Tidligt lørdag morgen, den 3. januar, blev det meddelt, at USA havde gennemført luftangreb i Caracas, kidnappet Nicolas Maduro og hans kone, Cilia Flores, og bragt dem til USA.

 

Dette udløste kraftige reaktioner. Dels havde Trump ikke fået Kongressens tilladelse, men også fordi han i december benådede Juan Orlando Hernandez, tidligere præsident i Honduras, der var blevet idømt 45 års fængsel for narkotikasmugling. Andre udtrykte glæde og henviste til Maduros brutale undertrykkelse af befolkningen. Hvordan han tog magten for en tredje periode i 2024 på trods af valgresultater, der viste, at oppositionslederen Edmundo González havde vundet.

 

Aftenen før havde Maduro haft et møde med kinesiske embedsmænd, den kinesiske præsidents særlige udsending for Latinamerika, samt Kinas ambassadør til Venezuela.

 

På de sociale medier fordømte det kinesiske udenrigsministerium "USA's magtanvendelse mod en suveræn stat og mod landets præsident. Sådanne hegemoniske handlinger krænker international lov og Venezuelas suverænitet, og truer fred og sikkerhed i Latinamerika og i Caribien. Vi opfordrer USA til at overholde international lov og principperne i FN-pagten.”

 

På grund af tidspunktet for mødet og det amerikanske angreb, er det en udbredt opfattelse, at de kinesiske diplomater stadig var i Caracas, da bortførelsen af ​​Maduro fandt sted.

 

Laura Loomer, aktivist på den yderste amerikanske højrefløj og trofaste Trump-støtte, og som for nylig blev medlem af Pentagon Press Corps, var blandt dem, der udsendte erklæringer om, at den kinesiske delegation stadig var i Venezuela under angrebet. Loomer, der er en kontroversiel figur, har en plads i Trumps inderkreds, og er kendt for ofte at tale med præsidenten.

 

Olieselskaberne tøver med at investere

Amerikanske olieselskaber har længe håbet på, at kunne genvinde de aktiver, som Venezuelas regering nationaliserede i 1970’erne. Nu tilbyder Trump-regeringen at hjælpe dem dermed - på én væsentlig betingelse: De skal investere massivt i at genopbygge Venezuelas nedslidte og under-finansierede olieinfrastruktur, hvis de ønsker kompensation for de beslaglagte aktiver.

 

Præsident Trump erklærede i en tv-tale, hvor han fejrede Maduros tilfangetagelse: "Vi får vores meget store olieselskaber, de største i verden, til at bruge milliarder af dollars, reparere den ødelagte olieinfrastruktur og begynde at tjene penge til landet."

 

Kilder i olieindustrien erklærede imidlertid, ”at regeringens budskab ikke fjerner usikkerheden med hensyn til at genopbygge olieinfrastrukturen i et land hvor det stadig er uklart, hvem der vil lede landet i en overskuelig fremtid. Infrastrukturen er så forfalden, at ingen af olieselskaberne i tilstrækkelig grad kan vurdere, hvad der skal til for at gøre den operationel."

 

”USA’s regering har, indtil videre, ikke fremlagt langsigtede planer - hvis den da overhovedet har sådanne,” erklærede Bob McNally, tidligere sikkerheds- og energirådgiver for præsident George W. Bush. "Det er ikke andre planer end at afsætte Maduro, og at amerikanske selskaber står øverst på listen. Men intet om hvilken regering, der skal lede landet.”

 

Afgørende for lederne af de amerikanske olieselskaber er, om regeringen kan garantere sikker-heden for de ansatte og det udstyr, som virksomhederne skal sende til Venezuela, hvordan virksomhederne vil blive betalt, om oliepriserne vil stige nok til at gøre Venezuelas olie rentabel og status for Venezuelas medlemskab i OPEC - kartellet af olieeksporterende lande. De amerikanske benchmarkoliepriser var på 57 $ pr. tønde, det laveste siden slutningen af ​​pandemien.

 

McNally fortsatte: ”Regeringens kontakt til olieselskaberne er i sin spæde start. Det har været sporadisk og blev modtaget neutralt af industrien… det føltes i høj grad som en skydeøvelse."

 

Forberedelserne begyndte for et år siden

Den venezuelanske socialdemokratiske regering nationaliserede dele af olieindustrien i 1976. I 2007 udvidede afdøde præsident Hugo Chávez beslaglæggelserne til også at omfatte oliereserverne (verdens største). Infrastrukturen blev ikke vedligeholdt, og er i dag voldsomt underfinansieret. Olieproduktionen faldt til under en tredjedel af de 3,5 mio tønder/dag, der blev produceret i 70'erne.

