De store demonstrationer i oktober mod nedskæringer på uddannelsesområdet viste vrede og kampklare elever og studerende. Men hvordan fortsætter vi kampen?

af Simon Østergaard Chievitz

I den nyligt vedtagne finanslov blev der vedtaget besparelser på 8,7 mia. kr. – penge, der skal findes i hele uddannelsessystemet, og som kommer oven i de årlige grønthøsterbesparelser på 2 procent. Nedskæringerne skal implementeres over de næste 4 år og betyder, at der skal spares ca. 4 procent om året på de fleste uddannelser. På mellemlange videregående uddannelser, svarer nedskæringerne til at fjerne 9 lektor på hvert uddannelsessted, nogle steder er det flere end der er ansat. Meget tyder desuden på, at besparelserne kommer til at lukke flere uddannelser landet over, hvor særligt de små uddannelsessteder i de mindre byer er truet.

Nedskæringer fører til affolkning af Udkantsdanmark
Regeringens nylige vedtagne udflytning af statslige arbejdspladser blev solgt som en sejr for Udkantsdanmark. Når tallene bliver gjort op og man ser, hvor mange mennesker det drejer sig om i de enkelte byer, afslører det sig som billig symbolpolitik. Det ser endda dummere ud, hvis man medregner, hvilke arbejdspladser der ligger i en kort rejseafstand fra større byer.

Men også besparelserne på uddannelsesområdet, med de institutions- og uddannelseslukninger det medfører, viser de borgerliges komplette ligegyldighed overfor Udkantsdanmarks problemer. Hvad der betyder noget for Udkantsdanmark er, at folk, der rent faktisk har lyst til at blive der, har mulighed for at tage en uddannelse i deres lokalområde. At have et udbud af muligheder rundt om i Danmark ud over ungdomsuddannelserne er helt grundlæggende i kampen mod affolkning. Det skal ikke være nødvendigt at flytte til de store byer, hvis man vil uddanne sig videre.

Undervisningskvalitet
Lukning af uddannelser er kun en af nedskæringernes konsekvenser. Det handler også om kvalitet.

Kvaliteten på de danske uddannelser er i forvejen under pres. Historier har de senere år allerede floreret omkring opgaver, der ikke bliver rettet af undervisere. Her drejer det sig ikke om dovne undervisere, men at man er så økonomisk presset, at kun nogle opgaver bliver læst, rettet og givet feedback på, hvilket burde være minimumskriteriet. Timetal har de senere år generelt været dalende på uddannelserne, hvor man ser studier med semestre med ned mod 3 timer om ugen med undervisere.

Disse tendenser vil fortsætte, når nedskæringerne skal implementeres. Fra politisk side argumenterer man for, at den økonomiske skruetvinge på den offentlige sektor medfører, at man finder uudnyttet potentiale og mere effektive og kreative løsninger. Disse kreative løsninger, der sælges som ”udvikling, innovation og fremtiden”, er fx såkaldt ”gruppefeedback”, hvor de studerendes grupper giver respons på hinandens arbejde – i stedet for feedback fra en lærer.

Et andet eksempel er e-learning, der skal gøre undervisningen mere fleksibel og tilgængelig, så den enkelte selv kan strukturere sin uddannelse i højere grad. I praksis betyder det, at man mister konfrontationen og dialogen med underviseren – relation og læring hænger uløselige sammen, men det er en anden og længere artikel. Generelt er konfrontationen med en underviser essentiel, og det handler ikke bare om at være i samme lokale med underviseren. En klar tendens er, at forelæsningsformen bliver mere og mere udbredt på de videregående uddannelser. Det er den absolut billigste form, men ud fra et fagligt udviklingsperspektiv kan den meget lidt i forhold til undervisning i mindre hold med fokus på dialog og forskellige arbejdsformer.

De kreative løsningers potentiale er blevet afsløret som rendyrket vildførelse for at spare penge. Regeringen må tage ansvaret for besparelserne på uddannelserne og stå ved, at lukninger, fyringer og et generelt kvalitetsdrop er konsekvensen af deres politik. Den gruppe, det rammer hårdest, når konfrontationstimer (timer med en underviser) falder, er unge, hvor forældrene ikke har tradition for videregående uddannelser. På den måde får besparelserne konsekvens for den sociale mobilitet. Regeringen insisterer på, at det ikke er dem, der fjerner timer, lukker uddannelser og fyrer folk. Det er rigtigt nok, at uddannelsesinstitutionerne selv skærer ned (udvælger, hvordan de vil kvalitetsforringe), men det er en konsekvens af regeringens førte politik, og derfor ligger ansvaret primært hos regeringen.

Modstanden og uddannelsesalliancen
Modstanden mod nedskæringer har vist sig på mange måder. Undervisernes organisationer såsom Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Dansk Magisterforening (DM) har taget afstand fra nedskæringerne, og flere af uddannelsernes organisationer har meldt ud, hvad konsekvenserne kan blive. Her vil jeg dog fokusere på de folkelige protester mod besparelserne.

De store demonstrationer den 27. oktober blev arrangeret af Uddannelsesalliancen – en platform, der opstod og udviklede sig i takt med dybden og bredden af nedskæringerne på uddannelsesområdet i løbet af august og september. Platformen endte med at have ca. 40 organisationer bag sig, herunder også Ibis og store dele af den traditionelle fagbevægelse. Det var dog tydeligt, da læsset skulle trækkes og modstanden skulle forberedes og udføres, at det primært var den klassiske del af elev- og studenterbevægelsen, der træk læsset. Uddannelsesalliancen første store mål var de store demonstrationer den 27. oktober i København og Aarhus.

Demonstrationerne endte med 40.000 deltagere på landsplan og over 100 undervisningsnedlæggelser landet over, hvilket er de største uddannelsesprotester i de sidste fem år. Af nye mærkbare udviklinger i bevægelsen kan nævnes, at handelsskoleeleverne stod for en stor del af undervisningsnedlæggelserne, og at de pædagogstuderendes fokus på konsekvenserne for Udkantsdanmark viste, hvor lidt der skal til for at politisere og radikalisere spørgsmålet om lukning af uddannelser. Visionen er, at Uddannelsesalliancen skal fortsætte med at eksistere som platform og genoptage aktiviteter i løbet af vinteren og foråret, samt følge og dokumentere implementeringerne.

Institutionerne og de ansattes rolle
Uddannelsesbesparelserne og uddannelsesalliancen rejser en del spørgsmål om, hvordan modstanden bliver mest effektiv.

En vigtig diskussion handler om at udvikle en modstand fra undervisernes organisationer, især GL og DM. Begge har de bakket op om de studerendes protester, skrevet artikler og holdt taler. Ledelserne på institutionerne har ligeledes over de sidste par år meldt ud, at der ikke kan spares mere, men har ikke ydet modstand eller truet politikerne. Ideen om ikke at anerkende nedskæringer eller at opstille minimumskrav og bruge de nødvendige beløb på lønninger, forskning og undervisning, indtil kassen løber ud, virker ikke til at blive taget op. Det kan måske også skyldes den overvældende tendens til, at der er eksterne flertal i bestyrelserne i de fleste uddannelsesinstitutioner.

Et grundkrav må her være en demokratisering af uddannelsesinstitutionerne, hvor det er undervisere, elever og studerende, der har magten. Omkring dette første krav, der ville muliggøre yderligere eskaleringer af kampen fra selve institutionerne, er der fodslag mellem DM, GL og studenterorganisationerne.

De studerendes rolle
Der er ingen tvivl om, at det er hos eleverne og de studerende, vi finder den største vilje til kamp og radikale måder at tage kampene på. Unge og folk under uddannelse står oftere i en livssituation, der gør omkostningerne ved at kæmpe radikale politiske kampe relativt små i forhold til de fleste andre grupper (ingen børn og familie, ingen undervisningspligt og ingen sikret fast indkomst).

I dette efterår har det været elev- og studenterbevægelsen (ESB), der har trukket læsset. Kampagnen har imidlertid rejst en del svære spørgsmål. Hvordan opbygger vi en styrke, som politikerne for alvor frygter og stiller organisationerne i en magtposition, hvor de kan forme, blokere og drive ting uafhængigt af staten? Når vi demonstrerer og blokerer, så politiserer og radikaliserer vi en masse mennesker. Det har helt klart et formål i sig selv, og desuden holder vi kulturen om at bruge nogle vigtige kampmidler i live. Den politiske påvirkning bliver dog let reduceret til, om vi kan rykke en stemning i befolkningen, så et forslag bliver så upopulært, at andre partier ikke tør røre ved det, eller at vi får en mindre dårlig reform. Den del af arbejdet har ESB de seneste år været exceptionelt dygtig til, hvor fx stemingen blandt befolkningen er blevet mere kritisk i forhold til SU-nedskæringer og brugerbetaling på uddannelserne.

Vi mangler en diskussion af, hvordan vi skaber nye pressionsmidler, og hvordan vi bruger de gamle på den klogeste måde. Erfaringen er, ESB gerne vil lave større og vildere ting, men efter den klassiske kampagneskabeloner med tre ugers intensiv mobilisering til en demonstration, er de fleste i ledelserne og blandt de centrale aktivister udbrændte og får ikke kørt kampen videre. Bør der holdes større fokus på undervisnings-boykot over længere perioder, i stedet for at lægge de fleste kræfter i en demonstration?

Undervisnings-boykot eller sågar strejker på uddannelsesinstitutioner er af en taktisk vigtig karakter for os, men spørgsmålet er, om de i tilstrækkelig grad rammer noget i samfundet, så politikerne bliver nødt til at give efter for kravene? Hvordan rykker vi kampene ud af organisationerne, når vi har en masse vrede elever og studerende? Skal vi ramme dele af trafikken i samfundet for at sætte ting i stå? Kan vi få resten af den offentlige sektor, der rammes af samme type underfinansiering til at strejke i børnehaver og sygehuse? Det er skridt, vi må udvikle og overveje, og som der er en grad af villighed til at tage alvorligt. Det kræver dog, at der er nogle, der rejser diskussionen, mens der er åbenhed for det. Vi skal begynde at snakke om, hvordan vi vinder. Hvis vi ikke har en strategi, så er resultatet desillusionering og politisk resignation hos en kampklar ungdom og kampklare organisationer, og fokus for potentielle kamporganisationer bliver flyttet ind i forhandlingslokaler, for i det mindste at få et lidt mindre ringe resultat.

De seneste par måneder har vi aktivt fået politiseret og radikaliseret mange unge mennesker. Der er stadig en villighed til at kæmpe videre. ESB fortsætter med at tage disse svære diskussioner om, hvordan man opbygger pressionsmidler. Det er vigtigt at være til stede i diskussionerne og finde svarene i samarbejde med dem, der lægger en kæmpe stor indsats i uddannelsesorganisationerne. For tiden er det ikke konservatisme eller overdrevet fokus på forhandling, der er problemet. Det er, at toppen, bunden og vi socialister i bevægelsen ikke ved, hvordan man lægger og forfølger en plan for at vinde.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com