Mens venzuelanerne går til stemmeurnerne, står landet over for et valg mellem en videreførelse af revolutionen eller en tilbagerulning af den, som bliver presset igennem af eliten.

af George Ciccariello-Maher

Venezuela – en vej ud af krisen?

 

 

Når revolutioner går i stå, så hersker der forvirring, og begge dele er til at føle på i Venezuela i dag. Midt i en dyb økonomisk, politisk og nu også institutionel krise er der mange i de jævne kvarterer, i gaderne og på landet i Venezuela, og også udenlandske iagttagere, der hverken ved, hvad de skal tænke om det, eller hvad de skal stille op. Men i stedet for at desertere fra den bolivarianske proces og stemme i med koret af fordømmelser af Nicolás Maduros regering som udemokratisk, repressiv og ligefrem diktatorisk, så er det lige præcist i den allervanskeligste situation, at revolutionære må tænke klart og kæmpe videre.

En institutionel krise
Årsagerne til krisen er mange, og forklaringerne på dem er fortærskede. Hugo Chavez’ død i 2013 efterlod et symbolsk krater i hjertet af den bolivarianske revolution, og faldt sammen med, at de globale oliepriser kollapsede, hvad der i alvorlig grad begrænsede manøvreringsmulighederne for en Maduro-regering, der i forvejen var ved at ryge af sporet. De konservative eliter, i spidsen for den USA-støttede opposition, benyttede sig af denne svækkelse til at gå i offensiven med april-protesterne i 2013, der medførte 11 døde og satte gang i en strategi, der har øget konfliktniveauet, og som fortsætter nu på fjerde år.

I stedet for at handle beslutsomt fra starten, valgte den trængte Maduro-regering en pragmatisk tilgang. Et ubehjælpsomt valutakontrolsystem, der skulle regulere olieindkomsterne, blev aldrig helt afskaffet. Det medførte et ødelæggende tilbageslag i form af sortbørs-valutaspekulation, hamstring og smugling af benzin og mad, og en eksplosion af en i forvejen udbredt korruption i krydsningspunktet mellem private og offentlige sektorer. Maduro mødte gadeprotesterne og fødevaremanglen med en slingrekurs, hvor han støttede kommunal græsrodsproduktion samtidig med, at han gjorde sig til over for private selskaber i bestræbelserne på at få mad på butikshylderne.

Den hvirvelvind, der er fulgt, er ikke den, som vi havde håbet på. Som det så ofte sker, så har den pragmatiske sti, der så mest sikker ud, vist sig at være den farligste, og Maduros tøven gav voldsomt bagslag, da oppositionen vandt en klar sejr ved valget til Nationalforsamlingen i december 2015. Det, der er fulgt efter, er en dyb institutionel krise, hvor oppositionen har pustet til flammerne for at destabilisere regeringen og gøre landet umuligt at regere.

Efter at have fået greb om den lovgivende magt, har de oppositionelle kræfter i umiddelbar forlængelse heraf rakt ud efter de to andre, ved gang på gang at lade hånt om Højesterets kendelser og med alle midler forsøge at bringe regeringen til fald. De bliver ved med at opildne til voldelige protester i gaderne, der har kostet mere end hundrede døde – i de tilfælde, hvor årsagen er kendt, er de dræbte, direkte eller indirekte, blevet dræbt af demonstranterne selv. Det er et andet billede end det, som de internationale medier har tegnet af en undertrykkende regering, og i et land, hvor 55 pct. af venezuelanerne fortsat sympatiserer med Chávez og næsten halvdelen tager afstand fra oppositionens voldelige taktik, så kan man ikke sige, at dem, der vil styrte Maduro, nyder bred folkelig opbakning.

