Teorier om moderne fascisme bør opdateres for at vise dens særlige amerikanske oprindelse, racismens centrale rolle, og hvordan den nødvendigvis skal bekæmpes på gaden.

af Eric Kerl

Præsident Donald Trumps tid ved magten har bidraget til igen at legitimere fascistiske ideer, der ellers gennem de sidste 60 år havde været forvist til periferien af amerikansk politik. I takt med væbnet offentlig fremtræden og massemøder under overskriften ”Foren Højrefløjen”, er fascistiske aktivister blevet mere organiserede og har fået mere selvtillid. Deres ideer bliver understøttet af statsstøttede koncentrationslejre [børn taget fra deres forældre og anbragt i bure ved grænsen til Mexico mm., o.a.], og ICE’s (indvandringsmyndighederne) klapjagt på indvandrerfamilier. Blue Lives Matter [de blå liv er henvisning til politiuniformernes farve, o. a.] propagandakampagner og dæmoniseringen af ”anarkistiske distrikter”, hvor venstrefløjen har vundet terræn på gaderne, arbejdspladserne og i stemmeboksene. Selv et valgnederlag til Trump ville kunne tjene som et udkald til optrappet fascistisk vold mod frihedskampen for sorte og den øvrige venstrefløj. Uanset hvem der i sidste ende bliver præsident [skrevet før valget, o.a.], så er kampen mod den fremvoksende bevægelse af amerikansk fascisme en påtrængende opgave i den kommende periode.

 

En analyse af moderne amerikansk fascisme må have en synsvinkel ud over de tidlige bølger i Europa i mellemkrigs perioden. Dengang leverede marxister og andre revolutionære betydningsfulde bidrag til vor forståelse af fascismens rødder, dens klassenatur, og dens forhold til imperialisme og kapitalistisk forfald. Men teori var intet uden en effektiv strategi til at knuse fascismens krigsmaskine. Og den var nødt til at blive konstant revideret for at passe til de løbende erfaringer med fascisme ved magten. Som Ernest Mandel bemærkede i 1969: ”Historien om opkomsten af fascisme er således på samme måde historien om utilstrækkeligheden af den dominerende teori om fascisme”.

 

På samme måde som den tyske fascisme adskilte sig fra den italienske og den spanske, så bør vi ikke forvente, at dagens fascistiske bevægelse vil fremstå blot som en ren gentagelse af europæiske bevægelser fra for hundrede år siden. Midt under McCarthys heksejagt bebrejdede James Cannon dem, ”som ikke vil genkende spirende amerikansk fascisme, indtil den tvinger dem dertil ved at antage den ”klassiske” europæiske form”.

 

Det drejer sig ikke om, hvorvidt Donald Trump fortjener etiketten fascist. I stedet for en en-til-en-sammenligning med Hitler eller Mussolini, bør vi indplacere amerikansk fascisme i den aktuelle internationale sammenhæng: ISIS og fascistisk reaktion i Mellemøsten, Jair Bolsonaros følgere i Brasilien, Narenda Modis Bharatiya Janata Parti i Indien og de talrige skumle bevægelser i selve Europa.

 

Udgangspunkter

Undertvingelsen af revolutionære kampe i kølvandet på Første Verdenskrig over hele Europa affødte en ny form for statslig reaktion og vold. Det adskilte sig kvalitativt fra det, man kendte fra de antidemokratiske, autoritære og konservative stater, som var ledt af Europas hendøende herskende klasser. I stedet betød fremvæksten af fascismen totalt barbari i en industriel skala, som aldrig tidligere var set. De normale kapitalistiske dynamikker med imperialisme, racisme, nationalisme og udbytning blev maksimeret. Kernen i fascismens hypercentraliserede statsmagt og ideologi var den aggressive, uforfalskede genetablering af borgerligt overherredømme. Folkemord og verdenskrig var ikke tilfældige resultater, men selve meningen med fascismen.

 

Socialister var blandt dens første ofre. Deres analyser fra fængselsceller, i eksil, og kæmpende for deres liv, forbliver skarpe og fyldt med indsigt, og helt centrale i vore analyser af fascismen i dag. Under dens fødsel identificerede Antonio Gramsci fascisme som ”forsøget på at løse problemerne med produktion og varebytte med maskingeværer og pistolskud”. Senere bemærkede marxister dens specifikke reaktionære karakter i sammenhæng med halvt gennemførte eller besejrede arbejderrevolutioner. Her var fascismen en massebevægelse af de ødelagte middelklasser, der skånselsløst benyttede blodig terror til at ødelægge ethvert spor af arbejderklasseorganisering og -magt. I sidste ende repræsenterer fascismen storkapitalens vulgære magt, som er afklædt enhver form for foregivelse af demokrati og anstændighed.

