Men hvis flere amerikanere vidste, hvor mange uskyldige civile, der faktisk dør som et resultat af sanktionerne, ville de værste af dem så være tilladt?

Det er vi måske ved at finde ud af i Afghanistan. Sanktioner, som lige nu er rettet mod landet, er på vej til at tage livet af flere civile i de kommende år, end man har dræbt gennem 20 års krig. Det står ikke længere til at skjule.

Beregninger lavet hen over vinteren estimerer, at 22,8 mio. mennesker vil stå over for “højrisiko-niveauer af fødevareusikkerhed”. Det er 55 procent af Afghanistans befolkning og det højeste, landet nogensinde har været oppe på. Man regner med, at 1 mio. børn i år lider af “alvorlig akut fejlernæring”. Fejlernærede børn er i større risiko for at dø af sygdomme, også selv om de kan få nok kalorier og ernæring til at overleve. Det er allerede sådan – ifølge FNs fødevareprogram – at 98 procent af befolkningen ikke får nok mad.

Den største og mest destruktive sanktion, som Afghanistan står overfor, er beslaglæggelsen af mere end 9 mia. dollars af landets værdier, som ligger hos USA’s Centralbank. Det svarer til rundt regnet halvdelen af Afghanistans økonomi og omkring 18 måneders import – inklusive mad, medicin og infrastrukturelle behov, som er vitale for det offentlige sundhedssystem.

Men effekten af at have mistet disse værdier i Centralbanken viser sig at være langt mere dødbringende end tabet af væsentlige importmuligheder. De konfiskerede værdier er i dollars. Et land har brug for den slags reserver af “hård” valuta for at bevare et stabilt finansielt system og en stabil økonomi. Efter landets reserver er blevet indefrosset, har “kontantmangel og tabet af de bankrelationer, der følger heraf, forkrøblet de afghanske banker,” lyder det fra den Internationale Valutafond (IMF).

Pressens reportager fra området beskriver de katastrofale menneskelige omkostninger ved den tumult, de mistede reserver forårsager. Desperate mødre, der leder efter medicin til udmagrede børn; et stigende antal mennesker, som lever uden nogen form for indkomst; bønder, der opgiver at dyrke deres jord.

Afghanistans valuta er faldet med mere end 25 procent i værdi siden august, så priserne på mad og andre nødvendigheder har nået et niveau, hvor den slags er uden for rækkevidde for mange mennesker i det land, som i forvejen var det fattigste land i Asien. Bankerne har lagt en 400 dollar grænse på kontanthævninger og også restriktioner, som gør det umuligt for virksomheder at betale lønninger. Det skubber flere mennesker ud i arbejdsløshed og kritisk sult.

De personer i USAs regering, der støtter sanktionerne, har svaret, at folk, som sulter, er underernærede eller arbejdsløse på grund af sanktionerne, kan hjælpes med international nødhjælp. Men det er jo klart, at den logik, hvor man først ødelægger en økonomi, for derefter at forsøge at redde folk med nødhjælp ikke duer. Hjælpen vil kun kunne erstatte en meget lille del af landets indkomsttab, som ifølge IMF’s vurderinger kan komme helt op på uhørte 30 procent i de kommende måneder.

Og der er enorme vanskeligheder forbundet med uddelingen af hjælpen. Banksystemet halter, internationale banker og sågar nogle nødhjælpsgrupper tøver med at tage de risici, der er forbundet med at overføre midler. Der er samtidig et sammenbrud i transportsystemet og andre grundlæggende tjenester på grund af sanktioner og den skrumpede økonomi, som er resultatet heraf.

Washington og deres allierede har argumenteret for, at sanktioner er et nødvendigt svar på Talibans krænkelser af menneskerettighederne, inklusiv kvindeundertrykkelsen. Men det er folket – især de fattigste – der betaler prisen. Hvor mange ti- eller hundredtusindvis af kvinder og piger skal ofres for at straffe Taliban?

De vestlige regeringer, der var anført af USA gennem 20 års krig, får sandsynligvis ingen indrømmelser fra Taliban ved at ødelægge den afghanske økonomi. Men en kæmpe pris betales af millioner af uskyldige mennesker, hvoraf mange vil dø, efterhånden som mad, sundhedsvæsen, jobs og indkomster i højere og højere grad bliver mangelvarer.

Medlemmer af den amerikanske Kongres er begyndt at reagere. 48 af dem har sendt et brev til præsident Joe Biden i december, hvor de angav, at: “USAs konfiskation af 9,4 mia. dollars fra Afghanistans valutareserver” kaster landet “dybere ud i en økonomisk og humanitær krise.”

Denne kollektive straf er afskyeligt forkert og umoralsk. Biden-administrationen kan med et pennestrøg fjerne den vigtigste årsag. Det bør de gøre – før det er for sent.

17. februar 2022

Oversat fra The Sacramento Bee af Bodil Olsen