Læsetid: 7 minutter

Serie: Venstrefløjen og arbejderklassen Vi har set det udvikle sig længe. Især i USA og ude i Europa søger den traditionelle arbejderklasse og nogle af de fattigste mennesker i samfundet i stigende grad mod højrefløjen, selvom den åbenlyst ikke forsvarer deres interesser. De føler sig svigtet af socialdemokratierne, og venstrefløjen har ikke formået at fremstå som et reelt alternativ. Det er intet mere end en politisk katastrofe, der står i vejen for virkelige samfundsforandringer. Jeg har ikke de endelige svar, men i disse fem artikler vil jeg prøve at indkredse problemets kerne: 1: Hvis du ikke bliver regnet for noget 2: Uligheden og fattigdommen vokser i Europa 3: De bilder os ind at ulighed i levealder skyldes personlige valg 4: Vi har altid kæmpet for viden og oplysning, men er mere uddannelse svaret på uligheden? 5: Hvem henvender vi (venstrefløjen) os egentlig til og hvad kan vi gøre anderledes?

”De ufaglærte job vil forsvinde, og hvis ikke du tager på efteruddannelse vil du falde agterud og stå bagerst i køen, når fabrikken lukker, og du skal finde nyt job,” siger de for eksempel i min egen fagforening HK.

 

CO-industri og dermed resten af LO-fagbevægelsen forhandlede sig i 2007 frem til oprettelsen af kompetencefonde, der giver rettigheder til betalt efteruddannelse. Det har siden vist sig svært at få faglærte og især ufaglærte arbejdere til at benytte sig af dem. Jeg ved for eksempel, at i 3F kartonnagegruppen stod midlerne for nogle år siden ubrugte hen. Ingen havde søgt dem!

 

Der kan være problemer med at få fri, fonden dækkede indtil for nyligt kun 90 procent af indtægten, og der er ofte meget bureaukrati forbundet med at søge, men det er ikke den primære årsag.

 

Jeg har selv som tillidsmand på et stort trykkeri brugt tid, energi, eksperimenter og fantasi for at få kolleger afsted på kursus. Halvdelen af mine omkring 100 faglærte/ufaglærte kolleger kom afsted, og det er usædvanligt mange. Årsagen til denne succes var primært, at kurserne var med til at forhindre fyringer, men det var sjovt og også udviklende for mange at komme i gang med at snuse til noget andet.

 

Den anden halvdel af mine kolleger ville ikke under nogen omstændigheder på kursus. De havde haft nok af dårlige oplevelser og nederlag i skolesystemet.

 

Mit bud er, at hvis du har haft en opvækst, hvor du er blevet stimuleret, vil du som regel opfatte tilegnelse af ny viden med nysgerrighed. Det er sjovt at lære noget nyt. Den naturlige nysgerrighed er bare ikke en selvfølge for alle mennesker.  Tværtimod kan alene tanken om skole/kursus være forbundet med angst.

 

Hvordan tror du, at denne gruppe mennesker oplever det på egen krop og sjæl, når såvel deres fagforening som arbejderpartier/venstrefløj taler om uddannelse som svaret på (næsten) alle problemer?

 

Kunne det tænkes, at de oplever det som en anklage, som en udstilling af deres egen svaghed, måske endda som en trussel?

 

Arbejderbevægelsen har altid kæmpet for viden og oplysning. Skal de ikke bare tage sig sammen?

 

Er det ikke rigtigt, at uddannelse er godt, og at mere uddannelse er endnu bedre?

 

Alle kan klare sig, hvis bare de uddanner sig …?

Den amerikanske filosof Michael Sandel siger bl.a.:

 

”Det amerikanske uddannelsessystem har produceret en voldsom ulighed mellem de højtuddannede og resten og været med til at udbrede en fortælling om, at alle har muligheder for at klare sig, hvis bare de tager en uddannelse og arbejder hårdt. Det fører til, at dem, der er på toppen, tror på, at deres succes er deres eget værk, og dem som ikke klarer sig, må bebrejde sig selv.”

 

”To tredjedele af de hvide uden universitetsuddannelse stemte på Trump i 2016, og de gjorde det igen i 2020. Uddannelse er blevet en af de dybeste politiske skillelinjer i amerikansk politik.”

 

”De velstående har opdaget, hvordan de kan give privilegier videre til deres egne børn. Det gør de ved at udstyre dem med særlige uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, som sætter dem i stand til at få de bedste karakterer. Så jo højere familiens indkomst er, jo større er sandsynligheden for at score godt i de afgørende test og komme ind på de universiteter, som tildeler diplomer og muligheder.”

