Velfærden er under pres, ikke mindst ude i kommuner og regioner. Et stort efterslæb og stigende behov, kombineret med elendige økonomiske rammer og handlemuligheder, fastsat i økonomiaftaler med regeringen og stramt styret i budgetloven. Der kan og skal kæmpes for velfærden: Budgetloftet skal væk, og finansloven for 2023 skal give kommuner og regionerne det nødvendige løft.

af SAPs Forretningsudvalg

Enhedslistens opgave er – selvfølgelig – at gå i spidsen for den kamp. Og derfor skal vores valgte holde sig langt væk fra at stemme for de forringelser, der skal stoppes.

 

Det er tydeligt for enhver, der vil se, at den offentlige velfærd er under hårdt pres. Arbejdsforholdene for mange offentligt ansatte er gennem mange år blevet forringet, fordi færre ansatte skal løse flere opgaver. Tallene viser det: Antallet af offentligt ansatte pr. borger er faldet med 6,5 pct. siden 2010. I dag er der det laveste antal offentligt ansatte pr. borger siden 1986. Bevillingerne er ikke fulgt med behovene.

 

Penge til ordentlige løn- og arbejdsforhold

Det er samtidig blevet sværere at skaffe personale til de stillinger, der er. Den ene grund er, at flere af de nuværende ansatte vælger at skifte fra at arbejde i det offentlige til at arbejde i en privat virksomhed som f.eks. et privat hospital eller vikarbureau. Den anden grund er, at der er færre, der søger ind på en uddannelse i et af de vigtige velfærdsfag: som pædagog, lærer, sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Med udsigt til dårlige arbejdsforhold og lav løn i sammenligning med andre erhverv, vælger de det fra. Virkningen er, at arbejdsforholdene vil blive endnu ringere for dem, der fremover skal udføre velfærdsopgaverne. Det er en ond cirkel, som skal brydes, hvis velfærden skal sikres.

 

Bundet på hænder og fødder

Hovedparten af den sociale velfærd forvaltes af kommunerne, der i de kommende uger vedtager budgetter for næste år. Det sker indenfor en snæver økonomisk ramme, der ved lov er besluttet af Folketinget.

 

Den ene begrænsning er, at budgetloven lægger et loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge. Med andre ord: ”Vi må ikke bruge pengene, selv om vi har dem”. Dette er noget af baggrunden for den aktuelle budgetaftale i København, som Enhedslisten er med i.

 

Den anden begrænsning er, at kommunerne straffes, hvis de sætter kommuneskatten op. Det fremgår endda direkte af lovens titel: ”Lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning”. I Aarhus viser en beregning, hvad konsekvensen er: Hvis byrådet forhøjer den kommunale indkomstskat med 1 procent, skal kommunens borgere betale 673 millioner mere i skat, men under en fjerdedel af pengene (148 millioner) ender i kommunekassen. Med andre ord: ”Vi kan og må ikke opkræve de penge, vi har brug for.” Hertil kommer, at den kommunale indkomstskat også er en social blindgyde, fordi den opkræves med samme procent for rig som fattig. Hvis den kommunale skatteprocent er høj, slipper de højeste indtægter endda med en lavere procent pga. et ”skatteloft”!

 

Mange borgmestre klager i deres nød, men de gør intet for at løse problemet. Tværtimod. År efter år har kommunerne indgået en aftale med den siddende regering, hvor de har accepteret, at de vil styre kommunernes økonomi indenfor de snævre rammer, Folketinget har lagt. Det er ingen naturlov – og det er ikke engang en lov besluttet af Folketinget – at kommunerne i form af Kommunernes Landsforening, KL, skal indgå denne ”økonomiaftale”. De indgår aftalen helt frivilligt, selv om der åbenlyst er brug for det modsatte.

 

Penge til oprustning på bekostning af velfærden

Onsdag den 8. juni i år præsenterede KL økonomiaftalen med regeringen for 2023 med en pressemeddelelse, hvor formanden, Martin Damm fra Venstre, blandt andet gav denne begrundelse for aftalen: ”Råderummet er stærkt begrænset som følge af krigen i Ukraine og det nationale kompromis på forsvarsområdet, som er indgået af en bred kreds af partier. Det har stor betydning for den økonomiaftale, vi netop har indgået, og det vil kunne mærkes på vores fælles velfærd.”

 

Men hvem bestemmer ”råderummet”?

 

Det er indlysende, at det danske samfund har udgifter til den helt nødvendige modtagelse af flygtninge fra Ruslands krig mod Ukraine, men hvorfor skal de betales af den kommunale velfærd? Det er ikke en selvfølge, men en politisk beslutning, der skal træffes af Folketinget.

 

Det er indlysende, at beslutningen om militær oprustning med op til 18 milliarder mere om året, som i sig selv er forkastelig, belaster statens budget, men hvorfor skal den betales af den kommunale velfærd? Det er ikke en selvfølge, men en politisk beslutning, der skal træffes af Folketinget.

 

KL sætter ikke spørgsmålstegn ved ”råderummet”, men tier og samtykker uden protester. Med KL’s formand i spidsen reducerer kommunerne sig selv til et ekspeditionskontor for regeringen. Kommunerne har stadig formelt selvstyre, men reelt fungerer KL som en underordnet styrelse i statens forvaltning – på lige fod med Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen eller enhver anden styrelse, der er underlagt regeringen.

 

Til kamp mod spændetrøjen!

Der er brug for det modsatte. Vi skal sikre og forbedre den offentlige velfærd, og det kræver, at den økonomiske spændetrøje bliver brudt. Folketinget skal bevilge de penge til kommuner og regioner, der er nødvendige til velfærd, og regningen skal sendes til dem, der har råd – med højere skat på profit og de højeste indkomster. Der er nok at tage af.

 

Kravene, der skal rettes til statens finanslov for 2023, må være:

•    Et massivt løft af statens tilskud til velfærd i kommuner og regioner

•    Loftet over udgifterne til velfærd skal væk

KL vil ikke være bannerfører i den kamp, og andre må påtage sig opgaven:

•    Foreninger og organisationer for forældre, patienter og pårørende og alle, der har brug for den offentlige velfærd

•    De offentligt ansattes fagforeninger og resten af fagbevægelsen

•    Politiske partier, der taler for velfærd – ikke mindst selvfølgelig Enhedslisten!

 

Enhedslisten kan og skal være en drivende kraft i at rejse denne kamp og samle de mange lokale protester mod konkrete nedskæringer til en landsdækkende bevægelse, der her op til valget sætter regeringen under pres.

 

Hvis vi skal lykkes med det, skal det være et fælles projekt for lokalafdelinger, faglige netværk, lokale byrødder/regionsrådsmedlemmer og folketingsgruppen. Og her er det indlysende, at det er et rigtig dumt benspænd for mobiliseringen, hvis Enhedslistens-byråds- eller regionsrådsmedlemmer i stedet lægger stemmer til de forringelser, der skal kæmpes imod – ’for at undgå noget endnu værre’. Når der er protester mod grønthøster-besparelser osv., skal det stå klart, at Enhedslisten er på den rigtige side af barrikaden.

 

Alle og enhver kan tage del i kampen. Lad de kommende måneder blive et efterår, hvor vi ser en omfattende bevægelse for velfærd. Sociale forbedringer er aldrig kommet af sig selv, og sådan er det stadig. Velfærd kræver kamp, og kamp kræver vilje. Opgaven er at organisere viljen til protester og aktioner – før, under og efter valgkampen.

 

SAPs forretningsudvalg, den 14. september 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com