Dr Susan Moore døde af Covid-19 i december efter at have lavet en video, hvor hun erklærede: ”Jeg siger, og jeg fastholder: Hvis jeg var hvid, ville jeg ikke have været udsat for det her.”

af Malik Miah

Fire kvindelige afroamerikanske sundhedsprofessionelle sagde det lige ud i en leder i Washington Post den 26. december: ”Susan Moores død understreger den racisme, der er indbygget i USA’s sundhedssystem.”

 

Aletha Maybank leder afdelingen for lighed i sundhedssystemet hos American Medical Association. Camara Phyllis Jones er praktiserende læge, epidemiolog og tidligere formand for American Public Health Association. Uché Blackstock er grundlægger og administrerende direktør for Advancing Health Equity. Joia Crear Perry er formand for National Birth Equity Collaborative.

 

De skrev, at Moore, der var ”praktiserende læge, uddannet fra University of Michigan Medical School og en sort kvinde”, i sin video havde beskrevet, ”hvordan den hvide læge, der behandlede hende, ’fik hende til at føle sig som en stofmisbruger’, nægtede at udskrive yderligere smertestillende medicin, da hun klagede over smerter – selv om han vidste, at hun var en kollega.”

 

I videoen fortalte Moore, ”hvordan han afviste hendes ønske om yderligere doser af Remdesivir; hvordan han ’ikke engang ville lytte til mine lunger; han ville slet ikke røre ved mig’; og hvordan han foreslog, at hun bare kunne tage hjem.”

 

”Det er sådan, sorte bliver slået ihjel, når man sender dem hjem, og de ikke aner, hvordan de kan kæmpe for deres sag”, sagde Moore.

 

Racisme i sundhedssystemet

Den dybt racistiske måde, sorte stadig bliver behandlet på i sundhedssystemet, har sine rødder i den strukturelle diskrimination, der bygger på 401 års national undertrykkelse. Veluddannede sorte, også læger og sygeplejersker, bliver stadig behandlet som mindreværdige i forhold til hvide mænd og kvinder.

 

Covid-19 har udstillet den langvarige strukturelle uligheds katastrofale virkelighed, som sorte og brune mennesker oplever den. De har meget større risiko for at blive smittet og for at dø.

 

Som lederskribenterne skrev: ”Hvis der var nogen, der kunne kæmpe for sig selv, var det Moore. Men hun blev ikke desto mindre sendt hjem. Mindre end tre uger senere var hun død, 52 år gammel.”

 

”Hendes oplevelser,” fortsætter de, ”er en barsk bekræftelse af, at der her i landet stadig findes et system, der giver muligheder og tilskriver folk værdi på baggrund af deres hudfarve. Det system har et navn: racisme.

 

Uanset hvor gode hensigter, der ligger i vores sundhedssystem, så har det ikke luget den falske forestilling om et hierarki af menneskelig værdighed på baggrund af hudfarve ud, og heller ikke den endnu mere forkerte forestilling, at hvis der fandtes sådan et system, ville de ’hvide’ være øverst.

 

Denne ideologiske forestilling om hvidt overherredømme har i lang tid formet vores værdier og vores praksis, selv i sundhedsvæsnet. Moores uddannelsesbaggrund nuanceres hendes oplevelse lidt: Det at hun var læge giver hende en øget troværdighed og får de mange, der ikke tror at sådan en form for mishandling er udbredt overalt, til at blive mere opmærksomme.”

 

Serena Williams’ tilfælde

At være rig og berømt beskytter dig ikke, hvis du er sort og kvinde. Tag for eksempel tennis-superstjernen Serena William, der var tæt på at dø efter sin datter Olympias fødsel.

 

Williams historie belyser, hvad mindre kendte, sorte kvinder, også fra arbejderklassen, står over for i sundhedsvæsnet, og hvordan de bliver behandlet i det racistiske system.

 

Til at begynde med, fortalte Williams, ville lægen ikke lytte til hendes bekymring om en mulig blodprop. Hun insisterede, og til sidst blev der gjort noget ved det.