 

”Obama var enormt dygtig, men ligesom mange andre centrum-venstreledere havde han ikke meget forståelse for den ydmygelse, som mange i arbejderklassen oplevede, når de hørte ham tale om, at man skulle bevæge sig fremad i samfundet gennem universitetsuddannelser, og han forstod ikke vreden rettet mod fortællingen om, at uddannelse er svaret for alle.”

 

Forældrenes uddannelsesbaggrund har en større betydning for universitetsstuderende i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med, viser en ny analyse fra tænketanken DEA. (2) Måske fordi vi har et system, der bygger på ansvar for egen læring, fordi der er få forelæsninger og næsten ingen feedback.

 

Især dem, hvis forældre kun har grundskolen, oplever en ensomhed omkring studiet. Ikke at kunne tale med sine forældre om bøger, ikke vide hvad der skal spørges ind til, ikke at kunne få sparring til at søge studierelevante job, manglende økonomisk sikkerhed m.m.

 

Videnssamfund og pseudoarbejde?

Kåre Dybvad skriver i sin bog ”De lærdes tyranni” en kritik af forestillingen om videnssamfundet:

 

”Efter murens fald kiggede mange til USA (også socialdemokrater). Nu skulle folk have så lange akademiske uddannelser som muligt. Produktionsarbejdspladserne ville forsvinde til Kina og Asien etc. Og det måtte vi leve med. Samfundene skulle være helt åbne for indvandring, så man kunne suge talenter til sig udefra. Det gjaldt ikke længere om at skabe mere lighed. Samfundet skulle fungere rationelt med højtuddannede symbolanalytikere osv. Og så en underklasse, der servicerede denne elite.”

 

Kåre Dybvad kommer i sin bog med eksempler på et stigende antal akademikere i alle institutioner:

 

”I 2016 havde Københavns Universitet ansat kommunikationsfolk for et samlet budget på 63,5 millioner, hvilket svarer til omkring 125 medarbejdere.” (Inden de har ansat en eneste underviser!) ”Samlet set har universiteterne tredoblet antallet af ansatte siden sammenlægningsreformen i 2000.”

 

”Der er sket den samme vækst i HR-ansatte, projektledelse, udviklingssekretariater og meget mere. Selv en politistation har 4-5 kommunikationsmedarbejdere[ÅS1] . Et gymnasium (Roskilde Katedralskole) har en rektor, en vicerektor, en udviklingschef, en vejledningsleder, kommunikationschef, projektleder, bygnings- og driftschef, økonomichef, HR-chef og tre uddannelsesledere.”

 

Folk som jeg selv har gennem de sidste 30 år oplevet den ene rationalisering efter den anden blandt ”os på gulvet” i takt med, at der er kommet flere ofte vellønnede administrative ansatte på ”funktionærgangene”, der foretager kontroller, målinger, laver rapporter og bruger halve årsværk på at skrive nye værdigrundlag, hver gang der kommer ny ledelse.

 

”Dem som tjener mindst, bidrager i virkeligheden med meget, og dem der tjener mest, bidrager med noget mindre,” blev det fremført diplomatisk af Lars Olsen i en tv-udsendelse, der er citeret i bogen ”Pseudoarbejde” (4).

 

Hvad tror du, at de, som ”arbejder på gulvet”, tænker om det?

 

Skal det være uddannelse, som bestemmer lønnen?

I Information (5) skrev Nicolaj Bentsen, der er fællestillidsmand for 3Ferne på det Kongelige Teater om problemet med de grupper og især akademiske fagforeninger, som ikke vil fravige den procentvise lønstigning.

 

”Tre argumenter går igen. Et er, at de højtlønnede jo også betaler mere i skat og typisk har lagt deres privatforbrug an på langt større udgifter. Mit svar plejer at være, at de lavtlønnede nok gerne byttede livsudfordringer, og som bekendt koster en liter mælk det samme for os alle.” Nogle mener at samme kronestigning vil betyde, at de får mindre lønstigning end de lavtlønnede. Det mest populære argument er: Det er på alle parametre i samfundets interesse, at vi har en så godt uddannet arbejdskraft som muligt. Af samme årsag skal det altid kunne betale sig at tage lange uddannelser … afstanden skal altid fastholdes.” Nicolaj tilføjer, at han ”ikke kan se, at vores samfund bliver dårligere uddannet af, at flere unge vælger at blive pædagoger, sygeplejersker, SOSU’er, og lidt færre ender som akademikere.”

 

Jeg kunne ikke være mere enig, og er det ikke det, venstrefløjen skal begynde at erkende?

 

Er uddannelse endt med at skabe mere ulighed?

”Det er dokumenteret, at uddannelsessystemet overfører penge fra arbejderklassen til de mest velstilledes børn”, skriver Kåre Dybvad og kritiserer unge akademikere, som ikke vil tage ”almindelige” job, med den begrundelse, at det ikke er derfor, de har taget en lang uddannelse.

 

Kåre Dybvad skrev i sin bog, at vi burde fjerne 1/3 af studiepladserne på universiteterne og i stedet bruge pengene på daginstitutioner og folkeskole, for det er her, vi kan bryde den sociale arv.

 

I 2007 tilførte man 32 milliarder til uddannelsessystemet. 1/3 gik til SU, 1/3 gik til videregående uddannelser, mindre end en fjerdedel til folkeskolen, mens erhvervsskoler og voksenuddannelse måtte deles om resten.

 

Den nuværende regering har ændret på dette, ved at flytte pengene tilbage til erhvervsuddannelser, professionsuddannelser som for eksempel pædagog og ved at lave forsøg med at skabe en mere praktisk folkeskole. Og er det nu så dårligt? Jeg synes det ikke.

 

At man så ude i kommunerne mangler penge og derfor måske ender med at skære både på daginstitutioner og folkeskole er en anden sag. Og så er der et dilemma. Hvis vi skærer ned på indtaget af unge til akademiske uddannelser og samtidig skærer i SU, ved vi godt, hvem det er, som først bliver presset ud: Arbejderklassens børn.

 

Men hvad så?

 

Hvad venstrefløjen skal tænke over?

Jeg mener, at venstrefløjen gør klogt i at funderer lidt over følgende spørgsmål

 

Hvis vi stod over for at skulle opbygge et socialistisk samfund i Danmark, ville det så være okay, at vi importerede håndværkere og sygeplejersker fra andre (fattigere) lande? Er det egentlig okay, at vi gør det nu?

 

I bogen ”pseudoarbejde” argumenterer forfatterne for, at vi kunne sætte arbejdstiden drastisk ned, hvis vi holdt op med at opfinde nye måder til at holde folk beskæftiget med ”pseudoarbejde”. Har vi virkelig brug for at uddanne alle de HR- og kommunikationsmedarbejdere og alle dem, der kontrollerer og laver målinger?

 

Hvis vi gerne vil skabe et samfund, hvor vi kan sænke arbejdstiden, vil vi så ikke skulle planlægge et uddannelsessystem ud fra fællesskabets behov?

 

Har venstrefløjen ikke glemt, at vi skulle kæmpe for at nedbryde skellet mellem det, marxister i gamle dage kaldte ”håndens og åndens” arbejdere?

 

Har venstrefløjen sovet i timen og svigtet respekten for de ”kloge hænder”?

 

Har skoletrætte unge og skoletrætte voksne ikke også krav på et værdigt arbejdsliv?

 

Trænger venstrefløjen til at gentænke en mere visionær uddannelsespolitik? For eksempel hvordan vi sikrer, at det ikke er dine forældres baggrund, som bestemmer, hvor langt du kan nå i uddannelsessystemet.

 

Vi er ikke sikret tryghed og arbejde, selvom vi uddanner os. Når markedet bliver ”oversvømmet” af kandidater, er det ikke sikkert, at lønnen er særlig høj. Især ikke, når du har studiegæld.

 

Nogle ender som overkvalificerede i traditionelle HK-jobs. Også jobs, der kræver høj uddannelse bliver gjort til løse ansættelser uden rettigheder som løn under sygdom osv.

 

Måske handler det mere om klassekamp og om at udfordre kapitalismen, end om at tro, at uddannelse alene kan bekæmpe ulighed?

 

Læs videre i næste afsnit om, hvad venstrefløjen kan gøre anderledes.

 

Noter:

(1): Michael Sandel (amerikansk filosof) interviewet i Information den 20. januar 2021 af Rune Lykkeberg.

(2) DEA-analysen omtalt i Information 27. april 2024

(3) De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund. Kåre Dybvad 2017.

(4) Pseudoarbejde. Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting. Dennis Nørmark (liberalist) og Anders Fogh Jensen (marxist), Gyldendal 2018

(5) Kommentar af Nicolaj Bentsen: ”Overenskomster løser slet ikke problemet med manglen på velfærdsarbejdere”. Information 1. marts 2014.