De internationale medier har spillet en fremtrædende rolle i forsøget på at stille det hele op som et spørgsmål om tid: hvornår vil den demokratisk valgte og legitime præsident træde tilbage? Man må ikke glemme, at Maduro, selv på krisens højde punkt, stadigvæk er mere populær end Mexicos Enrique Pena Nieto, Colombias Juan Manuel Santos, og den ikke-valgte og illegitime brasilianske kup-præsident Michel Temer. Disse vigtig detaljer forsvinder i krudtrøgen fra mediernes nådesløse storoffensiv mod kendsgerningerne, med opbakning fra både CIA og Trump-administrationen.

Er der en udvej?
Det er svært at finde en vej fremad. Der bliver talt om dialog – alle patentløsningers Moder for de liberale – men det er stadig uklart, hvem der skal indgå i denne dialog, eller hvilken løsning den kan tænkes at bringe til veje. Det er nødvendigt at bringe volden til ophør, men hvis en sådan dialog ikke forholder sig til oliestatens indbyggede modsætninger, så vil den kun midlertidig lindre den politiske krise på bekostning af en løsning af den økonomiske krise. Den nuværende situation er ikke en følge af for megen socialisme, men af for lidt, og enhver vej, der går ud på at få socialisme og kapitalisme til at mødes på halvvejen, vil føre til det værste af begge verdener.

Det er i skyggen af denne dybe institutionelle krise, at venezuelanerne går til stemmeurnerne for at vælge en forfatningsgivende forsamling, der er bemyndiget til at revidere nationens forfatning for anden gang, siden Hugo Chávez og den bolivarianske revolution viste sig på scenen. Venezuelanerne skal vælge ikke blot 364 regionale repræsentanter, men også 8 repræsentanter for oprindelige folk og 173 ekstra sektorale repræsentanter, herunder arbejdere, bønder, handicappede, studerende, pensionister, og repræsentanter for forretningsverdenen, lokale og kommunale råd.

Denne proces er langt fra ideel og står over for mange forhindringer, herunder en uløst juridisk drøftelse af, hvem der har ret til at indkalde en forfatningsgivende forsamling: er det ‘folket’ (§ 347) eller præsidenten (§ 348)? Med påstanden om, at Maduro har overtrådt den første paragraf og nægtet at godtgøre lovmæssigheden af den anden, har oppositionen truet med at boykotte valget og fysisk blokere for adgangen til afstemningsstederne. Efter at de tidligere har dyrket ideen om at sammenkalde en forfatningsgivende forsamling for at underminere chavismen, så viger oppositionens ledere nu tilbage for ideen om en forsamling, der kan videreføre den bolivarianske proces i stedet for at rulle den tilbage.

Oppositionen har lidt under de katastrofale konsekvenser af tidligere at undlade at stemme: efter at have boykottet valget i 2005, stod de tilbage uden stemme i den lovgivende forsamling. Men 2017 er ikke 2005, og den tidlige chavismes glitrende elan er blevet afløst af en dyb og vedvarende krise, der har fået dens modstandere til at øjne muligheden for et slutspil, der kan begrave revolutionens landvindinger én gang for alle. Spærrede gader og plyndringer gennem flere måneder har ført videre til bombeattentater og infrastrukturelle angreb på den offentlige transport, hospitaler, det statslige TV og på det eneste også mælkeforsyningen. Oppositionen har truet med at udnævne en ‘modstandsregering’, og bebuder en optrapning af konflikten i denne weekend, herunder en eventuel march mod præsidentpalæet i stil med den, der fremprovokerede kuppet mod Chávez i 2002.

At være uærlig om Venezuela
Hvad er den revolutionæres opgaver under disse vanskelige omstændigheder? Den forfatningsgivende forsamling er ikke perfekt, men vi spiller ikke på de perfekte løsningers bane. Blind opbakning er ikke til nogen nytte, men det samme gælder den modsatte vej, hvad vi kan kalde – med en formulering fra Lenin – en ‘ukritisk kritik’, der ikke vil gå til sagens kerne og forstå revolutionær forandring som en dynamisk proces. Der er ikke noget, der er sværere end at gennemføre en revolution, og der er ikke meget, der er nemmere end at være for tidligt ude med at forudsige et nederlag.