 

I 2018 fortalte hun The Guardian, at graviditeten var forløbet glat, indtil hun fik problemer: ”Først sprang mit ar [efter kejsersnittet] op på grund af den kraftige hoste, jeg fik af blodproppen.

 

Jeg kom tilbage til kirurgerne, og lægerne fandt en stor blodansamling, en masse af størknet blod i min bughule, og så kom jeg på operationsbordet for at forhindre, at flere blodpropper kunne føres videre til lungerne.”

 

Williams sagde, at det var hendes held, at hun kunne få en fremragende medicinsk behandling, mens andre ikke er så heldige: ”Ifølge Centers for Disease Control and Prevention (CDC), har sorte kvinder i USA mere end tre gange så stor risiko for at dø under en graviditet eller i forbindelse med fødslen.”

 

“Men det er ikke kun en udfordring i USA. Over hele verden kæmper tusindvis af kvinder for at føde i de fattigste lande. Når de får komplikationer som mine, er der ofte ingen medicin, sundhedsfaciliteter eller læger til at redde dem.”

 

“Hvis de ikke ønsker at føde hjemme, er de som højgravide nødt til at rejse over store afstande.”

 

Et studie fra 2016 viste, at mange hvide medicinstuderende og praktikanter troede på fejlagtige racebaserede vurderinger og fortællinger, som for eksempel at sorte føler mindre smerte end hvide.

 

Den samme fejlagtige forestilling havde J. Marion Sims, der anses for at være den moderne gynækologis fader, og som udførte vaginale operationer på kvindelige slaver uden bedøvelse.

 

Syfilis-eksperimenterne i Tuskegee: 1931-72

Det mest berygtede tilfælde af mishandling af afroamerikanere var syfilis-eksperimenterne i Tuskegee.

 

Ifølge CDC indledte Public Health Service i samarbejde med Tuskegee Institute et studie af syfilis’ biologi i det håb at kunne retfærdiggøre behandlingsprogrammerne for de sorte. Det blev kaldt ”Tuskegee Study of Untreated Syphilis in the Negro Male. [Tuskegee-undersøgelsen af ubehandlet syfilis hos mandlige sorte]”.

 

Studiet omfattede 600 sorte mænd – 399 med syfilis og 201 uden sygdommen. Studiet blev gennemført uden deltagernes informerede samtykke.

 

Forskerne fortalte mændene, at de blev behandlet for ”dårligt blod”, en lokal talemåde der blev brugt til at beskrive flere forskellige sygdomme, bl.a. syfilis, anæmi og træthed. I virkeligheden fik de ikke den nødvendige behandling for deres sygdom.

 

Til gengæld for deres medvirken i undersøgelsen fik mændene gratis lægeundersøgelser, gratis måltider og en begravelsesforsikring. Selv om det egentlig kun var planlagt til at strække sig over seks måneder, fortsatte studiet i virkeligheden i 40 år.

 

I juli 1972 vakte en historie om Tuskegee Studiet i Associated Press et ramaskrig, og det førte til, at viceministeren for sundhed og videnskab udnævnte en ad hoc undersøgelseskommission for at bedømme studiet.

 

Panelet fandt ud af, at mændene havde indvilget i at lade sig undersøge og behandle, men der var imidlertid ikke nogen dokumentation for, at forskerne havde informeret dem om studiet og dets virkelige formål.

 

Faktisk var mændene blevet vildledt, og de havde ikke fået de nødvendige oplysninger for at kunne afgive et informeret samtykke: ”Mændene havde aldrig fået den rigtige behandling for deres sygdom. Selv da penicillin var blevet standardbehandling for syfilis i 1947, tilbød forskerne det ikke til deres forsøgsobjekter.”

 

Undersøgelseskommissionen fandt intet, der tydede på, at deltagerne nogensinde havde fået valget om at gå ud af forsøget, selv da denne ny og højst effektive behandling var blevet vidt udbredt.

