Foto: Venezuelanere demonstrerer mod Ruslands invasion af Ukraine i 2022

 

Begivenhederne i Venezuela, hvor præsident Nicolás Maduro efter en amerikansk militæroperation blev taget til fange, er endnu en manifestation af den eskalerende imperialistiske konfrontation. Konsekvenserne vil kunne mærkes af millioner af mennesker over hele kontinentet.

 

Donald Trump-administrationens handlinger kan ikke ses som en isoleret hændelse eller et 'tvungent svar' på krisen. Som før - fra bombningen af ​​små fartøjer i Caribien og Stillehavet til sanktionsblokaden - er dette en demonstration af USA's magt. Det viser, at USA er fuldt parat til at bruge vold uden rettergang, efterforskning eller nogen som helst hensyntagen til international lov. Påskud som kampen mod narkotikahandel og karteller bruges til at legitimere aggressionen. Størstedelen af drug precursors [kemikalier til fremstilling af naro, o.a.] blev indtil for nylig produceret i Kina. Andelen af narkotikahandel gennem Venezuela er ubetydelig sammenlignet med andre lande i regionen og søvejene.

 

Undskyldninger om at kæmpe mod det 'narkokartel-forbundne lederskab' virker særligt kyniske i lyset af Trumps nylige amnesti af Honduras’ tidligere præsident Hernández fra et amerikansk fængsel - han blev idømt en lang straf for at være indblandet i kokainhandel, men blev løsladt for at hjælpe sine allierede ved sidste valg. Som i tilfældet med ’kampen mod terrorisme’ er det egentlige mål ikke beskyttelse, men kontrol over olie- og mineralressourcer og etableringen af ​​et regime, der er loyalt over for Washington.

 

Samtidig er det nødvendigt at kalde en spade for en spade: Nicolás Maduros regime er autoritært, undertrykkende og dybt korrupt. Det har intet at gøre med socialistisk demokrati, der gemmer sig bag arven fra Hugo Chávez og den bolivariske retorik. Sammen med de ødelæggende amerikanske sanktioner er det Maduro-regeringens politik, der er ansvarlig for det økonomiske sammenbrud, sociale katastrofe, udenretslige drab, underernæring og masseudvandring af millioner af venezuelanere. Maduro-ledelsen har annulleret de resultater, som er opnået af massebevægelserne, og de sociale programmer fra Chávez-æraen, og i stedet har man miskrediteret venstreorienterede ideer i regionen. Regimet, som snylter på befolkningen, understøttes af sikkerhedsstyrkerne, begrænsninger af frihedsrettigheder og ekstern støtte - primært fra Rusland.

 

Kreml er blevet en af ​​Caracas' nøgleallierede i at opretholde sin autoritære magtmodel.

 

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har besøgt Venezuela flere gange, blandt andet i april 2023, som led i en rundrejse til Brasilien, Venezuela, Nicaragua og Cuba med det formål at mobilisere politisk støtte til Ruslands krig mod Ukraine. Skønt præsident Maduro ikke er så berygtet som Daniel Ortega, forræderen af ​​den sandinistiske revolution i Nicaragua, erklærede præsident Maduro sin 'fulde støtte' til Rusland lige fra begyndelsen af ​​Ruslands fuldskala-invasion, og statsinstitutioner og medier har aktivt udbredt Kremls fortolkning af begivenhederne.

 

Det ville dog være en alvorlig fejl at sidestille Maduro-regimet med det venezuelanske samfund.

 

På trods af den massive propagandakampagne accepterede de fleste venezuelanere ikke de pro-russiske fortællinger. I de tidlige dage af Ruslands invasion af Ukraine i 2022 gik folk på gaden for at protestere mod aggressionen - i et land, hvor demonstrationer regelmæssigt bliver kriminaliseret og slået ned. Venezuelanere bar ukrainske flag, råbte 'Stop Putin' og kritiserede åbent deres regerings alliance med Kreml.

 

Denne solidaritet med Ukraine har dybe rødder. Siden Euromaidans dage har mange venezuelanere opfattet den ukrainske kamp som nærtstående og forståelig – en kamp mod korrupte myndigheder, ekstern kontrol og autoritarisme. Sympati for Ukraine bygger ikke kun på holdninger mod krig, men også på en afvisning af udenlandsk indflydelse, som er afgørende for overlevelsen af ​​Maduros regime, såvel som for Vladimir Putin - som begge er under undersøgelse af Den Internationale Straffedomstol.