 

Der er en vigtig overensstemmelse mellem dagens fascistiske reaktion og den, vi så i mellemkrigstiden. Det Arabiske Forår og de følgende revolutionære kampe viste – på en global skala – at de fattiges og undertryktes revolutioner er mulige. Diktatorer og reaktionære stater i land efter land stod overfor eksistentielle kriser. I USA udfordrede Occupy-bevægelsen radikalt den perverse ulighed, som er så grundlæggende i den amerikanske kapitalisme. Og Black Lives Matter-bevægelsen, som står på skuldrene af den sorte befrielseskamp, truede med bogstaveligt at nedbrænde den amerikanske racismes institutioner. Kapitalister rundt om i verden rystede stillet overfor en ny global venstrefløj, der spredte revolutioner uden smålig hensyntagen til grænser.

 

Ligeledes er den verdensomspændende kapitalisme gået ind i en epoke af dyb krise. Tvungne folkevandringer, klimakatastrofer og hastigt faldende profitabilitet har efterladt kapitalister rundt om i verden i en febrilsk kamp for kontrol og legitimitet. Arbejdsløsheden i USA har nået rystende højder. Og en global pandemi forstærker en dyb social krise i skoler, lokalsamfund, arbejdspladser og hjem til uudholdelige niveauer.

 

Desværre er masseorganiseringen af arbejderklassen for længst ødelagt, opløst, eller blevet opsuget i det Demokratiske Parti. Kun hver tiende arbejder i USA er i dag medlem af en fagforening [kun 6 procent på det private arbejdsmarked, o.a.], og der er intet tegn på, at selv et spinkelt socialdemokrati eller Labour-agtigt parti er på trapperne. Trods dette er vigtige nye organiseringer og netværk af de undertrykte og arbejderklassen omhyggeligt blevet opbygget siden det Arabiske Forår og Occupy-bevægelsen. Og i dag er der flere mennesker inddraget i denne brede sociale bevægelse end i en generation tilbage – stolte sorte, LBGT-, feministiske og revolutionære aktivister. –.

 

Samtidig har tidligere kul-baroner, libertære idioter og fascistiske organisationer haft alt for stor succes med at samle en bevægelse af de deklasserede, de tungnemme og de afskyelige. De træner sig gennem militser og politiafdelinger i vold, som bliver anvendt mod os på gaden. Donald Trumps embede var kun den mest offentlige udgave af det perverse, morderiske fascistiske projekt om at ødelægge vore sociale bevægelser, organisationer og håb om befrielse.

 

Antifascisme må være en kraftfuld kerne i alle vore kampe, som allerede er under angreb. Vi må mobilisere og besejre den fascistiske bevægelse i dens opbyggende fase. Og lige som de revolutionære i Rusland, Tyskland, Spanien og Italien må vi løbende opdatere vore teorier om fascisme. De fire teser herunder tilsigter at berige vores analyse med henblik på mere effektivt at modstå og besejre fascismen i USA, før det er for sent.

 

1. Amerikansk racisme er en vigtig komponent i moderne fascisme

Den racistiske terror, som blev sluppet løs på sorte mennesker og fattige hvide overalt i syden i USA, eliminerede de imponerende fremskridt, som arbejderklassen havde opnået under rekonstruktions-perioden [perioden fra borgerkrigens afslutning til 1877, o.a.]. Den ondsindede reaktion mod Rekonstruktionen affødte adskillige proto-fascistiske organisationer af forretningsejere, politikere og racistiske selvtægtsmænd. Opløftelsen af hvidt overherredømme var med til at skubbe den amerikanske stat mod vest i et orgie af industrialisering, profit på jernbaner og blodsudgydelser. Den oprindelige befolkning, der stod i vejen for ”the Manifest Destiny” [idéen om en amerikansk gudgivet storhed i fremtiden, o.a.], stod overfor en apokalyptisk ødelæggelse.

 

Klu Klux Klan-terror og pogromer anført af staten var de praktiske komponenter i den moderne amerikanske ideologi om racehygiejne. Denne pseudovidenskab havde som funktion at forklare og legitimere den dybe ulighed i amerikansk kapitalisme med racistiske myter. Faktisk inspirerede ideen om racehygiejne den tidlige fascistiske bevægelse med sin praktiske og ideologiske kerne af racehierarki og antisemitisme.