 

Hvis USA’s olieselskaber skal investere i Venezuela, skal de kunne indgå kontrakter med landets regering. Amerikanske regeringsembedsmænd erklærer, at Venezuelas statslige olieselskab, PdVSA, vil ikke blive afnationaliseret, eller nedlagt. Der vil givetvis ske en form for omstrukturering, men det er vigtigt, at produktionen holdes flydende.

 

Chevron, det eneste store olieselskab, der stadig arbejder i Venezuela på en licens fra den ameri-kanske regering, erklærede, ”at vi er fokuseret på de ansattes sikkerhed og velvære, samt integri-teten af ​​vores aktiver. Vi opererer fortsat i overensstemmelse med alle relevante love og regler."

 

Evanan Romero, Houston-baseret oliekonsulent, der arbejder på at bringe amerikanske olie-producenter tilbage til Venezuela, skrev i en sms, ”at lørdagens begivenheder lagde grunden til, at amerikanske olieselskaber meget snart ville kunne vende tilbage."

 

Romero sidder i et udvalg på ca. 400 personer, bestående af tidligere ansatte i PdVSA. Udvalget blev dannet i 2025 for at planlægge hvordan olieindustrien kan genoplives under en ny regering.

 

”Udvalget er ikke direkte tilknyttet oppositionslederen María Machado, diskuterer den rolle, en ny regering bør have i oliesektoren. Nogle foretrækker at holde industrien under regeringens kontrol, mens andre hævder, at internationale olieselskaber kun vil vende tilbage under et frit markeds-system,” siger Romero.

 

”I sidste ende vil en hvilken som helst overgang bestemme USA's investeringer og genindtræden i Venezuela,” fortæller Carrie Filipetti, tidligere vicesekretær for Cuba og Venezuela i udenrigs-ministeriet i Trumps første periode, i dag direktør for det republikanske udenrigspolitiske selskab, Vandenberg Coalition.

 

"Hvis overgangen er kaotisk, vil det selvfølgelig være udfordrende for amerikanske virksomheder at investere i Venezuela. Det handler ikke kun om at slippe af med Maduro. Det handler også om at sikre, at den legitime opposition kommer til magten," udtaler hun.

 

Richard Goldberg, tidligere leder af regeringens National Energy Dominance Council, erklærede, at Trump-regeringen tilbyder virksomhederne økonomiske incitamenter for at lokke dem tilbage til Venezuela. Det kunne omfatte Export-Import Bank og U.S. International Development Finance, hvis mandat Kongressen udvidede i december, så investeringer sikres mod politiske og sikke-rhedsmæssige risici…. Det er dog uklart, hvor meget Trump-regeringen kan og vil fremskynde investeringer i Venezuela.”

 

Fremme af amerikanske investeringer i Venezuela vil holde Kina - storforbruger af Venezuelas olie - ude af landet, og reducere mængden af ​​den billige olie Kina køber. Olien transporteres med spøgelsesskibe, der går uden om de amerikanske sanktioner.

 

I betragtning af de aktuelle lave priser på 50 $ pr tønde olie, og de enorme kapitalinvesteringer, der er nødvendige for at modernisere infrastrukturen, så anser mange Venezuela som en aktivitet med en meget lang tidshorisont. ”Venezuela er en kronjuvel, hvis risikoen over jorden fjernes, ” udtaler en olieanalytiker.

 

Tankskibene omdirigeres til USA’s raffinaderier

Få timer efter bortførelsen af Maduro, ændrede tankskibe i det caribiske hav kurs, og sejlede nu mod USA. I takt med, at de amerikanske skiferolieforekomster, der har gjort USA til verdens førende olieproducent, tømmes, da vil det blive stedse mere givtigt at eksportere venezuelansk olie til de raffinaderier langs Den Mexicanske Gulf, der er designet til at forarbejde den stærkt svovlholdige venezuelanske olie, der ikke kan erstattes med olier med et lavere svovlindhold.

 

Chevrons joint ventures fortsætter under en fornyet licens fra USA’s finansministerium. Data indikerer, at der er tale om en eksport på ca. 150.000 tønder/dag, der er USA-bundet, ifølge Reuters, og at amerikanske raffinaderier har førsteret. Dette giver imidlertid Kina problemer, der nu mangler denne olie, der så skal købes til højere pris.

 

Operationen rejser spørgsmål om international lov og amerikansk unilateralisme. Kritikere peger på overtrædelser af FN-pagtens forbud mod magt, hvilket er en gentagelse af Irak-invasionen i 2003.

 

Eftervirkninger af lørdagens aktion kan belaste forholdet mellem USA og Latinamerika, fremskynde migrationen fra Venezuela og teste relationerne mellem Rusland og Kina. Sådanne bredere geo-politiske skift kan ændre globale normer i årtier, og kan komme til at overskygge mere kortsigtede markedsbevægelser. Alligevel forbliver energidimensionerne afgørende, idet de blotlægger afhængigheden af det flygtige oliemarked.

