Den siddende præsident Nicolás Maduro blev den 10. januar 2025 taget i ed for en kontroversiel tredje periode, efter at Den Nationale Valgkommission (CNE) erklærede ham som vinder af Venezuelas omstridte valg den 28. juli 2024 uden at offentliggøre resultater.

af Federico Fuentes

Læsetid: 5 minutter

 

Massiv tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker og en bølge af vilkårlige arrestationer i dagene op til indsættelsen sikrede, at der stort set var ro i landets gader.

 

Selvom den højreorienterede oppositionskandidat Edmundo González – som hævder, at han vandt præsidentvalget – havde svoret at lade sig indvie samme dag, holdt han sig fortsat uden for landet. Han gik i eksil i september 2024. For at styrke sin internationale støtte brugte González dagene op til den 10. januar 2025 på at besøge den argentinske højreekstremistiske præsident Javier Milei, den afgående konservative uruguayanske præsident Luis Lacalle Pou og USA’s afgående præsident Joe Biden.

 

González og den højreekstremistiske oppositionsleder María Corina Machado vil tilsyneladende forsøge at gentage deres fremgangsmåde fra 2019, hvor de erklærede den tidligere formand for Nationalforsamlingen Juan Guaidó som “midlertidig præsident”.

Denne manøvre blev brugt af udenlandske regeringer til at retfærdiggøre overdragelse af Venezuelas udenlandske aktiver til Guaidós “regering”, som en yderligere kvælning af landets allerede sanktions- og kriseramte økonomi.

 

Men indtil nu har langt færre lande i Europa og Latinamerika anerkendt González som “præsident”, hvilket afspejler det tidligere initiativs fiasko og det efterfølgende valg af flere centrumvenstre- og venstre-præsidenter i regionen. For eksempel anerkendte Frankrig og Brasilien tidligere Guaidó, men præsidenterne i de to lande, Emmanuel Macron og Luiz Inácio Lula da Silva, har denne gang afvist at anerkende nogen overhovedet.

 

I stedet talte de to ifølge en erklæring fra det franske præsidentkontor med Maduro den 10. januar og tilbød “at lette genoptagelsen af ​​dialogen [med oppositionen] med det formål at tillade tilbagevenden af ​​demokrati og stabilitet i Venezuela”.

 

I Venezuelas naboland, Colombia, modtog Guaidó tilbage i 2019 stærk støtte fra den colombianske præsident Ivan Duque fra den yderste højrefløj. Denne gang begrænsede Duques bagmand og tidligere højrefløjs-præsident Álvaro Uribe sig dog til at arrangere et lille protestarrangement ved grænsen. Uribes opfordring til en udenlandsk militær intervention i Venezuela blev også kraftigt fordømt af den nuværende colombianske venstrefløjs-præsident Gustavo Petro.

 

I et opslag den 13. januar på X bemærkede Petro, at “igen og igen har det colombianske yderste højre krænket [retten til selvbestemmelse], og forventer og fremmer krige.” Han tilføjede, at “en økonomisk blokade af et land mod et andet er afskyeligt, og militær invasion er endnu værre”.

 

Petro foreslog, at Colombia i stedet skulle “fastholde diplomatiske forbindelser” med Venezuela, da “vi søger en demokratisk dialog i Colombia og Venezuela, vi søger respekt for folket”. Han præciserede dog, at dette ikke var det samme som at “søge at legitimere valg, der fra starten ikke var frie, da aftalen om at ophæve økonomiske sanktioner, så folket kunne stemme frit, blev overtrådt … efterfulgt af, at den venezuelanske regering fratog [Machado] retten til at stille op og blive valgt… Der var ikke et frit valg i Venezuela, og det skal der være.”

 

Petro har flere kritiseret manglen på gennemsigtighed omkring valgresultatet og talt imod Maduro-regeringens arrestationen af ​​ progressive venezuelanere. I et opslag på X den 9. januar 2025 skrev Petro: “Ligesom vores ven Enrique Márquez, en fremtrædende progressiv venezuelaner [der stillede op som kandidat ved præsidentvalget], er Carlos Correa, en fremtrædende menneskerettighedsforkæmper i Venezuela, blevet arresteret … Vi kræver løsladelse af alle personer, der er tilbageholdt af politiske årsager.”

 

De to var blandt de 83 personer, der blev tilbageholdt af politiske årsager i årets første 12 dage, ifølge NGO Foro Penal. Den venstreorienterede organisation for menneskerettigheder Surgentes advarer om, at anholdelse af disse personer følger et farligt, men stadig mere almindeligt “mønster af tvangsforsvindinger” udført af sikkerhedsstyrker, “embedsmænd, der opererer med maskerede ansigter og uden uniformer eller registrerede køretøjer”.

 

Márquez er talsmand for Demokratisk Folkefront (FDP), en koalition af venstreorienterede og moderate oppositionsgrupper, der arbejder for offentliggørelse af valgresultaterne og for løsladelse af de mere end 2000 mennesker, der blev arresteret for at protestere i dagene efter valget.

 

Andre FDP-ledere lever nu i skjul. Det gælder også forfatningsadvokaten María Alejandra Díaz, som allerede var forfulgt for at anlægge en retssag ved højesteret på vegne af FDP, og havde anmodet retten om at bede CNE om at offentliggøre resultaterne.

 

Venezuelas indenrigsminister Diosdado Cabello anklagede Petro for at støtte “kriminelle”, der var involverede i et kupplaner, hvortil Petro den 10. januar 2025 svarede med et X-indlæg: “[FDP] er ikke en kriminel organisation og er søsterorganisation til colombianske progressive bevægelser. ”

 

Denne holdning var i tråd med den, han indtog til støtte for progressive venezuelanske i sit indlæg den 9. januar 2025, hvor han skrev: “Colombia vil ikke bryde de diplomatiske forbindelser med Venezuela, og det vil heller ikke gribe ind i landets indre anliggender uden invitation. Men på baggrund af vores egen kamp for menneskerettigheder i Colombia, beder vi om, at de bliver respekteret for alle i Venezuela.”

 

“De progressive kræfter i Colombia vil fortsætte deres samarbejde og venskab med alle progressive kræfter i Venezuela i ønsket om en bred politisk og social dialog, der kan bringe fred til hele regionen og forhindre vold. Folkets frihed er målet for enhver progressiv kraft.”

 

17. januar 2025

 

Oversat fra Green Left af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com