Foto: På ti år er liraens værdi faldet med 77 procent i forhold til euroen.

Præsident Erdogan står selv i spidsen for landet centralbank, som helt har mistet selvstændighed, men han afviser imidlertid pure at ændre sin pengepolitik og hæve renten, hvilket ville bidrage til at begrænse inflationen.

En dramatisk politik for arbejderklassen

Prisstigningerne har nået et ubærligt niveau, særligt for arbejderklassen, med for eksempel en stigning på 132 procent på elektricitet og 95 procent på opvarmning i løbet af tre år, ligesom prisen på mel er steget med 85 procent på bare seks måneder. Medierne, som for 80 procents vedkommende er styret af regimet, opfordrer til at skære ned på måltiderne for at bekæmpe krisen…

Men situationen vil sandsynligvis forværres dramatisk efter sidste uges valutachok, som kom efter en erklæring fra Erdogan om en tredje rentesænkning på 1 procent om mindre end to måneder. Endnu en gang fordømte han en påstået international sammensværgelse rettet mod væksten i sit land. Præsident Erdogan appellerer nu med store armbevægelser til en “økonomisk befrielseskrig”, som foregår ved at slå ned på demonstranter og internetbrugere, som opfordrer hans regering til at træde tilbage og udskrive nyvalg.

Dalende popularitet

Valuta-kollapset kommer på et tidspunkt, hvor Erdogan efter 19 år ved magten står med den laveste popularitet (som dog stadig ligger på 38 procent). Hans evne til at ”skabe opbakning” fra arbejderklassen, som udgør hovedparten af hans vælgerskare, er i frit fald. Denne vælgerbase anser i stadig stigende grad hans parti for at være en rugekasse for opkomlinge og karrieremagere, hvis eneste ambition er at tage monopol på landets rigdomme gennem de utallige roller, de indtager i det administrative apparat, som er syltet ind systematisk korruption.

En broget opposition

De seks partier i oppositionen, fra det sekulære centrum-venstre til den konservative højrefløj, fra det sekulære yderste højre til islamisterne, kræver også et nyvalg (præsident- og parlamentsvalg skal normalt finde sted i 2023). Disse partier er blevet enige om at afskaffe det nuværende autokratiske hyper-præsidentsystem til fordel for et ”styrket parlamentarisk styre”, som vil give en mere lige repræsentation i parlamentet af de politiske holdninger. Desuden vil man sikre et mere uafhængigt retsvæsen, som i øjeblikket er underlagt Erdogan og hans islamo-fascistiske blok. Denne ændring forudsætter, at oppositionen får det flertal, som meningsmålinger viser – og at Erdogans klan ikke nægter at træde tilbage.

Opbygning af et alternativ

Med oppositionen ved magten, med støtte fra storborgerskabet, vil der mest sandsynligt ske en relativ demokratisering af regimet og fremskridt i forhold til politiske rettigheder og friheder. Derfor vil den radikale venstrefløj og den kurdiske bevægelse sandsynligvis støtte den kandidat, der stiller op mod Erdogan i en anden runde af præsidentvalget. En ”genoprettelse” af den tyrkiske stat og kapitalismen vil imidlertid næppe betyde det store for arbejderklassen og undertrykte gruppers interesser, ikke mindst for kurderne.

Det er derfor meget sandsynligt, at der ved siden af de to ovennævnte blokke, vil blive dannet en tredje blok, som bygger på en alliance mellem det pro-kurdiske venstrefløjsparti HDP og andre partier på den revolutionære venstrefløj. Som Yeniyol, den tyrkiske sektion af Fjerde Internationale, har gjort klart, så skal en sådan blok ikke begrænse sin aktivitet til stemmesedlen, men skal ud fra en anti-kapitalistisk holdning arbejde for en enhedsproces på den radikale venstrefløj med sigte på at slå rødder i en arbejderbevægelse i opbrud.

1. december 2021

Uraz Aydin er redaktør af Yeniyol, udgivet af den tyrkiske sektion af Fjerde Internationale, og en blandt mange akademikere, som er blevet fyret efter at have underskrevet en appel til støtte for fred med det kurdiske folk, efter at der blev indført undtagelsestilstand efter kupforsøget I 2026.

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind