdeling til at bestemme racernes relative rangorden.

Han mente, at kaukasere:
… udmærker sig ved den lethed, hvormed de opnår de højeste intellektuelle begavelser

og afrikanerne er karakteriseret som
.. muntre, tilpasningsvillige og dovne; samtidig med, at de mange nationer, der repræsenterer denne race, fremviser en enkel variation af intellektuel karakter, hvoraf den mest ekstreme er den laveste del af menneskeheden.

”Videnskablig racisme” blev brugt til at retfærdiggøre både ejerskab af slaver og af kolonialisme. Den nåede sit højdepunkt med racehygiejnen/eugenikken – en ”videnskab” som den britiske statistiker og sociolog Francis Gallton gjorde sig til talsmand for i slutningen af det 19. århundrede.

Eugenikken talte for ”forbedringen” af menneskeheden gennem fremme af reproduktion mellem mennesker med ønskværdige karakteregenskaber, og reduktion af reproduktion mellem mennesker med mindre ønskelige egenskaber. Eugenikken indgik i den racerelaterede lovgivning i Nazi-Tysklands Nürnberglove (fra 1935, SI-red) og apartheidtidens sydafrikanske forordninger. (Også i Danmark blev der i 1930´erne vedtaget en række racehygiejniske love, bl.a. om tvangs-sterilisation, SI-red).

Genetisk evidens (bevis)
Genetiske studier har undersøgt ”racemæssige” variationer ud fra et molekylært perspektiv. Min tidligere lærer Richard Lewontin, som var evolutionsbiolog fra University of Chicago, var en pioner på dette felt. Hans forskning tyder på, at 90 procent af den genetiske variation blandt moderne mennesker skal findes blandt individer inden for samme befolkningsgruppe. Den lille rest skyldes variationer mellem befolkningsgrupper.

Dette synspunkt blev bekræftet at efterfølgende studier baseret på DNA af blandt andre Lynn B. Jorde og Stephen P. Wooding. DNAen er identisk for 99,5 procents vedkommende i alle menneskelige befolkningsgrupper. Gruppen af de geografisk meget mere afgrænsede chimpanser udviser mere end fire gange så stor genetisk variation, som man kan finde mellem menneskelige befolkningsgrupper. Chimpanser er menneskets nærmeste nulevende udviklingsmæssige ”slægtning”.

Deres forskning viser, at når mennesker bliver studeret fra et genetisk eller DNA-perspektiv, så er de fundne mønstre ikke til at skelne ud fra geografisk kriterier. Normen er graduerede, geografisk ubestemte variationer i træk og gener. Det gælder endda blandt folk, der traditionelt regnes for at være racemæsigt homogene. Der er ikke noget bevis for væsentlige udviklingsmæssige racemæssige variationer hverken i gener eller anatomi.

Undtagelsen er hudfarve. Omkring 10 procent af variationen i hudfarver forekommer indenfor grupper og omkring 90 procent mellem befolkningsgrupper. Mennesker, der lever tæt på Ækvator, har mørkere, mere melaninrig hud end dem, der lever på højere breddegrader. Mørkere hud bliver udviklingsmæssigt udvalgt for dets naturlige "solfaktor", der begrænser de skadelige virkninger fra ultraviolet stråling.

Genetiske studier har for nylig antydet, at hudfarve kan ændre sig grundlæggende inden for 100 generationer gennem naturlig selektion.

Genopblomtring af den genetiske racisme
Disse overvældende videnskablige beviser har ikke forhindret nyere studier baseret på hyppigheden af DNA-alleler (bestemte gener, SI-red) i at påstå, at der findes hele otte menneskeracer.

Den britiske videnskabsjournalist Nicholas Wade brugte disse studier til at påstå, at naturlig udvælgelse mellem ”racer” skabte forskelle i IQ, med indflydelse på politiske institutioner og landes økonomiske udviklingsniveauer.

Disse genetiske studier er grundlæggende fejlagtige af tre årsager:

– Taxonomiske studier, der sigter på at bestemme gyldigheden af raceinddelinger, bør bygge på karaktertræk. Det er træk, der er uforanderlige inden for befolkningsgruppen. De bør ikke bygge på træk som øjenfarve og genetiske alleler, som varierer indenfor populationer.

– De eksempler, der blev brugt i de ovenfor nævnte DNA-baserede studier, var udvalgt geografisk til lejligheden for at maximere forskellene mellem de menneskelige folk, og

– De DNA-baserede evolutionære race-”træer” var genereret ved hjælp af en statistisk metode, der er designet til at skabe trælignende mønstre, som afspejler gennemsnitlige i stedet for absolutte forskelle mellem de udtagne prøver. Denne teknik danner grundlaget for en tilgang til konstruktionen af udviklings-træer kaldet ”phenetics”(dvs. en metode til systematik, hvor relationer er bestemt af grader af lighed, SI-red). Den er blevet effektivt miskrediteret og bredt afvist.

Evolutionær oprindelse
DNA og anatomisk baserede fund støtter teorien om ”den afrikanske oprindelse”. Den siger, at mennesket stammer fra Afrika. Den afrikanske Homo erectus udvandrede til Eurasien for mellem 1,4 og 1,6 million år siden.

For omkring 90.000 og 92.000 år siden udvandrede en anden menneskeart, den moderne Homo sapiens også fra Afrika. Disse arter erstattede den population af Homo erectus mod nord.

Forsøg på at bevise den videnskabelige virkelighed om menneskelige racer, berettiger ikke til yderligere diskussion. De kan ikke bruges til vurderinger om racemæsig ”overlegenhed”. ”Hvide” og andre ikke-afrikanske folk er faktisk evolutionære flygtninge fra Afrika. Efter at have slået sig ned i Eurasien, varede det kun et enkelt evolutionært pulsslag for dem at miste det meste af melaninen i deres hud.

Mørkhudede mennesker udenfor Afrika er efterkommere af migranter, der ”genvandt” deres ”sorthed” i andre ækvatoriale områder.

Tim Crowe er professor emeritus ved Univercity of Cape Town, Sydafrika. Artiklen er oversat
fra engelsk af Martin Mørch og Steen Andersen. Først offentliggjort den 20. november 2015
 i The Conversation. 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com