Læsetid: 8 minutter

For det første ignorerer fortællingen den kendsgerning, at afghanske kvinder ikke kun har rettet deres kritik imod det umenneskelige Taliban-styre, men også imod de menneskelige omkostninger, som USA’s besættelse har haft. For det andet bliver der set bort fra, hvordan afghanske kvinders modstand har været uløseligt forbundet med en kamp imod imperialismen.

 

Siden midten af 1900-tallet har kvinder i Afghanistan kæmpet imod imperialistiske magters herredømme og besættelse – først var det det britiske imperium, så Sovjetunionen, og senest USA. Fra revolutionære kvinder, der kæmpede mod briterne, til den Revolutionære Sammenslutning af Afghanistans Kvinder (RAWA), der fortsætter kampen, har afghanske kvinder været i forreste række.

 

Mens forherligelsen af antiimperialistiske mandlige helte som Ahmad Shah Massoud, kendt som ’Panjshir-dalens løve’ og klicheer som ’imperiernes kirkegård’ tegner et billede af Afghanistan som hjemsted for en barsk, krigeragtig maskulinitet, så er der ingen kvinder til stede i beretningerne.

 

To af de mest fremtrædende kvinder kvindelige aktivister i kampen imod den sovjetiske besættelse var Nahid-i-Shahid (note 1) og Meena Kamal (2), RAWA’s grundlægger. Og i modsætning til deres mandlige sidestykker er der heller ikke mange spor af dem i de førende vestlige aviser.

 

Og når så endelig afghanske kvinders stemmer når mediernes kommentarer og den politiske verden, som i de seneste måneder, så bliver de rutinemæssigt brugt til at bevidne, at USA’s og den øvrige vestlige tilstedeværelse i Afghanistan var det, der holdt hånden under deres frihed og menneskerettigheder.

 

Hvis man anerkender afghanske kvinders antiimperialistiske politiske kamp, vil vi bedre kunne forstå, hvordan afghanske kvinder i virkeligheden er en del af et større og mere globalt samspil i forhold til fremmedherredømme, besættelse og afkolonisering. Det er i direkte kontrast til fremstillinger af afghanske kvinders kamp som isoleret og kun optaget af Taliban og islamisk fundamentalisme.

 

Arven fra Malalai fra Maiwand

En af de mest kendte kvindelige aktivister, der kan kaldes antiimperialistisk, er Malalai fra Maiwand, en national heltinde i den afghanske folklore.

 

Selv om der er meget forskellige fremstillinger af hendes præcise rolle i forbindelse med det afgørende slag ved Maiwand i Kandahar-provinsen, så er der almindelig enighed i mundtlige beretninger og afghanske historiebøger om, at hun skabte gejst i en demoraliseret afghansk hær på randen af tilbagetrækning og tæt på at overgive sig. Ved at hjælpe og behandle sårede soldater medvirkede hun til at få moralen hos Ayub Khans styrker på fode igen. I nogle versioner faldt hun selv i dette slag, mens den afghanske hær kom ud som sejrherre.

 

Malalais navn bliver båret af mange skoler og hospitaler i Afghanistan, og hun har inspireret generationer af piger i regionen, herunder den ikoniske Malala Yousufzai. Hun siger selv i sin selvbiografi ’Jeg er Malala’, at hun er opkaldt efter denne historiske heltinde og fremhæver hendes kamp imod den britiske imperialisme som en inspirationskilde.

 

Sideløbende med de selvstændighedsbevægelser, der spredte sig ud over de britiske og franske kolonier i Mellemøsten og Nordafrika i 1960’erne og 70’erne, gennemgik Afghanistan sine egne bevidstgørende processer. Kvinder i Afghanistan havde længe talt åbent imod imperialistiske besættelser, med inspiration fra ideer om antiimperialisme og afkolonisering, der var udbredte på globalt plan.

 

RAWA’s kamp

Revolutionær Sammenslutning af Afghanistans Kvinder (RAWA) blev dannet i 1977 med det formål, at organisationen ville fremme kvinders rettigheder og oprettelsen af en demokratisk styreform. Det var uddannede kvinder fra byerne, der stod bag dannelsen, men de sigtede mod at inkludere kvinder på tværs af socioøkonomiske skillelinjer i kampen for kvinders rettigheder.

 

Grupperingen har gennem årtier protesteret imod den sovjetisk støttede regering i 1970’erne, konservatismen i den antisovjetiske modstandsbevægelse (mujahedinerne) i 80’erne, Taliban-regimet i 90’erne, den pakistanske stats rolle i forbindelse med dannelsen af Taliban og USA’s besættelse efter år 2000.

 

De har fortsat med at kritisere både den islamiske fundamentalisme og USA’s imperialisme, idet de trak på globale antiimperialistiske erfaringer, og erklærede deres solidaritet med tilsvarende bevægelser. I slutningen af august 2021 fremsatte RAWA for eksempel en erklæring, der forbandt deres modstand imod den islamiske stat i Afghanistan (som de karakteriserer som en form for imperialistisk magt) og de kurdiske kvinders modstand i YPJ (Kvindernes Beskyttelsesenheder) imod Islamisk Stat og de tyrkiske besættelsesstyrker.

 

De diskuterer den vægt, som YPJ lægger på demokratisk føderalisme som en form for direkte demokrati, der går ud over nationalstatsparadigmet, og som er decentraliseret nedefra:

 

’Ligesom i Afrin [kurdisk by, o.a.], hvor YPJ, der er en inspirationskilde for kvinder overalt i verden, blev dannet, og hvor kvinder i dag bliver undertrykt og myrdet som følge af den politik, der bliver ført af de magter, der har det globale overherredømme, så står kvinder i Afghanistan over for den samme trussel nu. Deres kamp imod Islamisk Stat og andre middelalderlige forbrydere var været en uvurderlig lære for os. Vi ved, at der ikke er nogen magt på jorden, heller ikke Islamisk Stat og deres støtter i forskellige lande i regionen, der kan holde stand, når massernes modstand for alvor folder sig ud. Vi er indforstået med de ofre, der kræves, for at vi kan nå til vores drømmesamfund’.

 

RAWA trådte frem i den amerikanske forestillingsverden i begyndelsen af 2000-tallet, da Feminist Majority Foundation, FMF (3) trak på deres beskrivelser af kvinder, der var udsat for forfølgelse i det offentlige rum for at understøtte deres opbakning af USA’s krig, som de betragtede som en militært understøttet humanitær intervention.

 

Som Wazhmah Osman har skrevet: ’På grund af deres mangel på kulturel indsigt, så har selv transnationale feministiske organisationer, der virkelig har forsøgt at hjælpe, rettet deres opmærksomhed imod og hentet oplysninger fra de samme få websites fra afghanske kvindeorganisationer, der var tilgængelige på engelsk’. Det er også vigtigt at bemærke, at RAWA selv har udtrykt sig sådan om kvinders kulturelle undertrykkelse, at de blev sårbare over for at kunne medinddrages i feministiske dagsordener, der støttede USA’s krig, som f.eks. FMF.

 

RAWA er dog med tiden blevet mere kritisk og opmærksom på, at instrumentaliseringen af kvinders historie har retfærdiggjort udvidelsen af krigen, sådan som det kommer til udtryk i et interview med en repræsentant for RAWA i september 2019:

 

’USA er specialist i at aflede revolutionære og politiske kampe, især dem, der bliver ført af kvinder. I de seneste 18 år har de, ud over deres opbakning til de mest kvindefjendtlige elementer i alle dele af Afghanistan, ført en strøm af veluddannede kvinder frem inden for regeringen, i NGO’er, civilsamfundet og kvindenetværk. Det har et dobbelt formål. For det første bruger de disse kvinder til at føre folk bag lyset med hensyn til, hvordan det virkelig står til for afghanske kvinder, og præsenterer dem som et positivt resultat af deres udmarvende krig. For det andet, ved at tage disse veluddannede kvinder under deres vinger, sikrer de sig, at de ikke slutter sig til den revolutionære kamp, og på den måde blokerer de tilgangen af værdifulde folk til kvindebevægelsen’.

 

Solidaritet, ikke velgørende frelsere!

Organisationen er også blevet inspireret af en vidtstrakt global bestræbelse for at kritisere den imperialistiske idé om at ’frelse muslimske kvinder’, der er blevet karakteristisk for så mange liberale NGO’er og feministiske organisationers tilgang til at styrke kvinder i Afghanistan.

 

I sin kritik af FMF, henviser RAWA til, hvad Lila Abu-Lughod fra Columbia University har skrevet om den koloniale historie, der ligger til grund for fortællingen om at ’frelse muslimske kvinder’, som en måde til at få sandheden frem på om de koloniale magtdynamikker og principper, der kan understøtte nutidige feministiske projekter:

 

’Vi er nødt til at være skeptiske, når pæne kulturelle ikoner bliver klistret på suspekte historiske og politiske fortællinger, og være på vagt, når Lord Cromer i det britisk-styrede Egypten, franske damer i Algier, og Laura Bush, alle med militæret i ryggen, påstår, at de vil redde eller befri muslimske kvinder’.

 

Og til sidst, RAWA’s bekendelse til en global solidaritetspolitik kommer også til udtryk ved deres forbindelser til andre revolutionære grupperinger, hvor kvinder står i spidsen, som f.eks. deres møde med sydasiatiske aktivister i 2015, herunder bl.a. Kamla Bhasin, koordinator af One Billion Rising i Sydasien, og tamilske og iranske aktivister.

 

Malalai Joya

Afghanske kvinders antiimperialistiske aktivisme er fortsat i de seneste år. Da Krigen mod Terror varede ved op igennem det første årti af 2000-tallet, fremdrog Malalai Joya (der også er opkaldt efter Malalai fra Maiwand) de titusinder af dræbte civile som følge af USA’s bombardementer og brug af droner. Joya, der blev valgt til parlamentet for Farah-provinsen i 2003 og genvalgt flere gange senere, har gentagne gange fordømt USA’s politiske manøvrer med at bestikke og tildele magtbeføjelser til regionale krigsherrer, samt lukke øjnene for korruption og svindel blandt politikere og embedsmænd i et sådant omfang, at det umuliggjorde en effektiv krigsindsats fra den afghanske hærs side.

 

Joya har været en af de modigste offentlige stemmer omkring, hvordan Taliban-fundamentalismen og USA-imperialismen var til gavn for hinanden. Fra parlamentets talerstol og i mange interviews fordømte hun det USA-støttede Karzai- regime for at bringe tidligere krigsherrer ind i regeringen – folk, der tidligere havde begået krigsforbrydelser, og som nu fortsatte deres engagement i narkohandel, smugleri og i kriminelle netværk i det hele taget. Som Joya bemærkede i 2021: ’De sendte os fra asken til ilden, da de erstattede det barbariske Taliban-regime med de kvindehadende krigsherrer’.

 

Den USA-støttede fredsaftale mellem Ghani-regeringen og krigsherren fra Hezb-e Islami, Gulbuddin Hekmatyar, også kendt som ’Kabuls slagter’ på grund af hans ekstreme brutalitet under konflikten mellem krigsherrerne i 1990’erne, er et andet eksempel på dette. (4)

 

Som Joya ser det, så dannede 2016-aftalen med Hekmatyar afsæt for de USA-ledede forhandlinger mellem Kabul-regeringen og Taliban i Doha – forhandlinger, hvor Hekmatyar endnu engang var mellemmand.

 

Grupperinger, der er fortalere for, at der skal kvinder med ved bordet, var frustrerede over Trump-administrationen, fordi den gav mere magt til Taliban, hvad der åbnede op for det tilbageslag, vi har set det seneste år.