 

Siden 1999 har Ukraine og Venezuela opbygget venskabelige forbindelser, som begyndte under den ukrainske udenrigsminister Boris Tarasyuk, som blev modtaget af den daværende venezuelanske præsident Hugo Chávez. Det er bemærkelsesværdigt, at den venezuelanske konsul i Rusland under Chávez-æraen, José David Chaparro, sluttede sig til Ukraines Internationale Legion i 2022 [frivillige udenlandske kæmpere] og var aktiv i genopbygning af ​​byer, som var ødelagt af russiske tropper.

 

Det er grunden til, at den nuværende amerikanske aggression ikke kan retfærdiggøres selv med kritik af Maduro. I sin nylige 'National Security Strategy' proklamerer USA sit ønske om at bringe Latinamerika og Caribien tilbage til rollen som en underordnet "baggård" i ånden af ​​'Monroe-doktrinen'. På den måde søger den amerikanske imperialisme at 'rydde op' i regionen og fjerne ethvert regime, der ikke passer ind i dets økonomiske og geopolitiske interesser, og samtidig styrke den yderste højrefløj.

 

Isolationen af Colombias progressive regering og truslerne mod en lignende regering i Mexico, styrkelsen af en alliance med det yderste højreorienterede styre i Argentina på bekostning af amerikanske skatteydere, støtten fra neofascistiske revanchister i Brasilien ledet af Jair Bolsonaro, og brugen af Bukeles berygtede megafængsel i El Salvador er alt sammen en del af USA's strategi for at genetablere Wasingtons hegemoni i Latinamerika.

 

Det er værd at bemærke, at under Trumps første periode blev venezuelanske anliggender overvåget af den samme Elliot Abrams, som under Reagan-æraen var ansvarlig for at træne antikommunistiske diktaturers "dødspatruljer", der udførte mere end 90 procent af borgerkrigenes forbrydelser i mellemamerikanske stater, såsom mordet på omkring tusinde indbyggere i landsbyen Moss i El Salvador.

 

Et eksternt påtvunget ’regimeskifte’ vil kun fordybe den sociale katastrofe. Ligesom Trumps racistiske politik over for venezuelanske flygtninge er denne krig en fortsættelse af en politik med foragt for menneskeliv. Selv hvis der ikke umiddelbart er et massict antal ofre, vil udenlandsk destabilisering føre til yderligere interne omvæltninger. (Da​​amerikanske marinesoldater i 1989 invaderede Panama og fjernede diktatoren og narkotikasmugleren Noriega, som kort forinden havde været klient hos CIA i kampen mod revolutionære bevægelser i regionen, resulterede det i mindst hundredvis af civile dødsfald.

 

Dertil kommer, at den potentielle magtovertagelse for oppositionens 'Trumpist'-fløj udgør en fare. Ligesom Maduro er en karikatur af socialisme, er María Corina Machados ultrahøjre- og ultrakapitalistiske kurs en karikatur af den demokratiske bevægelse. Efter at have modtaget Nobels fredspris understregede hun gentagne gange, at hun ville foretrække at give den til Trump og ville støtte hans intervention mod sit eget land. I modsætning hertil understreger den venstreorienterede opposition mod madurismen, som i stigende grad omfavner de desillusionerede tidligere tilhængere af den bolivariske revolution, at et et militært scenarie er uacceptabelt, og at Venezuelas skæbne bør afgøres af venezuelanerne selv, ikke af imperialistiske ledere.

 

Kampen mod Maduros diktatur og kampen mod den amerikanske imperialisme står ikke i modsætning til hinanden. Det er to sider af den samme konflikt, hvor folk bliver gidsler for geopolitiske spil. Derfor skal vi i dag stå solidarisk med Venezuelas befolkning - den samme solidaritet, som venezuelanere har udvist over for Ukraine i dets modstand mod russisk aggression.

 

Befolkningen i Venezuela kæmper mod det imperialistiske åg og er gidsler for Maduros rovregime.

 

Venezuela, vi gør også modstand mod imperialismen.

 

3. januar 2026

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind