Læsetid: 10 minutter
Rapporten bygger på af data indsamlet af 200 forskere og er organiseret af World Inequality Lab.
Den viser, at i 2025 tjente de øverste 10 procent af alle modtagere af indkomst i hele verden mere end de resterende 90 procent, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning tegner sig for mindre end 10 procent af den samlede globale indkomst. Formuerne– altså værdien af folks aktiver – var ifølge rapporten endnu mere koncentreret end indkomsterne fra arbejde og investeringer. De rigeste 10 procent af verdens befolkning ejede 75 procent af formuerne, og den nederste halvdel kun 2 procent.
I næsten alle regioner var den øverste ene procent rigere end de nederste 90 procent tilsammen, med en forskel i formuer, der voksede hurtigt over hele verden. “Resultatet er en verden, hvor et lille mindretal har en hidtil uset økonomisk magt, mens milliarder fortsat er udelukket fra selv grundlæggende økonomisk stabilitet,” skriver forfatterne til rapporten.
Denne koncentration af rigdom er ikke kun konstant – den bliver også stadig større. Siden 1990’erne er antallet af milliardærers og multimillionærer vokset med cirka 8 procent årligt, næsten dobbelt så meget som den vækstrate, der opleves af den nederste halvdel af verdens befolkning. De fattigste har opnået beskedne fremskridt, men de overskygges af den ekstraordinære akkumulering i toppen. Andelen af den globale formue, der ejes af de øverste 0,001 procent, er vokset fra næsten 4 procent i 1995 til mere end 6 procent, fremgår det af rapporten, mens multimillionærers formue er steget med omkring 8 procent årligt siden 1990’erne – næsten dobbelt så meget som de nederste 50 procent.
Ud over den rent økonomiske ulighed finder rapporten, at denne ulighed forstærker uligheden i livsvilkår mere generelt. For eksempel er udgifter til uddannelse pr. barn i Europa og Nordamerika mere end 40 gange højere end i Afrika syd for Sahara – en forskel, der er omtrent tre gange større end BNP pr. indbygger.
Ulighed betyder også mere udledning af drivhusgasser. Rapporten viser, at den fattigste halvdel af verdens befolkning kun tegner sig for 3 procent af de CO2-udledninger, der er forbundet med privat ejerskab af kapital, mens de rigeste 10 procent tegner sig for omkring 77 procent.
Indkomsterne er fordelt ulige i alle verdensdele. De øverste 10 procent snupper konsekvent langt mere end de nederste 50 procent. Men når det kommer til velstand, er koncentrationen endnu mere ekstrem. På tværs af alle regioner kontrollerer de rigeste 10 procent langt over halvdelen af den samlede velstand, mens den nederste halvdel ofte står tilbage med kun en lille brøkdel.
Regionale forskelle
Disse globale gennemsnit skjuler enorme kløfter mellem regionerne. Verden er opdelt i klare indkomstgrupper: regioner med høje indkomster såsom Nordamerika, Oceanien og Europa; områder med mellemindkomster, herunder Rusland og Centralasien, Østasien, Mellemøsten og Nordafrika; og meget folkerige regioner, hvor de gennemsnitlige indkomster fortsat er lave, såsom Latinamerika, Syd- og Sydøstasien og Afrika syd for Sahara.
En gennemsnitlig indbygger I Nordamerika og Oceanien tjener omkring 13 gange så meget som en person i Afrika syd for Sahara og tre gange så meget som det globale gennemsnit. Sagt på en anden måde, så er den daglige indkomst i Nordamerika og Oceanien omkring 125 dollar, sammenlignet med kun 10 dollar Afrika syd for Sahara. Og dette er gennemsnitstal – inde for hver region er der folk, som tjener meget mindre.
Omkring 1 procent af det globale BNP går fra de mere fattige til de mere rige lande hvert år i kraft af overførsler af nettoindkomster forbundet med høje afkast og lave rentebetalinger på de rige landes gæld. Det svarer til tre gange så meget som den globale udviklingshjælp. Ulighed er også indgroet i det globale finanssystem. Den nuværende internationale finansielle arkitektur er struktureret på en måde, som systematisk skaber ulighed. Lande, som udsteder reservevalutaer, kan låne til en lavere omkostninger, udlåne til højere renter og tiltrække global opsparinger. I modsætning hertil ser udviklingslandene spejlbilledet: dyr gæld, lavt afkast på aktiver og en stadig udførsel af indkomst.
Kapitalens magt udøves internationalt mellem nationer. Bortset fra lande med en befolkning på under 10 millioner modtager de ti rigeste lande alle positiv nettoindkomst fra udlandet på deres kapital. I modsætning hertil er verdens ti fattigste lande tidligere kolonier, hvoraf de fleste ligger i Afrika syd for Sahara. De udviser den modsatte tendens sammenlignet med de rigeste. De fleste af disse lande betaler betydelig nettoindkomst fra udlandet til resten af verden. Med andre ord sender disse lande flere penge ud, end de modtager fra udenlandske investeringer. Denne dræn begrænser deres evne til at investere i områder som infrastruktur, sundhed og uddannelse – nøglen til at løfte dem ud af fattigdom. Intet under, at de aldrig kan ‘indhente’ og lukke kløften til det globale nord.
Hvordan begrænse uligheden?
Kan vi gøre noget for at reducere uligheden? For det første gentog den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz i et forord til rapporten en opfordring til at oprette et internationalt panel – ligesom FN’s IPCC om klimaændringer – der skal “spore ulighed på verdensplan og give objektive, evidensbaserede anbefalinger”. Rapportens forfattere argumenterer derefter for, at uligheder kan reduceres gennem offentlige investeringer i uddannelse og sundhed samt gennem ‘effektive’ beskatnings- og omfordelingsprogrammer. Den bemærker, at de ultrarige i mange lande undgår beskatning. Skattely findes i overflod rundt om i verden. En global skat på 3 procent på færre end 100.000 multimillionærer og milliardærer ville indbringe 750 milliarder dollars om året – det svarer til budgettet for uddannelse i alle lav- og mellemindkomst-lande.
Rapporten foreslår flere andre politiske foranstaltninger. En vigtig vej går gennem offentlige investeringer i uddannelse og sundhed. En anden vej er gennem programmer for omfordeling: “kontantoverførsler, pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og målrettet støtte til sårbare husstande kan direkte flytte ressourcer fra toppen til bunden.” Skattepolitik er en anden stærk løftestang: Indfør mere retfærdige skattesystemer, hvor de allerrigeste bidrager med højere satser gennem progressive skatter. Ulighed kan også reduceres ved at reformere det globale finansielle system. “De nuværende ordninger giver avancerede økonomier mulighed for at låne billigt og sikre stabile tilstrømninger, mens udviklingsøkonomier står over for dyre forpligtelser og vedvarende udstrømninger.” Reformer på dette område omfatter indførelse af en global valuta med centraliserede kredit- og debetsystemer.
Rapporten viser, at omfordeling af overførsler reducerer ulighed, især når systemerne er veludformede og anvendes konsekvent. I Europa og Nordamerika & Oceanien reducerer skatte- og overførselssystemer konsekvent indkomstforskellene med mere end 30 procent. Selv i Latinamerika har omfordelingspolitik, der blev indført efter 1990’erne, gjort fremskridt med at mindske forskellene. Med andre ord ville uligheden være endnu værre uden sådanne foranstaltninger.
Men rapporten anerkender et centralt problem. De effektive satser for indkomstskat er steget støt for størstedelen af befolkningen, men er faldet kraftigt for milliardærer og multimillionærer. Eliten betaler proportionalt mindre end de fleste af de husstande, der tjener meget lavere indkomster. Dette regressive mønster fratager stater ressourcer til afgørende investeringer i uddannelse, sundhed og klimaindsats.
Det underminerer også retfærdighed og social samhørighed ved at mindske tilliden til skattesystemet. Forfatternes svar er mere progressiv beskatning, da det “ikke blot mobiliserer indtægter til at finansiere offentlige goder og reducere ulighed, men også styrker legitimiteten af finanspolitiske systemer ved at sikre, at dem med de største midler bidrager med deres rimelige andel.”
Strukturelle ændringer er nødvendige
Opsummerende kan man sige, at de politiske svar i rapporten er: 1) overvågning af ulighed; 2) omfordeling af indkomst gennem progressiv beskatning og sociale overførsler; 3) flere offentlige investeringer i uddannelse og sundhed; 4) et globalt valutasystem.