Mike Gonzalez har i en artikel for nylig erklæret den bolivarianske revolution død: ‘Dette projekt er slået fejl.’ Denne arrogante betragtning overrasker selvfølgelig dem, der er midt i det og kæmper for revolutionær forandring, lige netop fordi de ikke har noget andet valg. Det er en mærkelig begyndelse på en artikel, der har overskriften ‘At være uærlig om Venezuela’, at Gonzalez lægger ud med en sær konspirationsteori: at et helikopterangreb mod regeringsmål i virkeligheden var en operation under falsk flag udført af regeringen selv. Uheldigt for ham, så havde denne løse insinuation – som genlød af højrefløjens standarddiskussioner – ikke nogen lang levetid: mindre end en uge senere  optrådte Oscar Pérez på et oppositionsmøde.

Gonzalez’ hensigt er at afsløre Maduros ‘forræderi’ mod revolutionen, men dette forræderi har en catch-22-karakter: regeringen er ineffektiv, men hvis den griber til handling, er den autoritær; hvis den forsvarer sig selv på en langt mindre hårdhændet måde, end de fleste regeringer ville gribe til, så er den repressiv; den er skattepolitisk uansvarlig, men bliver kritiseret for af desperation at smide penge ud på udvindingsprojekter som Arco Minero; hvis det slår fejl med at fylde butikshylderne, så er regeringen uduelig, men hvis den samarbejder med private selskaber for at kunne gøre det, så er det højforræderi; og når et ganske vist problematisk socialistisk parti (PSUV) vælger side – og det er vel nu engang, hvad revolutionære partier skal – så bliver det til et ‘instrument for politisk undertrykkelse’.

Midt i den linde strøm af opgejlede fordømmelser af den ‘systematiske underminering af demokratiet, dæmoniseringen af anderledes tænkende’, afskriver Gonzalez den forfatningsgivende forsamling på en paranoid måde: ‘ Der bliver ingen debat, ingen åbenhed’, belærer han os, uden at ulejlige sig med at forklare noget. Og af en revolutionær socialist at være synes forfatteren at værdsætte det liberale demokrati meget højt, i samme åndedrag som han misvisende nedgør chavismens ‘partiske institutioner’ og opfatter regeringen som ’tiltagende antidemokratisk’ uden at gøre nærmere rede for på hvilken måde. Gonzalez påstår, at regeringen ‘forhindrer den forfatningsmæssigt beskyttede ret til at protestere’ – det må komme som en overraskelse for dem, hvis kvarterer flere måneder i træk ikke har oplevet andet end protester.

Mens Gonzalez kun ofrer et svagt genkende nik på imperialismen, den globale kapital og den venezuelanske oppositions brutalitet, overdænger han Maduros skuldre med skyld. Korruptionen bliver fremstillet som statslig politik uden at nævne de private ‘dokumentmappe-selskaber’, der plukkede det offentlige for milliarder, der så forsvandt ud i den blå luft. De tomme hylder skal fortælle sandheden om et forfejlet politisk projekt, uden at nævne den kapitalistiske sabotage af produktionen. Og Gonzalez hentyder kryptisk til mordet på den indfødte cacique Sabino Romero, samtidig med at han taktfuldt undlader at nævne, at han blev myrdet af rige jordbesiddere. ‘Chavismens landvindinger’ er godt nok smuldret væk, men det befrier os ikke fra den opgave at forklare hvorfor.

Chavista-eliten og borgerskabet, som, i følge Gonzalez, på lykkeligste vis er nået til en ‘stiltiende forståelse´ med den, er til syvende og sidst ét fedt. Men på den måde bliver han ude af stand til at besvare det allersimpleste spørgsmål: hvis de er et og det samme, hvorfor udkæmper de så et blodigt slag i gaderne? Svaret er, at lige meget hvor uduelig Maduro-regeringen måtte være, så repræsenterer den stadigvæk muligheden for noget radikalt anderledes, hvad mange græsrodsrevolutionære, der fortsat støtter processen, kan bevidne.

Ved at optegne en kaotisk sammenstilling af kendsgerninger uden at forklare årsag-virknings-relationer mellem dem, ved at læsse al skyld over på regeringen, så oppositionen og imperialisterne friholdes for deres andel, kommer Gonzalez’ vurdering til at falde fint i tråd med den, der er fælles gods for regeringens erklærede modstandere. Så lidt som de dominerende medier fortæller han os, hvem der er ansvarlige for de døde i gaderne, og som de selv samme medier fremlægger han disse tragedier, løsrevet fra relevante sammenhænge, som bevis på regeringens fallit. Men frem for alt, og værst af alt, så bortraderer han, også her som medierne, de selv samme revolutionære, som han angiveligt gjorde sig til talsmand for: næsten fuldstændig udeladt af det samlede billede er de hundredtusinder, der kæmper for socialisme på græsrodsniveau, og som står over for vanskelige beslutninger – med virkelige konsekvenser – midt i den nuværende krise.

‘Vi skal støtte dem, der kæmper for at opbygge grundlaget for et ægte demokratisk samfund’, skriver Gonzalez. Hvis han vil gøre det, så skal han lytte til José Miguel Gomez, en revolutionær organisator fra Pio Tamayo-kommunen i Barquisimeto, der gennem lang tid har kæmpet for kommunal magt:

‘Regeringen er ikke det bolivarianske projekt, der går langt ud over præsidentskabet – det er derfor, de ikke har været i stand til at nedkæmpe det, og derfor det stadig er på gaden i dag. Vi bliver nødt til at blive ved med at gøre modstand og finde en sand revolutionær vej, ad hvilken vi kan forandre selve opbygningen af staten. Den forfatningsgivende forsamling er et skridt i den retning, men vi må også rense regeringen og institutionerne, hvor der er alt for meget korruption og bureaukrati. Vi bliver nødt til at vriste magten ud af militærets greb. Der er alt for mange økonomiske mafiaer – vi skal afskaffe valutakontrollen og nationalisere bankerne og valutahandelen. Højrefløjen kan aldrig blive en mulighed. Vi må være kritiske over for regeringen og opbygge et sandt alternativ, der er i stand til at regere.’

Gomez giver hermed udtryk for en række af de samme kritikpunkter, som chavismens kritikere fremkommer med, men han forbinder dem med et revolutionært syn på social forandring og en forståelse af, hvad der ville ske, hvis oppositionen kom til magten.

Højrefløjen står klar i kulissen
Vi må være tydelige med hensyn til, hvad der er på spil i de kommende uger og måneder: hvis højrefløjen vinder, betyder det i bedste fald nedskæringer, i værste fald borgerkrig. Vi ved det, fordi vi ved nøjagtigt, hvem de er: oppositionens lederskab kommer fra de mest reaktionære sektorer af de gamle eliter, og de maskerede unge i gaderne er –  som jeg har påvist det i ‘Building the Commune’ – frugten af en dødsensfarlig alliance med den latinamerikanske fascismes styrker under ledelse af den columbianske dødspatrulje-guru Álvaro Uribe.

Deres tilbagekomst, der stiller en genetablering af en uhæmmet kapitalisme i udsigt, kan kun opfylde dette  – som Marx fastholder, at det altid er sket – med de mest brutale undertrykkelsesmetoder.