 

Panelet konkluderede, at Tuskegee Studiet var ”etisk uberettiget” – den viden der var indhentet var sparsom sammenlignet med forsøgsdeltagernes risiko.

 

I oktober 1972 rådede panelet til, at studiet omgående blev standset. En måned senere erklærede viceministeren for sundhed og videnskab Tuskegee Studiet for afsluttet.

 

I sommeren 1973 blev der anlagt et gruppesøgsmål på vegne af deltagerne i studiet og deres familier. I 1974 blev der indgået et forlig til 10 millioner $, hvor regeringen lovede livsvarige sundhedsydelser og betaling af begravelserne for alle de overlevende deltagere.

 

Er der noget underligt i at afroamerikanere ikke stoler på hvide læger og medicinalindustrien?

 

Mistillid til COVID-19 vaccinerne

Er vaccinerne mod Covid-19 virkelig sikre for afroamerikanerne? Titusindvis af sorte er ikke sikre. Moores tilfælde bidrager til den bekymring.

 

Spørg en hvilken som helst afroamerikaner om den grundlæggende behandling hos de fleste hvide sundhedsudbydere, og der er mistro. Smertebehandling er særligt betænkelig – det ved jeg fra min egen lange erfaring. Patienterne er tvunget til at opsøge viden selv, så de kan stille de rigtige spørgsmål og håbe på at få den bedst mulige behandling.

 

Jeg glemmer aldrig mine oplevelser, da jeg i tyverne havde ekstreme smerter i min højre fod. Jeg gik til flere forskellige læger, der sagde, at det foregik inde i mit hoved. Én læge vred min fod. Jeg levede af 24 aspirin om dagen i flere år.

 

Der var ikke så mange sorte læger på det tidspunkt. Behandlingen af Moore viser, at det ikke hjælper noget, hvis sundhedsudbyderen arbejder efter en racistisk tankegang.

 

Der er stadig et ”farveskel” i fordelingen af vacciner. Indfødte, afroamerikanere og latinoer og dem uden opholdstilladelse kommer generelt i sidst i køen. Noget af forskellen skyldes manglende sundhedsudbydere og sundhedsforsikringer. En anden grund er simpelt hen hudfarven.

 

Vi må bekæmpe racismen

At bekæmpe den systematiske racisme i disse befolkningsgrupper kræver, at vi undersøger historien om racisme og lægevidenskab og tvinger myndighederne til at tage initiativ til at give gratis vaccine og et gratis sundhedssystem til disse vigtige arbejderklassesamfund. Det begynder med sandfærdighed i undervisningen og slutter med politisk masseaktion.

 

”Hvis en læge ikke kan få ørenlyd hos sine egne kollegaer, når det gælder hendes liv, hvem vil så lytte?” spurgte Maybank, Jones, Blackstock og Perry i deres leder.

 

”Hvem bliver holdt ansvarlig? Hvilke skridt skal der til for at sikre, at ingen føler, at deres eneste chance for at overleve og blive hørt er ved at lægge en video op på Facebook fra deres mobiltelefon?”

 

“Gennem de sidste mange måneder, siden det offentlige drab på [George] Floyd, har mange sundhedsinstitutioner og foreninger givet vigtige tilsagn om at anerkende, at racisme er en trussel for folkesundheden, og har lovet at fjerne racismen fra sundhedssystemet.”

 

“Det er et vigtigt skridt fremad. Men disse løfter er meningsløse, hvis de ikke bakkes op af omgående og vedvarende handling. Som nation er vi nødt til at forstå fire kernepunkter om racismen: Racismen eksisterer. Racismen er et system. Racismen dræner hele samfundets energi. Vi må handle sammen for at afskaffe racismen.”

 

“Sig Susan Moores navn. Lyt til hendes budskab. Lad hendes død ikke være forgæves.”

 

8. februar 2021

 

Oversat fra Green Left nr. 1296 af Poul Bjørn berg

 

[Forkortet. Malik Miah er rådgivende redaktør for Against the Current, hvor denne artikel først blev offentliggjort.]

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com