Aftalen fra den 13, juli, der blev indgået efter flere måneders forhandlinger, og som blev ført af Syriza-ANEL-regeringen, er uden for al tvivl et enormt nederlag for venstrekræfterne i Grækenland. Dette kup var, som det blev gennemført af kreditorerne, helt uden fortilfælde, og det var bare den seneste episode i en kæde af lodrette afpresninger, som førte regeringen ud i et kvælende dødvande.

af Syriza Ungdom

Det ville dog være lovlig forenklet at fortolke udfaldet af forhandlingerne som udelukkende et resultat af kreditorernes beslutninger. Vi er nødt til at rette kritik ikke alene imod undervurderingen af styrkeforholdene inden for euro-zonen, den urokkelige overbevisning om, at man med rationelle argumenter kunne overtale "institutionerne" til at gå ind for en "fælles-bedste"-aftale, men også at truslen om "grexit" kunne spille en katalysator-rolle for vores forslag til løsninger. Alt dette bidrog i afgørende grad til, at der ikke var en alternativ plan for et brud, som kunne have fungeret både som et element i forhandlingerne og som en mulighed for regeringen – alt dette var afgørende årsager til, at vi kunne blive kidnappet politisk.

Samtidig med dette levnede den langtrukne eftergivenhed ift forhandlingernes tekniske aspekter, mens man ventede på et "ærefuldt kompromis", ikke plads til den entusiasme og dynamik, som et engagement fra det civile samfund kunne have skabt, imod teknokraternes dominans og udførelsen af en politisk øvelse, der holdt sig helt fri af, at noget kunne have været anderledes. Og så afholdt vi os også fra "ensidige" handlinger, der kunne have flyttet slagmarken ind i landet, konsolideret vores forhold til det folk, som vi repræsenterer, givet startskuddet til nye kampe, og sikret os redskaberne til at gennemføre vores program.

Ansigt til ansigt med hele denne situation, så blev det utilstrækkelige ved den måde, som vores parti (og ungdomsorganisation) er bygget op på og fungerer på, skæbnesvanger. At Centralkomiteen ikke trådte sammen før afstemningen i parlamentet om forhåndsbetingelserne for aftalen gjorde, at vægten med hensyn til at træffe beslutninger blev flyttet til inkompetente organer som parlamentsgruppen og til de valgte medlemmers individuelle samvittighed. Den politiske underernæring af partiets lederskab, og at der blev taget beslutninger uden om de kollektive procedurer, er to sider af det samme sag. Den aftale, der blev underskrevet, bærer præg af det overvældende magtovertag hos kræfter inden for euro-zonen, og af den afpresning, som regeringen og det græske folk blev udsat for.

Den politiske kidnapning og det dødvande, som vi har betalt prisen for, tvinger os til at genoverveje de nedskæringer, der ligger i denne plan, og de politiske hovedsynspunkter, som de er forbundet med. Det er vores pligt at medtænke, at når alt kommer til alt, så opererer EU og euro-zonen som et institutionelt formstøbt neoliberalt system, der i ekstrem grad indsnævrer rammerne for at lave det om. Vores internationalistiske strategi må indarbejde en udtræden af disse institutioner, hvad der betyder et krav om demokrati og folkelig suverænitet, men også udgør en vigtig forudsætning for at udfordre neoliberalismen.

Den parlamentariske godkendelse af det tredje memorandum går stik imod vores ideologiske principper og vores kollektive beslutninger: Den tvinger Syriza på tilbagetog i sin lange march og indebærer en risiko for at knuse håbet i det eneste EU-land, hvor venstrefløjen har vundet en historisk sejr. Af disse grunde stiller vi os i opposition til denne aftale.

Det er i den nuværende situation en bydende nødvendighed, at Syrizas Centralkomité øjeblikkeligt træder sammen, og at der øjeblikkeligt indkaldes til en ekstraordinær kongres, partiets øverste myndighed, der skal have det fulde ansvar for at gøre status over det hidtidige forløb og for planlægning af strategien fremover. Syriza har også et andet ansvar – partiet må beskytte alle sine medlemmer imod personlige angreb, som i sin metode er fremmed for venstrefløjens principper og værdier.

Det er ikke på nogen måde muligt, i denne sammenhæng, at tilsidesætte folkeafstemningens afgørende betydning. I dette tilfælde lykkedes det for regeringen for en stund at gøre folket til hovedperson ved at vælge at give det ordet, imod den ekstreme afpresning, den finansielle kvælning, de lukkede banker, mediernes hysteri. Folkeafstemningen beviser, som en social proces og som folkets dom, at kampen for at danne en social alliance, der er i stand til at udbrede demokrati, synergi og solidaritet til alle områder af samfundslivet, er mere påkrævet end nogensinde, og også at den bærer drivkraften til sejr i sig.

Efter vores mening, så er kampen for en mere retfærdig verden ikke bare moralsk begrundet, men er en vej til at forandre vores daglige eksistens, vores liv, vores samfund. Vi vil fortsætte ad den vej, mens vi hele tiden husker på, at historien er det muliges arena, hvor vi kæmper for at gøre det utænkelige til virkelighed.

Syriza Ungdom, 21. juli 2015

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com