Oppositionens udemokratiske hensigter er selvfølgelig svøbt i demokratiets bløde klædedragt. Et nyligt ‘samråd’ inden for oppositionen, der foregik helt informelt og uden om de valgte organer, bragte et forsvar af 1999-forfatningen på bane. Samtidig med det blev der rettet en diskret forespørgsel til de væbnede styrker om at vælge side i konflikten ved at ‘støtte Nationalforsamlingens beslutninger’ (den lovgivende magt), og opfordret til ‘dannelsen af en national samlingsregering’ efter et hurtigt valg – en klar overtrædelse af de konstitutionelle spilleregler.

Selv om oppositionen påstod, at den blev undertrykt af regeringen, så er det de færreste, der har glemt de blodsudgydelser, der blev udført af oppositionen under kupforsøget i 2002, hvor chavistiske ledere blev jaget og tævet, og hvor 60 blev dræbt inden for bare to dage. Den kendsgerning, at mange blev lynchet, brændt til døde, eller dræbt med hjemmelavede mortérer i de seneste måneder for at se for chavistiske ud (dvs mørke i huden og fattige) er kun en forsmag på, hvad der er i vente, hvis oppositionen får held med sin destabiliseringskampagne.

Opbygning af et sandt alternativ
Der findes ingen sammenhængende revolutionsopfattelse, der ikke medtager, at vore fjender må besejres, samtidig med at vi opbygger et nyt samfund. Korruption, bureaukrati og selvfede nye eliter er alle plager, som skal bekæmpes og besejres – bare at kritisere dem, fører ikke til nogen revolution. Vi kan ikke nedkæmpe sådanne farer uden våben, og dér er de vigtigste massiv tilstedeværelse i gaderne, folkelige græsrodskampe for selvbestemmelse og kontrol over territorier og produktion. Det bolivarianske styre – fra Chávez til Maduro – har hjulpet med at skærpe disse våben, og har samtidig sat deres lid til dem for selv at overleve.

Revolutioner bliver til gennem massernes aktivitet, optændt af revolutionære ideer. Det enkeltindivid, der har betydet mest for at sætte de venezuelanske masser i bevægelse, var Hugo Chávez. Og på trods af det, så kolliderer denne bevægelse uundgåeligt med forhindringer på dens vej, som der må tages livtag med, og som må besejres, hvad enten det gælder økonomiske realiteter eller de blodtørstige fjender af forandring. I denne proces, og også uden den, er en vis, langsom udmattelse uundgåelig. Det bliver kaldt ‘desgaste’ i nutidens Venezuela – en kølning af den revolutionære glød, især i hårde tider.

For den revolutionære C.L.R. James fra Trinidad var der et ubestrideligt svælg mellem den franske revolutions jacobinske lederskab og de jævne sansculotters raseri. De første, som Robespierre, var autoritære, de sidste radikale demokrater. Men de fandt momentant og strategisk sammen om at besejre en brutal fjende på slagmarken: ‘Ikke før 1917 fik masserne igen en så magtfuld indflydelse – for det var ikke mere end en indflydelse – på nogen regering’.

Der er ikke nogen, der kan påstå, at de venezuelanske masser er ved magten i dag, men i løbet af de seneste tyve år er de kommet tættere på den end nogensinde før. Deres fjender og vores er i gaderne, de brænder og plyndrer i deres eget klassehovmods navn, og vi ved præcist, hvad de vil gøre, hvis de får heldet med sig. Den eneste vej frem er at udvide og radikalisere den bolivarianske proces ved at udfolde den radikalt demokratiske socialisme, der er indkorporeret i Venezuelas græsrodsfællesskaber, der kan bidrage til at overvinde oliestatens økonomiske modsigelser ved at øge den politiske bevidsthed gennem deltagelse.

Den eneste vej ud af den aktuelle venezuelanske krise er i venstrefløjens hænder: ikke i det hverken-eller, der ligger i ‘que se vayan todos’ (‘ud med dem alle’), men i opbygningen af et virkeligt socialistisk alternativ, der vil træde frem side om side med Maduros regering, men også uden den, om nødvendigt.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com