 

I den tidlige analyse af fascisme foretaget af europæiske marxister blev den racistiske ideologi ofte undervurderet som det centrale aspekt i den fascistiske bevægelse i mellemkrigsperioden langt hen ad vejen undervurderet. Fordi antijødiske pogromer længe havde været praktiseret af Europas gamle feudale reaktionære, blev antisemitisme ikke oprindeligt forstået som noget unikt for fascismen. Disse marxister teoretiserede heller ikke i tilstrækkelig grad omkring den racebestemte karakter af det 20. århundredes antisemitisme og dens samspil med racisme i bredere forstand.

 

Men forestillingen om racehygiejne genrejste den forældede antisemitisme til en moderne raceideologi. Jøderne var nu ikke længere blot en religiøs gruppe eller endog en købmandsklasse. I stedet blev jøder genopfattet som en påstået underlegen race. Rent faktisk efterlod det fascistiske projekt med raceopdeling kun få europæere umærkede som degenererede racer, trods deres åbenlyse hvidhed [alle dem, som ikke var ”arier”, o.a.]. I dag bliver fascistisk racisme anvendt som våben mod muslimer i Indien eller endog indvandrede arbejdere fra Østeuropa.

 

Amerikansk racisme er en central komponent i moderne international fascisme. Den er den ideologiske retfærdiggørelse af nationale identiteter, grænser og de dybe sociale uligheder, der er indbygget i kapitalismen. Fascismen tilsigter at uddybe kløfterne med raceforskelle til fordel for undertrykkende ensartede nationalstater.

 

2. Strisserne er den mest organiserede og effektive styrke i den fascistiske reaktion     

De vigtigste organisationer i moderne amerikansk fascisme er politistyrker i storbyerne over hele USA. Med solide finanser og kriminelle syndikater som the Fraternal Order of Police, der giver dem immunitet mod at blive stillet til regnskab for deres gerninger, har politistyrker udviklet sig til at blive voldelige, uafhængige politiske aktører. Over en kam støttede de Donald Trumps kampagne og forsvarede skarpt deres egne værste grusomheder. Organiserede, selvbevidste fascister har gennemskuet, at politistyrkerne er en sympatiserende arena for handling og rekruttering. Som en rapport fra the Brennan Center for Justice (Brennan-centeret for retfærdighed) har beskrevet det.

 

Siden år 2000 er ordenshåndhævere med påståede forbindelser til grupper for hvidt overherredømmer eller militante aktiviteter på yderste højrefløj blevet afsløret i Alabama, Californien, Connecticut, Florida, Illinois, Louisiana, Michigan, Nebraska, Oklahoma, Oregon, Texas, Virginia, Washington, West Virginia og flere andre steder. Forskningsorganisationer har afdækket, at hundreder af føderale, lokalstatslige og lokale ordenshåndhævere har deltaget i racistisk, lokalchauvinistisk og sexistisk medieaktivitet, som viser, at åbenlyse fordomme er alt for udbredte. Disse betjentes racistiske aktiviteter er ofte velkendte inden for deres egen enhed, men fører kun til disciplinering eller fyring, hvis de udløser offentlige skandaler.

 

Fordi så meget af analyserne har drejet sig om selvmorderiske ”ensomme ulve” og deres gåen amok i masseskydninger, så fremstår dagens fascistiske bevægelse som uforståelig, opsplittet og usammenhængende. Men opkomsten af fascisme var aldrig en sammenhængende, lineær proces. Der var snarere tale om intense indre politiske kampe indenfor de forskellige organisationer. I sommeren 1934 gennemførte Hitler ”de lange knives nat”, en blodig udrensning af ledelsen af Nazipartiets egen paramilitære fløj – brunskjorterne i SA – for at konsolidere sin egen magt [og sikre sin alliance med hæren, o.a.]. Vi bør ikke undervurdere graden af organisering og sammenhæng af dagens bevægelse selv med dens fetich med bizarre konspirationsteorier og fratboy pjat [en af betingelserne for at blive optaget i Proud Boys f.eks. er, at man skal lade sig gennemtæve af andre medlemmer, medens man fremsiger sine 5 yndlings morgenmadsprodukter, o.a.].

 

Når det drejer sig om racistisk terror og brutalitet – ofte under eksplicit fascistisk indflydelse – er politistyrker blevet den mest systematiske og organiserede fløj af moderne amerikansk fascisme. Dette bør selvfølgelig ikke overraske nogen; det moderne politis rødder går tilbage til det sydlige slavesystem og den brutale likvidering af sort magt efter opgivelsen af Rekonstruktionen.