 

Joyas antiimperialistiske standpunkt er inspireret af andre globale forsøg på at modsætte sig bosætter-kolonialisme og herredømme. I en video for nylig talte Malalai Joya om at være ’palæstinenser i sit eget land’, idet hun henviste til den fordrivelse, som palæstinensere rutinemæssigt oplever som følger af det vedvarende røveri af deres jord og deres bosteder, og angrebene på deres kulturelle identitet.

 

Pratchi Patankar, medstifter af Det Sydøstasiatiske Solidaritetsinitiativ, har citeret Joya i sin analyse af hendes aktivisme: ’Bevægelserne og opstandene i de arabiske lande viser, at det store flertal oplever fundamentalisterne som en pest. Kampen imod fundamentalisme er en krig for frihed og retfærdighed, uafhængigt af, om man er muslim, hindu, jøde eller kristen… Folk i Afghanistan har tre fjender: Taliban, de fundamentalistiske krigsherrer og NATO-tropperne. Hvis de fremmede fjender forlader Afghanistan, står mit folk kun over for to indre fjender, og så er det lettere at bekæmpe dem’.

 

Joya har opbygget en stærk koalition af progressive mennesker, studerende og de fattige, der har sluttet sig til hende for at tage del i kampen for en bedre fremtid, inspireret af Det Arabiske Forår og andre revolutionære bevægelser.

 

Ved at pege på disse eksempler viser vi en rig afghansk modstandstradition, med kvinder i spidsen, fra direkte kamp til kritik af regeringen for ikke at skabe et virkeligt demokrati. Vi viser også, hvordan afghanske kvinder har kritiseret et ’velgørende styre’ som udtryk for en militært baseret humanitær indsats, og det aftalte spil mellem islamiske fundamentalister og USA.

 

Disse eksempler demonstrer, hvordan besættelse altid har været i fokus for afghanske kvindes modstand, og ikke bare for mindre, elitære grupperinger. For kvinder i Afghanistan har kampen for selvbestemmelse altid været en kamp imod imperialisme.

 

Noter:

1) Nahid-i-Shahid var en ung studerende, der blev dræbt i forbindelse med en demonstration imod den sovjetiske besættelsesmagt og deres lydregering, da sovjetiske soldater åbnede ild mod demonstranterne.

 

2) Meena Kamal stiftede RAWA i 1977 og var leder af organisationen, indtil hun blev myrdet af i 1987, få måneder efter at hendes mand var blevet det, af håndlangere for Gulbuddin Hekmatyar (se note 4). I Meena Kamals tilfælde var det agenter fra den afghanske aflægger af KGB, men også her antages det, at Hekmatyar havde en finger med i spillet.

 

3) Feminist Majority Foundation er en feministisk humanitær organisation, der blev dannet i 1987, og som støttede USA’s krig i Afghanistan.

 

4) Hekmatyar var islamisk fundamentalist og narkobaron i den helt store stil. Han fik sit tilnavn i forbindelse med rædselsperioden 1992-96, hvor han var den værste af krigsherrerne, og hvis raketangreb spillede en hovedrolle i den totale ødelæggelse af Kabul. Han har siden den sovjetiske besættelse formået af samarbejde med en fraktion af det afghanske kommunistparti, Taliban, forskellige af sine rivaler blandt de andre krigsherrer, den pakistanske sikkerhedstjeneste og USA, der efter 16 års tvunget asyl i Pakistan lukkede ham ind igen, og han kom til at spille en vigtig rolle som mellemmand i Doha-forhandlingerne.

 

Helena Zeweri forsker og underviser i Globale Studier på University of Virginia, og Wazhmah Osman i Medievidenskab of Kommunikation på Temple University, Philadelpia.

 

Oversat og lettere forkortet fra Against The Current (USA) Januar-Februar 2022, af Niels Overgaard Hansen