 

Kinas eksponering rammer tre specifikke områder

Den første er finansiel og anslås til 17-19 mia $ i udestående fra China Development Banks olie-for-lån-program. Det er den største post for et enkelt land i Beijings portefølje ud af de 60 mia $, der er blevet ydet siden programmets start i 2007, og er sikret af fremtidige olieleverancer.

 

Bankens Venezuela-regnskab ligner mere en strukturel nedskrivningsrisiko end et handelstab. Så længe Venezuela producerede 2,4 mio tønder/dag fungerede modellen, men den gik i stykker, da produktionen faldt til 350.000 tønder/dag i 2020. Først i slutningen af 2025, kom den op på ca. 1 mio tønder/dag, ifølge OPEC- og PdVSA-data.

 

CDB gav henstand, accepterede gentagne gange forsinkelser i takt med at Venezuelas tilbage-betalingskapacitet eroderede - under forudsætninger, der ikke længere holder. Kinas sikkerhed - olien - ligger under jorden, i maritime omgivelser, hvor der på grund af den forringede infrastruktur, er forhøjet risiko for miljøskader, og med en usikker overgangsregering.

 

Den anden eksponering er operationel. Shandongs uafhængige raffinaderier i det sydlige Kina, er designet til den tunge råolie - en kvalitet, der handles med store rabatter, fordi vestlige købere ikke vil røre den. Raffinaderierne får et akut problem, når de mangler den venezuelanske råolie: Hvor kommer erstatningsolien fra, når venezuelansk olie omdirigeres til amerikanske raffinaderier?

 

Selv om Kinas import af olie fra Venezuela kun dækker 4 pct af Kinas import, så tegner den sig for ca. 60 pct. af den venezuelanske olieimport.

 

Den tredje eksponering er strategisk. I sidste uge opbragte USA tankskibe - som angiveligt indgår i skyggeflåden - ud for Venezuelas kyst, på vej til Kina. USA har dermed vist sig villig til at sætte ind mod tankskibe for at forstyrre de kinesiske forsyningskæder af råvarer, der eksporteres til USA.

 

Tre gendannelsesscenarier

Scenarie A (45 pct. realisme): Beijing indleder dialog med overgangsregeringen, forhandler sig frem til 40–50 cent pr. dollar og omlægger efterspørgslen fra små raffinaderier til kvaliteter fra Canada og Irak. Det økonomiske tab absorberes for at bevare de bredere handelsrelationer.

 

Scenarie B (35 pct. realisme): Fastlåst stilling. Beijing nægter at anerkende forsinkelsen, de små raffinaderier forsøger med indkøb på trods af sanktioner mod skyggeflåden. USA eskalerer til sanktioner mod kinesiske banker, der behandler de venezuelanske betalinger. De små kinesiske raffinaderier kollapser inden for seks til ni måneder.

 

Scenarie C (20 pct. realisme): Venezuelansk kollaps. Overgangsregeringen fejler, militæret frag-menterer, produktionen falder til under 600.000 tønder/dag. Hverken kinesisk inddrivelse af gæld eller amerikansk genopbygning lykkes. Den tunge olie forlader det globale marked i årevis. Manglen på venezuelansk olie får den globale oliepris til at stige.

 

Det strategiske regnestykke

Shandongs raffinaderier opbyggede deres forretning ved at købe venezuelansk råolie med store rabatter. Den model er færdig. Kemi- og petrokemiske virksomheder mister indtægter, indtil produktionen kan ændres til andre olietyper. Ikke alle vil kunne overleve overgangen.

 

De store statsraffinaderier, Sinopec og CNPC, har bevidst hold afstand til den venezuelanske olie, hvilket forskere beskriver som en "långiverfælde", som Kina skabte for sig selv. De står nu over for et politisk pres for at udligne kapacitetsmanglen fra de små raffinaderier. Det betyder, at staten i det væsentlige subsidierer private operatører.

 

China Development Bank skal vælge mellem at nedsætte porteføljen (det signalerer til låntagere i Belt and Road Initiative, at råvarestøttede lån ikke kan overleve regimeændringer), eller lånene forlænges på ubestemt tid. Ingen af ​​mulighederne er attraktive.

 

Beijing har brug for økonomisk stabilitet. En eskalering af forholdet til Washington på grund af Venezuela, kan USA bruge som ”invitation” til yderligere sanktioner, rettet mod kinesiske bankers betalinger i dollars - dollarclearing.

 

Historien bygger blandt andet på disse artikler i magasinet Politico.