 

Men politiet forsætter med at have stor social magt og støtte blandt brede dele af den amerikanske stat. Joe Biden, sammen med demokratiske borgmestre, byråd og såkaldte progressive sorte politikere, fortsætter med at kanalisere ukristelige mængder af penge og legitimitet ind i politistyrkerne over hele landet.

 

Det er derfor, kravet om ”Defund the Police” (Ta´ pengene fra politiet) ikke blot er et vigtigt krav for bevægelsen for sorte liv, men også et fundamentalt antifascistisk krav.

 

3. Balkanisering er en racistisk krig

Gennem 1990´erne gennemførte Slobodan Milošević og andre fascistiske krigsherrer kampagner af etnisk rensning i Balkan i Østeuropa. De forskellige folkeslag i det tidligere Jugoslavien blev systematisk sat op mod hinanden med udgangspunkt i kunstige konstruktioner af race og etnisk tilhørsforhold. Racistisk ideologi og krigsførelse skar regionen op i en række nationalstater gennem en proces, der blev kaldt balkanisering. Dagens fascistiske bevægelser søger eksplicit at fremprovokere en tilsvarende proces af balkanisering i USA og andre steder.

 

Dette er anderledes end den tidlige fascisme. Dengang forsøgte fascister at galvanisere en genoplivet, omend mytisk, national identitet for at genvinde de tabte rigdomme fra kolonialismen. Nøgen imperialistisk vold var en umiddelbar følge af fascismens første bølge.

 

Ligesom førkrigstidens europæiske monarker virker amerikansk kapitals baroner inden for fossilt brændstof og deres militære eventyr i Mellemøsten indskrumpede og ydmygede: en udbrændt supermagt, der nu forhandler med Taliban. I stedet for Afghanistan eller Irak er amerikansk fascisme besat af idéen om at militarisere sine egne nationale grænser og at undertrykke kampen for sort befrielse på gaderne. I Brasilien er Bolsonaro indædt besluttet på at besætte, afbrænde og gennemtvinge en kapitalistisk udvikling af Amazonas. Modi forsætter med at belejre Kashmir, det farligste og tættest militariserede sted på planeten.

 

Dagens fascisme er mindre optaget af at sikre sig kolonier uden for egne nationale grænser. I stedet er den moderne fascismes projekt at balkanisere regionale, kulturelle, religiøse, racemæssige og etniske identiteter indenfor eksisterende nationalstater. Målet er et program om nationalistisk økonomisk udvikling baseret på udplyndringen af naturressourcer. Den voldelige omskabelse af national identitet er baseret på politivold, forflyttelse, intern kolonisering og besættelse. Dens logik er folkemord.

 

4. Magt i gaderne    

Den vigtigste praktiske vejledning i at bekæmpe fascismen forbliver Leon Trotskijs påtrængende appeller for en enhedsfront af alle organisationer for de undertrykte og arbejderklassen. Men der er ubestridelige forhindringer for en tilgang til en enhedsfront i USA i dag. Vi har intet socialdemokratisk masseparti endsige et revolutionært masseparti.

 

Og faglig organisering forbliver spredt. Lærere og andre ansatte i den offentlige sektor kan slå magtfulde ideologiske slag omkring fordelingen af ressourcer, det være sig til skoler eller politiet. Ansatte hos Amazon besidder en massiv magt mod den sjofle rigdom og prioriteringer hos kapitalister som Jeff Bezos. Men væksten af det fascistiske højre har betydning langt ud over arbejdspladserne, og slagmarken befinder sig ofte andre steder.

 

Det står klart, at Black Lives Matter bevægelsen vil forblive den skarpeste kniv i kampagnen mod fascisme. Strisserne vil myrde flere mennesker. Der vil komme flere oprør. Og fascister vil forsøge at høste frugterne af en racistisk reaktion. Vor magt over gaderne må ikke opgives. Når som helst fascister forsøger at forsamle sig og organisere, må vi mobilisere for at konfrontere, skræmme, ydmyge og drive dem tilbage til deres rottehuller. Hverken Joe Biden eller de landsdækkende eller lokale dele af det Demokratiske Parti med dets ansatte og funktionærer vil gøre dette for os.

 

Kun vor brede sociale bevægelse – inspireret af Det Arabiske Forår og Occupy, trænet gennem kampen i gaderne for BLM, fortvivlet over Donald Trump [igen, skrevet før valget o.a.], og elektrificeret af de nylige massekampe i Nigeria og Polen – kan besejre fascismen i USA og udenlands.

 

Artiklen blev første bragt den 2. november 2020 i webmagasinet Rampant – med noter. Her oversat fra Europe-Solidaire af Peter Kragelund.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com