Hvad mangler her? Der er ingen politik til at ændre verdensøkonomiens socioøkonomiske struktur radikalt – i realiteten skal kapitalismen fortsætte. Kapitalejerne: bankerne, energiselskaberne, tech-medievirksomhederne, big pharma og deres milliardærer – alle disse skal ikke overtages. I stedet skal vi bare beskatte dem mere, og regeringerne skal bruge skattepengene til at investere i sociale behov. Så politikken er en omfordeling af den eksisterende ulighed af indkomst- og formuer, ikke en ændring af den sociale struktur, der skaber disse ekstreme uligheder, nemlig det private ejerskab af produktionsmidlerne.
I tidligere undersøgelser har jeg fundet, at den høje ulighed i personlig formue er tæt forbundet med ulighed i indkomster. Jeg fandt, at der var en positiv korrelation på omkring 0,38 på tværs af data: Så jo højere uligheden i personlig formue er i en økonomi, desto mere sandsynligt er det, at uligheden i indkomst vil være højere. Rigdom avler mere rigdom; mere rigdom avler mere indkomst. En meget lille elite ejer produktions- og finansieringsmidlerne, og det er sådan, de tilraner sig løvens andel og mere af rigdommen og indkomst. Og formuekoncentration handler i virkeligheden om ejerskab af produktiv kapital, produktionsmidlerne og finansieringen. Det er storkapitalen (finans og erhvervsliv), der kontrollerer investeringer, beskæftigelse og finansielle beslutninger i verden. En dominerende kerne af 147 virksomheder kontrollerer tilsammen 40 procent af formuen i det globale netværk ifølge Swiss Institute of Technology. I alt 737 virksomheder kontrollerer 80 procent af det hele.
Dette er den ulighed, der er vigtig for kapitalismens funktion – kapitalens koncentrerede magt. Og fordi ulighed i formue stammer fra koncentrationen af produktionsmidlerne og finansieringen i hænderne på nogle få; og fordi denne ejerstruktur forbliver urørt, vil enhver omfordelingspolitik, som bygger på øgede skatter på formue og indkomst altid ikke kunne ændre fordelingen af formue og indkomst i moderne samfund uigenkaldeligt.
På dette tidspunkt argumenteres det ofte for, at offentligt ejerskab af finans og nøglesektorer i verdens største økonomier er umuligt og utopisk – det vil aldrig ske uden en folkelig revolution – som igen aldrig vil ske. Mit svar ville være vedtagelsen af angiveligt mindre radikale politikker som progressiv beskatning og/eller en markant ændring i offentlige investeringer; eller globalt samarbejde for at bryde overførslen af værdi og indkomst fra det globale Syd til den rige elite i det globale Nord, er lige så ‘utopiske’.
Hvilken G7-regering i verden er parat til at vedtage sådanne politikker? Ingen. Hvor tæt er de kommet på at vedtage rapportens politikker i de sidste ti eller 20 år? Slet ikke tæt på – tværtimod har regeringer sænket skatterne for de rige og virksomheder og hævet dem for resten; mens offentlige investeringer i sociale behov er faldet. Og er der noget globalt samarbejde om at stoppe udnyttelsen fra multinationale selskaber og banker i det globale Syd eller om at stoppe produktionen af fossile brændstoffer og private jetfly?
Forfatterne af rapporten skriver: “Ulighed er et politisk valg. Det er resultatet af vores politikker, institutioner og forvaltningsstrukturer.” Men ulighed er ikke resultatet af “vores” politikker, institutioner og forvaltningsstrukturer, men resultatet af privat ejerskab af kapital og regeringer, der er dedikeret til at opretholde det. Hvis det ikke stopper, vil uligheden i indkomst og formue globalt og nationalt fortsætte – og fortsætte med at forværres.
Oversat fra Michael Roberts blog af Åge Skovrind
Forbered udskrift
Send via email
International Viewpoint
Nytårstalen: Hyklerisk rødvask og sort politik
Støt krigsmodstanderne på den russiske venstrefløj
Sæt den internationale kamp mod højreekstremismen i centrum
Venezuela: Stop den militære aggression!
USA: Sygeplejersker fordømmer Trumps militæraktion mod Venezuela
Tak til Socialistisk Information for at oversætte denne artikel af den marxistiske økonom Michael Roberts. Og bring meget gerne flere oversættelser af ham fremover.